MOMMY MONDAY // TABU

Godmorgen på bloggen. Ahhhh, hvor er det LÆNGE SIDEN, at jeg har lavet et MOMMY MONDAY post. Er det noget, I ønsker jeg laver flere af her over efteråret? Jeg har taget en kæmpe pause fra det at blogge rigtig rigtigt, hvis I forstår og det har været på godt og ondt. Måske vil det give mere mening for jer, når jeg fortæller min side af historien. Da jeg blev gravid rykkede jeg bloggen fra Bloggers Delight til NOUW og fik SMAC Agency som mine agenter - derfra tog det bare fart og jeg fik sindssygt travlt, på den gode måde. I må ikke tro, at jeg ikke ELSKER det jeg laver, for det gør jeg. Problemet var bare, at jeg knoklede på alle punkter og jeg stoppede ikke op og lyttede til min krop, der jo kæmpede for at passe på den lille mus inde i maven.

Det resulterede i, at jeg blev indlagt i fare for at føde for tidligt i uge 28. Jeg var simpelthen til en 3D scanning, hvor hun kunne se, at jeg ingen livmoderhals havde og at lille Olivia vitterligt lå lige inde på den anden side og pressede på, hvilket gav mig en mild form for veer. Det var enormt hårdt psykisk, for jeg blev så bange for at hun skulle komme og at hun ikke ville klare den. Samtidigt med det, havde jeg kampagner der havde deadlines på både blog og Instagram og kunder der sad og afventede. Et kæmpe pres, når man ender i en så uheldig situation og samtidigt er selvstændig. Jeg kunne jo ikke bare lige melde mig syg og tage mig den tid, jeg havde brug for. Jeg var enormt afhængig af mit arbejde og eftersom jeg jo er mit eget produkt, er det bare nærmest umuligt. I den periode måtte P hjælpe mig med at køre hjem i møllen og skyde billeder til kampagner og så måtte jeg skrive indlæggene på min computer i min hospitalsseng. Noget jeg ville ønske, jeg kunne have været foruden.

Olivia kom heldigvis først i uge 37+4 og det var en fødsel, der tog 5,5 time med kun lattergas som smertestillende. Hun fik en elektrode på sit hovede, inden hun kom ud og den rev desværre mig, da hun var på vej ud og det resulterede i, at jeg skulle syes og det endte med godt 4 timer, hvor hun så lå hos sin far og fik mad. Jeg kan huske, at jeg lå der og rystede så meget i kroppen, fordi jeg havde ligget uden tøj på i så mange timer, at jeg var gennemkold og kunne derfor ikke rigtig få varmen igen. Jeg fødte 00:06 den 10. januar 2017 og jeg husker, at vi blev kørt ind på stuen omkring kl 5 om morgenen. Vi var indlagt i 9 dage, hvilket jeg faktisk var rigtig glad for - personalet var enormt søde (vi havde jo også været indlagt samme sted før Olivia kom, da jeg var sengeliggende) og derfor følte jeg mig tryg. Det var nu ikke fordi jeg ikke ville hjem, men jeg var lige blevet syet, min mælk ville ikke løbe til, jeg var bange for at Olivia skulle dø af vuggedød og derfor sov jeg slet ikke. Så det var egentlig meget rart og vi kunne stille alle de spørgsmål, man måske ikke lige kan få svar på derhjemme. Det hjalp mig meget. Min mælk løb først til på 7. dagen, hvilket jo er sent og derfor fik Olivia lagt sonde, så hun kunne få modermælkserstatning i sonden, imens jeg inderligt prøvede at amme hver gang og pumpe og pumpe og pumpe, efter hver amning. Det var seriøst dråber, der kom ud - 3 dråber nærmest, men Olivia fik dem. Fordi de lagde en sonde på hende, kunne personalet også tage hende lidt om natten og hygge om hende, så P og jeg kunne få sovet og da jeg vågnede op efter en nat med lidt hjælp fra personalet, var mælken endelig løbet til og Olivia begyndte rigtigt at tage på.

På 9. dagen kunne vi tage hjem. Olivia vejede der 2500g og jeg var dødsensangst. Jeg syntes jo stadig hun var meget lille til den alt for store verden derude og med en sibirisk kulde, der gjorde at vi ikke måtte gå ture med hende i barnevognen før hun var over 3kg (3000g). Det tog jo altså lige lidt tid og det var også en mavepuster, synes jeg. Jeg græd hver aften, når mørket faldt på - jeg blev bange og deprimeret. Ikke at jeg overhovedet var i den grad, at jeg ikke ville Olivia - tværtimod, jeg var bare SÅ BANGE for at miste hende, at jeg nærmest troede på det ville ske. Måske fordi der er sket så meget i min familie, er jeg mere skrøbelig og det gav mig en reaktion, da vi kom hjem fra hospitalet og stod på egne ben. Det var enormt hårdt og især fordi jeg jo stadig var på arbejde - jeg har ikke haft barsel. Som selvstændig og det at være blogger, er det ikke bare lige sådan at trække et år ud af kalenderen til barsel. Så det var rigtig hårdt, at jeg ikke bare kunne give mig selv den tid til at komme mig og nyde min tid helt for mig selv med Olivia - det har jeg jo selvfølgelig selv valgt, men det betyder ikke, at det ikke er hårdt alligevel og at jeg måske ville have ønsket, at det kunne have været anderledes den dag i dag. Det at man ikke kan gå en tur med barnevognen, gør virkelig også meget ved en mentalt - det at man ikke kommer ud for en dør og får lidt frisk luft. Ikke nok med det, var det i den tid også, at min mor fortalte hun havde brystkræft og skulle igennem et års kemo og stråling. Det væltede mig et par gange - måske også fordi jeg jo ikke har min far og derfor blev jeg ekstra bange for at skulle miste hende. 

Puha, jeg er inderligt lykkelig over, at jeg ikke er i den følelse og situation længere. Det var hårdt. Måske også fordi man jo lidt har gjort disse følelser til et tabu - at man ikke kan lide at tale højt om det, vise man er hårdt ramt og ikke flyder på den der lyserøde sky som mange måske giver udtryk for, at man normalt gør efter en fødsel? Men hvad er normalt, tænker jeg? Jeg husker selvfølgelig også en masse gode og dejlige ting fra den tid, men hvor var det hårdt samtidigt med et fuldtidsjob og det at være et offentligt menneske, hvor folk følger med i dit liv. 

Jeg er jo også bare et menneske, der har perioder i mit liv, der er gode og dårlige. Når de dårlige perioder fylder meget, har jeg det med at trække mig en smule og det må ikke forstås negativt - det er simpelthen fordi jeg tager tid til mig selv, lytter til min krop, bruger min tid sammen med min kæreste og vores lille datter. En tid man aldrig får igen. Det jeg gerne ville fortælle med det her indlæg er, at I må ikke tro at alt er lyserødt og lykkeligt og at det er OKAY, at man ikke er lykkelig, når man lige har født. At man kan blive overvældet, ked af det, bange osv - det betyder ikke at man ikke ELSKER sit barn inderligt, men de følelser kan simpelthen ikke beskrives bare lige sådan. Det er jo også en bølge af hormoner din krop skal fordøje. Jeg ville derfor gerne skrive lidt om det her tabu-emne om, hvordan man måske har det efter en fødsel og alt burde være lykkeligt og smukt. For mig skulle de første måneder overstås - jeg var hunderæd for nætterne, jeg sov forfærdeligt - ikke fordi jeg skulle op og amme, det elskede jeg - men fordi jeg var bange for at falde i søvn og hun så døde imens jeg sov. Det lyder så voldsomt nu, når jeg sidder og skriver det, men de følelser, der flyder rundt i ens krop efter en fødsel, er ikke til at beskrive og de er meget overvældende på godt og ondt. Du kan slet ikke styre dem og tårerne vælter bare ud - både af lykke, men for mit vedkommende også en masse frygt og et enormt stort ansvar for det lillebitte menneske, der betyder alt for mig i hele min verden.

TAK fordi I læser med. Fordi I er tålmodige og fordi mange af jer har været der siden dag 1. Det varmer simpelthen mit hjerte så dybt og I skal bare vide, at I betyder enormt meget for mig. Jeg vil så gerne være bedre til at være aktiv på min blog, for jeg elsker at skrive gode indlæg til jer og de ting, jeg har på hjerte - men igen, så er jeg også bare et menneske og nogle gange bliver jeg også bare en lille pige, der er enormt usikker og trist på mig selv og det jeg laver.

Likes

Comments

Helene
,
Dejligt indlæg! Du er min favorit instagrammer! Fordi du tager så smukke billeder, altid inspirerende lokationer, tøj og hår! Men ikke kun udseende gør at du er min favorit, men fordi du et mennesker der har været nogle ting igennem! Min mor har selv lige været igennem (og stadig er igang) med brystkræftforløb. Og vil så gerne høre noget mere om dine tanker omkring det og hvad du gjorde/gør for frygten om det lommer tilbage og hvordan din mor har det idag?
Knus
Tinamarias
Tinamarias ,
Ej, hvor er du altså bare sød <3 Sikke en dejlig besked at få!! Det giver mig altid smil på læben. Jeg synes stadig det er skræmmende at min mor har været igennem et forløb med brystkræft hele sidste år og igennem kemo og stråling. Men knuden er fjernet og hun går ofte til kontrol, så de kan holde øje med hende - de er jo heldigvis rigtig dygtige til det i dag og skal også nok holde rigtig godt øje med din mor <3 Jeg prøver at se lyst og positivt på det, fordi det gør min mor - hun er enormt stærk og har klaret det hele så flot. Så jeg tror og håber på, at det aldrig vender tilbage! <3
nouw.com/tinamarias
A
,
Kære Tina Maria! Det er SÅ okay at have det sådan. Jeg blev mor første gang i september 2016, fødslen tog 25 timer og det var virkelig en kanp. Jeg var så drænet da hun endelig blev født, at jeg ikke orkede hende. Jeg sagde nej til amning med det samme fordi jeg ikke magtede “endnu” en kamp.
Ugerne og månederne efter fødslen var jeg slet ikke mig selv. Det var mest min kæreste der tog sig af min datter, fordi jeg havde problemer med at knytte mig til hende.
Alt er dog i den skønneste orden i dag, og hun er 2 år nu. Men nogle gange skal man give sig selv lov og tid til at komme sig både fysisk og mentalt ❤️
Tinamarias
Tinamarias ,
Åh, alt respekt herfra! Sikke dog også en fødsel - så forstår man godt, at man kan være helt drænet fra alt. Det er jo en sindssyg overvældende og smertefuld oplevelse i sig selv. Dejligt at høre at alt er i den skønneste orden den dag i dag <3 Du har helt ret - det er nemlig vigtigt at tage sig tid til sig selv og komme sig, så tror jeg også på at man bliver en bedre version af sig selv og det er vigtigt <3
nouw.com/tinamarias
Freya
,
Åhhh jeg kender det så godt, dog ikke som mor men som moster. Min søster fødte en lille bitte dreng 11 uger for tidligt, da hendes livmoderhals var alt for kort. Da han blev født vejede han de 1300 gram, så alt var usikkert og der var ingen garanti for at han ville overleve de første to døgn, så hold nu op hvor var vi ramte hele familien, og usikkerheden i hvad der kunne ske, var slet ikke til at bære, ingen søvn, ingen appetit, vi skulle bare over de to første døgn, før der ville komme lidt ro på. Vi går stadig alle rundt med usikkerheden om, at han måske har nogle medfødte skader, eftersom han blev født tre måneder for tidligt. Men han er i dag 6 måneder, og følger heldigvis sin kurve og sin udvikling, så det er dejligt. Jeg synes du virker som en rigtig god mor, og der skal være plads til at man er usikker til tider, det gør kun en stærkere og kærligheden stærkere. Respekt til dig.
Tinamarias
Tinamarias ,
Åha altså! Min gode veninde fødte også deromkring og med en lille mus på godt 1kg - det var en rigtig hård tid for hende, kan jeg huske og så endte jeg med også at være indlagt og sengeliggende i 6 uger, så vi havde lidt hinanden til den hårde tid. Heldigvis er de skønne små babyer simpelthen så stærke - stærkere end de ser ud og stærkere end vi tror og så er hospitalerne så dygtige <3 Det lyder som om han er en stærk fighter og nok skal klare sig rigtig fint! Al held og lykke til dig og din stærke søster. <3
nouw.com/tinamarias
Anne
,
Masser af positiv energi din vej ❤️ Du er skøn og skal altid have dig selv i første række!
Tinamarias
Tinamarias ,
Tusind tak <3 Det betyder så meget at få så dejlig respons tilbage. Det varmer helt ind i hjertet.
nouw.com/tinamarias
Alberte Skov
,
Wow. Tak for at åbne op, jeg synes du gør det fantastisk som mor i en presset hverdag❤ Meget inspirerende. Elsker din blog, og det tror jeg vi er mange der gør. Ift den, har du selv nogle gode tips til Instagram for os andre? Jeg kan forstå alle bruger det der https://autolikes.dk til at få likes og følgere, men vil gerne høre dine tips! Og det tror jeg vi er mange der synes det kunne være fedt men en blog om netop dette. God mandag fra en læser der synes du er super sej. Knus Alberte
Tinamarias
Tinamarias ,
Tusind tak, hvor er du bare sød <3 Det kunne være jeg skulle lave et indlæg omkring tips til Instagram? Jeg ville i hvert fald ALDRIG anbefale at købe hverken likes eller følgere. Man skal kunne stå inde for det man laver og det man brænder for, så skal de rigtige følgere nok komme. <3
nouw.com/tinamarias
Cecilie
,
Det her reddet lige min mandag! Jeg er selv blevet mor her for godt 14 dage siden, og det er så skide hamrende hårdt! Jeg har næsten grædt mere end jeg har smilt, og frygten for at miste er enorm. ammningen har gået galt fra dag 1 og jeg føler mig så uduelig. det er pisse hårdt at åbne op om, fordi man har bare det billede at alt er lyserødt efter en fødsel. Tak for dit indlæg, det hjalp virkelig på en ellers så dårlig mandag! ❤️
Tinamarias
Tinamarias ,
Åh, kender det SÅ godt <3 Det skal nok blive MEGET bedre. Puha, de første 3 uger var ikke gode for mig, synes jeg. Jeg var langt mere ked og et nervevrag end jeg var på en lyserød sky, hvor alt var perfekt. Men det blev det lige pludselig og den tid, hvor det var hårdt, har kun gjort mig stærkere og mere bevidst om mit sind og mine inderste følelser.
nouw.com/tinamarias
Camilla
,
Kære Tina Maria. TAK for et meget ærligt og virkelig vigtigt oplæg. Jeg forstår om nogen hvad du beskriver, og du er ikke alene om at have haft det sådan. Blev selv mor for 4 måneder siden, og det har været mere grå skyer end lyserøde så at sige - men det er jo ikke noget man bare lige slynger ud til Gud og hver mand. Det er SÅ hårdt at blive mor. De første mange måneder var plaget af kolikagtige skrigeture herhjemme, og vi var til sidst så udbrændte at vi måtte bede vores forældre om hjælp. Jeg brugte adskillige måneder og nætter på, at lægge og spekulere på, hvad dælen der kunne være galt med mit barn - for det var da i hvert fald ikke sådan det skulle være at blive mor. At amningen så osse var en kamp, og en konstant bekymring omkring hendes vægt, gjorde heller ikke situationen bedre. Hele den forestilling om den første tid med baby, man havde gået med i graviditeten blev langsomt manet til jorden, og jeg begyndte virkelig at tvivle på mig selv, jeg var enormt usikker. Det hele er heldigvis meget bedre nu i takt med at hun er blevet ældre. Men den første tid var absolut ikke som jeg havde forventet, og det tog lang tid at komme mig over det. Det er så vigtigt et emne du åbner op omkring - TAK! Det var helt rart at få sat ord på de følelser og tanker man har gået med i længe. For det at blive mor er både helt fantastisk, men det er søreme også angstprovokerende og virkelig, virkelig hårdt. Kæmpe knus fra en mor til en anden, du gør det godt ❤️
Tinamarias
Tinamarias ,
Hej Camilla. Åh, det må også være hårdt - Olivia har aldrig haft ondt i maven eller slemme skrigeture som sådan, men kan forestille mig hvor hårdt det må være samtidigt med hormoner, søvnmangel mm. Kan huske at på de hårde nætter havde vi en aftale om, at de ting der blev sagt om natten gjalt ikke om dagen 😉) Jeg er så glad i dag for at den tid er overstået - der er selvfølgelig ting jeg savner og elsker at tænke tilbage på, men de følelser og den angst jeg havde i kroppen var bare ikke sund for mig og jeg er heldigvis ude på den anden side og et meget mere selvsikkert menneske og elsker min rolle som mor. <3 Kæmpe knus tilbage - jeg er sikker på, at du er den bedste mor for din lille mus.
nouw.com/tinamarias
Freja Eva
,
Tak for dit ærlige indlæg 😊 Det er måske bare mig, men det ville ikke gøre mig noget, hvis den slags ærlighed også blev afspejlet i captions på dine billeder, tvært imod 😊 Det er dejligt at læse sådan noget her, ægte og oprigtigt. Skulderklap, sejt gået 😊
Tinamarias
Tinamarias ,
Hm, det synes jeg nu også at jeg gør - jeg gør det bare på min måde 😊 Det er stadig 100% der er begge steder - på min Instagram kan jeg nyde at tage smukke billeder og skrive personlige captions eller slet ikke skrive personlige captions, hvis jeg ikke føler for det. Og på min blog kan jeg skrive dybe indlæg, hvor der bliver lagt en masse tid og energi i det og folk kan læse med. Jeg synes ikke jeg er uægte eller ikke oprigtig på min Instagram, fordi det ikke er præcis de samme ting, jeg laver på platformene.
nouw.com/tinamarias
VenterPaaVinBlog,
Øj, for en omgang! Hvor er det godt, det hele endte godt - selvom det selvfølgelig stadig ikke er en dans på roser non stop, må vi håbe det værste er ovre (: Og sikke søde billeder!

- A
www.venterpaavin.dk
Sarah
,
Så flot at du åbner op omkring dette emne, da det er så vigtigt at få italesat. Det er hårdt at blive mor i forhold til alle de bekrymringer der følger med og alle hormonerne der vælter rundt i os. Åh, hvor sætter de små puds dog gang i følelserne ☺️ Vi mødre er så seje på hver vores måde, og hurra for det 🙌🏼