https://nouwcdn.com/v205/u/32/1277032/956/202002021529272167.jpg
https://nouwcdn.com/v101/u/32/1277032/632/202002021630264730.jpg
https://nouwcdn.com/v206/u/32/1277032/133/202005081838564171.jpg

Tips til en bedre søvn

En ting der har utrolig stor betydning for ens dagligdag og velvære, det må næsten være søvnen. Jeg ved i hvert fald med mig selv, at hvis jeg ikke har sovet nok, så er min lunte bare den tand kortere dagen efter og jeg har svært ved at tage mig sammen til at få ordnet de ting jeg skal. En ordentlig søvn er også vigtig for helbredet og det hjælper faktisk på meget mere end man lige går og tror!

Jeg har i en meget lang periode haft rigtig svært ved at sove og jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der har den slags problemer, så jeg tænkte at jeg ville dele nogle af de tricks som har hjulpet mig rigtig meget når det kommer til en ordentlig nats søvn!


MOTION

Motion er godt for mange ting - en af dem er søvnen. Men hård træning har faktisk den modsatte effekt og kvikker kroppen op. Jeg prøver altid at planlægge min dag en smule efter min træning. Lige nu er der jo selvfølgelig ikke mulighed for at gå i fitness center, men hvis jeg skal styrketræne eller løbe, så prøver jeg altid at få det klemt ind om formiddagen eller aller senest tidlig eftermiddag. Hvis jeg har behov for at røre mig senere på dagen (jeg bliver ofte rastløs om aftenen), så kan jeg godt li at tage en ca 30 min lang gåtur (slentre) lige efter aftensmaden. Det får også maden til lige at falde på plads, haha!

DROP LUREN

En anden ting jeg altid prøver at undgå, er at tage en spontan morfar i løbet af dagen. Nogle gange er den virkelig tiltrængt, men jeg ved også bare at hvis jeg tager en times lur mellem 14-15, så er min evne til at falde i søvn om aftenen fuldstændig ødelagt og så kan jeg snildt ligge vågen til kl 1-2 om natten. Jeg har ingen ide om hvorfor det påvirker mig så meget, men jeg er i hvert fald blevet vandt til at kæmpe mig udenom luren i løbet af dagen og så må jeg bare gå tidligere i seng om aftenen hvis jeg er rigtig træt.

INGEN KOFFEIN OM AFTENEN

Det er nok ikke nogen hemmelighed at drikke som kaffe, cola og energidrikke er fulde af koffein - og det snask bliver faktisk hængende i kroppen i mange timer efter man har indtaget det. Jeg kan ikke li kaffe, men jeg må desværre se mig skyldig i at have en rigtig dårlig vane når det kommer til sodavand og energi driks (jeg ved det godt!), så min regel er at efter kl 16 så skal jeg ikke have nogen af delene.


BRUG KUN SOVEVÆRELSET TIL SOVEVÆRELSE

"Soveværelset og sengen er kun til søvn og sex" Jeg kan overhovedet ikke huske hvor jeg har læst den her sætning, men den har siddet fast i mange år nu! Pas på med at bruge rummet som tv stue, arbejdsplads etc. da hjernen helst kun skal forbinde sengen med søvn og ikke med arbejds stress og pas på med at ligge med telefon/computer/tv i sengen om aftenen. Både fordi det kan være svært at lægge det væk og så er klokken lige pludselig kvart over midnat, men også fordi at forskning viser at det at ligge med en oplyst skærm lige i skærmen (høhø) kan påvirke evnen til at falde i søvn negativt. Og så husk at sætte telefonen på lydløs når du skal sove, så din søvn ikke bliver forstyrret hver gang du får en spam mail

LUFT UD

En ting der altid hjælper mig er udluftning. Både i det rum jeg skal sove i, men også når det kommer til sengetøjet. Eksperter anbefaler at der skal være mellem 18-21 grader i det rum man sover i for optimal søvn og det kan godt være lidt svært her om sommeren! Når det er så varmt som det er lige nu, så plejer jeg faktisk at have mit vindue stående åbent det meste af dagen og for det meste også hele natten. Om vinteren har jeg en rutine, hvor jeg går ind og åbner mit vindue ca. 15 min inden jeg skal sove, for så er rummet dejlig køligt når jeg hopper i køjen.

En anden ting jeg kan anbefale er at lufte sengetøjet i løbet af eftermiddagen så det også er lækkert og udluftet til om aftenen, på den måde kan man næsten snyde sig selv til følelsen af helt nyskiftet sengetøj (og det er jo bare noget af det lækreste der findes haha!)

Jeg kan også godt li at bruge min Pillow Spray (reklamelink), den indeholder en blanding af æteriske olier, der får kroppen til at slappe af. Den har sådan en dyb duft af lavendel og man skal bare bruge et spray, ca. 15 min inden hovedet rammer puden!

GODT SOVE MILJØ

Det kan være alt fra den rigtige madres eller rum temperaturen til belysning/lyde og andre forstyrrelser. Jeg bliver ikke så forstyrret af lys som fx. min søster hun gør, til gengæld så bliver jeg rigtig nemt forstyrret af lyd! Om det er mennesker der snakker ude på gaden, biler der gasser op eller sådan en dejlig morgensang fra en krage, så vågner jeg rigtig nemt af det og kan ikke falde i søvn igen mens lyden står på! Så find ud af hvad der trigger dig og find en løsning på det. Måske skal du have en varmere / koldere dyne. Måske er det mørklægningsgardiner der er vejen frem. Eller som i mit tilfælde: ørepropper!

Sørg også for at der er ryddet op, så du ikke skal ligge og spekulere over alt rodet mens du er på vej til drømmeland!

En anden god ting er lige at fylde en vandflaske til at have på natbordet, så man ikke skal ud af sengen, hvis man vågner og er tørstig i løbet af natten!


DET RIGTIGE TØJ

Og her mener jeg altså ikke hvad der er smart og trendy at have på eller noget i den stil haha! Jeg tænker mere på hvad der er bedst for dig at sove i. Det er jo så forskeligt hvad folk sover bedst i, for nogle er det lange bukser og en stor trøje. Andre skal helst have et silke natsæt og nogen skal slet ikke have noget på. Jeg hører nok til den sidste gruppe (sorry for over sharing!) men jeg har bare fundet ud af at jeg skal have så lidt på som muligt fordi jeg vender og drejer mig så meget om natten at jeg bliver viklet helt ind i tøjet hvis jeg fx har en stor t-shirt på og så HADER jeg når tøjet skiller og der kommer bart stykke haha! Til gengæld skal jeg sove med to dyner og så skal jeg have hyggesokker på for jeg kan ikke sove hvis mine fødder er kolde. Så prøv at finde ud af hvad der fungerer bedst for dig at sove i!

SKRIV TANKERNE NED / LAV EN TO DO LISTE

En af de ting der virkelig kan gøre at jeg kan ligge vågen længe uden at kunne sove, er hvis jeg har tankemylder eller hvis der skal ske noget dagen efter som jeg ikke har planlagt ordentligt. Det kan være jeg skal møde kl 7 på arbejdet og ikke har lagt tøj frem. Så ligger jeg og stresser over det, fordi jeg godt ved at jeg højest sandsynligt skal bruge tid på en tøjkrise morgenen efter og jeg stresser over hvad tid der er bedst at sætte uret til. Eller hvis der er mange ting jeg skal nå den følgende dag, men ikke helt har lagt en plan for hvad jeg skal gøre hvornår. Det kan også være at der er nogle større problemer der trykker og sådan nogle har en tendens til at sætte sig fast i hovedet når man ligger og skal sove.

Den sidste er rigtig svær at styre, for det kan virkelig være svært at skubbe tankerne til side med et "det spekulerer jeg over i morgen", hvis man fx. har problemer med økonomien, arbejdet eller forholdet eller hvad det nu er der trykker. Dér prøver jeg at sige til mig selv at der er alligevel ikke noget jeg kan gøre ved det kl 2 om natten, så jeg må gemme problemet til dagen efter. Jeg har også fået ind i min rutine at jeg skriver "dagbog" om aftenen inden jeg lægger mig. Ikke noget langt - jeg har købt sådan en "One Line A Day" bog fra H&M, den er super god, for man skal bare skrive et par linier om dagen og så holder den i 5 år, hvor man så kan kigge tilbage på hvad man skrev samme dato sidste år!

Tøjkrisen er nem at komme til livs, det er bare at lægge noget frem aftenen før og når det kommer til planlægning, så forsøger jeg altid at lave en "to-do liste" i løbet af dagen, så jeg har planlagt hvor lang tid de forskellige opgaver tager.


FAST RUTINE

Den sidste ting som jeg har fundet ud af gør rigtig meget for mig, er at have en fast rutine. Jeg har en aftale med mig selv om at telefonen skal være på lydløs og lyset skal være slukket senest kl 22.30 (som regel gør jeg det allerede kl 22). På den måde burde jeg være sikret mellem 7-8 timers søvn, alt efter hvor hurtigt jeg sover, hvilket ligger omkring det man anbefaler en dame af min alder, haha!

Jeg har desuden en fast rutine for hvornår uret ringer om morgenen og hvad jeg gør i hvilken rækkefølge om aftenen og det hjælper en hel del! Den ser nogenlunde sådan her ud:

19.00-20.00

Gå en aftentur. Det hjælper mig rigtig meget lige at få noget luft, bevæget mig og få tankerne på plads.

21.00-22.00

Åbne vinduet og lufte ud

Aften beauty rutine (jeg gør det ca. en time før sengetid, så produkterne kan nå at tørre på huden og dermed ikke fedter min pude!)

Lave en to do liste til næste dag

Skrive tanker ned i Line a day bogen

Spray med pillow spray

Gå på toilettet (igen TMI I know - men det er altså en god ide, så man ikke pludselig skal op og tisse en halv time efter man har ramt sengen!)

22.00-22.30

Lyset slukkes


Det at have en fast rutine for hvornår man går i seng og står op og hvornår man gør de forskellige ting i sin aftenrutine, hjælper kroppen til at finde ro og til at vide at nu er det snart tid til at sove. Hvis man giver sig selv tid til at slappe af og falde til ro i ca. en time inden man skal sove, fx. ved bare at læse en bog eller tage et varmt bad og hvis man indfører et fast antal timer som er sat af til at sove og har noget struktur, så skulle kroppen også gerne vænne sig stille og roligt til hvornår på døgnet det er meningen at den skal gøre forskellige ting. Så man fx. af sig selv bliver træt på det samme tidspunkt om aftenen og måske endda vågner mere udhvilet omkring det samme tidspunkt hver morgen.

Jeg ved i hvert fald med mig selv, at hvis jeg sidder på en cafe med veninderne fredag aften efter kl 23 så kan jeg godt mærke at det normalt er nu jeg ligger i min seng - og omvendt så vågner jeg faktisk af mig selv hver dag på et eller andet tidspunkt mellem 6-7 fordi uret normalt ringer fast kl 6.30. Og jeg har altså ikke altid været et A menneske haha!

Synes godt om

Kommentarer

Sådan mestrer du at rejse kun med håndbagage


Hvad vil det egentlig sige kun at rejse med håndbagage? Hos de fleste flyselskaber, betyder det at man kun må medbringe én mindre kuffert eller rygsæk der passer ind i kabineboksen og som regel også en lille taske eller computertaske, som skal kunne være under sædet foran dig. Dette er dog forskelligt fra flyselskab til flyselskab, så husk lige at dobbelttjekke dette inden du pakker.

Husk også at holde øje med hvor meget din kuffert må veje, det kan hurtigt blive en dyr affære hvis du har overvægt!

Det kan være super svært at mestre the art of packing, således at håndbagagen er nok, men det har så mange fordele kun at rejse med håndbagage, så det er alt "besværet" værd og man sparer en masse penge ved ikke at skulle tilkøbe muligheden for en 20kg kuffert!


Fordele ved at rejse kun med håndbagage:

Nemmere at komme omkring Det er meget nemmere at komme omkring når du kun har din håndbagage og ikke en kæmpe kuffert mere at slæbe rundt på, når du skal med bus/tog/taxa til og fra lufthavnen.

Hurtigere gennem lufthavnen Det sparer dig en masse tid og besvær gennem lufthavnen, når det kun er din håndbagage der skal med. Du kan i de fleste tilfælde tjekke ind hjemmefra og herefter gå direkte til security. Du behøver ikke at stå i kø til check-in først og du skal ikke stå ved bagagebåndet og vente på din kuffert når flyet er landet. Du sparer også en masse tid ved mellemlanding, da det ikke altid er tilfældet at lufthavnen selv sørger for at din kuffert kommer med videre, nogle gange skal du selv hente den ved bagagebåndet, og herefter tjekke den ind igen.

Du har bedre styr på dine ting Med mindre selvfølgelig at du er typen der stiller din kuffert fra dig, glemmer hvor den er og måske er til fare for at få lukket lufthavnen ned fordi din kuffert er uden opsyn, så har du meget bedre styr på dine ting, end hvis de lå i lufthavnenes hænder. 7-9-13 så har jeg aldrig selv prøvet at lufthavnen mistede min kuffert, men jeg synes alligevel at man hører det ret tit, og den risiko slipper man for ved selv at have sin kuffert med sig hele tiden.


Og hvordan er det så lige at man får pakket sådan en lille fætter rigtigt, så man får mest muligt ud af pladsen?

Vælg den rigtige taske Min absolutte favorit kuffert er hardcase og med 4 hjul. De beskytter dine ting bedre, og så er de meget nemmere at køre med, end kufferter der kun har 2 hjul.

Pak det mest uundværlige først Jeg starter altid med at finde pas, penge og papirer frem. Herefter kommer kamera, mobil og diverse opladere. Hvis jeg ved at jeg skal gå meget, så ryger de praktiske sko med, og herefter beauty produkter. Og så er vi ligesom klar til at fylde resten af pladsen op. Hvis der er en kjole der ikke kan undværes så start med den, og arbejd dig så udad, så du til sidst kun har ting som egentlig godt kan undværes tilbage. Når du har vejet kufferten kan du altid se, om der er andet der kan komme med, eller om der er noget der må blive hjemme.

Pak smart Der findes utallige videoer på youtube, der guider dig til hvordan du bedst kan folde dit tøj og pakke din kuffert så den kan indeholde mest muligt og så tøjet ikke bliver krøllet på rejsen, på den måde behøver man heller ikke bekymre sig om at skulle medbringe en stofdamper eller lignede til tøj der krøller nemt og du behøver ikke undvære din favorit kjole, bare fordi du er bange for at den tilfældigvis er lavet af hør. Put dine sokker ned i sko etc. så du får optimeret din plads bedst muligt. Rejs desuden i lag på lag, således at hvis du medbringer en trøje eller jakke, så hav den på på rejsen og spar pladsen i kufferten.

Super travelsize it Husk i håndbagagen må flydende væsker ikke overstige 100ml og samlet skal de alle sammen kunne være i en klar plasticpose (og de er ikke særlig store skal jeg lige hilse og sige!)

Langt de fleste mærker har fundet ud af at der er salg i at lave alle dine yndlings produkter i travel size størrelser og i de fleste supermarkeder/matas/normal/hvor du nu handler, kan man købe sådan nogle rejse bøtter og flasker der indeholder max 100ml. Og de er jo super smarte, til ting som shampoo, bodywash, solcreme eller andet som man måske regner med at skulle bruge meget af. Men hvis du, ligesom jeg, bruger en masse forskellige produkter, som fx. øjencreme/serum/primer og ikke føler for at gå ned på sin hudpleje rutine på ferien, så bliver det lige pludselig til mange flasker, og eftersom det ikke er produkter man bruger så meget af af gangen, så løber 100ml af hver pludselig op og bliver en hel del.

Og hvad gør man så? Jeg fandt ud af at man lige for tiden kan købe ekstra små bøtter i Søstrene Grene, men hvis de nu også er for store, faldt jeg for nyligt over verdens bedste travel-hack: kontaktlinse etuier! Deres rum er ikke særlig store og er perfekt til opbevaring af fx. øjencreme eller serum, super smart!

Tænk i outfits og prøv dem inden du pakker Jeg har så mange gange begået fejlen at jeg bare sammensatte mine outfits i hovedet, pakkede dem og så afsted på ferie. Og når så man står og skal bruge tøjet, så er der måske noget der ikke sidder godt, du finder ud af at det faktisk ikke passer så godt sammen alligevel og endnu bedre, du har pakket en masse shorts, men kun en top.

Så læg en masse outfits frem, og prøv dem så på for at sikre dig at alting passer som du håbede, og hvis du virkelig vil optimere din pakning, så prøv at finde items der også passer sammen på kryds og tværs, og ikke kun med én ting. Og lad være med at pakke ting, som du heller ikke går med herhjemme, i håbet om at du måske vil elske dem i udlandet, chancen for at det sker er meget lille og så har du en kuffert fuld at ubrugeligt tøj.

Spar tid i security Pak din kuffert således at væsker og elektronik ligger øverst og er nemt at få ud. Disse ting skal nemlig ud af kufferten når den skal igennem kontrollen, og inden gider stå bag ved hende der skal grave hele sin kuffert igennem for at finde alle tingene. Hav pas og papirer klar i din skuldertaske så de er nemme at få fat på og så skulle din tur igennem sikkerhedskontrollen gerne gå nice and easy!


Har i nogle gode håndbagage resjetips som jeg måske har glemt! Del dem endelig i kommentarfeltet, så kan vi hjælpe hinanden med at rejse smartere og billigere!

#sandraschjerning #sandraschjerningblog #sandraschjerningxtravel #nouwinfluencer #nouw #dansk #blog #lifestyleblog #influencer #danskebloggere #danskblogger #nouwdanmark #travel #howto

Synes godt om

Kommentarer

Sådan får jeg råd til luksus items uden at leve af havregrød


For hvem gider egentlig lige det!? Leve af havregrød altså?

Jeg har i skrivende stund 5 ting som jeg vil beskrive som "luksus items" og som er ting jeg har smidt en del flere penge for, end eg normalt lige giver for den slags.

Jeg har mit Gucci bælte, min Karl Lagerfeld taske, min lyserøde sofa, mit Hay spisebord og min seneste erhvervelse er min taske fra Chloé. Alle fem er nogle der har kostet en del mere end det man sædvanligvis giver for sådanne ting, og mine veninder synes helt sikkert også at jeg er lidt tosset, men vi har vel alle sammen vores særheder ikke? Haha!

Anyways, eftersom at jeg jo overhovedet ikke er rig (langt fra faktisk!), og dermed ikke "bare" går ud og smider om mig med penge, så tænkte jeg at jeg i dag ville dele mine bedste tips til hvordan det så er at jeg alligevel finder luft i budgettet til at forkæle mig selv lidt engang imellem, so here goes;



Brug en lille smule ekstra tid når du shopper og lav en research før du køber!

Nogle gange så MÅ man bare eje den bluse/taske/sko, eller hvad det nu er man har forelsket sig i. MEN, i stedet for bare at købe det det første sted du spotter den, så brug lidt tid på at kigge rundt først. Som regel har de forskellige onlineshops nemlig de samme ting på deres hjemmesider, men til forskellige priser. Jeg lyder lidt som en reklame for Trivago lige nu gør jeg ikke? "Det samme hotel, men til vidt forskellige priser" haha! Men faktisk, så kan du altså spare ret mange penge, ved lige at google den ting du gerne vil have inden du køber den.

Jeg står f.eks og mangler nogle vinterstøvler. Sådan nogle rigtig gode nogle, som meget gerne skulle holde i flere år og det kan jo godt gå hen og blive lidt en investering. Jeg har forelsket mig i et par fra Timberland og det er ikke helt billigt! Det første sted jeg fandt dem, der kostede de 1748kr hvilket jeg synes er ret meget, men efter lidt søgning fandt jeg frem til dem et andet sted hvor de stod til 1218kr. Lidt yderlige søgning efter rabatkoder senere, og så endte jeg med at få dem ned på 1129kr, hvilket stadig er mange penge, men jeg har alligevel sparet 619kr, i forhold til hvis jeg bare havde købt dem det første sted.


Forskellige kontoer til forskellige budgetter

Jeg tror at jeg har sådan omkring 4-5 under-kontoer tilknyttet til min netbank. Det lyder af meget (og det er det også), men jeg kan godt lide at have pengene stående på forskellige kontoer frem for på én, så jeg ikke mister overblikket over hvad de forskellige penge skal bruges på. For eksempel; jeg har min lønkonto - den min løn går ind på (sjov nok) og den betaler jeg alle mine regninger fra. Når pengene for regninger er trukket, så tager jeg resten af pengene og flytter dem over på mine forskellige kontoer; min opsparing, min "uforudsete udgifter" (som fx hvis køleskabet dør eller jeg skal til tandlægen), min "hverdags udgifter" (cafebesøg, mad, husholdning etc) min rejsekonto og så har jeg min Gucci konto, som jeg ynder at kalde den, haha! Og ja, jeg har faktisk en konto udelukkende til det formål. For det er ikke alle der har råd til bare at gå ud og købe sådan noget som en Gucci taske, så hver måned smider jeg et lille beløb over på min "luksus" konto og når der engang står nok penge på den, så kan jeg vælge det luksus-item som jeg gerne vil købe. Lige nu, som i nok kan gætte, så sparer kontoen op til en Gucci taske.



Step away from that Starbucks sister!

Eller 7/11 eller ... ja eller hvad end det er der sluger alle pengene uden at du lægger mærke til det! Selv faldt jeg meget ofte i når jeg stod inde på Hovedbanegården og havde 10 minutter imellem mine tog. Så kom jeg liiiige til at gå en tur i 7/11 efter et eller andet. "Men jeg er karrierekvinde, jeg har totalt råd til det her" og ja, ja det har du, men en hurtig hovedregning over hvor mange penge der egentlig ryger om dagen på småting såsom f.eks købekaffe, og så et lille kig på den der flotte Dior taske som du på en måde virkelig virkelig gerne ville eje og så har du svaret på hvad der er vigtigst. Det havde jeg i hvert fald. I en periode belønnede jeg faktisk mig selv når jeg modstod fristelsen, ved at overføre de penge jeg ville have haft brugt i kiosken, til "Gucci kontoen" i stedet. Så sparede jeg både pengene og kalorierne fra den foccacia, haha!

Hvad vil du helst bruge 9.500kr på? En ny Gucci taske som du har glæde af i mange år eller 243 kopper kaffe fra Baresso, som giver et kvikt fix?


Gen-overvej de ting du allerede har

Minimum hver halve år, så tag et godt langt kig på de ting der allerede hænger i skabet. Er der noget derinde som ikke har været brugt længe? Måske har det faktisk hængt der i et år? Ja, det tænkte jeg nok, for sådan ser mit skab også ud. Hvis du ikke har brugt det i en evighed, men har det hængende "just in case", så prøv at overveje det her; vil du hellere have et skab fuldt af "måske'er!" der samler støv, eller vil du måske prøve at sælge det og gemme de penge på din egen "Gucci konto"? Jeg har prøvet den her gen-overvejelses teknik med det meste af mit tøj, og overraskende meget af det havde jeg intet problem med at smide i en "I'll sacrifice this for Gucci" bunke. Som jeg bl.a. har skrevet om her, så vil jeg meget hellere have få items af god kvalitet, som jeg bruger ofte, end en masse forskellige billige ting, som jeg stort set aldrig bruger. Det gør det også meget nemmere at være i sådan en lille lejlighed som min, hvis man har få gode ting, end et skab der er ved at springe, haha! Og så er det selvfølgelig også meget bedre for miljøet, men det er en helt anden og meget længere og vigtigere snak!



Sidst, men ikke mindst:

Overvej om det er vigtigt for dig at dit item er "ægte" eller om noget der ligner er lige så godt

Giver det mening? Ellers så kan vi tage mit forholdsvis nye sofabord som eksempel, i kan se det lige her . Jeg har SÅ længe gået og ledt efter det helt rigtige sofabord og jeg har lige så længe været forelsket i de super flotte marmorborde fra Ox Denmarq. Men sådan en fætter, den koster altså omkring de 6500kr. For et sofabord! Det er jo vanvittigt! Og for mig var det ikke vigtigt at bordet kom lige netop fra det mærke, jeg kunne bare virkelig godt lide stilen. En lille internet søgning senere og jeg faldt over et firma der lavede borde der (for mig at se) lignede dem på en prik, så jeg fik skaffet mig bordet til 699kr i stedet for 6500kr. Så nu står der et sofabord i min stue der ser meget dyrere ud end det egentlig er og jeg er glad fordi jeg ikke skulle af med halvdelen af min månedsløn! Jeg går ikke ind for at man køber direkte kopier/falske designer items og lader som om at det man har er ægte, men mange highstreet firmaer laver ofte sko/tasker/møbler der er meget inspirerede af de originale designer items og det er jo fantastisk hvis man godt kan lige stilen, men ikke lige har pengetanken til at investere i det rigtige.


Jeg håber at tipsene kan bruges, hvis du ligesom jeg selv, ikke ligefrem prutter penge ud, men alligevel går og drømmer lidt om nogle dyrere ting!


  • How To

Synes godt om

Kommentarer