I have always had a different kind of relationship with my body, than other had has with theirs.

The older I got, the more I realized that other wasn’t so happy with their body, which made me wonder, that if they wasn’t happy with their body and their body didn’t had any healthy issues, than shouldn’t I have a different relationship to my body?

I have also always like my body, but sometime I was conscious about thing about my body that made me insecure, but I think that is normal.

I remember that I was often confused because people said “You are so brave to show your scar, how can you have so much confidence?” and to be complete honestly, I never had a good answer for it. Because I never really understood the question. Shouldn’t I be happy for my body? Should I be ashamed, when my body did so much for me?Why shouldn't I have confidence?

I understand why my view and confidence to my body has being so different then other now. I understand the question better now, just like I understand myself better now.

Dansk

Jeg har altid haft et anderledes forhold til min krop end andre har haft til deres.

Jo ældre jeg blev, jo mere opmærksom var jeg på at andre ikke kunne lide deres krop, hvilket fik mig til at undre at hvis de ikke kunne deres krop og deres krop ikke fejlet noget, burde jeg endelig ikke også så have et anderledes forhold til min krop? Jeg har altid kunne lide min krop, nogengang har jeg dog været lidt bevidste om nogle ting som gjorde mig usikkert ved min krop, men det tror jeg er meget normalt.

Jeg kan huske at jeg tit var forvirret, fordi at folk sagde “hvor er du modige at du bare viser dine ar frem, og hvordan kan det være at a du har så meget selvtillid?” og ærligt, så havde jeg intet ordentligt svar, fordi jeg ærligt talte aldrig helt forstod spørgsmål.. Burde ikke jeg ikke være glad for min krop? Hvorfor skulle jeg skamme mig over min krop? Når min krop har gjordt så meget for mig?Hvorfor burde jeg ikke have selvtillid?

Jeg tror jeg forstår hvorfor mit syn og min selvtillid til min krop har været så meget anderledes end andres nu, jeg tror jeg forstår spørgsmålet nu, ligesom jeg forstår mig selv bedre nu.

I was never ashamed over my body, because I was thankful over my body. By the end of the day my body is MY body. It’s not like anybody ells, and I accepted that in an early age. What made me realized that I loved and accepted my body was I was aware of how much my body went through. Alle the operations, all the rehabilitate, those bad days with my bag, or leg pain. I was always aware that my body did everthing it could for me to get through the day. I think that it what made me love my body.

Because even when I look at my scars, and I see my stretch marks, then all I see is prove that my body has had it hard, and it work hard for that I can use it. Every scar is prove that my body is trying to give to my what others body give them naturally. My scars are just symbol on that I need help from doctor, physiotherapist, etc, to do those thing that others body does naturally. My scars are a reminder to me, that I shouldn’t punish my body for what it can’t do, but I should love it for what it can do for me.

I am sure that my body did the best it could, in regret to giving me the best it could. So therefore I think it’s unfair that I should be ashamed over it, when it try every day to give me a good day. I also think it’s unfair that I should hide it because it doesn’t look like the others. I know it doesn’t look like the others, because it’s can’t give me what alle the other bodies can give to them. Every bodies shouldn’t look the same, it isn't supposed to, because every bodies has a different journal, a diffrent grief, different things that the body has being through. Every scar is a proof of a hard journal, and if you body has being through a hard journal, then you shouldn’t hide it away, and be ashamed of it. You are strong, because you went through it, it’s strong that your body got you this long, if it’s stretch marks, or scars, then it is a brand on your body, a proof that you are still her, and you are still fighting.

Dansk

Jeg har aldrig rigtig skammet mig over min krop, fordi jeg var taknemlig over min krop. Min krop er MIN krop. Den er ikke som de andre, og det accepteret jeg i meget tidligt alder. Jeg tror i sidste enden så er det som har været med til at lærer mig at elske og acceptere min krop, var at jeg altid har været bevidste om hvor meget min krop har gennemgået. Alle de operationer, alle de genoptræning, alle de dårligt dage med rygsmerter, eller ben smerter. Jeg har altid være bevidste om hvad min krop gjorde for at jeg kunne komme igennem dagen. Jeg tror i sidste ende at det er det som har gjorde at jeg elsker min krop.

Fordi når jeg ser mine ar, og når jeg ser mine strækmærker, så jeg ser beviser på at min krop har haft det hårdt, og den arbejder hårdt for at jeg kan bruge den. Hver ar på min krop er et bevidste på at min krop forsøger at give hvad andres krop giver dem naturligt. Mine ar er symbol på at jeg havde brug for hjælp fra læger, fysioterapeut til at gøre de ting som andres krop gøre naturligt. mine ar er et minde om at jeg burde ikke straffe min krop for hvad den ikke kan, men jeg burde elske den for hvad den kan give mig.

Jeg er sikkert på at min krop har gjorde det bedste den kan, i forhold til at give mig det bedste den kunne give mig. Så derfor synes jeg det er unfair at jeg burde skamme mig over den, når den prøver så hårdt hverdag for at give mig et godt liv. Derfor synes jeg det er unfair at jeg burde gemme den væk, fordi at den ikke ligner andre. Jeg ved godt at den ikke ligner andre, men det fordi den ikke kan give mig hvad de andres krop kan give dem. Det er ikke mening at alle krops skal ligne hinanden, fordi alles krop har forskellige rejser, og forskellige sorg, og forskellige ting som de har været igennem. Hver ar er bevist på en hård rejse, og hvis din krop har været gennem en hård rejse, så burde du bestemt ikke gemme den væk og skamme dig. Det er stærkt at du har været igennem det, det er stærkt at din krop har fået dig så lang hen, om det er stærkmærker, eller ar, så er hver et mærke på din krop, et bevidste på at du stadige er her, og du stadige kæmper.

So be proud of your body, because it does it’s best, so that you can have your best, if it has stretch marks after being pregnant, or if it’s a scar after an operation.

So yes, I love my body, because it’s has giving me so much. I can't allow myself to me ungrateful, and be ashamed over it, when it’s trying so hard, that is unfair for it. I shouldn’t compare it with other, when it’s has being through more then some of the others. It’s unfair at me to say that it isn’t beautiful when it try to give me a beautiful life. I think that my body is strong because it’s has being through everything it had being through. I think my scar are beautiful because they are symbol on everything I have being through.

Isn’t it time we starte loving our body for what it can and not for how the others look like? That we starte loving it for what it give us, and not for what it doesn’t has? Is it fair that we hate our body everyday when it work everyday for us? help us breath, carrie stuff, and with walk, to see, listen, hear, smell and feel, run and to dance and etc.

Our body give us an opportunity to experience the world every day, to do many thing through the days, shouldn’t we give it the recognized, love and acceptance that it deserves? You can’t used the rest of your love to hate your body, it isn’t fair for yourself, so why not try to love it?

Dansk

Så være stolt af din krop, fordi den gøre sit bedste, for at du kan får det bedste. Om det er stærkmærker efter en graviditet, eller om det er ar efter en operation.

Så ja, jeg elsker min krop, fordi at den giver mig så meget. Jeg kan ikke tillade mig at være utaknemligt og skamme mig over den, når den prøver så hårdt. Det er unfair for den, og for mig at jeg sammenligner den med andres, når den har været igennem mere end nogle af de andre. Det er unfair for mig og den at sige at den ikke at smukt, når den prøver at give et smukt liv. Jeg synes at min krop er stærkt fordi den har været igennem alt det den har været igennem, jeg synes mine ar er smukke fordi at de symbol på alt det jeg har været i gennem.

Er det ikke på tide at vi starter med at elske vores krop for hvad den kan, og ikke for hvordan andres ser ud? At vi starter med elske den for hvad den giver os, og ikke for hvad den mangler? Er det fair at vi hader vores krop, når den hverdag arbejder for os, hjælper os med at trække vejret, med bærer ting, med at gå, med at se, høre, lugte, mærke, løbe, danse osv.

Vores krop giver os en mulighed til at opleve verden hverdag, til at gøre så mange ting hverdag, burde vi ikke give den, den anerkendelse og kærlighed den fortjener? Du kan ikke bruge resten af dit liv til at hade din krop, det er ikke fair for dig selv, så hvorfor ikke prøve på at elske den?.