Sheltertur på Langeland - glamping style

I juni var vi afsted på sheltertur på Langeland. Vi boede endnu engang i vores elskede "Smørstakken", som er navnet på shelteren. Hvis I har fulgt med herinde i længere tid, så husker I måske vores Langelands eventyr og første tur i shelter sidste år? Hvis ikke, så kan du følge op på turen her.

Her ser I så vores shelter. Ja, jeg kalder det "vores " shelter - vi har efterhånden en ret nær tilknytning til stedet.

Efter vores tur sidste år, faldt vi bare helt og aldeles pladask for oplevelsen og smukke Lohals. Vi har snakket om at gøre det igen, så mange gange. Så da vi havde muligheden, kunne vi ikke komme afsted igen hurtigt nok.

Shelter tur for begyndere

Jeg har aldrig været det helt store udemenneske, men jeg vil så gerne dyrke det noget mere. Og alligevel er jeg ikke helt klar til at gå all-in på udelivet. Derfor er det her en rigtig god løsning for mig. Man kan så at sige kalde det "baby steps" på vejen til naturlivet. Den helt perfekte middelvej for mig.

Det helt spektakulære ved dette shelter er nemlig, at det nærmere er en lille hytte. Med en dør. Som du kan lukke og låse. Du kan have dine private dele bag lås og slå og ikke være bekymret for, at der er fremmede mennesker, der ser dig, imens du sover (en seriøs frygt, jeg har hver gang, vi snakker om rigtige shelters).

Da jeg delte billeder og videoer fra vores tur på instagram, fik jeg rigtig mange henvendelser. Derfor kommer der her et lille oprids, hvis der skulle være nogen af jer, der sidder med de samme spørgsmål:

  • Shelteren hedder "Smørstakken" og ligger i Lohals på Langeland.
  • Man skal booke på forhånd og det koster en 50'er pr. mand pr. overnatning.
  • Der er adgang til både toilet/bad, drikkevand, komfur og der var madrasser i shelteren i forvejen.
  • Man kan lukke og låse shelteren.
  • Vi havde blot et par soveposer og puder med, samt grill (men der er også offentlige til rådighed på havnen), lidt mad og hygiejne ting med.

Min første oplevelse med SUP board

I forbindelse med vores ophold lejede vi et par SUP boards. Vejret var fantastisk og vi havde i længe snakket om at prøve det. Ingen af os havde prøvet det før, men i længe har vi begge følt os draget af det.

Vi fik vores SUPs om eftermiddagen og fik nogle super gode begynder tips fra nogle mere erfarne SUP boarders på havnen. F.eks. at starte på knæene og hvordan vi skulle holde padlerne, samt hvordan vi bedst fandt balancen på boardet. Det var så sødt af dem at komme med tipsene og de var så nyttige for os.

OG SIKKE EN OPLEVELSE!

Det var sådan en fed oplevelse og faktisk en del nemmere, end jeg havde regnet med! Det er helt sikkert noget, vi skal igen - og igen - og igen. Man bliver sgu bidt af det.

En smuk afslutning på en skøn dag

Efter den hyggeligste tur på SUP boards ned langs kysten fra Lohals, grillede vi på havnen og gik efterfølgende en tur ned på stranden for at se solnedgangen sammen.

Det var den helt perfekte afslutning på vores dejlige dag. <3

Og selvfølgelig udnyttede jeg chancen for en frisk morgendukkert, når nu shelteren lå så tæt på vandet. Sikke en skøn måde at starte dagen på.

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer

5 oplevelser i Skagen du ikke må gå glip af

Sommerferie i Danmark kan byde på så mange hyggelige og virkelig fascinerende oplevelser. Her gemmer sig så mange perler, der bare venter på at blive set!

Planlægger du sommerferie eller blot en lille weekend getaway, så burde Skagen virkelig være med i dine overvejelser!

Byen gemmer på unikke kultur- og naturoplevelser og byder på den lækreste sommermad, frisk fra havet. Jeg har selv været i Skagen et par gange og jeg ender altid med at komme tilbage. For Skagen er noget helt igennem særligt.

Skal du til Skagen eller overvejer du det? Så er der her 5 (af mine personlige) favorit oplevelser fra byen og nærområdet.

1. Den tilsandede kirke

Er du i Skagen området, så husk at tage forbi denne historiske kirke.

Det er en hyggelig lille oplevelse, som rummer en både fascinerende, men også på nogle måder skræmmende historie.

En historie om mennesket mod naturen, kan man sige. I det 16. århundrede startede sandflugten i området nemlig og gjorde det sværere og sværere for menigheden at grave sig vej frem til kirken. Til sidst blev kampen for hård for de lokale. Sandet sejrede og man så sig nødsaget til at rive kirkeskibet ned og forlade kirken. Tårnet blev skånet og efterladt som et sømærke.

I dag er kirketårnet fredet og står som et evigt minde (og påmindelse) om naturens krafter.

2. En gåtur til Grenen

Man kan simpelthen ikke tage til Skagen, uden at tage ud til Grenen.

Tag en hyggelig gåtur derud. Der er ikke så langt endda. Og gå helt ud til spidsen og se, hvor Vesterhavet og Kattegat mødes. Hvor de to have bruser mod hinanden.

Der er endda en tradition blandt turister: stil skoene og træd ud i havet og stil dig sp med en fod i hvert hav. Et sandt sommerferieminde for både store og små.

3. Pakhuset i Skagen

Da vi tog til Skagen i maj måned, fik jeg de varmeste anbefalinger fra mine kollegaer om at få en middag på Pakhuset ved havnen.

En udsøgt anbefaling, som jeg hjertens gerne vil give videre til andre, der værdsætter fisk og andre lækkerier lige så meget som mig selv.

Det her er uden tvivl noget af det bedste mad, jeg har fået i meget længe! Mums.

Anchers Hus. Én blandt mange historiske bygninger i Skagen.

4. Gå på opdagelse i Skagens smukke by

Skagen kan altså noget helt særligt med de gule huse, hvidmalede tagsten og små hyggelige gader.

En følelse af nostalgi og ægte dansk sommerstemning rammer én med det samme, man går på opdagelse i byen.

5. Råbjerg mile

Denne oplevelse er et must, hvis du spørger mig. Uanset om du besøger denne “vandrende ørken” om dagen eller om aften, så efterlader den et helt magisk eftertryk på dig.

Råbjerg Mile er Nordjyllands “vandrende ørken” også kaldet en vandreklit.

Den kæmpe bunke af sand flytter sig med vinden og har drevet folk fra deres hjem i mere end 300 år.

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer

Rømø på kort visit - Strand og skøn vesterhavs natur

Opdag Danmark: Destination 2

Har I læst mit seneste indlæg, hvor jeg fortæller om mit nyeste påfund?

Projekt “Opdag Danmark” - 12 destinationer på 12 måneder.

Det første kapitel af projektet ledte os en tur forbi Langeland, hvor vi udfordrede os selv ved at sove i shelter og lave alt vores mad på grillen (både pandekager, popcorn, kaffe og reelle måltider).

Andet kapitel ledte os for nyligt til Rømø, som skulle udforskes på ny.

Havneby & Sønderstrand

Vi startede med at køre til Havneby, hvor vi gik os en tur langs havnepromenaden.

Efterfølgende valgte vi at køre ud af en tilfældig vej, indtil vi ikke kunne komme længere. Her endte vi på Sønderstrand, som jeg faktisk aldrig har været på før.

Om sommeren var vi nok ugentligt på Rømø og om vinteren nærmere månedligt. Jeg har derfor været der en del, men vi er altid bare kommet de samme steder uden at gå på opdagelse.

Det skulle der laves om på nu.

Rømø er for beach lovers

Lidt groft sagt, så er Rømø mest af alt bare én stor strand - og for vores vedkommende blev det også mest til en strandtur, med lidt køreture rundt i den smukke natur, der ellers pryder øen.

Rømø rummer fantastisk vesterhavs natur.

Der er ikke det vilde at kigge på foruden naturen. Der er et par hyggelige huse og nogle søde små kirker, men det er også det.

Hvordan jeg ville have gjort vores tur om:

Næste gang, vi tager til Rømø (for det gør vi), så vil jeg lægge fokus lidt om, så vi får mere ud af øen.

Vi skal stadigvæk på stranden - ingen tvivl om det! Men næste gange vil jeg inkludere vandre -og cykelture, hvilket Rømø er helt oplagt til!

Tips til rømø

Rømø er helt oplagt til to typer ophold:

Aktiviteter eller max afslapning

Gør derfor op med dig selv, hvad du gerne vil og planlæg turen ud fra det.

På Rømø kan du bl.a.:

  • Nyde smuk vesterhavs natur
  • Dase på stranden dagen lang
  • Købe strand souvenirs og få en is på Lakolk eller i Havneby
  • Vandre i den smukke natur
  • Leje cykler og opleve øen fra jernhesten
  • Ride på heste (meget gode muligheder!)
  • Flyve med drager (Rømø har bl.a. Dragefestival den første weekend i september, hvilket er meget populært!)
  • Dryppe stearinlys på Lakolk - hvilket er den hyggeligste oplevelse!

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer