Min hverdag med angst

Som overskriften lyder vil jeg nu fortælle om en af mine større udfordringer som jeg lever med hver dag. Jeg har altid været et sensitivt barn, feks hvis vi skulle på ferie skulle det holdes hemmeligt ellers kastede jeg op 2 døgn i forvejen, jeg havde tit ondt i maven, blev nemt ked af det. Jeg kunne heller ikke sove andre steder end hjemme, med mindre mine forældre var med.
Vi skal tilbage til år 2002 jeg var der 12 år gammel, og boede i parcel hus med mine forældre, ny bil i indkørslen, hund, mine veninder mindre end 5 min gang væk og min elskede hest næsten i baghaven ❤️ Alt var for mig perfekt, jeg havde drømme for min fremtid endda store drømme, målet var advokat eller dyrlæge. Desværre var mine forældre bare ikke lige så lykkelige, så da jeg er 12 år gammel bliver de separeret. Min mor havde fundet en anden, som hun arbejde sammen med. Jeg gik i spåner, og jeg var rasende jeg valgte at blive hos min far da jeg under ingen omstændigheder ville have med min mors nye kæreste at gøre. Det fungere godt i starten, men mine forældre blev enige om at jeg skulle flytte med min mor, og det gjorde jeg så.

De første gange jeg mærkede at noget var galt, var ved at jeg fik katastrofe tanker, tanker om at min mor eller far ville dø hvis jeg ikke, rørte ved trappe gelænderet X antal gange. Der fra eskalerede det, det blev til døre, skabslåger faktisk alt jeg rørte ved. Og efter kort tid talte jeg konstant alt jeg gjorde, for at gøre det rigtig, så alt gik som det skulle. Jeg blev vild frustreret hvis noget jeg havde frygtet skete, så havde jeg nok ikke gjort tingene godt nok. Jeg havde brug for kontrol og have en ide om at jeg kunne styre mit liv på den måde. Jeg fortalte ingen omkring den måde jeg havde det på, min mor var begyndt at ligge mærke til min adfærd havde ændret sig markant, og blev tit irriteret over at jeg rørte ved alt og jeg ikke kun rørte, jeg rørte unaturligt mange gange. Da min mor tog mig til læge, sendte de mig videre til psykiatrien, med besked om at jeg nok led af OCD. Jeg startede aldrig i psykiatrien hvorfor ved jeg faktisk ikke, årene gik mine vaner fortsatte. I gode tider kunne jeg bedre kontrollere det, end når tingene gik skævt, men den var der hele tiden hverdag dag og nat.

Da jeg flyttede hjemme fra søgte jeg hjælp, jeg ville gerne vide hvad der var galt med mig, jeg kunne ikke længere være sammen med mange eller fremmede mennesker. Jeg havde været igennem mobning efter vi flyttede fra min hjem by, og dette forværrede kun det hele, det var blevet mere dominerende i min hverdag, og var efterhånden invaliderende. Jeg fik diagnosen OCD, jeg fik forklaret hvad det var og hvad det betød, jeg følte stadig at det var en forbandelse, men viste også at jeg kunne få hjælp det det. Og dermed blive bedre.
Da min x kæreste kører galt eskalerer det fuldstændig, og det gav ret god mening for da gik tingene så skæve, som de overhovedet kunne. Jeg begyndte på medicin, det hjalp med fjernede ikke alle mine tvangshandlinger, men gjorde at jeg kunne få en hverdag til at fungere.

Da jeg blev gravid stoppede jeg på min medicin og jeg havde det overraskende godt, i forhold til hvad jeg gik igennem. Jeg blev også afsluttet i psykiatrien. Da jeg havde født Sofie, havde jeg svært ved at finde ro jeg boede alene med hende men havde det bedst når der var nogen hos mig. Jeg var bange for at være alene med hende. Tankerne begyndte stille og rolig at overtage uden jeg selv lagde mærke til det, tanker som vuggedød blev ved med at køre rundt i mit hoved, og jeg turde næsten ikke sove. Så når jeg sov fik jeg andre (familie) til at se efter hende.
Da Rasmus flyttede ind hos os, kunne jeg på en måde “give slip” og jeg tænkte at det ville forsvinde. Dette var dog ikke tilfældet, min angst blev stille og rolig værre som tiden gik. Tilsidst var jeg voldsom angst for at hun skulle blive syg, at nogle af mine nærmeste skulle blive syge, eller værste fald dø. Jeg havde så voldsom sygdoms angst og dødsangst, at det overskyggede alt andet i min verden. Google blev min bedste ven og min værste fjende, jeg google løs om alle mulige symptomer, og troede jeg skulle dø næsten hver dag.
En dag eskalerede det, jeg blev følelsesløs og kunne næsten ikke snakke, jeg skulle besvime og var panisk. Jeg blev hentet med ambulance, og kørt på sygehuset. Efter adskillige undersøgelser kunne de konstatere at jeg intet fejlede, og at det var et panik angst anfald jeg havde oplevet. Jeg havde svært ved at forstå at det havde så meget magt over min krop, efter det oplevede jeg et lignende “anfald” kort tid efter, denne gang kom jeg dog ikke på sygehuset. I den periode havde jeg tit dage hvor jeg kastede op af angst, jeg blev helt utrolig træt efter et sådan “anfald” og havde brug for meget søvn. Heldigvis var Rasmus der for Sofie og hun har aldrig lidt under det. Men det gjorde min hverdag næsten umulig at komme igennem.

Jeg måtte endnu engang søge hjælp, og denne gang blev fremgangsmåden kognitiv terapi, hvor jeg skulle arbejde med min angst, jeg blev også tilbudt medicin, men jeg er af den holdning at hvis ting kan klares uden medicin foretrækker jeg det, da jeg altid har haft problemer med slemme bivirkninger på næsten alt medicin. Jeg kom i en angst gruppe og blev undervist i hvordan angsten skulle mestres. I mellem tiden blev jeg gravid men mit andet barn, vi havde forsøgt noget tid, uden held og jeg havde også en enkelt ufrivillig abort. Angsten forsvandt som dug for solen og jeg havde det fantastisk. Da jeg havde født begyndte angsten igen at vise sig igen, men jeg havde også haft et voldsomt fødsels forløb. Der gik 2 timer før jeg fik min datter rigtig at se efter hun var født, så tænkte at det nok var det grundlag at jeg havde det svært. Desværre måtte jeg endnu engang erkende at angsten styrede mit liv. Vi valgte også at flytte fra byen sommetider boede i, da den chikane vi gennemgik ikke gjorde min angst bedre.
Endnu engang blev jeg gravid og fødte i juli 2014 mit 3 barn Leander under graviditeten hen mod termin blev jeg pludselig ramt af voldsom fødselsangst og ville ikke føde. Jeg snakkede med min jordemor omkring et kejsersnit, dette kunne slet ikke lade sig gøre, jeg græd konstant og havde så meget angst at jeg besvimede næsten dagligt. Jeg valgte til sidst at flytte sygehus i håb om et kejsersnit, det blev dog til en vaginal fødsel, men stadig sad angsten i mig. Jeg kunne på en måde ikke være glad, for endnu engang havde min krop gennemgået noget jeg ikke var mental klar på.

Dette er en del af fortællingen om mit liv med angst, jeg ved “mange” af de unge mødre har angst og det bliver der jævnligt kommenteret på. Jeg tror generelt at mange lider af angst i større eller mindre grad, og jeg syntes vi skal være glade for at det er blevet mindre tabu da kognitiv terapi er et godt redskab og jeg tror vi kan “lære” noget af hinanden ❤️ det vil løbende komme flere indlæg omkring mit liv som mor med angst.

-stephanie

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229