It was never a dream



So you all know when you wake up from a nightmare and you are filled with the emotion of fear, anxiety, and you are terrified. You take a minute og say to yourself “It was just a dream, It was just a fucking dream.” to get yourself to relax and calm down.
Until you realize, that it wasn’t just a dream, it was a memory. This actually happened to you. Your nightmare is real.
In that moment, you realized that those word that are supposed to give you comfort, and make you calm down, doesn’t work. In that moment when you realized that it wasn’t just a dream. That moment sucks, that moment hurt so much.
Danish
Så I alle kender det med at man vågner op fra et mareridt , og du er fyldt med følelsen af frygt, angst, og du er bare helt igennem bange, og du tager lige et lille minut og siger til dig selv “det var bare en drøm, det var bare en fucking drøm.” for at få dig selv til at slappe af, til at falde til ro.
Indtil du kommer i tanken om, at det er ikke bare en drøm, det er et minde. Det skete for dig. Dit mareridt er virkeligt.
Det øjeblik hvor det går op for dig at de ord som skal give dig tryghed og det som skal få dig til at slappe af, ikke virker. Det øjeblik hvor det går op for dig at det ikke bare er en drøm. Det øjeblik stinker. Det øjeblik gøre bare så ondt.//



It as if my heart breaks every times I am in that moment. Every time I remember that I wasn’t just a dream, that it a memory. In that moment, it feels like the emotions I have get stronger and I have to starte again from the beginning to calm myself down.
I get filled with the emotion of hopelessness, a feeling of numb, a feeling of powerless, a feeling of emptiness. I get reminds of those felling again, and again, and again and again.
Do you know what the worst part of this is? What I hate most about these episode? It’s not even the nightmare itself, it is all the kaos that it leaves behind when I wake up from it. It is how I feel drain from energi after those episode, because I used time and energy on not to overreact, and to try to calm down, and get my anxiety down.
Danish
Det er som om at mit hjertet bliver knust hvergang jeg er i det øjeblik. Hvergang jeg kommer i tanke om at mit mareridt er ikke bare en drøm, men at det er et minde. Så følelse det som om at følelserne fra det minde bliver forstærke og at jeg skal starte forfra igen med at beroligt mig selv.
Jeg bliver fuldt med følelse af håbeløshed, en følelse af tomhed, en følelse af magtløst. Jeg bliver mindet om disse følelser igen og igen og igen og igen.
Ved i hvad et værste ved det hele er? Hvad jeg hader mest ved disse episoder, eller situationer? Det er ikke engang mareridt i sig selv, det er alt det kaos det efterlade når jeg vågner fra det. Det er hvordan jeg føler mig drænet af energi efter sådan en episode, fordi jeg har brugt tid og energi på at ikke at overreager, på at slappe af, på at få min angst ned.



Before in time, an episode like that could affect me the whole day, actually more than a day, there could be days where I was affect of those nightmare, and where I couldn’t sleep or where I fear to sleep because I knew what as waiting for me. I used to use a lot of my time in bed and just look and trying to sleep, but also didn’t wanna closed my eyes cause I was afraid of actually fall to sleep. I hate that after that many years, this still affects me. I hate that it sometimes leaves feelings of shame after thise episode. I’m grateful over that I don’t let it affect me as much as it used to. It doesn’t takes me days to get over an episode anymore, but I is filled with the shame after, because after all those years, I still have these episode. My body is filled with anxiety and shame a few day after these episode, but it is not the same as it used to be. Before in time, my shame and anxiety was on a 10 on a skal from 1 to 10, and now it is on a 4, and sometimes it goes up to a 6.
I am ashamed over how long it takes for me to heal from this, but the true is that, there is no date or number on how long it takes for a person to heal. It takes time. The true is that I need to be better at accept that it is okay that I still react on what happen to me, and it is okay that it still affect me today. It is okay, and I should not be ashamed, over how long it takes for me to heal, or be frustrated over that I am still afraid to sleep sometimes.
Danish
Før i tiden så kunne sådan en episode påvirke mig HELE dagen, faktisk mere end dagen, der kunne gå dage hvor jeg var direkte påvirket af de mareridt, og hvor jeg næsten ikke turde at sove, hvor jeg frygte at sov fordi jeg vidste hvad der ventet på mig. Jeg kunne bruge en masse tid i min seng, og bare stirre og prøve på at sove, men alligevel ikke turde at lukke et øjne i frygt om at jeg rent faktisk faldt i søvn. Jeg hader at efter så mange år, så påvirker det mig stadige. Jeg hader at det nogengang efterlade en følelse af skam efter disse episode. Jeg er dog taknemligt over at jeg ikke lad det påvirke mig som det gjordt før i tiden. Det tager mig ikke længere dage at komme over sådan nogle episode, det tager en time eller to, men jeg bliver stadige fyldt med skam bag efter, fordi at jeg har disse episoder så mange år. Jeg er stadige en smule bange for sove efter en episode, fordi jeg er bange for at drømme om det igen. Min krop er stadige fyldt med angst og skam et par dage efter disse episoder, men på ingen måder i sammen form som før i tiden, hvor før i tiden ansat og skammen lå på 10 på en skala fra 1 til 10, så ligger det på et 4 og nogle gang kan det komme op på 6.
Jeg skammer mig over at jeg tager så lang tid for heale fra dette, men sandheden er at der er ikke en dato, eller et tal på hvor lang tid det tager for en person at heale. Det tager den tid det tager. Sandheden er at jeg skal være bedre til acceptere at det er i orden at jeg stadige den dag reagere på det som skete for mig, og det er i orden at det stadige påvirker mig. Det er i orden, og jeg burde ikke skamme mig over hvor lang tid det tager at heale, eller blive frustreret over at jeg stadige er bange for at sove nogengang.



It takes takes, and that is that. When it about healing, I’m slowly learning that it is okay that it takes times, cause in most case, the longer time it takes, the better it hold.
It just so hard to remember sometimes, when I get these episode. It is hard to remember when I wake up, and have those episode and just wanna scream, or yell, or cry cause I’m frustrated. Sometimes I am afraid that I will be heal complete again. I am afraid that I will never be as I was before, I was afraid to sleep. I don’t know how the healing version of me looks like. I don’t know what I would call being heal, but on the other side, I never expect that I would be where I am today, that I could pull myself out of an anxiety attack, and where I can calm myself down on few minut. I think that I sometimes forget how fare I come, because I only focus on how long I yet have to go. I have heal a lot since last time, but I have a long time to go.
Danish
Det tager den tid det tager, og sådan er det. Når det gælder om at heal, så er jeg langsom ved at lærer at det er i orden at det tager tid, fordi at det er tit det som tager lang tid som holder i længere tid.
Det er bare svært at huske det, når jeg får episoderne, og det er svært at huske når jeg vågner og har disse episoder og bare har lyst til at skrige, og råbe, og græde af frustration. Jeg er nogengang bange for at jeg aldrig vil heale helt ordentligt igen. Jeg er bange for at jeg aldrig vil være som jeg var før jeg var bange for at sove. Jeg ved ikke længere hvordan den heale version af mig ser ud. Jeg ved ikke længere hvad jeg vil kalde at være healet. Men på den anden side så havde jeg aldrig regnet med at jeg ville nå hvor jeg er idag, hvor jeg kunne trække mig selv ud af mine angst-anfald, hvor jeg kan berolige mig selv på få minutter. Jeg tror bare at jeg nogen gang glemmer hvor langt jeg er kommet, og jeg kun fokusere på hvor langt jeg har. Jeg er healet en del siden sidste, men jeg har bare også så langt igen.



I’m just tired and frustrated over those nightmare, and my reaction on them, and I’m frustrated over how much and episode can affect me and drain me from energi. I fight alone in this battle, and I fight agains myself and for myself. What makes me most frustrated is that it feels like I’m fighting against him again. Every time, I let myself react, every time I’m filled with fear from the nightmare. Evertimes that happen, i feel like I give him more power, by letting the nightmare affects me. Once again I feel powerless, and that is that part that breaks my heart again.
I never understood the people that blames let victim of violence, when we never asked to being in this situationen to begin with. When we year after the episode stille is affect of what happen that one night, and in those few hours.
But in the end, it doesn’t matter right? It just a nightmare for you, but for me it is reality. It was never a nightmare for me.
Danish
Jeg er bare træt og frustreret over disse mareridt, og min reaktion på dem, og jeg er frustreret over hvor meget sådan en episode kan påvirke mig, og dræne mig for energi. Jeg kæmper alene med denne kampe, imod mig selv, og for mig selv. Men i sidste ende er jeg er frustreret fordi det følelse som om at jeg kæmper imod ham igen, hvergang jeg tillade mig selv at reagere, hvergang jeg bliver fyldt med frygt fra mit mareridt. Jeg føler at jeg giver ham mere magt ved at lade mareridt påvirke mig. Endnu engang føler jeg mig magtløst, og det er den del som knuste mit hjertet igen.
Jeg kan aldrig forstår at nogle mennesker giver voldsoffer skylden, når vi aldrig bad om at være i situationen til at starte med. Når vi år efter episoden, stadige bliver påvirket af hvad der skete den ene aften, i de få timer.
Men i sidste ende er det ligemeget ik? fordi det er bare et mareridt for dig, men for mig er det virkeligheden. Det var aldrig et mareridt for mig.


