Farvel sommer

Jeg sad her sidste dag på Instagram og da faldt jeg over et opslag angående efterår og hvad de rører i folk. Og det satte virkelig nogle tanker igang hos mig. Jeg har det selv meget svært når vi rammer denne tid på året, mange af mine tidligere udfordringer er kommet i løbet af efteråret og jeg har oplevet at være meget deprimeret derop i disse måneder. Den 4 sep var det 9 år siden min elskede mormor forlod os, jeg tænker ofte på hende, og jeg husker tiden som kold og mørk og det er netop det som jeg sammenligner med efteråret kulde og mørke.

Jeg vil nu lede tankerne tilbage til 2009 mere præcist den 17 oktober. For mig var det en hel almindelig lørdag, som så mange andre lørdage var min kæreste tager på arbejde. Adriaan arbejde på en gård og havde faste vagter hver 2. Weekend. Vi havde aftenen inde haft besøg af et vennepar vi havde hygget og snakket, omkring kl 22 trak Adriaan sig, da arbejdet kaldte kl 6 næste morgen. Jeg blev oppe og snakkede videre med vores venner og hen af ved midnat gik jeg i seng. Adriaan og mig havde aftalt at jeg skulle med ham på arbejde jeg var ofte med i weekenderne for at hjælpe med kalvene, et arbejde jeg elskede. Næste morgen kl 6 var jeg dog alt andet end frisk på at tage med på gården, vi aftalte at jeg skulle blive hjemme og sove. Det sidste jeg sagde til ham inden han kørte var “husk at lukke døren for hundene, vi ses" havde jeg vidst hvad der senere skulle hænde os den dag, havde jeg haft 1000 ting at sige. Hvad jeg mere præcist ville have sagt og spurgt om, er mig for privat at skrive om her, men der er ingen tvivl om at ordrerne “jeg elsker dig” skulle have været sagt, selvom han vidste det. Men nogle gange er livet uretfærdigt !

Jeg stod op og ved kl 10 gik jeg ned i Matas sammen med en veninde, det lå ca 200 meter fra vores bolig. Adriaan plejede at være hjemme mellem 10-11 det kunne godt variere lidt da gård arbejde kan være meget uforudsigeligt. Jeg husker tydeligt at jeg stod i Matas og så på hårfarve da kun mobil ringede, det var Adriaans mor. Da jeg tog den spurgte hu om Adriaan var kommet hjem, hun havde prøvet at ringe til ham men han tog ikke sin telefon. Det næste der skete var at en betjent overtog telefonen, han ord brændte sig fat for altid “jeres bil er forulykket og føreren er på vej til Odense i helikopter, vi har endnu ikke indentificeret føreren” det eneste jeg sagde var at det selvfølgelig måtte være Adriaan for han var jo på arbejde og havde bilen. Det næste jeg husker er at jeg løber ud af Matas imens jeg ringer til min mor, jeg kaster op da jeg kommer hjem. Det næste jeg rigtig husker er at min mor ringer til Odense og det eneste vi får at vi er “i skal komme NU!!!” Hele min tidsfornemmelse forsvandt på dette tidspunkt, min mor og jeg blev hentet af Adriaans forældre og vi kørte hastigt mod Odense. Under turen blev jeg ringet op et utal af gange af folk som havde set den forulykkede bil og genkendt den, og nu ville vide hvad der var sket og hvem som var involveret. Hvad jeg svarede er jeg ikke selv klar over, men jeg husker en voldsom vrede omkring folk nysgerrighed. Da vi nåede sygehuset blev vi hurtig vist ind på stuen, jeg var en af de første som kom ind til ham. Og der lå han ganske stille uden nogle særlige synlige skader, men han sov. Han var tilkoblet en masse maskiner og der var fuld af sygeplejerske som hele tiden pillede rundt og målte værdier. På det tidspunkt havde jeg ikke nogen særlig fornemmelse for hvad alt dette betød, jeg græd bare hele tiden og ville helst være alene. Jeg krammede ham snakkede til ham, og ventede med længsel på at han ville åbne øjnene og alt ville være som det plejede. Jeg husker alt for tydeligt 3 dagen vi blev alle kaldt sammen i et møde lokale og og overlægen trådte ind i rummet. Hans udtryk var alvorligt, han virkede enormt koncentreret. Han stod og så ud af vinduet ud over OUH , det var gråt, træerne så sørgelige ud og vejret var truende bare synet gjorde at man kunne fornemme kulden. Han havde en besked til os en vigtig besked, jeg var sikker på at det var positivt DET SKULLE DET VÆRE! Han kiggede rundt og rømmede sig “vi har foretaget en del scanninger, og vi kan se at der er små blødninger i hele hjernen, de er så små at vi ikke kan operere dem, men alt er påvirket pånær urhjernen den er uberørt” Jeg forstod intet og inden han nåede at snakke videre havde min hjerne allerede tolket det som den ville, små blødninger det skal nok gå. Men det var desværre ikke betydningen af beskeden, den var langt værre Adriaan var erklæret svært hjerneskadet. I det sekundet følte jeg mig som et lille barn som lige har bygget det største flotteste sandslot og tidevandet bare skylder alt væk i et snuptag, hele mit liv var frarøvet mig og hvem kunne jeg bebrejde ?! Hvem kunne jeg råbe af ? Jeg husket at jeg om aftenen ringede til mig mor samtalen lød: Hej mor, jeg skal lige spørge dig om noget, hvordan er det man spoler tiden tilbage ? Jeg kan ikke huske det mor. Min mor svarede “jamen lille skat det kan man ikke” og igen forsøgte jeg med “jo mor men jeg kan bare ikke huske hvordan man gør” Jeg tror det var det sværeste min mor nogen sinde har hørt mig sige, hun sad i Sønderjylland og mig på Fyn og jeg var i et tilstand som jeg på ingen måde skulle være alene i.

Jeg kan huske at jeg sad ved hans side som altid, og efter flere forsøg på at få min opmærksomhed kom en sygeplejerske hen og lagde en hånd på min skulder og sagde at nogle af vores venner havde ringet og spurgt om det måtte komme. Jeg nærmest råbte “NEJ de må ikke komme” jeg var i en psykisk tilstand hvor jeg slet ikke kunne nåes af omverdenen. Jeg husker meget tydeligt at Adriaans forældre havde taget hans bedste ven med, da jeg så ham kiggede jeg ham bare i øjnene og tog fat i hans bluse rystede på hovedet og græd. Jeg var tom for ord, jeg var bare generelt tom inden i. Jeg husker ikke præcist hvor mange dage han lå i Odense men jeg tror det var en uges tid. De efterfølgende uger er meget tåget for mig, jeg ved at jeg var hos Adriaan hver dag og ringe mindst 3 gange dagligt til sygehuset for at høre hvordan det gik. Den tunge tomme følelse kryber ind i mig når efteråret rammer, min OCD bliver værre og min angst tager til, jeg kan på en måde fornemme alle de ubehagelige følelser som jeg havde tilbage i 2009 og 2010. Jeg forsøger virkelig på at gøre efteråret til noget hyggeligt men det er somom det ikke rigtig vil lykkedes.

-Leonora


Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229