Derfor skal du ikke blive socialrådgiver

Jeg mener..., Uddannelse

De fleste har en idé om hvad en socialrådgiver er, og mange forbinder jobbet med at arbejde i kommunen, ved at have en masse menneskekontakt.
Enten ser man ned på uddannelsen, ved at tro at det er nemt at komme ind på studiet, og at der ikke er høje krav - da det jo er en mellemlang uddannelsen, og ikke en universitetsgrad. Andre tror det er nærmest umuligt at komme ind, hvis ikke man har et højt gennemsnit.

Jeg har besluttet mig for at afmystificere uddannelsen lidt, (på opfordring,) til de der skulle have lyst til at blive lidt klogere - og måske selv overvejer at blive socialrådgiver.

Først og fremmest, er uddannelsen bygget op af fire hovedområder: Samfund, jura, psykologi og socialt arbejde. Der imellem er en masse nuancer, med andre navne og formål; såsom kommunikation, skriftligt arbejde, organisation, socialt udsatte, praktik, osv.
På hvert modul (ét semester er to moduler) er der et overordnet emne. F.eks. udsatte børn og unge, udsatte voksne, beskæftigelsesområdet, socialt arbejdes organisering og praksis, osv.

Det siger lidt sig selv, at man skal have en vis interesse i områderne, ellers er det en meeeget lang, og kedelig, uddannelse at tage.

Mange tænker at juraen på studiet er svært og fylder meget. Både og. De fleste der starter, ved intet om jura eller lovgivning overhovedet. Så det er en helt ny verden man skal ind i, og det kan godt være svært! Personligt synes jeg ikke at juraen fylder meget, for det jura man har, giver så meget mening for det område man har om. Lovene er en socialrådgivers retningslinjer, på godt og ondt. Så man kan ligeså godt affinde sig med den del af uddannelsen, da det mere eller mindre, bliver en del af ens arbejde bagefter.

Du skal dog ikke holde dig tilbage, hvis det blot er juraen du er bange for. Det er nemlig slet ikke det værste - eller sværeste - ved uddannelsen.

Det sværeste ved uddannelsen, er nemlig det enorme behov - og krav til - at man forholder sig, reflekterer over, og udvikler sig selv hele tiden. Hele uddannelsen er én lang personlig udvikling, og med god grund. Man kan ikke hjælpe andre, hvis man ikke er bevidst om sig selv, og er villig til at udvikle sig personligt. Har man uforløste følelser og issues i bagagen, bliver man automatisk tvunget til at se dem i øjnene - og det kan være hårdt! Men det giver så meget, og jeg synes det er det fedeste ved uddannelsen, at man hele tiden udvikler sig, og bliver klogere på sig selv.

Det er ikke svært at komme ind på uddannelsen, især ikke hvis dit gennemsnit er højt. Men er det det, betyder det formentligt at du lige er kommet fra gymnasiet, og her vil jeg, efter min mening, anbefale at man prøver noget andet først. Om det så er at rejse, arbejde frivilligt, eller afprøve andre uddannelser først. Så giver det alt sammen noget personligt, og man får nogle flere perspektiver på verden og livet. Det er nemlig dem du skal bruge på uddannelsen, og i dit job som socialrådgiver.
I forsøget på ikke at støde nogen, er de mest interessante og empatiske mennesker, jeg har mødt på uddannelsen, folk der har søgt ind via kvote to. De er typisk ældre, og har prøvet andre ting i livet, der har givet dem en anden livserfaring, end de der kommer direkte fra gymnasiet. Når det er sagt, så siger jeg ikke at én på 19, der lige har afsluttet gymnasiet, ikke kan blive en god socialrådgiver. Jeg tror bare at risikoen for at droppe ud, er større, fordi det godt kan komme som et chok for mange, hvor meget man er nødt til at forholde sig til, hos sig selv, og andre.

Jeg er selv kommet ind via kvote to, på baggrund af en ansøgning, samt to enkeltfag: psykologi og samfundsfag b.
Mit gennemsnit fra gymnasiet er ikke benævnelsesværdigt. Faktisk tror jeg kun lige jeg kom op på 4,4 (dengang jeg kunne gange det op, lige efter gym. haha). Jeg skulle læse branding og marketing, så jeg behøvede ikke tænke på mit gennemsnit (17-årige Sissel, hvis bare jeg kunne give dig en flad, og bede dig tage dig liiiidt mere sammen!). Efter min uddannelse i branding og marketing var afsluttet, stod jeg dog og var klar over at jeg ville ind på socialrådgiveruddannelsen. Bad luck, for nu krævede det en hel del, hvis jeg skulle have forhåbninger om at komme ind.
Udover at læse to fag op, som jeg ikke havde på gymnasiet, prøvede jeg en masse frivilligjobs af. Dem, samt min uddannelse og personlige erfaringer (tiden efter gymnasiet var der depressionen tog fat) kom jeg ind på socialrådgiverstudiet! I Odense. Min 2. prioritet..... (det er en længere historie!)

Efter min barsel, fik jeg lov at flytte uddannelsessted til Metropol (Nu Københavns Professionshøjskole) på Frederiksberg. Dette krævede også en hell of a ansøgning, fordi jeg ikke havde afsluttet et helt år på uddannelsen. Men det lykkedes! Nu har jeg næsten gået på Frederiksberg i et år, og til august starter jeg i praktik! Det bliver så spændende!

Fuldtidsjob-børn-og-unge-socialrådgiver-voksne-Sissel, her kommer jeg!

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email