”Vi kan ikke alle være sådan nogle tynde nogen.” siger hun og kigger på mig.

Jeg kan mærke det hele vejen ned af rygsøjlen, og jeg kigger mig selv i det nærmeste spejl og ser samme tykke pige der trådte ned i Smiley Fitness sidste år med et eller andet ”urealistisk” billede i hovedet af, hvem hun gerne ville være. Jeg lægger ikke engang mærke til, at jeg ikke svarer.

Jeg har for travlt med at observere dobbelthagen, som jeg ikke rigtig ved, hvor er røget hen. Jeg vender hænderne lidt for at se mine tykke fingre, og når jeg ikke helt forstår mit eget spejlbillede, så forsøger jeg at mærke lidt efter, hvor stor jeg føles, når jeg lukker øjnene.

Jeg kan tydeligvis ikke stå og lukke øjnene foran hende, men mens hun snakker, forsøger jeg at finde ud af, om jeg kan mærke fedt, når jeg bare eksisterer. Ærlig snak, det føles ligesom for 50kg siden.

Nogle gange.

Andre gange, så lægger jeg mærke til, hvor ondt det gør at ligge på noget hårdt, fordi alle mine knogler støder ind i alting. Så får jeg 40 hjerteanfald om dagen, fordi min telefon er begyndt at smutte mellem mine lår hele tiden. Jeg kan ikke finde ud af at placere min arm, når jeg ligger på siden, fordi min hofteknogle er for høj i forhold til min talje. Så føles det som om, at jeg ikke bor i min egen krop. Jeg drukner eksempelvis ikke længere i mine egne bryster. Men pro/con though?????

Jeg synes, det er mærkeligt, at det fylder så meget, selv når det ikke fylder noget. Min vægt var jo en unægtelig del af mig. Det føles fuldkommen bizart, at folk der møder mig nu kan have et billede af, at jeg bare er en normal pige. At nogen endda synes, jeg er tynd?? Whaaaaaat? Selv når kiloene er væk, så er jeg jo på en måde stadigvæk The Former Fat Girl i mit lille samfund. Min krop og mit udseende bliver målt under nogle andre parametre, føler jeg i hvert fald.

Sådan… Jo, jeg er lækker – men jeg er lækker, fordi jeg tabte mig? Giver det mening? Eller lyder jeg bare som et røvhul?

Jeg er lige nu i kontakt med et hospital vedrørende fjernelse af overflødig hud. Jeg har været latterligt heldig i forhold til, hvor meget jeg har tabt mig, men der er stadigvæk nogle ting, jeg gerne vil rette til. Selvfølgelig er jeg mest af alt spændt på den gode måde, men der er en indre undren over, hvordan jeg kommer til at have det, når jeg er færdig. Når der ikke er mere end et ar og et par strækmærker der viser, hvem jeg engang var. Jeg føler nemlig ikke, at min rejse er helt færdig, inden operationen er overstået.

Det er i de momenter, at det virkelig slår mig, hvor indflydelsesrig ’fat girl’ mentaliteten er. ”Dine hænder har ændret sig rigtig meget” fik jeg at vide forleden, men når jeg kigger på mine hænder, ser jeg altså stadigvæk bare sådan nogle ordentlige små pølsefingre. Og så endda de der virkelig ulækre nogen i dåserne. 10 styks cocktailpølser, tak.

Jeg bliver stadig nervøs, når jeg tænker på forlystelser. Kan de mon holde til mig? Er sædet stort nok?

Og lad os ikke snakke om min mest fucked op coping-mekanisme, hvor jeg holder vejret, mens jeg er sammen med andre, fordi jeg er bange for, at de kan høre mig trække vejret. Hvem gør det? Seriøst, alle fellow FG’ere, prøv lige at holde vejret fra indgangen og op til lokale 134. Det er sindssygt og fucking mærkeligt, at jeg gør det. Slap af, Sara. Træk vejret??

Jeg levede jo bare mit liv på en anden måde dengang. Jeg havde andre interesser. Hvem havde dog forudset, at jeg havde været typen der elskede at træne? Hvem havde dog forudset, at jeg havde insisteret på at gå 15-20 kilometer dagligt i Budapest? Jeg plejede jo at gå i panik, hvis jeg vidste, at jeg skulle gå op af en bakke med andre mennesker? Så skulle der jo lige pludselig regnes ud, hvor længe jeg skulle holde vejret, lol.

Men selvom jeg jo insisterer på, at jeg er samme Sara, som jeg var før, så er der også bare nogle ting som har ændret sig helt naturligt. Og på nogle punkter er jeg bare en helt anden pige. Det er jo cool nok. På den lyse side er det vel ligesom at være på første date hele tiden.

Nå, du kan ikke særlig godt lide pasta? Sygt nok. Vidste jeg fandme ikke, da du tonsede rundt i pasta for nogle år siden. Godt at møde dig, Sara.

Ja. Men seriøst.

Virkelig godt at møde dig.

Det bliver selvfølgelig mærkeligt, at der kommer en dag, hvor jeg bare ikke er former fat girl længere. Hvor min omgangskreds bare kender mig som Sara, og ikke nødvendigvis binder min vægt til min personlighed overhovedet. En dag, hvor det ikke er lidt sjovt (på den søde måde) og mærkeligt, at jeg er vildt glad for at træne. Så falmer de der specielle kriterier sammen med hele rammen. Så er der ikke rigtig længere noget hype. Så er æren helt personlig og fuldkommen min egen.

Det er lidt skræmmende, og måske giver det ikke mening for andre end for mig selv, men det er vel bare det der med, at vi virkelig binder os til nogle adjektiver, vi synes, beskriver os. Tykke pige beskriver vel bare ikke mig længere, selvom det nogle gange stadigvæk føles så aktuelt og virkeligt.

”Vi kan ikke alle være sådan nogle tynde nogen.” gentager hun, og jeg hører det kun gennem tågen. Jeg blinker og ser på mine atletiske, tynde ben. Jeg vender mig lidt om, fyrer nogle indre hep af for at hype min røv og smiler tilbage til hende.

”Tjo.”

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Jeg har rørt emnet før, men selvfølgelig er vi i konstant forandring som mennesker. Hver morgen bringer en ny oplevelse, men det er sjældent, at vi kan se et tydeligt tidspunkt, hvor vi simpelthen bare er blevet til nogle andre mennesker. Lidt ældre. Kender I det, når man går gennem noget svært eller lærerigt, og det hele føles anderledes indeni derefter?

30. August 2014 dør en dreng fra min skole.

Jeg kender ham egentlig ikke så godt, men jeg ved, at mine venner holder meget af ham. Jeg tror ikke, at jeg er påvirket. Det føles lidt mærkeligt i maven, når jeg ser alle opslagene på Facebook, men jeg har jo heller aldrig oplevet død før. Det fylder meget de næste par dage, og jeg besøger ulykkesstedet ud af respekt. Det føles helt unaturligt på en måde. Jeg tror, at det er tidspunktet, hvor vi alle mistede en del af vores uskyld. Jeg kunne se, at lyset falmede lidt i mine venners øjne, men jeg kendte ham jo ikke så godt. Jeg forstod ikke helt, hvorfor jeg var ked af det.

Første skoledag efter hans død er det hele stille, og det føles som om, at vi alle er ved at eksplodere. Der bliver holdt et minuts stilhed, og vi går alle ud for noget luft efter. Dér bryder mine venner ned, og vi står og krammer lidt hinanden. De er alle sammen drenge, den ene sjovere og lysere end den anden- men der stod de altså og græd. Måske var det chokket, måske blev det endeligt for meget for mig; men jeg begyndte at græde. Og jeg blev ved med at græde indtil, at jeg fik mit første angstanfald oppe i mit klasselokale foran min lærer og hele min klasse. Jeg var utrøstelig, og jeg forstod det bare ikke.

Jeg vidste ikke, at den dag fremover ville blive et referencepunkt for mig. Dagen der åbnede døren til en mørkere del af livet.

Hans død var i mit liv en katalysator til 6 dødsfald der på mange måder endte med at ændre mig. Min bedste veninde, en barndomsven, min farmor, en perifer ven og den mest ødelæggende: min far.

Jeg har forsøgt at skrive indlægget fra det her punkt måske 8 gange, men sagen er, at jeg stadigvæk er elendig til at snakke om det. Hver gang, jeg åbner munden, så fletter min tunge sig rundt om sig selv, binder knuder og hopper ned i maven på mig. Ikke nok med at jeg er privat af personlighed, så er jeg heller ikke et særligt følsomt væsen- derudover er jeg fuldkommen indad reagerende. Så ja, alle de forskellige karakteristikker ender i en stor fed cocktail der hedder Selv Isolation eller sådan noget. Serveret i et klassisk Mason Jar a lá blogger.

Det er egentlig logisk nok, at sådan noget er svært at snakke om. Min far var min bedste ven. Han vidste bare, hvordan han nåede ind til mig. Jeg har min kærlighed til pranks, fodbold, videoer, og vi deler enkeltvis bare fuldkommen humor. Det er ofte, at jeg siger noget og derefter nærmest kan høre ham gentage det på nøjagtigt samme måde. Det er sjovt, hvordan sådan noget fungerer – der er gået 3 år i april, og jeg bliver ved med at finde dele af ham i mig. Derfor føles det også helt forkert, at min person ikke er her og kan finde glæden i de her ligheder sammen med mig. For ja, det er måske den nemmeste måde at opsummere vores forhold: han var bare min person.

Hør, at miste nogen er bare helt udueligt svært. Det er ligesom, at man går rundt på en strand og lige pludselig, så er du blevet trukket i vandet af en større kraft, og det er simpelthen en uendelig tsunami. Stormen har trukket dig så langt fra kysten, at det begynder at synke ind, at du nok aldrig ser sandet igen. Du ved ikke, om stormen nogensinde ender, eller om den slår dig ihjel, men du er der bare. Du hyperventilerer, panikker, tuder, men du er der bare. Så kan du mærke solen en dag. Du åbner øjnene, og vandet omkring dig er ganske stille. Der er ingen lyd. Det hele føles næsten okay.

Andre dage kan du se stormen i horisonten. Nogle gange bliver du vækket af en bølge. Det er fuldkommen uforudsigeligt, hvad du møder, men du lærer at svømme i stormen, selvom du aldrig vender tilbage til kysten. Du lærer at leve for de momenter, hvor det ikke føles som om, at du drukner.

”Det er ganske normalt, at man bliver deprimeret eller angst, når man mister nogen som er så betydelig. Din far var et livsvidne for dig. Men det er vigtigt, at man ikke lukker sig inde i sig selv. Man skal snakke om det.”

Hun giver mig hæftet, og jeg kan mærke, at selvom det er hendes job, så ved hun heller ikke helt, hvad hun skal sige. Jeg overvejer kort, om der overhovedet ér noget at sige. Jeg holder folderen og lader som om, at jeg overvejer det. ’Min far eller mor er død’ læser jeg højt, og kigger på billedet af den utilfredse teenager på forsiden. Det her moment ser jeg næsten udefra, og det føles som en film. Det er ikke mit liv. Det er ikke min far. Jeg har stadigvæk folderen, men jeg er aldrig taget afsted.

At miste nogen minder lidt om at skrige ind i et tomrum – der er ingen modtagere, der er ingen der kan høre, se eller hjælpe. Jeg tror et tab simpelthen er for abstrakt et koncept for hjernen. På serbisk siger man, at når alt andet er tabt, så har man stadigvæk håbet. Hvis man har mistet sin kæreste håber man måske, at personen kommer igen. En dårlig karakter kan også bringe noget håb om, at næste aflevering bliver bedre. Det er et lille lys der er tændt, ja, nærmest for evigt. Til gengæld så bringer døden en endelighed med sig, som jeg bare ikke tror, at vi kan afklare os med sådan rigtigt. Så vi finder en trøst i alle de uforklarige teorier ånder, efterliv eller noget der ligner- bare for at tænde det lille lys igen. Alternativt sker der det, at vi forsøger at håndgribeliggøre smerten. Vi projekterer det større problem og lader os selv eksplodere på en mindre skala. Lige pludselig græder du over dårlige kartofler, eller en nærig karakter. Men det handler ikke om karaktererne. Det handler om, at der mangler noget.

Ser du, depression sætter sig ikke bare i dit humør. Jeg var ikke ’bare’ ked af det. Det sætter sig i alle mulige sprækker, som jeg ikke engang vidste, at det kunne. Det satte sig i måden, jeg talte med andre på, måden jeg fik venner. Det satte sig i min manglende evne til at holde en rutine. Jeg spiste enten intet eller alt, jeg sov enten overhovedet ikke eller alt for længe. Jeg var hele tiden overvældet, om det var af smalltalk eller alt muligt andet. Det er fucking irriterende, at være ved at tude, fordi man ikke kan finde en bar, man gerne vil ind på. Og pinligt, på en måde. Jeg har stadigvæk mareridt 5 ud af 7 dage om ugen. Depressionen kom i nervøsitet, utilpashed, vrede, apati, tunghed.

Det ændrede mig bare.

Alle mine problemer er sat i et andet lys nu. Der er aldrig rigtig noget, der går mig på. Det er måske ikke så godt som det lyder, for selvom det er mere stille, så kan stilheden også blive ensom.

Nogle gange føles det som om, at jeg lever det samme liv, jeg altid har levet. Til nytårsaften mødte jeg mange af de mennesker, jeg var glad for, da jeg var 15. At bruge aftenen med dem føltes næsten nostalgisk. Latterligt hjertevarmende, i hvert fald. Men så nogle gange føles det som om, at det var i går nat, at jeg lå og kiggede ud i natten og forestillede mig min far flyve væk fra mig. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg totalt genskabe følelsen i benene dagen han døde, da jeg gik mod døren, og det begyndte at gå op for mig, hvorfor min mor var kørt ud til mig. Tonen af hendes stemme føles så tilstedeværende i hovedet, at det ligeså godt kunne være virkeligt. De her ting ændrer dig nemlig bare. Det ændrer måden du kommunikerer på.

Der gik lang tid, hvor jeg hadede, hvad jeg var blevet til. Jeg ville næsten give alt, hvis bare jeg kunne være 15 igen. Jeg gik fra at være sjove, ligeglade, lykkelige Sara til at være bange, genert og totalt isoleret fra min vennekreds. Jeg følte ikke, at jeg var god nok til nogen. Jeg ville bare gerne være 15-årige Sara der tog til København og kom hjem lang tid efter aftalen. Jeg kan huske, hvordan jeg løb gennem skoven klokken fem om morgenen for at nå hjem, inden min mor skulle op og på arbejde. Det var en sindssyg panik, og jeg tjekkede telefonen hvert 30. sekund, men jeg var ikke bange for noget. Udover at blive fanget af min mor.

Og ved I hvad, jeg vendte aldrig tilbage til 15-årige Sara. Det er min mor måske glad for, men det er jeg faktisk også. Jeg troede nemlig, at jeg aldrig ville blive glad igen. At tomrummet ville være så gigantisk, at jeg for evigt ville være plettet som ’pigen der mistede sin far + company’ (Morbidt nok, Sara.). Men som alle lektioner i livet, så bliver man bare nødt til at bruge det som gødning til at vokse. Og jeg er glad. Eller, jeg gør mig umage.

Og dét er det vigtigste – at du med 100% sikkerhed ved, at du giver alt, hvad du har til dig selv og dit velvære. For sandheden er, at vi ikke kan stoppe oplevelser. Vi kan ikke stoppe ting fra at ske for os.

Jeg kunne ikke undgå at miste min far. Jeg kunne ikke stoppe min veninde fra at begå selvmord. Jeg kunne ikke stoppe nogle af de ulykker eller sygdomme, som ramte menneskerne omkring mig. Hvad end fremtiden holder for mig, så er der visse aspekter af fremtiden, som bare er ude af min kontrol. De kommer til at ændre mig. Igen, igen og igen.

Det eneste jeg kan gøre er, at jeg kan gøre mig umage. Umage med at holde hovedet over vand, når tingene strammer til. Umage med at holde en rutine, når verden falder om ørene på mig. Umage med at tage til de fester, se de mennesker, snakke om det. Det er ikke nemt. Det er ikke nemt at stå ud af sengen klokken syv, når man kan mærke angsten snige sig op mellem ribbenene. Men jeg tror med hele mit hjerte, at det er nødvendigt, hvis man vil vinde. Hvis ikke jeg havde gjort det, så havde jeg nok ikke tabt mig. Jeg havde nok ikke haft de venner, jeg har nu. På mange måder havde det ikke ændret mig på denne her måde. Men jeg udnyttede situationen, og jeg gjorde mig umage.

Man kan nemlig kigge på den her lille brøkdel af min historie, og så kan den se godt så trist ud. Der er noget morbidt i at sige, at der nok må være en mening med alt, der er sket, men dét er måske mit håb. Jeg stoler på, at det simpelthen var nødvendigt for mig at opleve de her tragedier, så jeg kunne blive til den, jeg er nu. For at jeg i fremtiden kan blive til den kvinde, jeg skal være.

Der er mange der undrer sig over, om jeg bukkede under for et pres, da jeg begyndte at tabe mig. Men sandheden er, at jeg altid var ret ligeglad med, hvad andre tænkte om mig. Jeg hørte godt kommentarerne og vidste godt, hvad snakken derude var, men hvordan skulle Hr. og Frk. Ligegyldig med deres ”Sara ville være så flot, hvis hun tabte sig.” nogensinde kunne måle sig med alt det andet der foregik i mit liv? Dét ændrede mig ikke.

Det eneste der ændrede mig i forhold til min vægt, det var mig der havde været igennem tab og håbløshed. Det var lysten til at vinde – ikke over en 17-årig dreng i Ralph Lauren, med akne der siger spar to, men over mig selv. Jeg ville give mig selv kontrollen tilbage, for selvom jeg ikke kan styre, hvilke ting der ændrer mig, så er det op til mig, hvordan de ændrer mig.

I stedet for deprimeret valgte jeg lækker. :) You’re welcome.

Jokes.

Likes

Comments

Hvis nu bare det her var en cutesy ’50 facts om mig’ eller et eller andet ’Lær mig at kende ved at se, hvad jeg har i min taske’ indlæg, men nix, det er det ikke. De er altså også altid så fucking underlige.

”1. Jeg kan vildt godt lide gulerødder. Sårn, ualmindeligt meget. Ingen pige er ligesom mig, haha. I hvert fald ikke, når det kommer til gulerødder.”

Jeg aner ikke, hvem Jeg er. Der er nok ingen omkring mig, der sådan rigtig ved, hvem de er. For det er nemlig første gang i vores liv, at vi er uden en institution der bestemmer, hvem vi er. Ikke flere 12-talspiger, ikke flere ’Ham den sjove i klassen.’ Din vennekreds smuldrer og bliver mindre og mindre, men kredsen bliver alligevel ikke tættere. Den ene Asien-tur efter den anden, og alle er 100 på, at de finder sig selv et eller andet sted i Fan Si Pan eller Macchu Picchu, med deres rygsække der lugter af øl, og sokker der næsten overgår den kollektive lugt af myggespray. Så føler man sig rigtig levende. Og hvid. Ah, frivilligt arbejde i Afrika. Den er også god. Eller noget Au Pair?

Det er også ligegyldigt, sabbatåret er i hvert fald fyldt med den ene kliché efter den anden - og så smutter den første, anden, tredje ven på højskole og før, at du ved det, så er dine første venner begyndt på universitet. Men hvad laver du? Du tørrer Pepsi Max af trøjen, pauser det 6. afsnit Peaky Blinders, du har set i dag, og prøver at få byttet din vagt i Sportsmaster. Men det kører for dig. Hvis du får den byttet, kan du nemlig drikke godt ud fredag aften. Pernille tog vagten. Det kører for dig.

Jeg er en pige, der godt kan lide at have det sjovt. Så I skal endelig ikke tro, at jeg er en af de mange piger, der godt kan lide ikke at have det sjovt. Haha. Men jo, jeg er flyvsk, jeg synes, at livet er bedst, når man bare gør det, som man har lyst til og ikke tænker for meget over sagerne. Livet er det længste man gør, så der er ingen grund til at stresse hele tiden.

MEN

Jeg stresser. Hele tiden.

Problemet er, at jeg kan blive virkelig panisk, når det sådan virkelig slår ind, at jeg ikke aner, hvem jeg kommer til at være om 10 år. Nej, om 10 dage. Jeg ved ikke engang, hvad der sker med mig efter det her afsnit Peaky Blinders. Jeg føler, at jeg står foran resten af mit liv i et lyskryds. Lyset er lige blevet grønt, men jeg sidder bare stille i min bil og smiler, mens alle omkring mig dytter og råber. Der er én, der lige er stået ud af bilen med et bat. Men det er fint! Alt er fint!

Men ser I, ingen snakker rigtigt om det her omkring mig. Overskud har været et problem for mig siden, at jeg mistede min far. Nogle gange er bare aftensmad alene den mest umulige opgave, som nogen nogensinde kunne have givet mig. Så jeg kan ikke undgå at tænke, at der må være noget i vejen med mig, når jeg efter halvandet år endnu ikke er sikker på, hvad jeg vil læse. Min kæreste var jo færdig med sin ph.D, da han blev født. Den skal måske lige igennem noget retskrivning, men den er da flot. Men ikke mig.

Det værste er, det rammer mig ikke i små doser, hvor jeg muligvis kan omdanne den frygtindgydende energi til noget motivation, nej, det kommer i fucking tsunamier af babyer der skriger. Jeg kan sidde og spille spil, og lige pludselig kigger jeg på uret og føler, at tiden løber fra mig. Jeg får en mental mavepuster, som om det lige er gået op for mig, at jeg har misset et tog. Og det er jo svært at stoppe panikken, når den allerede er sat i fart. Så kan jeg lige pludselig remse 50 ting op, som jeg lige har misset, og tidens små sandkorn falder bare gennem fingrene på mig. Jeg glemte eksempelvis, at hente mine 3 børn fra fodbold. Eller cello. Eller skak. Det er lige meget, pointen er, at det hele går så skide hurtigt. Så husker jeg, at jeg er 20 år, og kun skal huske at tage Tequila med på fredag. Men det føles bare større end det. Det føles som om, at jeg hele tiden skal bære på en grande plan. Og jeg ved bare ikke, hvem jeg er. Eller hvad min plan er.

Jeg har prøvet, at finde nogle adjektiver, der beskriver mig, men med den store forandring, som jeg har været igennem det sidste år, er der bare ikke mange der går igen. Det eneste der kommer igen disse dage er, at jeg er hende, der tabte sig. Og det er stort. Og jeg er glad for det. Og selvom jeg måske har haft tvivlsomme reaktioner, når folk har snakket om min blog i fuldskab, så er jeg glad for, at det har givet mig en stemme, som folk hører på. Men det er ikke, hvem jeg er. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at jeg er personen, som jeg gerne vil være. Men måske er jeg tættere på. Måske er jeg bare mere forvirret.

Men hvor mange ved, hvem de er, når de er 20? Er det ikke det, 20’erne skal bruges på? At eksperimentere, dumme sig, falde ned, grine og drikke og alt det der trekking pis!? Hvor får I pengene fra!?!? Kan ikke engang spare 20 kroner op!!!

At finde ud af, hvem man er, er altid nemmest i en institution, hvor du er tvunget sammen med 30 mennesker som i fællesskab tilegner dig en masse kvaliteter. Så er du den sjove, den kloge, dingsen, 12-talspigen, 4-talsdrengen, hende der går med katte ører. Du bliver defineret lige sådan. Men det smuldrer og forsvinder, så snart du er ude af den kreds – og så er det, at man føler sig fortabt. Og bange. Og det er dér, at jeg er nu. For hvem er du virkelig, når du er helt alene? Når ​ingen​ har noget at sige?

Og til slut, hvordan accepterer man sin egen rejse? Det er nemt at kigge tilbage på sine hårde perioder, og acceptere, at der vel nok var en mening med det hele. At alle kurver og knæk ledte dig hertil. Min rejse kommer aldrig til at være så enkel, men det betyder ikke, at destinationen nødvendigvis bliver kompromitteret. Det er bare svært at huske, når man står i den ende af regnbuen, som der ikke er guld i.

Jeg har ændret mig unægtelig meget siden, jeg blev student. Ikke kun udseendemæssigt, men forandringen er jo konstant, som vi oplever flere ting, og erfaringer bliver omdannet til personlighedskarakteristikker. Jeg har lært koreansk, taget sangtimer (Brugt 400 kroner per time… Hvem begynder på at tage sangtimer, når de er 20? Seriøst, Sara. Nævn det her, når jeg spørger, hvorfor jeg er dårlig til at spare op.), arbejdet 5 forskellige jobs (Måske gælder min enkelte dag i et CallCenter ikke helt, det er ikke mit stolteste moment.), rejst lidt rundt, blevet opereret 4 gange og mødt en masse nye mennesker.

Og ovenpå alt det her, så er halvdelen af mig fysisk forsvundet. Hvor skal alle de oplevelser så hen?

Det er svært for mig at forklare, hvad der sker i mit hoved. Jeg kan bruge flere uendeligheder på, at komponere det lidt poetisk, men så det stadigvæk er til at relatere til. Jeg forsøger mig frem med metaforer, sammenligninger, drager paralleller mellem mine tanker og noget håndgribeligt – men tanker kan ikke være på et papir. Det er bare ikke samme dimension. Essensen af denne her forvirring og alt, hvad jeg føler er for abstrakt til at blive håndgribeliggjort; nogle af følelserne har jo ikke engang navne endnu. Jeg gad bare godt, at jeg havde en bedre idé af, hvem jeg var. Eller hvad jeg kommer til at være.

Men der er vel, på sin egen kliché måde, noget smukt i mysteriet. Måske man skal blive bedre til at slippe spændingen i skuldrene, invitere de der nye venner over og acceptere, at når man allerede har sat sig i forlystelsen, så har man ikke noget valg udover, at spænde sig godt fast.

Men på den anden side, er det nødvendigt at kende sig selv sådan rigtigt? Er det et overvurderet koncept, som er skabt af vores unge, naive, stædige underbevidsthed? 20'erne er skabt til forvirring, men måske er hele livet skabt til forvirring! Oplevelser stopper jo ikke. Den eneste konstant i livet er konstanten der sikrer, at intet i livet er konstant. Du kender endnu ikke vennekredsen, du kommer til at have, når du er 40 – eller din fremtidige yndlingsparfume.

Denne her fucker lidt med mit hoved, for jeg bruger uendelige mængder penge og er meget intens omkring parfume. Hvordan kan de finde en hel ny lugt?! Men jeg glæder mig. For det er ikke ting, man kan skynde på. Det kommer, når det kommer.

Vi er ikke de samme mennesker gennem hele vores liv, vi forbliver næppe de samme mennesker gennem et helt år. Det er derfor alting er cringy og pinligt. Vi ser det på vores tøj, på memes– vi kan ikke engang synes, at det samme billede er sjovt i længere tid end en måned max.

Måske er presset, som vi oplever, allermest vores eget. Tsunamien og det apokalyptiske lyskryds er i virkeligheden bare i mit hoved, for jeg skal ikke sluge resten af verden, når jeg slipper koblingen. Jeg skal bare frem til det næste lyskryds.

*Slipper koblingen*

Likes

Comments

Jeg kan ikke holde ud at se på gamle billeder af mig selv.

Jeg nævnte det kort i mit sidste indlæg vedrørende selvtillid, men jeg føler måske ikke, at jeg fik sagt nok. Det handler nemlig ikke om, at jeg synes, jeg så klam ud. Det handler ikke om, at jeg synes, jeg var grimmere. Jeg bliver bare ked af det. Sådan helt inderst inde. Det handler nemlig slet ikke om, hvordan jeg så ud. Det er ikke den slags selvtillid.

Det første folk måske tænker er, at jeg nok i mit hoved kører ud fra ”ingen vidste, hvor skidt jeg havde det” tangenten, men det er slet ikke sådan det var. Jeg vil da gerne overbevise mig selv om, at jeg hadede at være tyk, men det ville bare ikke være helt sandt. Det skal nu ikke lyde som om, at jeg elskede det og elskede min krop, men det havde bare ikke samme værdi for mig, som det kommer til at lyde, når jeg fortæller, at jeg har tabt mig næsten 50kg. Det lyder næsten som om, at jeg ikke kunne holde ud at være i mig selv og derfor tabte mig, men jeg tror ikke det fyldte så meget dagligt, fordi der var så meget andet der fyldte meget, meget mere.

Faktisk er det i virkeligheden pisse svært at forklare, for den sten i hjertet der falder ned i maven, når jeg kigger på gamle billeder af mig selv, bærer meget af dens vægt i pinlighed. Altså, jeg bliver flov, når jeg kigger på mig selv. Lige pludselig mister alle venskaber og forhold til mennesker, som jeg havde dengang, fuldkommen værdi. Jeg føler mig lidt som en stor idiot, som om jeg var fuldkommen blind for, at ingen i virkeligheden kunne lide mig. Det lyder lidt bizart, og det hele er nok noget der blomstrer i hovedet og ikke i den virkelige verden.

Jeg ved slet ikke, hvorfor de her tanker begynder at køre rundt i hovedet på mig, men når jeg sætter mig ned med dem, så overvejer jeg, om det er fordi, folk er sødere ved mig nu. Folk, som jeg ved ikke altid har ville mig det bedste, begynder jo at drukne mig i komplimenter og ”Wow, hvor ser du bare godt ud, Sara”.

En anden pige sagde endda: ”Hvor er det ærgerligt, Sara har tabt sig, nu er hun blevet vanvittigt lækker” eller noget i den dur. Det er en mærkelig cocktail af selvtillidsboost og forvirring, og i sidste ende er jeg måske bare blevet usikker som resultat. Haha, nu lyder det næsten som om, at jeg ikke vil have komplimenter eller opmærksomhed. Bare kig på mig og sig, at jeg er flot. :)))

Hør, en del af mig forstod det faktisk godt. En del af mig var så desperat efter den platoniske kærlighed, at jeg overbeviste mig selv om, at jeg jo udstrålede glæde og selvtillid nu, og derfor var folk mere tiltrukket af mig. På et venskabeligt plan, altså. Men det er altså også bare en bunke lort, for jeg har været trist, sur og ignoreret folk af helvedes til - og jeg har stadigvæk piger, som aldrig har været interesseret i mig, i røven. Er det her et surt opstød? Det er ikke meningen.

Det lyder som om, at jeg ikke bryder mig om de her mennesker, men det er mere bare en forvirring omkring: hvorfor nu? Min personlighed har ikke ændret sig betydeligt, det er ikke længere et venskab der er tvunget af belejlighed, gymnasietiden er overstået og der er absolut ingen grund til den her pludselige interesse. Ser I, det har faktisk intet med menneskerne at gøre. Jeg kender dem jo ikke. Det er måske også min pointe.

Det er heller ikke kun mine bekendte der smiler bredere, selv mine venner har i løbet af tiden ændret adfærd på lignende vis. Jeg tror, det er særligt svært, når det er de mennesker, man altid har kendt. Mennesker, som jeg ikke regner for at være tættere nu, end de var dengang. Det er når ens egne venner ubevidst bekræfter dig i, at du er mere værd nu, end du var engang. Dét tror jeg virkelig påvirker psyken.

Jeg forstår det faktisk bare ikke. Det er måske lidt nederen, for jeg kan ikke runde indlægget af med en fin konklusion, jeg kan ikke binde en sløjfe og bip bup bap, så er min mentalitet kureret! :D Det er bare surt show, indtil jeg overvinder det. For folk er sødere ved flottere mennesker, og selvom jeg kan være en gudinde for nogle og Quasimodo for andre, så er det måske unægteligt, at mit udseende nu passer bedre indenfor rammerne af det danske skønhedsideal, end det gjorde engang. Og i virkeligheden kan jeg råbe, skrige, protestere og skabe mig på midten af Rådhuspladsen ud i uendeligheden, men sådan er det nu engang. Det handler bare ikke om, hvordan jeg ser ud for mig. Jeg synes bare, at det er bizart. Jeg har ikke mere til fælles med dig bare fordi, at jeg er begyndt at ligne dine andre veninder.

Da jeg var yngre, elskede jeg at kigge på gamle familiebilleder. Jeg kunne bedst lide dem, jeg selv var med på. Øh, totalt unødig viden, men det kunne jeg, og nu er det sagt. Min familie var ikke så glad for det. Jeg forstod det aldrig, for jeg synes jo, at det var mægtig skægt at gennemgå samme album en trillion gange. Måske synes de bare, at det var kedeligt, men jeg har også leget med tanken om, at det jo ikke var gode minder for dem. Der var jo krig, voldsomme skilsmisser, økonomiske problemer, depression og PTSD skjult i de perioder, som jeg ikke anede, at jeg måske mindede dem om, når jeg viftede familiebilleder i hovedet på dem. Jeg tror måske, jeg forstår det nu. Nu er det ikke så håndgribeligt voldsomt, men jeg bliver vred, når jeg kigger på gamle billeder af mig selv, fordi jeg føler, at jeg var en stor idiot. Jeg skælder mig selv ud, for at have været ked af det, uvidende og ignorant – selvom jeg måske ikke var det. Hvordan kunne du eksistere på den måde, hvordan kunne du tage i skole, hvor folk kunne gøre grin af dig? Hvorfor blev du ved med at tage til fester, når du så, hvordan folk kiggede på dig? Folk grinte af dig. Så får jeg ondt af hende.

For hun fortjente det jo ikke.

Hun var sjov, sød, klog og givende. Hun knoklede til langt ude om natten med afleveringer og lektier, for at færdiggøre gymnasiet uden at gå om. Hun tog til fester, hun tog hjem og græd, og så tog hun til fester igen. Hun tog i skole hver dag, da hendes far døde. Hun havde angst, så hun fik propper i ørene af panik. Hun var stærk af helvedes til.

Det er jo hende der havde kræfterne til at blive til mig.

Jeg tænker ofte over, at der er en fremtidig version af mig et eller andet sted, som tænker tilbage på mig og hvisker ”Bare kæmp videre”, når jeg ligger i sengen og føler, at de tidligere 20’ere er fuldkommen overvældende. Men jeg har aldrig tænkt på, at jeg er den fremtidige version der hvisker til 18-årige Sara, at hun bare skal kæmpe videre. Fremtiden er nemlig meget lysere, end du kan forestille dig lige nu.

Tak fordi I læste med denne gang. Vi er alle kun ligeså meget værd, som vi selv føler – og måske skal vi alle blive bedre til, at klappe os selv på skulderen. Vi er her jo nu, og der er noget smukt og værdifuldt i at være levende.

Knus og kram, tihi:)

Sara

Likes

Comments

Okay, det er måske lidt dårlig stil at forsvinde efter 3 indlæg, men der skete meget i mit liv, okay!?!

De sidste par uger har ærligt været mentalt drænende og ét spørgsmål, som jeg har haft oppe og vende et par gange nu lyder: Skal jeg bestræbe mig efter tynd? Dette mener jeg ikke så meget som i, at mit fysiske ideal har ændret sig, men snarere en undren om dét, jeg virkelig søger findes i en lidt mindre version af mig?

Jeg er nemlig nået et punkt, hvor jeg føler, at jeg lægger for meget i det. Jeg skubber og presser hele mit liv væk til den dag, jeg er blevet tynd. Det hele står nærmest på stand-by for mig, indtil jeg vejer dét, som jeg gerne vil veje – og jeg føler mig faktisk usikker i, om det nu også er helt sundt. For der er mentale kampe, jeg ignorerer, og indre komplexer, som jeg sluger, fordi jeg har en idé om, at det løser sig, når jeg taber mig. Jeg føler, jeg er i en lufthavn i Phuket, og jeg venter bare på mit fly videre til Sydney. Jeg er bare en mellem-mand. Det er måske ikke en optimal selvforståelse.

Der er mange ting, jeg ville ønske, at jeg vidste inden, jeg gik i gang med min vægttabsrejse. Først og fremmest gad jeg da godt vide, at det var normalt at miste håret, og at jeg ikke ender med at blive skaldet (øhhh skriver jeg med shaky fingers og smiler nervøst haha vel??? VEL??). Så havde jeg da sparet en masse panik og nerver på dét. Men en af de mere fundamentale ting, jeg ville ønske, jeg vidste gennem hele min opvækst som ’stor’ var, at min vægt aldrig fjernede noget af mit værd.

At jeg gennem min vægttabsrejse da nok er blevet mere moden, glad og klog, men jeg er ligeså sjov, sød og god, som jeg altid var. Mine bryn er blevet tykkere, men mine ansigtstræk er forblevet de samme, og det er stadig den samme krop, som jeg er i, den ser bare anderledes ud. Jeg er stadigvæk mig, som jeg altid har været, og som jeg altid vil være. For dig virker det måske ikke sådan, når du ser den drastiske forskel mellem to billeder – og så hjælper det ikke, at du ikke har snakket med mig siden dengang, der var noget der hed Formspring – men jeg kan godt forstå, at jeg synes, som en helt anden person. For mig selv også, jo.

Det giver måske ikke helt mening det her, men man føler sig hurtigt som en vederstyggelighed, når man kigger tilbage på sine gamle billeder. Desuden må jeg jo nok indrømme at jo mere åben, jeg er blevet omkring det og jo oftere, jeg snakker med folk om det, desto mere føler jeg, at det fjerner det menneskelige ved ’pigen jeg engang var’. Det føles slet ikke som om, at jeg snakker om mig selv længere. Men det var jo mig, det ér jo mig. Jeg har fuldkommen beholdt min kærlighed til videospil og film, og jeg er stadigvæk hjælpsom og empatisk, og jeg er stadigvæk PISSE sjov. Det er alle sammen karakteristikker, jeg også besad dengang.

Der var meget, der var galt, da jeg var stor, men mit værd var aldrig én af de ting. Dén forståelse er måske dét, jeg skal bestræbe mig efter at opnå. For jeg bærer på mange af de samme usikkerheder nu, som jeg gjorde for 47kg siden, og hvis det ikke er en garanti for, at svaret ikke findes om de -14kg, så ved jeg ikke, hvad er. Jeg har aldrig været mindre fortjenende af kærlighed eller venskab, end jeg er nu, og jeg bliver heller ikke mere fortjenende af det, når jeg er tyndere.

Selvfølgelig vil jeg stadigvæk gerne tabe mig, men nok ikke for at blive glad. For i virkeligheden bestræber vi jo os nok alle sammen efter at være glade og tilfredse, men misleder os selv ved at tage alle mulige ruter, der aldrig leder os derhen. I en optimal verden havde jeg tabt mig og automatisk blevet mega glad for mig selv, men i virkeligheden er jeg nok et sted, hvor jeg aldrig kan tabe mig nok.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad I kan trække ud af det her. Jeg aner ikke, hvilken værdi denne blog har for Jer overhovedet. Jo, ved I hvad, måske kan det vise, at Jeres evige søgen efter selvtillid ikke kommer til nogen ende ved at søge svar i håndgribelige ting. Der er ikke den frisure, den vægt, det tøj i verden der kan give Jer den selvtilfredshed, som I craver. Det er en indre kamp, og selvom I også samtidigt kan stræbe efter sundhed ved at træne og spise sundt, så er vægttab totalt nytteløst i den forstand.

Så mens jeg bestræber mig efter yderligere vægttab, er jeg nok ved at komme til en forståelse for, at jeg samtidigt også skal bestræbe mig efter selvtillid og forhøjet selvværd. Ikke fordi, jeg ser anderledes ud nu, end jeg gjorde før, men fordi jeg altid har været den samme.

Og jeg har altså altid fortjent at være glad for mig selv.

Jaer, det var så også det.

Likes

Comments

​Ja, hvorfor var jeg også tyk?

Hvorfor er jeg stadig tyk? Synes jeg, at jeg er tynd nu? Hvornår er man tynd? Hvorfor er du tyk? Det er egentlig vigtigere for dig at vide, hvorfor du er tyk. Er du tyk? Hvorfor er du usund? Men det er altså ikke noget jeg kan svare på, så nu får du at vide, hvorfor jeg var/er tyk.

Før jeg går i gang, så ved jeg godt, at der er nogle der bliver lidt underlige i hovedet over, at jeg stadigvæk synes, at jeg er tyk. Det synes jeg heller ikke altid! Ifølge BMI er jeg normalvægtig, jeg går i tøj der passer 12-14 årige og de jeans der passer mig bedst er en str. 36. Nogle gange føler jeg mig ret nuttet og ganske normal.

Jeg nævnte det også i mit første indlæg, men den svære del af vægttab er den mentale udvikling. Jeg er stadigvæk usikker, og 46kg senere ligger jeg stadig i sengen, klemmer mig selv om maven og føler mig tyk. Jeg vender mig stadig 80 gange, hver gang jeg kigger i spejlet, og jeg ønsker stadigvæk ofte at ligne en anden. Jeg håber og håber, at denne følelse forsvinder i takt med de 15kg, jeg stadigvæk vil tabe mig, men en del af mig tror også, at denne her usikkerhed stædigt forbliver, ligegyldigt hvilket tal lyser op, når jeg træder på vægten.

En af mine teorier er, at det er fordi det skete så hurtigt – 10 måneder og så lignede jeg en anden person. Måske kan min hjerne ikke sluge forandringen, og derfor kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan jeg selv ser ud. Mit spejlbillede er ikke længere dét, jeg var blevet vant til. Fordi tyk er det eneste jeg nogensinde har kendt til. Så måske er det derfor, jeg er usikker; fordi jeg simpelthen har et miskonstrueret mentalt billede af mig selv. Men det er bare én teori.

Men hvorfor skriver jeg det her, udover for at være sørgelig på nettet? Fordi jeg gerne vil give dig et realistisk billede af, hvad denne her rejse indebærer, og hvad du får ud af det. Fordi din selv-kærlighedsrejse ikke skal begynde når du er ’tynd’, og ikke kommer per automatik, når dine lår ikke længere rør hinanden. Det er en meget lille og meget håndgribelig glæde der kommer periodisk, og den rigtige kamp, du skal tage op med dig selv er, at lære at værdsætte dig selv. Og det første trin er simpelthen, at finde ud af, hvorfor du er tyk. Eller hvorfor du synes, du er tyk. Eller hvorfor du ikke er hvor du gerne vil være i din fitness-rejse.

Jeg var nok ude i noget af det værste. Jeg kendte slet ikke til andet. Jeg har simpelthen altid været større, selvom det har svinget lidt i forhold til at være buttet vs. tyk. Jeg var en ganske lille (fysisk) pige indtil mine forældre blev skilt, og dér begyndte kvaliteten af maden i huset at dale. Jeg bebrejder ikke mine forældre, da de kæmpede deres egne kampe, men jeg var simpelthen for lille til at forstå, at der var noget i vejen. Jeg synes jo bare, at pomfritter smagte godt – og at det var skønt, at spise mange af dem. Når man er lille forstår man sig ikke på ernæring eller sundhed, og når man ikke får den rigtige viden derhjemme, så får man ofte heller ikke så meget at vide af andre. Vægt er jo tabulagt, og hvad får du egentlig også ud af, at belære en 4-årig? Det er jo ikke fordi en tyk 4-årig pige kan gå hjem, hive et forklæde frem og gå fuld Gordon Ramsay i køkkenet og tælle kalorier, macros, micros og hvad ved jeg. Jeg havde jo næsten kun lige lært, at man ikke skal lave lort i bukserne.

Det betød altså, at da jeg gik i gang for et år siden skulle jeg lære, hvad der svarer til 19 års viden om ernæring. Jeg skulle rekonstruere 19 års madvaner, inklusiv spisehyppighed, portionsstørrelser, drikkevaner osv. Jeg skulle acceptere, at cirka ALT jeg vidste og fulgte havde altså ledt mig til det her punkt i mit liv, og at ALT skulle skrottes. Det er ikke noget, jeg kunne lære på ét enkelt år, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor længe der kommer til at gå før det er normaliseret, eller om det her bliver et livslangt projekt. Det er også fint nok for mig, faktisk. Jeg synes jo, at det er spændende, og mit helbred er blevet ret vigtigt for mig.

Der kommer til at være mange af Jer derude, som finder Jer selv i dét, som jeg fortæller Jer. Det er også okay, hvis du aldrig har kendt til andet. Det skal ikke skræmme Jer, at I er i den ende, hvor der er meget mentalt arbejde! Jeg vil hellere end gerne støtte Jer, og bevar nu troen på, at det kommer til at være det hele værd. Det er faktisk en meget fed rejse, og super duper givende. Man vokser en del selvom man skrumper, kan jeg hilse og sige.

Men der kommer også til at være mange af Jer, som ikke har samme problem. Nogle af Jer var måske tynde, da I var små, men så startede I på gymnasiet, begyndte at drikke en masse alkohol, spise en masse lort og nu har I lagt mærke til forskellen. Det kommer til at være relativt nemt for Jer, da I nok har et normalt forhold til mad ellers. I skal bare lære at droppe midnatsturene til McDonalds og skrue ned for Vodka/Red Bull mixturen. Det kan også være, at der skete noget traumatisk i dit liv, og du som konsekvens begyndte at danne et følelsesbaseret forhold til mad. Det ved jeg ikke. Jeg ved jo ikke engang, hvem du er. Min pointe med det her er, at du bliver nødt til at finde ud af, hvorfor du er, som du er. Hvordan er dit forhold til mad?

Jeg blev større, da jeg mistede min far, men ikke nødvendigvis, fordi jeg fandt en trøst i mad. Det tab var bare noget, jeg ikke helt kunne finde ud af at snakke om. Men det var også svært ikke at snakke om det. Så det blev til en masse selv-isolation, og når man ofte er alene og ikke snakker med nogen, så bliver det pludseligt til mange timer, hvor man ikke laver noget. Så spiser man bare. Ikke fordi det er en trøst, men nok nærmere fordi man keder sig. Selv-isolation er stadig noget, jeg kæmper med, men jeg kan med stolthed fortælle, at jeg ikke længere spiser i de momenter, jeg er alene – med mindre jeg er sulten. Øh. Jeg spiser altså også stadigvæk alene, haha. Sygt mærkeligt sagt.

Jeg er altid lidt bange for at dele nogle af de her personlige ting, og jeg synes måske stadigvæk, at det er lidt pinligt at snakke om. Men jeg håber, at det her fortæller dig, at det altså er okay at snakke om det. Overkonsumption af mad er et stort problem i den vestlige verden, og bare i Danmark er hvert 5. barn overvægtigt. Du er slet ikke alene i det her, næsten halvdelen af Danskere er overvægtige!!!! HALVDELEN! What, hvor sygt!! Jeg anede det ikke før, jeg googlede det for 3 sekunder siden, og nu er jeg helt stunned. Halvdelen. Og halvdelen af verden sulter stadigvæk. Sjovt. Ikke sjovt.

Så altså, hvorfor er du tyk? Eller usund? Hvilken mentalitet, skal du kæmpe med? Jeg var tyk, fordi jeg altid havde været det. Jeg var tyk på grund af mine forældre lyder bare også mærkeligt at sige. Men det var jeg altså.

(Og en lille bonus ting: det er okay, at du ikke har styr på det. Selv de tynde, flotte piger har oftest ikke styr på det. Vi ér bare pisse dårlige til det med mad, og det bliver værre, fordi vores kroppe simpelthen ikke kan holde til det. Mad er jo blevet til hygge, og vi spiser jo fandme til enhver lejlighed og hele tiden. Det skal vi slet ikke! Vi skal spise, når vi er sultne. Vi putter benzin i bilen, når den er tom. Mad i munden, når maven er tom. Det har vores kultur bare ikke helt fat i.)

Analysér dig selv til et 12-tal, fordi det bliver du nødt til for at kunne komme videre. Det er ligesom at hele et sår, der er gået betændelse i. Plaster hjælper ikke, hvis ikke du renser dit klammo sår først.

Jeg vil rigtig gerne høre mere fra Jer, jeres respons til det her so far har været sindssygt givende for mig, og jeg er så glad for, at I følger med i mit rod. Forhåbentlig også får lidt hjælp og inspiration, he he.

SES fitness-freaks. Ej hvor pinligt. Mine venner fortæller mig, at jeg skal finde på en fast afslutning, men det kan jeg slet ikke finde ud af endnu.

Ses snart igen

Kh Sara

Likes

Comments

Det er pisse svært.

Ja, det er så måske ikke den bedste måde at motivere dig på, men det er ærligt, og det ér pisse svært. Men det er ikke umuligt. Overhovedet ikke – og det er heller ikke så svært, som man tror. Selv hvis det er endnu sværere, end du troede, så er du fuldkommen i stand til at gøre det alligevel.

Slut med de der mandage der aldrig kommer, og slut med det ubrugte fitnesskort i pungen!!! Jeg har vinklet det lidt, så det primært handler om vægttab, men med små justeringer, så gælder følgende for alle som gerne vil være sundere i deres hverdag. Så her er mine 7 tips, til dem som bare gerne vil i gang.

  • Acceptér at det aldrig i hele dit liv kommer til at være perfekt timet. Der er jul hvert år, du har fødselsdag hvert år, og der kommer altid en fest, et arrangement, en restaurant der venter dit instagram billede. ”Jeg gør det efter Viktor’s fødselsdag, jeg skal virkelig være stiv.” Luk nu røven, Gud gør du da ej. Selv hvis du drak igennem OG fik en gigantisk durum, druknede i salatmayonnaise og blev kvalt i pomfritter, så er der stadig 6 andre dage i dén uge, hvor du arbejdede hårdt og spiste fornuftigt. Der kommer altid til at være noget der sker, som kommer til at teste din viljestyrke. Timingen er aldrig korrekt – gør det alligevel. Også hvis du vågner søndag morgen med pomfritsauce ned af skjorten.

  • Snak om det! Denne her, synes jeg, er mega vigtig og faktisk broen mellem mine forsøg til min succes. Der er ingen der ved, hvor mange gange jeg faktisk ville tabe mig, fordi jeg altid var så stille omkring det. Så blev det også rigtig nemt at give op. Ingen vidste jo, at jeg havde gang i noget alligevel - og Gud forbyde, at der var nogle der vidste, at jeg var utilfreds eller tyk. Ved at snakke om det, så bliver du også holdt ansvarlig for de mål, du sætter dig. Det er lige dét stykke pinligere at give op, når alle omkring dig ved, at du er gået i gang

  • Omring dig selv med dit mål. Om det er at tabe dig, få større muskler, blive tonet, stoppe med at ryge, whatever – det er meget mindre sandsynligt, at du får lyst til at stoppe med at ryge, hvis du, hver gang du åbner instagram, ser på billeder af lækre Rihanna med en elegant cigaret i munden. Giver det mening? Det gør noget ved hjernen, at se en petite, flot blondine med 2 Big Macs i munden i forhold til en hvordan-siger-jeg-grim-men-forbliver-politisk-korrekt, overvægtig pige. Det underbevidste associationstrick! Der var den. Vi bliver underbevidst påvirket til at tro, at man godt kan se sådan ud og samtidigt spise Big Macs. Det kan man også godt. Det kan jeg bare ikke – og hvis dit mål er at tabe dig, så kan du heller ikke. Unfollow hende.

  • I forbindelse med det tidligere: lad være med at omringe dig selv med fitnessmennesker, hvis mål har været anderledes end dit. Denne her føler jeg ikke man snakker om nok, hvilket er smadder ærgerligt, særligt hvis dit mål er at tabe dig, for det kan fuldkommen spolere din proces. Instagram flyder i tynde piger med gigantiske røve, som har kæmpet sindssygt hårdt for deres kroppe. Følgende siger jeg ikke på en nedgørende måde, men hvis du finder gamle billeder af de piger, så voksede de alle op som meget tynde piger. De har altså et højt stofskifte og har haft en fuldkommen anderledes kamp med fitness, end du har. De kan godt drukne i Peanut Butter, chiafrø, kokosnødder og 3 protein shakes om dagen, og mange af de her piger har aldrig været i kalorieunderskud. Det kan godt være pænt nederen, at kigge på billeder af overdådige avocadomadder og sunde, glutenfri veganske brownies (med 750kcal per kvadratcentimeter), når du står og skal presse din aftensmad ned på 300 kalorier, for at holde dig indenfor dit daglige indtag. Følg derimod folk, hvis kamp ligner din, og vær opmærksom på kalorier, når du endelig følger en sund opskrift!!

  • Lav små, specifikke og håndgribelige mål oveni i dit store mål – og sæt tid på alle mål, du sætter dig. ”Tab dig” er alt for uoverskueligt, for hvornår er det lige, at du skal have tabt dig? Du kommer da nok til at være lidt mere spinkel, når du er 99 år på dit dødsleje, men det er vel ikke det, du mener. Jeg havde selv 1 stort mål, som var, at tabe mig 60kg på 1 år. Det gik… ikke så godt, og jeg nåede faktisk ikke mit mål, men derunder havde jeg en masse små mål, som jeg ofte krydsede af listen, når jeg klarede dem. Det kan være noget så småt, som at lave flere squat reps eller blive på løbebåndet i et minut ekstra. Jeg opfordrer dig derudover til, at lave månedlige vægtmål, som du skriver ned på et papir, ligegyldigt hvordan din måned er gået. Hold dig selv ansvarlig, selv når du skammer dig.

  • Start så småt eller så stort, som du har overskud til. Nogle mennesker bliver overvældet af store ændringer, og skuffer sig selv, når de ikke kan spise økologisk, sundt, glutenfrit, vegansk, paleo uden pasta, ris, kartofler eller brød 3 gange om dagen, mens de træner 2 timer dagligt og husker at tage makeup af hver aften. Du behøver ikke at have styr på det hele!! Identificér dine problemer først! Spiser du altid inden seng? Spiser du altid af flere omgange? Drikker du dine kalorier? Glemmer du at spise hele dagen og går i binge-mode, når du kommer hjem? Spiser du vitterligt aldrig nogensinde grøntsager? Tror du zucchini bare er en overvurderet agurk? Skriv de ting, som du gerne vil ændre ned på et stykke papir, og forsøg i første omgang at ændre 1 ting om ugen. Eksempelvis: lad være med at drikke Cola de næste 7 dage. Så når du har styr på dine madvaner, så begynd at inkorporér noget træning. Jeg gjorde faktisk intet udover at gå en tur hver aften de første par måneder, og tabte mig 20kg på den måde. En udfordring er nødvendig – en umulig livsstilsændring er ikke.

  • Adoptér dine nye vaner i 21 dage af gangen. De siger, at det tager 21 dage for noget til at blive en vane, så forsøg i første omgang bare at få tingene til at hænge sammen i 21 dage. Bedøm derefter, hvordan du har det, og om du kræver yderligere forandring i din livsstil. Vær realistisk omkring situationen, for det her handler i virkeligheden om, at lære dig selv at kende. Der er ikke noget, der hedder ”one life fits all”, når det kommer til fitness og ernæring! En mor til 4 med fuldtidsjob har simpelthen ikke samme værktøjer, som en 19 årig pige med 12 ugentlige timer i 7-eleven og sabbatår har – så hvorfor tror du, at du skal kunne alt det, pigerne på nettet kan? Det er nemt at bruge timevis i fitnesscenteret i neon-farvet Lululemon gear og lave grønne smoothies dagen lang, når du lever af det! Så push through de første 21 dage, selvom det er svært – men acceptér også, at du ikke skal kunne det hele. Det handler om at finde en balance, der fungerer i dit liv.

  • En lille nummer 8: tro nu på dig selv. Du kan jo godt. Det er bare i gang.

Likes

Comments

Så. Øh.

Tja, altså, alle som har kendt mig og ikke set mig i noget tid har lagt mærke til det, og de modige har allerede kommenteret på det. Jeg har tabt mig. 46kg for at sætte tal på det.

Når det endelig kommer på banen (oftest efter folk har fået noget indenbords og deres mod er vokset i takt med deres promille), så bliver der altid spurgt ind til hvorfor, hvordan, hvornår etc. – hvilket ærligt talt er nice. Folk interesserer sig for mig. Sikke et koncept.

Men jeg er, som jeg er, halvgenert og privat, selv når jeg er fordrukken, så selv efter et år fyldt med komplimenter og spørgsmål, har jeg endnu ikke lært at tale om det med ærlighed. Måske har min promille bare ikke været høj nok. Indtil nu!

Nytårsaften blev jeg spurgt, om jeg muligvis havde lyst til at holde foredrag for nogle unge eller lignende, som vidst også måske muligvis jegveddetikkeærligt havde haft problemer med vægten. Hele idéen om, at jeg skulle snakke om mit vægttab med andre ord end ”tak” ”hehe” ”jaaaa” (måske et modigt ”ja, jeg er blevet flot nu, hva?”, hvis jeg var rigtig vild) fik mig virkelig til at gå i selvsving. Hvad siger jeg? Hvad gjorde jeg? Så meget har jeg jo ikke tabt mig endnu.

Men noget magisk skete, og jo mere jeg tænkte over det, jo varmere blev hele konceptet for mig. Jeg kunne jo muligvis hjælpe folk. For selvom min rejse endnu ikke er færdig og indtil videre ikke har været perfekt, så kunne det være, at jeg kunne holde nogen i hånden til resten af den. Så kunne vi følges ad.

Så here goes!

Hånden på hjertet; jeg anede ikke noget om sundhed, da jeg først gik i gang d. 1/8/16. Intet. Og selvom den fysiske forandring har været mucho grande, så er den simpelthen så uendeligt lille i forhold til hvad der er sket indeni mig på det her år. At jeg er blevet mindre som resultat er bare… en bivirkning. Det lyder underligt at sige, når jeg gik ind i oplevelsen med en meget overfladisk idé om, at jeg bare skulle blive tynd og lækker. Men alás, her er jeg, 46kg lettere og somehow en del tungere i hovedet. Så hvad gjorde jeg?

Som sagt anede jeg intet om sundhed. Jeg var vokset op med 2 kvinder, som i ny og næ havde prøvet den ene periodiske kur efter den anden, og det eneste jeg rigtig havde trukket fra det var: spis mindre. Det er ikke et dårligt sted at starte, men det skaber muligvis en misforståelse af mad og danner måske et lidt skævt forhold til ernæring. En tilfældig dag i de første par måneder kunne nemlig se sådan her ud for mig:

Morgenmad

1 Grapefrugt (Jeg havde jo læst, det var godt for forbrændingen, ikke?)
1 Kop Grøn The (Igen, forbrændingen er jo så vigtig at holde styr på. Din krop kan ikke klare noget selv nemlig.)

Frokost

1 Tomat
1 Kyllingebryst

Aftensmad

1 Tomat
1 Kyllingebryst

Sagen er bare, jeg var ikke sulten. Eller, rettere sagt, jeg var sulten, men jeg var helt og aldeles blændet af idéen om at være tynd og flot, og motivationen var så høj, at jeg ikke lagde mærke til, at jeg havde gang i noget usundt inden mit hår begyndte at falde af, jeg fik galdesten, og et halvt år var gået uden min menstruation. Hvis bare jeg havde været ligeså målrettet, da jeg gik i skole. Det var først, da jeg blev svimmel og jern-tilskud ikke virkede, at jeg begyndte at lege med tanken om, at jeg muligvis spiste for lidt. Jeg kan jo ikke engang lide grapefrugt, faktisk.

Så lærte jeg noget lidt revolutionerende (for mig): kalorier er ikke dårlige. Det gælder faktisk ikke om, at få så lidt af dem som muligt. Og her sad jeg og pillede de store tomater fra, halverede mine sørgelige kyllingebryster (? Er det sådan man bøjer det, når det er mad? Det lyder ikke rigtigt.) og samtidigt tæskede mig selv igennem timevis af cardio. Jeg fortryder ikke en eneste del af det, men jeg kan godt slå mig selv lidt på hovedet over, at jeg ikke var klogere.

Mad er nemlig din benzin. Kulhydrater, protein, fedt, det er alt sammen bare aspekter af den benzin der skal holde dig kørende. Jo længere du skal køre, jo mere benzin skal du have. Du behøves bare ikke fylde bilen op for 500kr, når du kun skal ned til Bilka. Det er faktisk bare matematik. Hvor meget benzin skal du have, for liiige at få bilen ned til Bilka? Det er dét antal kalorier, du skal indtage. Der er ingen der forsøger at køre en bil, hvis tank er tom. Det er aldrig det, det handler om.

Jeg begyndte derefter at undersøge videre, hvor mange kalorier, jeg skulle indtage og stadigvæk være i underskud. Så gik det ellers i gang med at veje mad, udregne kalorier og begynde at være lidt smart omkring det hele. Menuen blev skiftet ud med noget nyt (en masse opskrifter, jeg muligvis kan dele med jer?) og jeg har ikke spist en eneste grapefrugt siden sidste år! Fuck grapefrugter. Ærligt.

Dét, som der desværre skete var, at jeg havde indtaget så få kalorier så længe, at min krop var begyndt at tilvænne sig og begyndte at forbrænde omtrent så meget, som jeg indtog – og det var endda efter, jeg havde svedt røven af i fitness centeret. (Røven er endnu ikke kommet tilbage, men vi kæmper for hende.)

For dem som ikke ved det, så skal du forbrænde flere kalorier end du indtager, for at tabe dig, men din krop er adaptiv og efter en lang periode, hvor du ikke indtager meget, så stopper kroppen også med at forbrænde så meget. Klogt væsen. Det er egentlig ikke så tragisk, som det lyder, og det sker per automatik, når du har været i underskud af kalorier for længe. Det krævede altså, at jeg satte pause på mit vægttab og begyndte at øge kalorierne til vedligeholdelses-niveau, altså de 2000 kcal for de fleste kvinder. Hvis ikke du indtog så få kalorier, som jeg gjorde, så havde du i min situation muligvis kunne skære 100 kalorier af dit daglige indtag og fortsætte rejsen, men det er svært at skære mere af 700-800 kalorier uden at blive sindssyg.

Pisse svært var det at acceptere, at vægten ikke kom til at bevæge sig. At det endda var meningen!! Jeg mangler stadig 15kg for at nå mit mål, og der gik noget tid, før jeg accepterede, at jeg altså blev nødt til at forholde mig til virkeligheden – og i virkeligheden sad jeg med halvdelen af mit hår tilbage, ingen menstruation, galdesten, svimmelhed og så er jeg endda stadigvæk lidt fluffy at se på. Komplimenterne og de tynde piger på instagram, jeg så op til, var ikke længere nok til at holde mig mæt. Mad skulle der til.

Nu er jeg her så og har vedligeholdt min vægt i nogle måneder. Jeg har distraheret mig selv ved at fokusere på træning, og har skrottet cardio til fordel for styrketræning. Jeg elsker stadigvæk min cardio, men jeg gør det for følelsen nu og ikke for at tælle, hvor meget jeg forbrænder eller for at straffe mig selv for at synde i køkkenet. Det mentale aspekt af vægttab er nemlig essensen af det hele og egentlig, hvad jeg gerne vil bruge den her blog til. Min nye viden indenfor ernæring er faktisk den største gave, jeg har fået i de her 10 måneder. Jeg har lært en masse, og rejsen tvang mig ud i nogle kreative hjørner på mange forskellige måder. Derfor var tanken, at nu hvor jeg snart skal i gang med del 2 af vægttabet, så ville jeg kunne dele lidt ud af mine oplevelser, opskrifter, erfaringer og muligvis inspirere Jer derhjemme.

Eller I kan bare vise lidt støtte til pigen med skumfiduskroppen.

Vægt er et super tabulagt emne, og på mange måder ender man i en sindssyg sårbar situation når man åbner op omkring sin egen vægt, men jeg tror på, at sårbarheden og ærligheden fremmer personlig vækst - og at dét, at se andres åbenhed muligvis kan inspirere én selv. Jeg håber inderligt, at der er noget af dette, der kan resonere hos dig, min kære læser, om dit mål er at blive tyndere, stærkere, sundere, større eller absolut ingen af delene.

Vi er alle sammen på vores egen rejse igennem livet, og selvom Jeres liv og mit eget følger vidt forskellige veje, så mødes vi en gang imellem i samme kryds - og det er i dét kryds, jeg gerne vil have, at I ikke føler Jer så alene. Det kan nemlig godt være lidt ensomt.

Det er helt umuligt, at tage alle de væsentligste ting fra et helt år med i et enkelt opslag, særligt når man i forvejen er en flyvsk person. Dog håber jeg, at dette gav Jer en idé af, hvad der kommer til at foregå herinde, og hvad I kan regne med at få af mig. Hvis der er nogle der har særlige ønsker eller brænder inde med spørgsmål, er I altid velkomne til at smide en kommentar nedenfor, eller fange mig på diverse sociale medier.

Så, jo. Her er vi, I har fået et lidt bedre billede af mig (literally), og det er bare fint. Jeg håber, at I gerne vil følge med i mit lille univers.

SES
kh Sara

Likes

Comments