Sådan fyldte angst i mit liv

Depression, Sissel

Jeg har haft angst hele mit liv. Det er dog først indenfor de sidste fem år, at jeg har fundet ud af at det var angst.

Ordet "angst" er så brugt her for tiden, fordi det viser sig at det faktisk er de fleste der lider af det. Derfor er det godt at der er så meget fokus på det nu.

Det er dog let at få lidt kvalme over ordet, fordi det i mine øjne er ved at blive lidt et overbrugt ord, en kliche, som alle i dag bruger til at beskrive sig selv. Lidt ligesom da det kom frem at man kan være særlig sensitiv. Så var alle pludselig særligt sensitive. Nå, nok om det.

Der skal være plads til at bryde tabuer, så længe man ikke tager alle og enhver udtryk og begreber på sig, fordi man lige synes at nogle af kendetegnene passer på én.

Da jeg var omkring 10-12 år havde jeg det altid dårligt. Fysisk havde jeg det skidt, og det føltes oftest som kvalme. Jeg ved stadig ikke helt hvad det skyldtes, men det var værst når jeg var i skole, eller udenfor hjemmet, og min mor ikke var med - eller i nærheden. Jeg havde angst for at være alene, hvis jeg nu skulle få det dårligt.. Det udviklede sig med tiden til at jeg fik angst for at få det dårligt, så når andre bare som talte om at de havde været syge, eller havde det skidt på nogen måde, så fik jeg det også dårligt. Jeg sagde det aldrig til nogen, for jeg vidste godt det var dumt og irrationelt, selvom jeg kun var et barn.

Jeg lærte at leve med altid at have det lidt dårligt. Kvalmen lå altid og ulmede under overfladen, parat til at springe frem.

Efterhånden som jeg blev lidt ældre, blev jeg nok bedre til at ignorere det, for nu mærkede jeg det mest når jeg var ude at spise. Jeg følte et pres når andre havde inviteret mig på mad, hvad enten det var hjemme hos dem, eller et offentligt sted. Hvis jeg skulle spise andre steder, blev jeg bange for at få det dårligt. Hvis jeg fik kvalme ville jeg ikke kunne spise ret meget, og det var uhøfligt af mig. De skulle ikke tro at jeg ikke værdsatte maden eller deres selskab. Det var værst når andre betalte for mad til mig.

Jeg lider stadig af den form for angst nu, i mit voksenliv. Det er dog ikke så ofte, og jeg har lært nogle måde hvorpå jeg kan undgå den. Bl.a. er jeg nu meget opmærksom på, når jeg går ind på en restaurant (det er oftest finere steder, hvor man spiser god mad, der er værst), hvordan der ser ud. Hvordan der er indrettet og ja, jeg fornemmer ligesom rummet. Lærer at slappe af i det. Hvis jeg alligevel kan mærke at der er fare for at angsten kommer, så fortæller jeg det til den jeg er sammen med. Det er det vigtigste for mig, at jeg kan få sagt det højt, og at dem jeg spiser med, er klar over det.

Før i tiden, da jeg ikke vidste det var angst, der sagde jeg aldrig noget. Hvad skulle jeg også sige? "Jeg får det oftest skidt når jeg spiser ude - så undskyld for at vi nu sidder her, på en lækker restaurant, og lige har bestilt mad... jeg havde sgu' glemt at jeg oftest får det sådan. Det har intet med dig at gøre, nej nej!"

Jeg føler mig altid så dum, når jeg skal sætte ord på min angst. Angst er så irrationelt, og det er vel derfor det er svært at fortælle om. Man fortæller vel bare hvor fucked up ens hjerne reagerer på... ingenting. Til ingen verdens nytte.

I dag lever jeg stadig med angst, men jeg er opmærksom på den. Der er stadig tidspunkter hvor jeg ikke tænker at det jeg føler i øjeblikket er angst, men set i bakspejlet er det nok oftest. Det er svært at skelne når jeg har været vant til at føle ubehag, i alt den tid jeg kan huske. Jeg forstår dog alting bedre nu, og kan se tilbage og finde sammenhæng i hvornår jeg havde det værst, og at der ofte er et mønster i det.

Måske jeg skriver mere om angst en anden dag..... god onsdag!

Synes godt om

Kommentarer

Mette Marie
Mette Marie,
Kære kære Sissel.

Jeg fandt din Instagram for en uges tid siden, og fandt derefter vej til din blog. Jeg kan ikke forklare dig hvor meget jeg ser mig selv i dig. Jeg går primært også kun iført sort, er forelsket og afhængig af tatoveringer, ønsker selv at blive ung mor og så håber jeg på at begynde på socialrådgiver uddannelsen efter sommerferien (hvis de vil lade mig) 😋
Dette indlæg om angst bekræftede kun min følelse endnu mere! Jeg fik mit første angstanfald som 7 årig. Det begyndte som en form for separationsangst som
sisselsolsort
sisselsolsort,
Åh jeg vil gerne læse resten af din kommentar!!! Skriv til mig! Anywhere! Måske på insta??? 😊nouw.com/sisselsolsort
Sisse
Sisse,
Det var godt nok vildt at læse! Har aldrig hørt om nogen der havde det sådan - ligesom mig - før.. I en lang årrække fik jeg vildt meget kvalme, hver eneste gang vi havde bestilt bord et sted, og det var klart værst når vi var på ferie (der kunne man jo ikke bare komme igen en anden dag). Min mand har lært at sige "Vi kan jo altid bare aflyse", og den ændring har virkelig hjulpet mig enormt meget. + min graviditet, hvor jeg æder konstant 😋 Tak for dit indlæg 😊
sisselsolsort
sisselsolsort,
Jeg har heller aldrig hørt om andre der havde det sådan, men jeg vidste at i nok måtte være der.... Dejligt at du, og din mand, har fundet ud af hvordan i kan gøre det lettere - eller måske helt undgå det. 😊 Dejligt at høre fra dig!nouw.com/sisselsolsort
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email