Man skal måske heller ikke være egoistisk for alt i verden...

Forældreskab, Jeg mener...

Jeg har altid ment, at det er af egoistiske grunde at man får børn. Det er for mig at se, bestemt ikke til barnets bedste, at komme til verden. Især ikke når risikoen for at man er skyld i at de kommer til at opleve nogle forfærdelige ting, igennem deres liv, er så stor.

Selvfølgelig kan man vælge at se livet som en gave, og føle sig lidt helgen omkring at have skænket livet til et andet menneske. Men så sukkersød er min livsanskuelse ikke. Livet er livet, på godt og ondt.
Mine børn er til for min, og deres fars, skyld. Udelukkende. De er til (eller bøffen er til, og Ærten bliver til) fordi vi vil berige vores liv, med deres tilstedeværelse. Give vores egne liv mere mening.

Så kan man begynde at overveje betydningen af børns liv, hvis de ikke har været planlagt - eller slet ikke har været ønsket. Fordi mor måske ikke har kendt til graviditeten, før det var for sent at foretage et valg omkring den. Men det er en anden snak, og jeg er selv kommet ud af sådan en graviditet - og det er jeg taknemmelig for, i hvert fald størstedelen af tiden.

Den egentlige grund til at jeg begyndte på dette indlæg, er fordi jeg hørte om en kvinde, der satte nogle tanker i gang hos mig. Kvinden er 50 år, og har lige født sit første barn. Et barn hun har fået alene, med hjælp fra en donor.

Først forargede det mig bare kort, for fokus i fortællingen, hvor jeg hørte om kvinden, var slet ikke på hendes alder. Tanken om hele setuppet, med kvindens alder, livssituation og valg, kan jeg bare ikke helt slippe.

50 år og førstegangsmor, og endda alene om forældreskabet.
Er det ikke lidt synd for barnet?

Når barnet er 20 år, og ikke engang rigtig er bevidst om livet og hvad det hele skal ende med - så er mor 70 år, og har formentligt begyndende demens.

Jeg har altid ønsket at min mor var yngre, da hun fik mig. Hun var kun 35 år. Hvilket ingen alder er i dag, at få sit første barn i...

Men 50 år?

Er det ikke at være lidt for egoistisk? Eller er det bare mig der er hellig, fordi jeg har valgt at få børn i en ung alder?

Synes godt om

Kommentarer

Sofie
Sofie,
Ej men så sandt!.. ét er at få børn når man er 20-30 år. det er selvfølgelig stadig egoistisk, men også biologisk naturligt. at man som ene kvinde sidder et sted i livet som 50 årig og føler sig alene eller først nu har tid til andet end karriere og derfor sætter et barn i verden, det er ikke bare egoistisk, men også så forkert i mine øjne. hun har jo slet ikke de samme forudsætninger som yngre forældre har, og kan nærmest fortælle barnet "jamen, jeg er her max til du er 20-25 år". det er jo unaturligt at miste en forældre i den alder. her undlader jeg selvfølgelig dem der har kæmpet i mange år for at blive gravide, for de kan ikke nødvendigvis "gøre for" at de bliver gamle forældre. men synes det klart kan medføre negative konsekvenser at kvinder bare kan blive insemineret alene og også selv om de nærmest kunne være bedstemødre.
sisselsolsort
sisselsolsort,
Helt enig! Jeg har mange gange været lidt frustreret over at min storebror, der er 15 år ældre end jeg, når at blive halvgammel, når min mor dør. Jeg har tit følt mig "snydt" for at han har hende længere tid end jeg... så hvis min mor havde været 50 år, da hun fik mig, vil jeg slet ikke tænke på hvor meget jeg ville bebrejde hende!
Der må være en grænse for hvor sent man kan tillade sig at tænke "hvis jeg kan blive gravid, skal jeg have et barn!" ...
nouw.com/sisselsolsort
Katrine
Katrine,
Nu er jeg selv solomor, dog er jeg kun halvt så gammel som den ukendte kvinde du har som eksempel.
I Danmark kan du ikke få hjælp til at få børn, når kvinden er så gammel, så hun må have fået hjælp i udlandet.
Jeg tænker dog, at ville man være lige så egoistisk hvis det var en mand, som blev far så sent i livet, fordi han måske havde en yngre kone, eller er det fordi hun er alene, at det er egoistisk og ikke i så høj grad på grund af alderen?
Min personlige holdning er dog, at jeg synes det er for gammelt, især taget i betragtning, at vi i dk kan få hjælp til at få børn tidligere. Jeg tænker ikke, at man pludselig vågner op når man er 48 år og mangler et barn...
sisselsolsort
sisselsolsort,
Hm, ja så er det da lidt spændende hvordan de 50 årige bliver gravide? Jeg tænker da barnet ville have bedre af hvis der også havde været en far - eller en anden mor (for den sags skyld) der måske var 10-20 år yngre, end den fødende. Så har barnet da trods alt en voksen gennem den del af livet der danner en som menneske 😊 Jeg har det personligt fint med at kvinder vælger at få børn alene - selvom jeg selv føler jeg har lidt under fraværet af en faderrolle, i mit liv. Så for mig har det ikke været godt at vokse op med en enlig mor 😊
Jeg tænker også der må være et tidspunkt, hvor man som kvinde, burde tænke "Ej nu er det nok også for sent, og det var nok bare ikke min skæbne at blive mor", hvis man nærmer sig 50 år, og stadig ikke har fået børn. Men det er der helt sikkert andre der mener noget andet om 😃
nouw.com/sisselsolsort
Katrine
Katrine,
De bliver nok gravide i udlandet så.. i dk kan du ikke få hjælp i det offentlige efter det 41. År, og i det private er grænsen 46 år. Men man kan jo rejse til udlandet og få hjælp.
Nu ved jeg ikke hvorfor du ikke har haft din far inde på livet, men jeg tror grundlæggende på at det er nemmere for barnet, hvis det er valgt 100% til af en solomor, end fravalgt af den ene forældre. Forskning viser heldigvis (for mig), at børn af solomødre er lige så lykkelige som andre børn, da solomødre om nogen gør et forsøg på at være alt for deres børn. Jeg er helt sikkert farvet af i mine holdninger af at have et barn, der er kommet til ved hjælp fra en donor, men jeg må også tro på de ting.
Men jeg synes personligt også, at det ikke kan passe, at kvinder først indser så sent, at de gerne vil have børn. Er medlem af flere solomor grupper på fb, hvor flere på 40 år siger at tiden bare er gået så stærkt og først nu har de haft tid til at overveje, om de skal have børn. Og jeg forstår det ikke.
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email