Jeg er sikker på at alle mennekser kommer ud for psykiske problemer og ikke mindst psykiske sygdomme, mindst en' gang i deres liv. Hvis det ikke er dig selv som kommer ud for at have psykiske problemer, vil du sikkert være pårørende til det, på et tidspunkt i dit liv.

1 ud af 5 kommer ud for psykiske sygdomme i løbet af deres liv. Enten som pårørende eller som den som selv har psykiske problemer.

Prøv at forstille dig, du går en tur ned af strøget. Hver femte der går forbi dig har sandsynlighvis haft en psykisk sygdom. Det er ret vildt hvor mange mennekser det er. Når der så mange mennesker som går igennem det, lever med det i sin hverdag eller måske har kæmpet med det i fortiden, hvorfor er psykiske sygdomme, så ikke set som noget mere almindeligt? Hvorfor bliver det set som et tabu?

Psykiske sygdomme er set som et tabu, mange steder i vores samfund. Nogle ser mennesker med psykiske sygdome som sære, mærkelige, anderledes og syge. Og ja man er syg, når man lider af en psykisk sygdom. Men man er også syg når man fx har krækket et ben? Begge tilfælde er hvor en person er syg. Forskellen mellem disse to tilfælde er dog ret stor. Men det er stadig kun 2 forskellige måder, at være syg på. Den ene foregår i benet og det andet i hovedet. At kurere et brækket ben er let, men at kurere et skadet hoved er svært.

Der er sindsyg mange som lider og lever med psykiske sygdomme, men alligevel ses det som et tabu.

Ser folk det som en skam at komme ud og fx sige "jeg har en depression.." ?

Det er svært at kunne sige hvordan andre folk tænker eller hvordan de vil reagere.

I "gamle dage" da mine forældre var unge var psykiske problemer et STORT tabu. Min mor er fx opvokset i Sønderborg og jeg taler nu ud fra hendes erfaring.

Da min mor var ung var psykiske sygdomme og, det at gå til psykolog et stort tabu. Ingen talte om det. Man så folk som gik til psykolog som svage, underlige, mærkelige eller selvoptaget. Det var bare ikke noget man gjorde. Hvis man havde det dårligt, gik mam bare til lægen og fik nogle ”opmuntrende” piller. Det var pinligt og ikke noget der skulle ud offentligt og bestemt ikke noget man snakkede om. Hvis fx min mors ven fortalte til hende at han/hun gik til psykolog, ville man som ven og pårørende ikke se ned på vennen, men man ville bestemt syntes det var mærkeligt. Det ville være noget man ikke ville diskutere og det ville bestemt heller ikke været noget man delte ud og snakkede om i vennegrupper.

Ens egne forældre snakkede heller ikke om det, de ville bare skifte emne hvis man kom hjem en dag efter skole og blev ved med at fortælle om sine psykiske problemer. Hvis de ville gøre noget, ville de henvise til at man smuttede til lægen. Men det ville (ifølge mig) ikke hjælpe utrolig meget. Lægen ville nemlig (kun) give nogle "lykkepiller" og så ”hej hej” igen røg man ud af døren.

Var det den rette måde at behanlde samtaleemnet og tabuet psykiske problemer? Alle har selvfølgelig ret til hver deres egen mening, og nogle ville måske også mene at det var den rette måde at håntere det på. Ifølge mig er det bestemt ikke den rette måde. Men ja.. sådan var psykiske sygdomme og problemer for min mor i Sønderborg. Men mange andre har måske haft andre erfaringer og ærindrigner fra dengang. Jeg er bestemt nyskerrig på at høre de historier.

Psykiske sygdomme var et stort tabu i "gamle dage". Men hvordan ser man psykiske sygdomme nu?


Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Mit første blogindlæg...wow nu er det faktisk virkeligt. Jeg har tænkt længe over at lave mine egen blog. Dele ud af mine egne tanker og undrigner. Men overtænkning har altid stoppet mig. Men måske ikke denne gang.

Men hvor virkeligt er det endeligt? Jeg sidder jo "bare" bag mig pc skærm og skriver om alt muligt. Måske læser nogen det. Maske ikke.

Men hvorfor har jeg lavet denne blog og hvorfor hedder den Tankernes gemmested?

Jeg har lavet den her blog fordi jeg jeg gerne vil dele ud af mine tanker. Jeg vil dele ud af mine underinger omkring vores samfund og vores fællesskaber. Jeg ønsker ved hjælp af denne blog at jeg kan tale om nogle af de her "tabuer" som man aldrig taler om.


De tabuer man ikke taler om ved familiemiddagen, de man ungår ved cafeen og dem man i det hele taget ikke taler om. Tabuerne.

Samtaleemner man ikke snakker om. De tanker man ikke deler. Men hvor er de tanker så, hvis man ikke deler dem og taler om dem? De gemmer sig ifølge mig i hver vores hjerne, dybt bag alt det "vigtige" vi har valgt at sætte forrest. De gemmer sig i deres eget gemmested, helt bagerst. Tankernes gemmested.

Likes

Comments