Mor til kolikbarn

Status, Baby, Ærten, Barsel

Det er ikke meget jeg har fået skrevet her, siden jeg fødte. Det tærer sgu' på en, det der med at være en familie på fire. Mest af alt på kreativiteten og tiden.

Når vi alle fire er hjemme, er vi bare familie; hygger sammen, ordner ting sammen, hænger sammen. I hverdagene er de to hankøn i institution - den ene i skole (Faderen er gået i gang med en uddannelse som fotograf) og den anden i vuggestue (et par uger endnu, inden han bliver børnehavebarn - say whaaaat?!)

Så man kunne da godt tro at jeg har 6-8 timer hver dag til at drikke kaffe, læse en bog, skrive lidt blog og gå nogle dejligt lange ture på strøget med barnevognen. Det sidste kunne jeg måske godt, men det ville blive uden pitstop for at drikke kaffe - for så vågner min baby. Den vil nemlig kun sove i barnevogn når den triller.... desuden ville jeg bruge alt for mange penge på shopping - og dem har man som bekendt ikke, når man lever på SU.

Så hvad bruger jeg egentligt min dag på?

Jeg sidder med min baby og rokker, eller står og hopper og danser. For det er der vi er pt, i babyland. Fandens til besværlig baby vi lige pludselig fik os!

Det kom som regn fra en klar himmel: fra en dag til den anden føltes det som om alt gik galt. Babyen blev utrøstelig; vred sig af mavesmerter og ved hver enkelt lille prut. Den nægtede at falde til ro, selvom den indtil da havde haft så let ved at falde i søvn. Vi havde nærmest ikke hørt den græde rigtigt; blot hørt den sige små utilfredse lyde, når den var sulten.

Fra en dag til den anden blev vores lille baby til et monster!

Selvfølgelig ramte det sammen med vores påskeplaner der bød på sommerhus med et vennepar. Hvilket blev en rigtig dejlig tur, men jeg kan mest af alt kun huske den tid jeg brugte på at berolige babyen der græd og græd og græd. Lige så snart den var faldet til ro - og måske endda i søvn - begyndte den igen at græde, tilsyneladende af smerter fra dens lille babymave.

Stakkels lille pus.

Stakkels os.

Efter fire dage med en på-grænsen-af-kolik-baby havde jeg pludselig glemt hvem min søde lille smilende baby var. Nu handlede det hele om at trøste og bruge alle de (ubrugelige)tricks der findes. Jaja, jeg har både lært zoneterapi og babygymnastik nu. Måske jeg også skulle have kastet mig ud i krystal-healing? Spøg til side. (Undskyld på forhånd til de der tror på sådan noget (fis).)

Min baby har ikke kolik, men jeg har nu den aller dybeste respekt for forældre (og især mødre) med kolikbørn. I fortjener ALT! Det er jo livsenergi-drænende at have et utrøsteligt barn. Så jeg kan næsten forestille mig hvor hårdt det må være. I er superkvinder!

.... og nu går jeg på apoteket for at købe noget til kolikbørn, sundhedsplejersken sagde var noget helt nyt - og det kunne vi da ligeså godt tage at prøve. Af sti afsted med mig! #Jegholderdetikkeudmere

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email