EN WEEKEND I AARHUS

Vacay

Hey piger. Nu når Danmark er begyndt at åbne mere op, og man ikke rigtig kan komme på ferie til udlandet denne sommer, så vil jeg helt klart anbefale en smuttur til Aarhus!! Aarhus er bare min favoritby, uanset hvor jeg er i verden, så glæder jeg mig altid til at komme hjem igen - ude godt, men hjemme bedst. Jeg vil derfor lave en guide til dig/ jer, som overvejer at tage på weekendtur i smilets by, for det kan da klart anbefales! Der er taget udgangspunkt i en forlænget weekend med ankomst fredag eftermiddag og afgang mandag formiddag.

Fredag

Start weekenden med et smut på La Cabra, som er kendt for deres gode kaffe. CNN har udnævnt det til én af Danmarks bedste kaffebarer, og så ligger den bare i de hyggeligste omgivelser i Latinerkvarteret. Du/ I kan passende gå en tur rundt i kvarteret efter, hvor man finder de fineste små forretninger - kendte som ukendte. Her ligger der også en luksus vintage; Högenhof, som virkelig kan anbefales. Hvis I er på udkig efter flere luksus vintagebutikker, så tag et kig på ChriChris guide her.

Til aftensmad kan I passende spise noget nemt og hurtigt som samtidig er både lækkert og hyggeligt. Her vil jeg anbefale Vaca eller Aarhus Street Food, som bare er mega lækkert begge steder. Herefter byder Aarhus på mange hyggelige steder, hvor man kan få en god drink eller stor fadøl. Herr Bartels er klart en af mine favoritter, hvis man leder efter en lækker drink.

Lørdag

Start dagen ud med en lækker morgenmad/ brunch hos Langhoff og Juul, hvor man får serveret gode råvarer anrettet og tilberedt til perfektion. Det er virkelig lækker morgenmad, og en fantastisk start på dagen! Man kan egentlig holde sig helt til aftensmad efter sådan en brunch, men hvis man alligevel skulle gå hen og blive lidt småsulten eller snackish, så sæt jer langs åen (mine favoritter er Grappa og Viggo) og bestil noget let. Her er der alt fra tapas til nachos til pomfritter og en lille kage. Ægte caféstemning.

I løbet af dagen kan man passende kigge butikker enten omkring Store Torv/ Latinerkvarteret eller mod Frederiksberg, hvor man finder alt andet end H&M og Bestseller. Hvis det er de mere high-street mærker man er på udkig efter, skal man starte i den ene ende af strøget og blot gå ned igennem - så er den dag hurtigt gået.

Om aftenen ville jeg selv investere lidt i noget lækkert mad som enten skulle være Köd eller CanBlau, som er i hver sin retning; bøf i verdensklasse eller overdådig spansk tapas? Det er op til jer, begge steder er i hvert fald kæmpe anbefalinger, hvis man har mod på at betale lidt ekstra for det.

Hvis man besøger Aarhus når klubber og barer for alvor åbner op igen, vil jeg anbefale at tage ud og svinge hofterne. Er man til barer frem for klubber er Kuhstall, Old Irish, Mojo, Heidis, Vinstuen og Guldhornene mine favoritter - nogle af disse har også åbent nu, trods corona. Jeg er selv helt klart mest til barer, men hvis jeg skulle vælge et par klubber, så skulle det være Hornsleth, Zenza eller Bernhardts.

Søndag

Hvordan skal søndag morgen starte, hvis ordet brunch ikke er en del af det?? Jeg ved det ikke. Derfor vil jeg anbefale Café Åland, hvor man kan vælge mellem 3, 4 eller 5 små anretninger. Man kan altså helt sammensætte måltidet efter lyst og appetit. Man kan passende gå rundt i området herefter, som byder på mange spændende butikker.

En gåtur ned ad Jægergårdsgade, hvor Åland også ligger, giver anledning til mange pitstops og mange glas vin. Her ligger der nemlig de hyggeligste caféer, hvor man med rette kan sidde på fortovet og dele en flaske vin. Der er simpelthen den hyggeligste stemning - specielt når solen er fremme.

Søndagen kan evt. bruges på Godsbanen, som er et fedt kulturelt miljø, hvor der sker utrolig meget; filmfestival, koncerter, maleværksteder osv. Her kan man også gå op på taget og se den fine udsigt. Hvis man ønsker at være lidt mere kulturel end det, kan man passende besøge ARoS og Musikhuset, som ligger lige ved Godsbanen. ARoS er et must, hvis man ikke har været der før. Her er regnbuen, som er et kæmpe varetegn for/ på Aarhus.

Hvis man endnu ikke har siddet ved Åen, skal man altså bruge sin sidste aften her. Grappa og Viggo har de lækreste aftenmenueer til overkommelige priser. Hvis det ikke lyder tiltagende har Madklubben de fineste lokaler på Hack Kampmanns Plads, hvor man altid får god mad til gode priser, og så skulle man vist ikke gå sulten i seng!

Mandag

Slut weekenden af med morgenmad på Jumbo Bakery & Eatery som ligger ved havnen. Her er der en helt vildt hyggelig stemning, og så har de altså bare brød i verdensklasse, hvis I spørger mig! Det er tit et sted jeg mødes med veninder, da det har en helt vildt autentisk og "lokal" stemning, selvom det ligger midt i centrum. Overfor caféen ligger Dokk1, så efter morgenmaden kan man passende smutte forbi her, for at se den flotte arkitektur samt udsigten over hele Aarhus' havn, inden turen går hjemad igen.

Ikke alle billeder er mine egne

XX - Soph

  • Vacay

Synes godt om

Kommentarer

ByLauraDenis
ByLauraDenis,
Ej hvor ser det godt ud alt sammen! 🤩
nouw.com/bylauradenis