//Danish.

Jeg har knogleskørhed, det er også kendt som ostegenetisk impecrfictisk eller OI, som jeg også kalder det, hvis du ikke ved hvad det, så betyder det kort fortalte at dine knogler er skrøbeligt, og de brækkes let. Jeg har brækket mine knogler omkring 70 gang, før jeg var 18 år, og jeg ved ikke engang hvor mange operationer jeg har haft.

Det eneste som jeg ønsket mig som barn var at være normalt. Jeg ville være ligesom alle andre. Jeg ville ligge i min seng hver nat, og bare be og sige, “hvis der er en gud, pleas please, gøre mig normalt, gøre mig ligesom alle de andre børn, så jeg kan lege, så jeg kan gå, så jeg kan løbe, så jeg kan gøre alt hvad de gøre uden at brække noget som helst, og uden at ødelægge min krop. Jeg lover at jeg vil være god, hvis du gøre dette, så gøre jeg alt hvad du vil have mig til” Da jeg vokset op med min sygdomme, så troede jeg at min Oi, var en straf, jeg så mig selv som et ødelagt legetøj, som ingen ville have. Fordi alle forældre ønsker et rask barn ik? og alle børn ønsker at være rask. Ingen beder om et barn som brækker deres knogler når de sover på den forkert side af sengen, eller brækker deres ben ved at gå for meget. Som barn, så ender du med at føle dg som en byrde. Du kan ikke rigtig lege med nogle fordi du brækker dine knogler så let, så du ender med at blive isoleret i mange tilfælde, fordi alt er farligt.

Jeg plejet at gemme alle de ting ved mig som gjorde mig unike, fordi jeg ville bare være ligesom alle andre. Jeg ville bare passe in. Jeg ville være acceperet. Jeg ville gerne have venner og jeg ville have alt folk skulle stoppe med at mobbe mig hverdag. Jeg ville bare være normalt, kysse et par fyre, blive inviteret til en fest, gå til en fest, have en overnatning med nogle veninder eller en film aften.//

//Danish

Jeg fik alle de ting som den lille pige i mig ønsket sig, jeg tiltræk folk fordi jeg var specielt. jeg ved ikke hvornår eller hvordan, men på et tidspunkt i processen, så startet jeg med at kunne mig selv, min krop, og min selvtillid begyndte at vokse, jeg blev mere udadgående, mere fri. Jo mere jeg var mig selv, jo lettere var det at få ny venskab, og skabe minder, fordi når du elsker dig selv, og når du starter med at behandle dig selv med kærlighed, så gøre du det sammen som folk omkring dig og du begynder at opfører dig på en anderledes, og du tiltrækker en anden slags mennesker.

Jeg ved det ikke rigtig, dette er vel en slags lang version af “ikke stop med at drømme” fordi som barn, så ville jeg bare have at lille mig skulle være lykkeligt, og jeg fik det, men jeg glemte det at det var hvad jeg havde drømte om da jeg fik det. Jeg var ikke så lykkeligt som jeg burde havde været da alle de ting kom ind i mit liv, fordi jeg ville have mere og mere og mere. indtil jeg opdaget at jeg prøvet at slette mig selv, og ikke skabe mig selv, og det var grunden til at jeg ikke var helt lykkeligt eller taknemligt, for de ting/mennesker der kom ind i mit liv. Jeg vil bare gerne minde folk om at huske deres drømme, og være taknemlig og lykkeligt når du når dine mål, specielt de mål som du aldrig troede at du ville når, og så vil jeg gerne have dig til at drøm stort, drøm meget stort. Jeg er begyndte at drømme igen, og denne gang vil jeg drømme stort.

Hvis du stadige læser dette.. Så tak. //

Dette kommer til at blive en smule langt.

Sidste år så startet jeg på denne “liv rejse” som jeg kaldte det. Faktisk så startet jeg med at kalde den “rejsen til glæde”, men jeg ændret det. Jeg fyldte 30 det år, og var bare ikke lykkeligt med de valg jeg havde taget i livet. Jeg var træt, jeg var træt af føle at jeg altid gjorde som alle andre gjorde men jeg var bare ikke lykkeligt. Jeg havde en del negativ tanker, og jeg havde ikke rigtig et mål i livet, jeg følte ikke rigtig jeg havde nogle formål med mit liv, som andre folk omkring mig havde. Jeg var træt af vågne op hverdag og hade at vågne op, og hade at stå ud af sengen, og hade og gå videre med mit liv.

Min krop var fyldt med angst så snart det havde noget at gøre med karakter, eller universitet. Jeg hadet at gå til forlæsning. Jeg blev blev bare ved med at tænke, at jeg kan ikke forsætte med at gøre dette her. Jeg følte at jeg drukne og hverdag blev værre og værre og hårdere og hårdere at overbevise mig selv om at jeg overhoved skulle forsætte med forsøg. Jeg begyndte a tænke at jeg kan ikke kunne forsætte med dette her. Jeg kunne ikke forstille mig selv vågne op de næste 10, 30, eller 5 år, med alle de negativ tanker som jeg havde.

Så jeg lavet et løfte til mig selv om hvis jeg skulle resten af mit liv på denne planet, så ville prøve at få det meste ud af det. Hvis jeg havde 50 år tilbage, eller 60 eller 10 eller 30 eller bare 5, så ville jeg gøre alt for at vågne op med en lykkeligt følelse. Jeg vil gerne være glad for at have muligheden for at vågne op. Jeg vil gerne være lykkeligt når jeg vågner op. Jeg vil gerne elske min krop, jeg vil gerne elske mig selv. Jeg fortjener at være lykkeligt, jeg fortjener at være glad for mit liv. Jeg fortjener at finde ud af hvad formålet med mit liv er, at have nogle mål. Jeg fortjener mere end hvad jeg har givet mig selv. //

// Danish

Så jeg started på hvad jeg vil kalde “Happiness Journal”, for at finde u d af hvordan man bliver lykkeligt. for at finde ud hvad jeg har brug for i mit liv for at være lykkeligt, for at finde ud af hvorfor jeg ikke var lykkeligt, for at finde ud hvordan jeg forbliver lykkeligt. Det første jeg lærte om lykke var, at det som jeg havde gjordt forkert, og hvorfor jeg bliver ved med at føle mig brændt ud, og med alle de diagnoser var, at jeg forbandt mine mål med lykke. Jeg har aldrig at nyde rejsen på nogle af mine mål. Så fx hvad jeg gjorde var jeg at jeg ville gerne have en uddannelse, so jeg tænkte at hvis jeg fik en uddannelse så ville jeg være lykkeligt, men jeg hadet alt ved at få en uddannelse, så da jeg fik færdiggjordt min uddannelse så var jeg brændt ud, og træt og skuffet, fordi det var jo mening at uddannelsen skulle gøre mig lykkeligt, men fordi jeg hadet alle trinene så endt jeg også med at hade resultatet. Jeg opdaget at jeg gjorde dette med alt i mit liv, alle de uddannelse jeg har fået, alle de mål som jeg sat mig. Jeg hadet rejsen til de forskellige mål, men forventet at målene skulle gøre mig lykkeligt, og blev skuffet hvergang det ikke skete.

Jeg lært hurtigt at jeg har brug for at lærer at nyde rejsen. Det er ligesom når du skal besøge en ven, eller rejse, og du tager toget, eller et flyv. Hvis du elsker turen derover til, og du nyder det, så er du mere glad når du når din ven eller din destination, men hvis du hader alt ved turen, så er du en smule træt, og irriteret når du når dit mål eller din ven. Forstille dig så at denne rejse i toget, eller med flyet varer 1 år, eller 2, eller 3 år, og i alt den tid så hader du det, du hader at vågne op, du hader at gå i til forlæsning, du hader at gøre arbejdet, så spørgelsmålet er hvordan kan du ende med at elske resultat, hvis du er brændt ud før du når det?.

Jeg har lært at når ens mål ikke er lige med at man bliver lykkeligt, men det at finde lykke i din rejse, det er at finde glæde i de små ting, det er at sørger for at have glæde som en del af din hverdag. Sådan så når store ting som at få en uddannelse, en lejlighed, komme i et forhold kommer i dit liv, så bliver du bare MERE glad/lykkeligt og ender med at nyde de øjeblik mere fordi de tilføjede bare mere til dit allerede smukke liv.

Jeg lærer stadige, og jeg er stadige på rejsen, og jeg er mere glad end jeg har været i et stykke tid, mere roligt, mere selvsikkert, og mest af alt, mere taknemligt.

//