Parforhold efter 1,5 år

Forældreskab, Jeg mener..., Bøffen

Det er ikke fordi jeg kender mange jeg kan snakke med det om, men jeg følger med hos mange, hvis situation mere eller mindre er ligesom min.

Den anden dag snakkede jeg med nogle fra studiet, snakken omhandlede parforhold og det man viser på de sociale medier. Jeg har før skrevet lidt om sociale medier, som jeg synes er en fantastisk ting - men også en ting vi stadig skal lære at navigere rundt i - og lære at leve med.

De to jeg snakkede med, mente at vi i dag (stadig) viser det perfekte billeder af os selv, og måske ikke altid sandheden. I eksemplet var parforholdet, og hvordan man fremstiller ens liv og forhold med sin partner. Jeg siger ikke at de ikke har ret, tvært imod. Min opfattelse er bare en anden. Eller min fremstilling mener jeg er en anden.

Jeg er dårlig til at fake hvordan jeg har det, hvis jeg selv skal sige det. I hvert fald når det gælder noget så personligt som mit parforhold. Jeg kan ikke fremstille en så stor del af mit liv, på en usand måde. Derfor kan man også let se, på mine sociale medier, hvad der betyder noget for mig, nu og her.

Det er derfor bl.a. en af grundene til, at det ikke er mit parforhold, jeg deler mest af. Jeg kan nemlig ikke dele noget, jeg ikke selv ved hvordan jeg har det med.

Det er nemlig ikke nemt at være kærester og forældre - og slet ikke til en 1,5 årig Bøf.

Min fornemmelse siger mig at det kun bliver værre, det næste stykke tid, for den Bøf virkelig kræver meget(!) Størst er hans krav om, at det kun er ham der bliver kysset og krammet - og får alt opmærksomheden. Når vi endelig kysser og krammer hinanden, bliver vi afbrudt af brok fra Bøffen, der i hvert fald ikke vil se på at der bliver givet kærlighed ud, til andre end ham. Hokus pokus Bøflen i fokus.

Sådan er det formentligt hos de fleste, der har små børn. Jeg har bare svært ved at forstå, hvordan andre kan leve med det. Er det fordi man aftaler at tro på, at når børnene bliver større, så finder man hinanden igen? Og gør man det? Kan man uden besvær, finde hinanden igen, hvis kærligheden bare er blevet sat på standby i to, fire... seks år?

Jeg tror ikke det handler om hvor længe man har været sammen inden man får børn. Jeg tror der er mange ting der spiller ind, såsom personlige behov, krav, idealer, barnets personlighed, osv. Men udover det, så spiller vi vel efter samme regler, os der er i parforhold? Et forhold skal plejes. Der er to til tango. Det kører ikke bare automatisk derud af, og hvis vi glemmer hinanden imellem bleer og opdragelse - hvad har vi så?

Hvorfor føler jeg mig så som den eneste, der sejler lidt rundt i forældre-parforholdet? Hvor er i andre henne? Er i på standby og fokuserer på at være mor og menneske? Eller er i bare naturligtalenter til at være mor, menneske OG kæreste, på samme tid?

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email