A BETTER LIFE

EVERYDAY

Jeg tænkte at jeg ville lave en lille update over mit forløb hos min coach. Jeg tror mange af jer læste det her indlæg (link her), hvor jeg taler om, at jeg egentlig ikke har haft det særlig godt og at jeg i alt for lang tid har skubbet mine inderste behov væk og derfor var blevet mere og mere trist. Nu er jeg færdig med et forløb hos min coach som altså består af 7 sessions i 7 uger (1 times session om ugen, eller efter behov). Jeg må ærligt indrømme, at jeg nærmest ikke engang kunne overskue det første møde - at skulle sætte et fremmede menneske ind i hele ens livshistorie, tanker og problemer på omkring 1 time, er enormt grænseoverskridende. Det er enormt grænseoverskridende at åbne op for det man har lagt et tungt låg over i for lang tid, for man bryder som jo ikke om at være ked af det, være utilpas eller udenfor ens egen comfort-zone. Når man fjerner det tunge låg, der har holdt på så mange ting i så lang tid, kan der komme en masse op på samme tid og det kan være rigtig overvældende og hårdt, men jeg kan garantere jer for, at man er 10kg lettere bagefter. Av, hvor kan det gøre ondt og hvor kan man blive utilpas, men sikke en rar fornemmelse bagefter.

En frihed. En lettelse. En lettelse af ENDELIG at lytte til sit hjerte og sin krop, for jeg har i alt hvor lang tid levet i mine tanker. Tanker der ikke fik mig nogen steder hen, men tanker der bare tog over mig og gjorde mig "blind", hvis I forstår. Til det ekstreme, hvor ens tanker har taget så meget over, at man ikke lever. Måske I kan genkende følelsen? Følelsen af at køre bil og ikke vide, hvordan man er nået fra A til B? At stirre ud i luften og ikke NYDE luften, lytte til vinden og se naturens smukke farver og skabninger? Sådan havde jeg det til sidst. Jeg har også i ALT for lang tid ikke ville undersøge, hvad der egentlig var godt for mig - jeg kunne ikke overskue tanken. Alt det jeg gerne ville og alt det jeg drømte om at gøre for mig selv, men som aldrig skete.

Da bægeret var flydt over eller måske nærmere væltet, var jeg inde hos min agent til et vigtigt møde om en ny stor kampagne og der talte jeg med min agent, Pernille om hvad jeg dog skulle gøre og eftersom hun lidt har oplevet det samme, kunne hun anbefale det at gå hos en coach. Jeg ringede til hende samme dag jeg fik nummeret, for ellers vidste jeg, at jeg ikke ville få det gjort og så ville det glide ud i sandet som alt det andet. Vi aftalte en dag i samme telefonsamtale og derefter startede jeg mit forløb hos Charlotte Hamann. (Dette er IKKE sponsoreret og hvis det så ovenikøbet var, så ville det STADIG være MIG!) Det er de bedste penge, jeg har brugt på mig selv - uden tvivl. Det har været hårdt at åbne op og hårdt at være ked af det, men hvor har det bare været lærerigt på så mange måder. Og kemien har bare været der mellem mig og Charlotte, hvilket jo også er enormt vigtigt, da man skal føle sig tryg når man viser sin sjæl.

Jeg har stadig sindssygt meget at lære og stadig en masse, der skal bearbejdes - derfor har vi faktisk valgt at tage endnu et forløb på de 7 sessions, hvilket jeg er så glad for. Hver tirsdag går jeg hos Charlotte og der har jeg bevidst intet på programmet efter mødet, da jeg ikke ved hvilket humør jeg er i og om jeg bare gerne vil hjem og slappe af. Det er enormt vigtigt at give sig selv TID og LYTTE til sig selv og ens egne behov. Derfor er det en vigtig ting for mig at give mig selv tid og plads til. Selvom jeg har mistet min far for 9 år siden, har vi faktisk ikke talt om ham og min sorg - endnu. Vi har derfor taget mit liv NU OG HER og arbejdet på, hvordan jeg i min dagligdag kan være et bedre menneske på mit arbejde, som kæreste og som mor - bedre til at se mit liv, komme fra mit hjerte af og ikke mine tanker som havde taget over fuldstændig. Det var lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt, netop for at få mig ned i mit hjerte igen og lige få mig ned i gear. I mit forløb med Charlotte har jeg løbende skrevet punkter ned, der er med til at give mig et bedre liv og en bedre dagligdag, hvor jeg er mere nærværende og især som influencer, får et bedre overblik over, hvornår jeg er på arbejde og hvornår jeg ikke behøver at være på arbejde. Måske I selv kan nikke genkendende til nogle af punkterne?

1) Vejrtrækning
- Vigtigste faktor af dem alle. Jeg glemte at trække vejret - dybt ned i lungerne. Jeg trak vejret alt for hurtigt og kun oppe i brystet, så luften kom aldrig helt ned i lungerne. Det gav hjertebanken og mit hjerte kunne også til tider springe slag over. Det gjorde mig bange og jeg prøvede flere gange selv at tage dybe indåndinger, men det var som om at jeg bare ikke kunne. Jeg kunne ikke slappe ordentligt af i min krop og det gik også ud over min søvn.

2) Lydbog
- Jeg har LÆNGE gerne ville lytte til lydbog. Jeg har altid elsket at læse bøger, men efter vi fik Olivia har tiden til at tage en bog frem, som ikke er en børnebog, bare ikke været der. Derfor har jeg længe tænkt at lydbog kunne være noget for mig, men igen har jeg ikke kunne tage mig sammen til det. Igen - en så simpel lille ting kunne jeg ikke overskue. Patrick pressede mig også til tider, da han elsker det og lytter til mange forskellige bøger, der hjælper ham. Det var først til min session hos Charlotte at det gik op for mig - jeg kommer ikke til at gøre noget, før jeg er klar til det. Det blev jeg efter den session og første punkt i min notesbog hos hende hed "lydbog og podcast". Jeg har nu lyttet til Journal 64 siden vi talte om det hos hende og jeg lytter til den lige inden jeg skal sove, hvilket har givet mig de bedste nætter!

3) Lukke ned kl. 21
- Hvis der er noget, der har været svært for mig, så har det været at jeg tjekker min Instagram og mail lige inden jeg skal sove. Det er faktisk noget at det dummeste man kan gøre, når det er ens arbejde. Hvad hvis der lå en dårlig mail i indbakken, ville man så sove godt? Hvad hvis der lå en god mail i indbakken, ville man så sove godt? Nej, for ens underbevidsthed kører derudaf med 120km/t og det var faktisk mit største problem, der jeg kom til Charlotte. Hvornår er jeg på arbejde og hvornår har jeg fri? For når jeg er på Instagram, så er jeg på arbejde også selvom jeg bare scroller rundt - det er mit arbejde og derfor kan min krop ikke slappe af, når jeg gerne vil. Derfor er jeg begyndt at lukke ned omkring kl 21 - nogle gange tidligere og andre gange senere, hvis jeg har en deadline. Det gjorde simpelthen alt for min søvn og samtidigt også min afhængighed af at tjekke de sociale medier konstant.

4) Meditation
- Jeg har enormt svært ved at trække vejret ordentligt. Jeg glemmer at tage dybe vejrtrækninger ind og ud gennem næsen, så luften får lov til at komme helt ned i lungerne, hvor det dårlige kan sidde, hvis det ikke får lov til at blive "renset ud". Jeg tager mig selv i at tage korte vejrtrækninger som også nogle gange får mit hjerte til at springe slag over (ved ikke om det hænger sådan sammen, men sådan føles det i hvert fald). Så at meditere et par gange om ugen (eller flere) er også noget, der er vigtigt for mig at huske. Hvis jeg nu har en dårlig dag og er kort for hovedet, så kan jeg godt finde på at sige, "jeg smutter lige ovenpå i 10 minutter" og så hører jeg en meditation i ørerne og når jeg kommer ned igen, så har jeg mere overskud. Det hjælper virkelig meget og noget jeg kan anbefale. Man behøver jo ikke tage de lange meditationer, hvis man ikke har tid - men 10 minutter burde være muligt og gør en kæmpe forskel.

5) Komme fra hjertet
- Faktisk er det ikke et problem for mig at komme fra hjertet af, overhovedet. Men det er stadig et vigtigt punkt for mig, så jeg altid husker, hvor jeg gerne vil komme fra og at jeg altid er mig selv 100% i det jeg laver og i mennesker jeg møder.

6) PYT-knappen
- PYT-knappen kendte jeg ikke til før mit forløb hos Charlotte og helt klart en "mental knap", jeg skal trykke på engang imellem og bare sige PYT. Især herhjemme, hvis man i et parforhold kan gå lidt skævt af hinanden (over småting), så blive bedre til at sige PYT indeni hovedet og ikke begynde at blæse det helt op og trække andre ting frem fra tidligere problemer. (Taler af erfaring) Haha

7) Gåture i skoven
- Jeg skal give mig selv plads og tid til at tage gåture - det behøver nødvendigvis ikke være i skoven, men det er der jeg elsker at gå. Nogen føler behovet til at gå ture langs vandet ved lyden af bølgerne - andre kan føle at lyden af hårde bølger kan være stressende eller forstyrrende og derfor kan en gåtur i skoven være det rette. Det valgte jeg, selvom jeg også elsker en gåtur på stranden, så er det faktisk skoven der fanger mig mere. Måske kan det også være efter humør og vejr.

8) Fjerne sorger på forskud
- Det her er nok en af mine svagheder. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at tage sorger på forskud - måske der jeg mistede min far. Jeg blev ekstremt bange for at miste og jeg havde og har stadig en dårlig ting med at tro, at det værste sker. Hvis min mor har ringet et par gange, hvor jeg ikke har set den, så bliver jeg bekymret. Hvis jeg er skeptisk omkring noget, så tænker jeg også altid det værste før det bedste og dét især, har jeg skulle arbejde MEGET med. Det er jeg blevet meget bedre til - det tager tid, men jeg stopper op og tænker over det hver gang, for ikke at løbe afsted med de negative tanker.

9) Åbenhed
- Vær åben. Jeg er altid meget imødekommende og smilende - også til folk der kommer hen og hilser som jeg ikke kender. Det er sådan jeg er og altid vil være. Måske kan man på Instagram få et andet indtryk af mig (det arbejder jeg også på), men jeg er sgu meget sød, hvis jeg selv skal sige det og jeg har altid været smilende og imødekommende. Så åbenhed overfor andre mennesker er også et vigtigt punkt på min liste.

10) Ting under gulvtæppet
- Generelt det at proppe ting ind under gulvtæppet i forskellige sammenhænge er en DÅRLIG ting, men kan være en dårlig vane. Det er jeg blevet meget bedre til. Så i stedet for at proppe det ind under gulvtæppet, så tage problemerne/tankerne nu og her. Sig hvad der går dig på, hvad der gør dig ked af det eller blot hvad du tænker. Lad den ikke ligge, hvis det trykker. Det nytter ikke noget at gemme på det, for så at tage det frem på et andet tidspunkt.

Likes

Comments

Laura
Laura,
Super fedt opslag og meget relevant. Jeg ønsker at høre hvor du hører lydbøger samt meditationer og hvilke meditationer du hører?
S
S,
Virkelig dejligt indslag der minder mig selv om at stoppe op, og huske at gøre noget for mig selv. Jeg står selv i en rigtig skidt periode i mit liv, og allerede det at huske at trække vejret ordentligt, det gav en lille form for ro. Så TAK! Jeg er også meget intereseret i at vide hvilke meditationer du lytter til?
KÆMPE knus!
Write a comment...
IP: 82.99.3.229