Charlotte: Uendelig kærlighed ledsaget af enorm angst

Forældreskab, Gæsteindlæg

Mit navn er Charlotte Caspersen. Jeg er 24 år gammel og bosat i Herning. Her bor jeg sammen med min forlovede, Bjørn, og vores skønne lille datter, Carolina på 5 måneder.
Jeg er i øjeblikket på barsel, men når jeg ikke er det læser jeg M. Sc. Technology based Business Development - egentlig bare ingeniør indenfor forretningsudvikling!
Jeg bruger en del tid på det sociale medie Instagram, hvor jeg poster billeder af min datter og vores hjem.

Jeg elsker at være mor.

Jeg forstår nu hvad uendelig kærlighed er og hvad ægte ansvar betyder. Jeg vil gøre alt for Carolina – beskytte hende for alt, give hende uendelig kærlighed og være der i både gode og dårlige tider.

Er det en sidegevinst ved at blive mor, at opleve angst?

Angsten består ikke kun i frygt for, at der sker Carolina noget og frygten for at fejle - men også frygten for at der sker mig eller min forlovede noget.

For hvem skal så passe på Carolina?

Angsten får mig til at leve et 80/20 liv.

Et liv hvor jeg er positiv og glad 80% af tiden, men de sidste 20% er fyldt med angst og frygt.

Jeg har betroet mig til mine nærmeste om mit ”problem”, og her får jeg tit svaret:
"Det er meget normalt når man bliver forældre”

Men jeg ønsker ikke engang for min værste fjende, at de skal ligge med de tanker som jeg gør.

Ligger alle mødre søvnløse med tanker om døden?

Er det for at hjælpe at de siger at det er normalt?

Er det for at få mig til at føle mig normal?

Jeg ser det ikke som normalt at ligge søvnløs af angst. Jeg ser det ikke som normalt at man får tanker om at ens datter bliver gjort fortræd.

Burde man ikke se frem til at ens egen datter begynder at løbe og lege - og ikke hele tiden frygte at hun falder og slår sig slemt?

Jeg kan slet ikke se frem til de gode ting - for angsten hæmmer mig.

Jeg er konstant nervøs. Jeg er nervøs for at miste kontrollen over situationer.

Min datter er nu 5 måneder. Hun kan endnu ikke kravle og udforske andet end hvad jeg giver hende i hånden – jeg har kontrollen.
Jeg har kontrol over, at hun udforsker sikre ting. Men der går jo ikke længe før hun begynder at udforske verden selv.

Bare tanken gør mig nervøs.

”Du skal bare udfordre angsten”

Det har jeg hørt skulle hjælpe. At udfordre det der udløser angsten.

Men hvordan udfordrer man angsten for død?

Hvordan skal jeg udfordre angst for kaos?

Jeg har tanker om at jeg kører galt med Carolina – skal jeg så bare køre en tur med hende, for på den måde at udfordre angsten?

Jeg har jo kørt med hende 1000 gange - og der skete jo ikke noget.

Burde den angst så ikke være udfordret?

Jeg synes det er svært at udfordre angst for at hændelser der allerede er sket - men som potentielt kunne være endt galt.

Hændelser og situationer hvor der ikke er sket noget farligt overhovedet - men det kunne der jo være...

Jeg kan give et eksempel:
Jeg løftede en dag Carolina op over mit hoved og nappede hende i fødderne som hun så godt kunne lide. Hun grinede og jeg grinede og jeg satte hende ned igen.

Om aftenen så jeg hændelsen i mine tanker - bare med en lille twist:

Jeg tabte hende da jeg havde hende over mit hoved i strakte arme.

Min mave snører sig sammen og tanken gør mig skidt tilpas. Der skete jo ingenting da jeg gjorde det, så hvorfor piner jeg mig selv ved at forestille mig at det gik galt?

Jeg har forsøgt at udfordre angsten før den potentielt kunne dukke op, og kunne konkludere at der ikke ville ske noget, at jeg havde kontrol over situationen jeg skulle til at ud i - men alligevel bliver min hjerne ved at spille mig små pus, hele tiden, med sætninger som:

”der kan jo ske noget en dag, hvis ikke du passer på!”.

Jeg er bange for at rive Bjørn med ned og lade min angst smitte ham. I sidste ende er jeg bange for at miste ham, fordi min angst fylder så meget for mig.

Jeg er bange for at Carolina ikke får mulighed for at udforske verden - fordi jeg ligeledes er bange for at miste hende. Mister jeg i sidste ende dem begge fordi jeg sætter begrænsninger for dem?

Det er en ond spiral, en såkaldt lose-lose situation – og jeg kan ikke se mig ude af denne situation.

Jeg har for første gang i mit liv følt en kærlighed, min krop ikke kan rumme.

En kærlighed der får mig til at miste kontrollen.

En kærlighed der faktisk gør ondt…

Men ved i hvad?

Jeg ville aldrig bytte Carolina og kærligheden til hende ud med noget som helst i hele verden!

Det er jeg sikker på at mange mødre kan tilslutte sig!

Jeg ønsker alt kærlighed til alle mødre derude, og håber at i ved at i er pisse seje!

Det er hårdt at være mor men det er også det mest fantastiske i hele verden!

Så fantastisk at man er villig til at sætte sit eget liv 100% på pause for at opfylde et lille menneskes behov. Villig til at lade angst fylde en stor del af ens liv, fordi kærligheden til et andet menneske er så stor. Det er smukt og helt forfærdeligt på samme tid.


God Valentine’s Day!

Peace out #charlottecaspersen <3



Hvis du har lyst til at se mere til Charlotte, hendes datter Carolina og deres liv, så kan du følge med på hendes Instagram lige her


Synes godt om

Kommentarer

Anne Sofie Kjeller Larsen
Anne Sofie Kjeller Larsen,
Ja, med fødslen af barnet fødes angsten - man kan arbejde på at forbedre sin håndtering af den, men det kræver arbejde! Mine børn er 9 og 12 år og jeg rammes også indimellem af angsten.www.madfilosofie.dk
Susan
Susan ,
Fint indlæg. Og som du har hørt så mange gange før, vil jeg bare sige, at jeg kender det også. Jeg tænker på døden hver nat inden jeg falder i søvn, og jeg tænker på døden, hver morgen, når jeg vinker farvel til min yngste. Det er skrækkeligt. Jeg slipper den nok aldrig men har lært at leve med det, uden at det hæmmer mig.lifeinafamily.dk
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229

Få besked om nye indlæg på email