Måneden, der gik: Dét lavede jeg i april

Min april måned har på mange måder virket utrolig lang. I hvert fald den første halvdel, hvilket nok primært skyldes, at jeg er arbejdsløs i øjeblikket og at Kenneth var på Filippinerne i 3 uger. De første 5 dage af måneden føltes derfor på mange måder lidt ensom. I hvert fald når jeg sad her hjemme.

Heldigvis havde jeg holdtræning på alle hverdagene, så jeg kom ud og fik set nogle mennesker i perioden.

Nu lyder det måske også lidt voldsomt. Jeg har ikke som sådan været ensom. Jeg tror nærmere, at jeg har kedet mig uden selskabet, fordi jeg jo er vant til det. I perioden holdt jeg nemlig både påskemiddag for en masse gode venner, passede pigerne et par gange, mødtes med nogle veninder og tog på café (to forskellige dates) og så kom min søster også på besøg. Så det er altså ikke fordi jeg har været ensom, jeg har bare i den grad manglet min Kenneth. Som altid vil jeg her på månedens sidste dag lave et overblik over månedens bedste højdepunkter, så læs med! :-)
Kenneth kom hjem igen <3 Min søde, dejlige, skønne (indsæt selv flere pladder romantiske adjektiver) kæreste kom hjem fra Filippinerne igen, hvilket for mit vedkommende helt sikkert har været månedens helt store højdepunkt. Det var dejligt at have ham hjemme igen efter 3 ugers rejsen, hvor tidsforskellen og de lokale forholde på Filippinerne gjorde det meget svært for os at snakke sammen. Den ene uge fik vi slet ikke snakket sammen, OVERHOVEDET, fordi han var ude at besøge sin familie på landet, hvor de ikke har internet. Det var hårdt, men det er heldigvis overstået nu. Jeg fik en sød og meget solbrun kæreste hjem igen. Åh, hvor var det rart.
Grød på hovedet Hvis der er nogen af jer, der følger mig på enten instagram (nikkilunds) eller snapchat (nikkilunds), så har I måske set, at jeg er blevet lidt glad for grød på det seneste. Jeg valgte endeligt at kaste mig ud i at lave noget havregrød - på den moderne måde. Mums, hvor er det godt!
En smagsprøve på sommer Hold nu op, hvor har den sidste måned været sær med hensyn til vejret.. Der har været tyk tåge, lange regnvejrsdage, et tykt lag sne og knap en uge efter sneen faldt, fik vi en weekend med 24 grader. Say what? Det har været lidt en skør oplevelse, men hold nu op, hvor var de varme grader tiltrængte! Jeg har nydt solskinsdagene maks med morgenmad ude på altanen, lange gåture og løbeture, mini picnics, eftermiddags drinks i solen og solbadning ved åen. Jeg håber så inderligt, vi snart får flere dage som disse!
Blomstrede kjoler i lange baner Jeg fik lidt forårs kuller i starten af måneden og trængte til lidt fornyelse i min forårs/sommer garderobe. De skønne fornyelser bestod blandt andet i et par smukke blomstrede kjoler. Denne gule og en lang sort én med flottede rødlige blomster.
Hygge er lykke eller lykke er hygge? Sidste måned købte jeg Hyggebogen, som jeg fik læst på ingen tid og blev virkelig glad for. Denne måned skulle jeg jo så selvfølgelig have opfølgeren, som handler om den danske lykke. Jeg er nået ca. halvvejs (bruger den som aftenlæsning i sengen i stearinlysets skær, så det bliver kun til et par sider ad gangen) og endnu engang har Meik Wiking formået at skrive en utrolig interessant og lærerig bog, som går bagom ting, som vi tager som noget af det naturligste. Det er sjovt at lære sig selv bedre at kende på baggrund af en bog.
Snobrød og hygge med skønne venner For halvanden uges tid siden vendte vejret sådan rigtigt. Det var kort tid efter den fabelagtige weekend med 24 grader. Solskinnet og varmen ankom på en torsdag og samme dag fik jeg et opkald fra søde Lotte, som inviterede os til snobrød og bålhygge hos Lone. Åh, det var en skøn aften. <3
Et åbent og ærligt indlæg om min jobsøgning Min arbejdsløshed har sat et par ærlige og meget personlige indlæg til livs omkring det hele. Jeg har aldrig været så fandens god til at skrive personlige indlæg her på bloggen, ikke før jeg blev udlært og blev ledig for første gang i lang tid. Senest er det blevet til dette indlæg, hvor jeg har skrevet om, hvordan det har gået med min jobsøgning og desuden havde en lille god nyhed. :-)
Løbeture i solskinnet plus ny PR I denne måned har jeg været til i alt 19 holdtræninger i mit lokale center og når lige at få 2 ekstra holdtræninger med i dag, inden måneden for alvor er omme. Foruden holdtræningen har jeg fået slæbt mig selv med ud at løbe 2 søndagsture i det skønne vejr. Jeg havde godt nok sat mig et mål om at komme ud at løbe én gang om ugen, men i forhold til hvor svært jeg normalt har ved at komme ud og afsted, så synes jeg faktisk, at 2 løbeture (ved siden af 21 holdtræninger) er ganske udmærket. Tidligere på måneden skrev jeg lidt om (i dette indlæg) nogle løbemål, som jeg havde sat mig for sæsonen. Her gjorde jeg det desuden også klart, at jeg er alt andet end løber af natur og at jeg er rimelig meget nybegynder på området. Jeg skrev, at jeg ville starte stille og roligt ud med en lille rute på omtrent 3 kilometer. Når jeg så havde formået at løbe den et par gange uden gåpauser, ville jeg finde en længere rute og på den måde bygge min kondition stille og roligt op.

Forrige søndag var jeg ude i det skønne vejr og kan meddele, at jeg for første gang formåede at løbe hele ruten! Og endda i et forholdvist hurtigt tempo. Jeg var ret stolt, da jeg kom hjem igen. :-)

Nye yndlings babies Altså jeg kunne blive ved med at nævne gode højdepunkter for måneden. April har i den grad været en god og smuk måned, hvor jeg har været så priviligeret at have mange dejlige minder. Jeg kunne bl.a. nævne, at jeg også var blevet klippet (hvilket er SÅ skønt!), havde fået en skøn tilføjelse til stuen i form af en bambusstol, picnic i sommersolen med Kenneth, skønne stunder med pigerne og caféhygge med dejlige veninder. Det har været en god måned! Det sidste højdepunkt, jeg dog vil nævne, er disse smukke sneaks, som jeg har været ude at shoppe denne måned. Ja, der var nogen, der fik skattepenge tilbage $$$. De bliver helt sikkert en favorit til sommer! Har I haft en dejlig måned? :-)

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer

Jeg har købt mig en bambusstol til stuen!

Jeg skrev for et par dage siden på bloggen, at jeg havde bestilt mig en bambusstol, hvor jeg blandt andet snakkede lidt om eventuelt at have et lammeskind til at pynte i stolen. Nu er den så kommet! Den kom tirsdag eftermiddag og jeg var meget spændt på at få den pakket ud og samlet. Det er ikke en hemmelighed, at min stue langt fra er den største, men jeg vægter virkelig siddepladser højt, da vi ofte har sociale sammenkomster, hvor vi er ok mange og derfor gerne skulle kunne sidde sammen alle sammen uden at sidde på hinandens skød. Sofaen er fin til en 6 stykker (plus minus alt efter hvor godt selskabet kender hinanden).

Alligevel har jeg længe gerne villet have en lænestol. Én som man selv kunne sidde og læse en bog i eller nyde en kop kaffe i, eller hvor en gæst kan sætte sig ved sammenkomster.

Problemet er bare igen størrelsen. Lænestole plejer jo ikke ligefrem at være små eller praktiske og så ville jeg gerne have, at den komplimenterede stuen uden at skille sig for meget ud. Da jeg så for nogle ugers tid siden faldt over denne smukke bambus stol (som faktisk er en havestol), var jeg bare solgt og kunne slet ikke få den ud af hovedet igen. Den var fin og hyggelig, passede perfekt ind i stilen og fylder ikke særlig meget. På grund af flettet virker den også meget let og ville ikke skygge for meget i vores i forvejen lidt mørke stue. Win win. Hvad synes I om den? :-)

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer

Status på jobsøgningen - Hvordan går det?

Som I måske kunne drage til konklusion oven på mit indlæg den anden dag "5 simple ting jeg finder glæde ved, når det hele virker lidt håbløst", så har det ikke just været en dans på roser for mig at være arbejdsløs. Det skal det jo heller ikke være, for så kom man jo aldrig i gang igen.

Men ærlig talt, så synes jeg sgu, det har været stramt. Jeg savner kollegaerne, at have et decideret formål til at stå op efter om morgenen. Og så vil jeg gerne være foruden overvågningen fra kommunen og fagforeningen.

Jeg synes ærlig talt, det har været svært at komme i gang med ansøgningerne. Selvom jeg ikke var glad på min sidste arbejdsplads, så havde jeg det dæleme luksus i form af arbejdstider. Jeg havde kun arbejdsweekend hver 4. weekend, 3 aftenvagter i løbet af måneden og ellers senest fri kl. 16. Det er sgu da luksus, hvis du spørger mig! Det har gjort mig en del kræsen i forhold til at skulle søge nyt arbejde. Jeg har nemlig vænnet mig til de gode arbejdstider og luksusen ved at have weekenderne og aftenerne fri til personlige og sociale arrangementer. Ja, jeg ved godt, at det kan jeg ikke forvente andre steder. Det gør jeg som sådan heller ikke, men jeg har lagt mærke til, at jeg hurtigt vælger de steder fra, hvor der står "mange aftenvagter/weekendvagter" eller "primært sene arbejdstider". Jeg har et par veninder, der har nogle vildt skæve arbejdstider i forhold til deres omgangskreds og kærester og de når næsten kun at se hinanden, når de skal i seng. Det vil jeg for alt i verden gerne undgå. Så er der også lige den med selve arbejdet og lokationen. Jeg har ikke bil og med de ønsker vi har (om at flytte sammen, finde et andet sted at bo, tage til Filippinerne næste år og besøge hans familie mv.), så vil jeg helst have en arbejdsplads, som jeg kan cykle til og fra. Måske er jeg også lidt bange for at blive doven, hvis jeg skulle være nødsaget til at tage offentlig transport eller bil. Det har jeg prøvet før. Jeg bliver også bare så træt oven i hovedet, hvis jeg skal sidde lang tid i bil og så er jeg helt udkørt, når jeg kommer hjem. Derfor er cyklen ikke kun vigtigt for pengepungen, men i den grad også for min person.

Jeg ved godt, at jeg på nogle punkter er kræsen. Det synes jeg også godt, man kan have lov til. Men så er der andre punkter, hvor jeg er mere villig til at strække mig.

Et eksempel på dette er fx at jeg ikke kun søger butiksarbejde, selvom jeg er nyuddannet indenfor området. Jeg har egentligt aldrig været kræsen med selve arbejdsopgaverne. Kun på det punkt, at jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville udsætte mig selv for at sælgerarbejde igen. Niksen. Det var så hårdt og psykisk udmattende. Jeg var god til det. Faktisk utrolig god til det. Men at skulle være på 120% hele tiden. Det tager på kræfterne og det var ikke pengene værd. Nå, men hvordan går det så egentligt med min jobsøgning? Jeg har ikke fået søgt så mange steder, må jeg nok indrømme. Det er svært at tage sig sammen hele tiden til det, når man som jeg, giver sit fulde til hver enkel ansøgning og stilling man søger. Jeg er inde at kigge på virksomheden og starter min ansøgning fra scratch hver gang. Der er nogle stykker, der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare har en standard ansøgning, jeg sender ud. Det virker så tarveligt, hvis I spørger mig. Og så vil jeg gerne skille mig ud i bunken og gøre mig umage, når nu jeg alligevel søger. Det ville altså også være ret pinligt at få et opkald fra en virksomhed, som man ikke kunne huske, at man havde søgt hos, fordi søgningen var blevet så standardiseret. Men! Grundigheden har båret frugt! Jeg fik et opkald i går fra én af de steder, hvor jeg havde søgt og skal til jobsamtale på mandag :-)

Følg på bloglovin' for de seneste opdateringer og på instagram for endnu mere <3

Synes godt om

Kommentarer