Idéen om at strikke dåbskjolen fik jeg godt og vel fire uger før dåbsdagen – og det var måske lige lovligt sent. Men jeg nåede det! Faktisk en hel uge før tid. Jeg havde dog fra starten tænkt den lidt tidspressede situation ind i designet, og Ellens Dåbskjole strikkes derfor oppefra og ned. For hvis jeg kom i tidsnød, skulle det være muligt at lukke maskerne af aftenen inden dåbsdagen. Så det tip er hermed givet videre til andre, der også skulle være sent ude.
Mælkebøttefrø i vinden
Udgangspunktet for dåbskjolen var, at den ikke skulle være helt glatstrikket, men heller ikke for pyntet. Den skulle kunne passe til både drenge og piger, og så skulle der ikke være silkebånd eller blonder eller andet pynt. For at finde det helt rigtige mønster strikkede jeg forskellige prøvelapper, og i min søgen fandt jeg det mønster, der på engelsk hedder Ornamental Stitches. Jeg fandt ikke det danske navn, men da jeg havde strikket en lap, syntes jeg, at det lignede mælkebøttefrø. Derfor kaldte jeg mønsteret for mælkebøttemønster. Og det er det mønster, der nu er på dåbskjolens skørt. Afstanden mellem mælkebøttefrøene øges gradvist ned af skørtet, så man får fornemmelsen af, at mælkebøttefrøene flyver i vinden. Skørtet har vidde, og udtagningerne i skørtet er usynlige og indbyggede i mælkebøttemønsteret – det er en detalje, som jeg er ret godt tilfreds med. Teknikken med at lade udtagningerne blive en usynlig del af mønsteret skulle selvfølgelig testes, inden jeg kastede mig ud i at implementere det på dåbskjolen - derfor prøvede jeg den af på en nederdel til min store pige, og nederdelen kom derfor (meget oplagt) til at hedde Mælkebøttenederdel . Opskriften til Mælkebøttenederdelen ligger her og er rigtig fin til brune ben og søde sommertoppe.
På selve dåbsdagen var min største frygt, at lillesøster skulle have et ”uheld” på dåbskjolen. Så vi helgarderede os med ikke mindre end to bleer. Inderst hendes egen ble og udenpå en af storebror Jens’ bleer. Der var heldigvis ingen uheld og vi havde en dejlig dag. Jeg synes (i al beskedenhed), at dåbskjolen er blevet både tidsløs og elegant, og jeg håber, at den vil blive brugt igen en gang og måske endda strikkes i flere eksemplarer - opskriften er i hvert fald lige her . Jeg har strikket i Elise fra Permin i farven offwhite.
Jeg strikkede den med glæde – alle 96 centimeter – men jeg gør det ikke igen. Lige foreløbigt i hvert fald.