https://nouwcdn.com/v205/u/32/1277032/956/202002021529272167.jpg

Ting du kan lave derhjemme


Om din karantæne er frivillig eller ej, så kan vi nok ikke komme udenom at det er bedst at blive hjemme lige for tiden. Det virker ikke til at det er alle der tager Covid-19 lige seriøst og det synes jeg er super ærgerligt. Folk der mødes i store mængder bare fordi solen lige titter frem, lange køer i supermarkedet fordi folk skal hamstre og unge mennesker der holder fester, selvom sundhedsstyrelsen anbefaler at man holder afstand til hinanden. Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i hvordan andre lever deres liv, men jeg synes alligevel at man bør tænke over, at godt nok er man måske som ung og rask ikke selv i risikozonen for at det kan blive livstruende, men det er ikke sikkert at din bedstemor har de samme forudsætninger for at komme igennem sygdommen.

Herhjemme har vi taget de forbehold at fordi min mor er over 65, har astma og sukkersyge og derfor ligger ret højt i risikozonen, ja hun bliver pænt hjemme og lader mig og min søster om at være dem der tager ud og handler når det bliver nødvendigt. Vi bor heldigvis på 3 etager, så vi har rig mulighed for at holde os på god afstand af hinanden herhjemme og så tager vi hygiejne ekstremt seriøst for tiden. Jeg bliver nød til at gå på arbejde da det er svært at klare butiks arbejde hjemmefra, men de to andre, de holder sig derhjemme.

Eftersom at vi har en hund, er der nogle tidspunkter hvor vi er lidt nødsaget til at bevæge os udenfor, men vi har heldigvis fundet en mark rute hvor der ikke er så mange andre mennesker.

Og så har vi fundet på ting, som kan laves herhjemme, for at få tiden til at gå hurtigere og dem tænkte jeg at jeg ville dele med jer, så i kan få lidt inspiration til hvordan tiden den kan fordrives derhjemme:


Start på en ny serie

Jeg kan varmt anbefale: "The Vampire Diaries" og "The Originals", "Hawaii 5-O", "SWAT", "One Tree Hill", "Lucifer" eller "Brooklyn 99" (Tydeligvis er jeg ret glad for overnaturlige og crime serier, haha!)

Få gjort rent

Se det her som en fantastisk mulighed for at få gjort rent og ryddet op! Hvis du alligevel skal bruge de næste 14 dage på at være derhjemme, så gør det nok ikke noget af det er et rent og pænt hjem du skal opholde dig i!

Giv dig god tid med morgenmaden/frokosten/aftensmaden

Udnyt at du for en gangs skyld har tid til at tage nogle rolige morgener uden stress og lav en lækker brunch som du kan nyde foran tv'et til din nye serie! Frokosten og aftensmaden kan også sagtens tage god tid for en gangs skyld. Hvis du har børn, så involver dem i madlavnings processen og lad dem hjælpe til. Det gjorde min mor altid dengang mig og min søster var små og som et resultat har hun fået os til at spise en masse ting som børn normalt ikke kan lide - fordi vi selv var med til at lave dem og så var det mere spændende.

Få læst nogle af de bøger du normalt ikke har tid til

Under du også sjældent dig selv tid til at sætte dig med en god bog? Well, now is the time! Jeg er netop blevet færdig med "Papmache Reglen" af Hella Joof, den var faktisk både god og sjov og kan klart anbefales! Jeg kunne også godt tænke mig at genlæse Harry Potter serien, da det er mange år siden. Eller "Skammerens Datter" serien og "Katarina Trivallia" serien af Lene Kaaberbøl som jeg også var helt vild med som "ung" haha!

Få ryddet op i garderoben

Corona virus eller ej - vejret bliver langsomt varmere (forhåbentligt), så der går nok ikke længe før den store jakke skal skiftes ud med forårs jakken og de lange bukser bliver ladt tilbage til fordel for kjoler og shorts. Udnyt muligheden for at få ryddet op i garderoben og se om sommertøjet stadigvæk passer, eller om det måske skal i "til salg" bunken. Så er du klar til at vise forårs tøjet frem når det igen er tid til at gå udenfor.

Træn hjemme

De fleste fitness centre er nok lukket på nuværende tidspunkt (mit er i hvert fald) men det betyder ikke nødvendigvis at man skal gå ned på træningen. Der findes et hav af "hjemme trænings" videoer på youtube og de fleste af dem kræver ikke nødvendigvis at man har store vægte til rådighed. Vær lidt kreativ! Hvis du er medlem af SATS så ved jeg at de har sent en mail ud til alle deres medlemmer med gratis online træning - så der er ikke nogen undskyldning for ikke at holde formen.

Lær noget nyt!

Om det er at strikke, SEO, billederedigering, hvordan man bager verdens bedste kage, nye tricks til hundetræning, hvordan man snakker fransk eller hvad ved jeg. Så er karantæne i 14 dage en virkelig god mulighed for at få tilegnet sig nogle nye evner! Internettet og youtube er din ven og der skal nok være en masse nye ting man kan få googlet sig til!

Ryd op i dine beauty produkter

For hvornår gjorde du egentlig det sidst? Læs mere her om hvorfor det er så vigtigt at holde sine beauty produkter opryddede og rene.

Slap af

Hold en hyggeaften med dig selv. Læs den bog, se den film, find ansigtsmaskerne frem og hyg dig med dit eget selskab. Det er faktisk sundt at være lidt alene engang imellem og nu har du tiden til at slappe af med god samvittighed! ;-)

Se en film du ikke har set længe

Det er lige til at blive nostalgisk af! Min søster og jeg satte os ned for at se Mamma Mia! og Mamma Mia Here We Go Again, den anden dag og det gik op for mig hvor vild jeg egentlig var med de film! Specielt 2'eren! Hunger Games trilogien kan også klart anbefales herfra!

Spil nogle spil!

Hvis du er i karantæne sammen med din familie, din roomie eller din kæreste, så udnyt at i har tiden til at være sammen! Find et brætspil frem eller støv kortene af og tæv hinanden i 500! Dengang jeg var lille der elskede min søster og jeg at spille et brætspil med vores forældre og det gør vi stadigvæk den dag i dag. Man behøver ikke nødvendigvis at skulle i Bon Bon Land for at hygge sig som familie. Hvis børnene ikke gider den slags, så kan man som forældre se det som en oplagt mulighed for at lære at spille nogle af deres spil (på computeren). Hvem ved, måske synes din teenager faktisk at det er lidt sjovt at få lov til at tæve dig i Mario Cart (eller hvad de nu spiller nu til dags, haha!) Hvis du er i karantæne alene og føler dig nostalgisk - så er der altid SIMS haha!


Hvis du har en blog:

Ja så er der virkelig rig med mulighed for at skrive en masse indlæg og få sat dig ned og lært en masse nye ting! Du behøver ikke nødvendigvis at skulle udenfor for at skabe godt indhold til din blog.

  • Lav et pinterest board med ideer og find inspiration til indendørs shoots
  • Det er nu du har god tid til at øve dig i at filme - det kan evt. være hauls, beauty rutine etc.
  • Der er massere af tid til at komme foran med indlægs skrivningen, det skader ikke at have planlagt dine udgivelser i god tid i forvejen
  • Hvis du mangler inspiration til nye indlæg så læs: 62 blogpost ideer til dig med skriveblokade og find inspiration
  • Det er også nu at du har god tid til virkelig at sætte dig ind i reglerne ang. sponsoreret indhold
  • Der er også rig mulighed for at lære lidt om pinterest, øve dig i at redigere billeder, sætte dig ind i SEO og hvad det kan gøre for dine sidevisninger etc.

Mulighederne er mange og langt de fleste informationer er frit tilgængelige ved en lille google søgning, så udnyt tiden fornuftigt!


Der er selvfølgelig forskel på folk og nogle er meget bedre til at være "fanget" derhjemme end andre er. Bare se på mig, min søster og min mor. Hvor jeg bare sætter med computeren og arbejder og min mor finder en god serie, ja så hænger min søster nærmest oppe under loftet fordi hun er vant til at bruge lang tid om dagen på at træne og løbe ture.

Så hvis du ligesom min søster absolut ikke kan undvære at komme udenfor - så find en god gå rute i skoven hvor der ikke kommer så mange andre mennesker. Og husk at tage jeres forbehold og passe på jer selv og hinanden derude! Der er ikke nogen grund til at gå i panik - men tag det nu alligevel seriøst!

Synes godt om

Kommentarer

ByLauraDenis
ByLauraDenis,
Virkelig nogle gode tips til hvis man har en blog! Jeg har selv sat mig for at øve mig i photoshop!
nouw.com/bylauradenis
SandraSchjerning
SandraSchjerning,
Tak 😍 Jeg er glad for at det kunne bruges! - Jeg kan også virkelig anbefale Lightroom, det er super godt 😍
nouw.com/sandraschjerning
ByLauraDenis
ByLauraDenis,
Lightroom bruger jeg allerede, og virker så godt for mig! Hvorimod photoshop og jeg overhovedet ikke taler samme sprog hæhæ
nouw.com/bylauradenis
Be the first to know about any new posts

Abonner