Jeg har længe overvejet om det var værd at skrive om, men eftersom det fylder ret meget i min hverdag og jeg umuligt kan være den eneste der lider af det, får i nu et lille skriv om det at have akne eller uren hud.

Hvis du ligesom mig og så mange andre lider af akne, uren hud, knopper, kald det hvad du vil, behøver jeg vidst ikke at uddybe hvor tarvelig en hudsygdom det er. Ikke nok med at det gør ondt, så tager det også rigtig meget af ens energi og opmærksomhed - på den dårlige måde. I hvert fald for mit eget vedkommende, også selvom det ikke er så slemt.

Jeg har efterhånden købt mig fattig i diverse hudplejeprodukter, apotekshåndkøb, rense-serier, helsecremer og andre mirakelmidler og lægereskripter, men uden nogen effektiv effekt. Det er rimelig træls og ikke særlig holdbart når man er på SU. Derfor fik jeg i sidste uge en henvisning til en hudlæge.

Eftersom jeg ikke har lyst til at byde min krop at få hårde antibiotika-kure og andre ‘medicinske’ tablet-behandlinger, (da det ødelægger ens tarmflora, er hårdt for kroppen, for slet ikke at tale om mulig antibiotika-resistens), spurgte jeg min hudlæge hvad jeg kunne gøre af mere naturlige tiltag.

Jeg fik at vide at hos størstedelen af hendes klienter, ser hun positive fremskridt hvis man er villig til at omlægge sin livstil. Kort sagt ‘mere jord til bord’. Hun anbefalede også at man holdte sig væk fra sukker og mælkeprodukter. Sukkeret giver lidt sig selv, og angående mælkeprodukterne forklarede hun at de hormoner der er i mælkeprodukter kan forstyrre ens egen hormonbalance og dermed give anledning til udslæt og urenheder.

Derfor har jeg ændret og tilpasset lidt i mine madvaner og erstattet nogen produkter, og jeg tænkte det kunne være en inspiration til andre der også døjer med hudproblemer.

Først og fremmest har jeg smidt alt der indeholder sukker LANGT væk (jeg er typen der ikke kan holde mig fra det hvis det er der). MEN jeg skal også være den første til at indrømme at det nok ikke er heeeeelt slut med sukkeret, når både julen, og tilhørende julefrokoster samt nytårsfesten er lige om hjørnet.

For det andet har jeg erstattet min mælk med rismælk, mandelmælk og havremælk, (man kan få alverdens forskellige slags i helsebutikkerne, men det her er mine favoritter), og smør med økologisk plantemargarine, baseret på kerner og frø.

Jeg havde svært ved at finde et alternativ til skyr som jeg er ret glad for at spise om morgenen, men en erstatning herfor kan bl.a være grød eller smoothie-bowls (et hjørne af madverdenen hvor kun fantasien sætter grænser (sådan helt seriøst)).
Det er sindsygt forfriskende, man får samtlige vitaminer og mineraler, og så er det super nemt og hurtigt at lave!

Nedenfor har jeg hurtigt opridset hvad min smoothiebowl kan indeholde. Hvis du er nysgerrig efter mere inspiration kan jeg varmt anbefale at tjekke hashtagget ‘smoothiebowl’ eller ‘acaibowl’ ud på Instagram eller pinterest.

Den med bær:

- 1 banan

- 1 håndfuld bær (friske eller frosne)

- 1 halv avokado

- 1 håndfuld nødder, kerner, frø, klid, havregryn, husk eller andet der kan ‘fylde’

- 2 spsk acai pulver

- 1-2 dl mælk, rismælk, mandelmel, vand, juice eller andet væske

Fremgangsmåden er simpel; det hele smides bare i blenderen, hældes i en skål og pyntes med topping. Hvis du sidder og tænker det er fjollet med toppingen, vil jeg til dets forsvar sige, at det faktisk gir en varieret smagsoplevelse, når man pynter med forskellige toppings.

Topping kan være alt hvad hjertet begærer; friske bær, frugt, nødder, kerner, frø, bananskiver, peanutbutter, mørk chokolade og meget meget mere!

Opskriften ovenfor er kun til inspiration, og alt efter humør og sult kan man blande alverdens ting og sager i. Jeg skifter bla imellem. tørret kokosflager, hørfrø, chiafrø, sesamfrø, solsikkekerner, mandler, paranødder, hvedeklid, havregryn mm., der giver en mættende fornemmelse.

Jeg håber at indlægget kan være en inspiration til en sundere livstil samt vejen til en pænere hud. Som sagt har jeg ikke selv gjort det længe nok til at kunne sige om det virker, men jeg håber og krydser fingre for at det her kan komme det til livs🤞🏼

Hvis du mangler mere inspiration til toppings og ingredienser kan du finde meget mere på https://www.pinterest.dk/tineliving

// Tine

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments