Derfor er nytår(sfortsæt) godt!

Sissel, Status, Depression

Nytår betyder (også) for mig ny start. Jeg er sikker på at mange har det lige sådan.

Det betyder dog ikke at jeg starter året med at sætte mig nogle mål, eller at jeg beslutter mig for at: "i år vil jeg gøre mere af det..." eller "jeg skal være mere sådan her...". Jeg er heller ikke typen der tænker at dette er året hvor jeg skal begynde at træne og melde mig ind i fitness, at jeg skal lære at strikke eller gerne vil gøre en forskel for andre.

Min måde at gå ind i det nye år på, er ved at mærke efter. Glæde mig over de ting livet bød på, i året forinden, og glæder mig over at det næste år, byder på nye fantastiske ting. Jeg kan godt lide at dvæle over nutiden og drømme om fremtiden. Jeg kan godt lide at revurdere mig selv, mindes hvor jeg er på vej hen, og sikre mig at det stadig er den rigtige vej jeg er på.

I 2019 ønsker jeg intet anderledes i mit liv, pånær lige at være færdig med at være gravid (det gider jeg nemlig slet ikke mere!). Men set i det store hele, er jeg på vej ind i et år med familieforøgelse: jeg skal være mor igen. Vi bliver en dejlig lille familie på fire, bestående af to hankøn og to hunkøn. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Jeg er stadig ung, jeg (ud)danner mig, jeg er lykkelig over de mennesker jeg har i mit liv, og det mit liv ellers indeholder. Jeg en passion; jeg kan lide at skrive. Jeg er tilfreds med mig selv, både fysisk (når jeg ikke er gravid) og personligt. Min psyke har haft det bedre - hvilket bare er endnu en ting graviditeten er skyld i. Men det er det hele værd!

I dag er jeg ked af alting: jeg føler mig som en flodhest, har dobbelthage (se selv på billederne!), vejer over 70 kg, er begyndt at have plukveer, ondt i ryggen, lænden og nedre region. Jeg har lige været syg, og min krop er ekstremt langsom til at komme over det. Hvis jeg skal noget, udover det sædvanlige dagligdagsliv, tager det mig dobbelt så lang tid at komme over det psykisk og fysisk. Min psyke er helt ude at skide....

Alt er faktisk lidt noget lort - hvis jeg ikke husker mig selv på alle de gode ting.

9 måneders graviditet er ingenting i forhold til resten af mit liv. Det har kostet mig en sygemelding fra min praktik, som jeg var ekstremt glad for. Det betyder nok også at jeg skal tage praktikken på nedsat tid, efter barsel, og det betyder at min uddannelse bliver udskudt et halvt år, udover det års barsel jeg også skal have. Jeg føler aldrig jeg bliver færdig med studiet, men jeg ved også, at arbejdslivet bagefter er langt og udmattende.

Så sætter jeg det hele i perspektiv, er det sidste år - og de næste, en brøkdel af mit liv. Et liv der byder på en lille babypige. En lillesøster til Bøffen. En datter til Fotografen.

Et liv jeg har skabt, indeni min krop, med brug af mit fysiske og psykiske overskud. Det er det hele værd! Selvom det mange dage ikke føles sådan.

Husk at glæde dig over de ting du værdsætter i dit liv, og opvej det mod de ting du er utilfreds med - og som måske også gør, at livet føles mindre værd at leve.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email