10 år // 10 ting du ikke vidste om os

Godaften søde læsere!
Eftersom min kæreste og jeg har været sammen i 10 år, arbejder jeg på et indlæg omkring vores årsdag og hvordan vi fejrede den i år. Det er dog ikke helt færdigt endnu, men i mellemtiden syntes jeg det kunne være sjovt at gentage successen fra sidste år, nemlig at besvare en række spørgsmål. Sidste år besvarede jeg 9 personlige spørgsmål om os, dem kan du finde lige her. I år har vi været sammen i hele 10 år og derfor besvarer vi naturligvis også 10 personlige spørgsmål. Håber i kan lide det!

1. Hvad er jeres erhverv? - Nogle af jer ved det måske i forvejen, men jeg har en bachelor i Anvendt Filosofi og læser i øjeblikket videre på en kandidat i Kommunikation på Aalborg Universitet. Min kæreste er tømrer og arbejder i øjeblikket på et byggeri i Nørresundby.

2. Hvor ser i jer selv om 5 år? - Jeg ser to scenarier: Enten så bor vi stadig i vores helt igennem fantastiske lejlighed i Aalborg Ø, eller også bor vi i hus på landet. Min kæreste ser os bo i et hus langt ude på landet (snarest muligt), men jeg vil gerne vente med at investere, til jeg ikke er studerende mere ;-)

3. Hvilket land vil i gerne besøge sammen? - Italien, særligt Rom. Takket være svigerfamilien, så er det faktisk den næste destination vi skal rejse til, på den anden side af nytår. Vi glæder os helt vildt, for ingen af os har været i Rom før! Jeg er helt besat af Japan. Det har jeg været siden jeg var helt lille, så derfor er det også et land jeg rigtig gerne vil rejse til. Jeg er så heldig, at jeg har fået overbevist min søde kæreste om, at Japan er et helt unikt land, så nu vil han også gerne besøge Japan, sammen med mig!

4. Yndlingsdyr? - Hunden, helt klart, men det er oplagt at vælge mellem hund og kat, så hvis det skal være et dyr vi er meget fascineret af, så er jeg helt bidt af pingviner, mens min kæreste har et eller andet for hajer, han synes de er så fascinerende og det kan jeg kun give ham ret i!

5. Er i til bylivet eller livet på landet? - Jeg er lidt splittet her. For selvom jeg er opvokset på landet, elsker naturen, stilheden, plads til fordybelse og store armbevægelser, så er der altså også bare et eller andet ved bylivet, der fascinerer mig. Jeg kan godt lide at være tæt på, der hvor det hele sker og mærke bylivets puls, men har også brug for at kunne trække mig tilbage, når det hele bliver lidt for meget. Min kæreste er ikke så vild med bylivet. Han elsker det landlige liv, hvor han selv har indflydelse på alting! :-)

6. Den perfekte ferie? - Den perfekte ferie for mig involverer varme, afslapning, samvær, men også oplevelser. Jeg kan ingenlunde ligge på en strandstol ved en pool i en hel uge. Det har jeg alt for meget krudt i måsen til! Det samme kan man sige om min kæreste, men den perfekte ferie for ham er ikke nødvendigvis en ferie, hvor man slapper af. Tværtimod er den perfekte ferie for ham med en rygsæk på ryggen og så ellers bare vandre ud i det fri, gerne op i nogle høje bjerge - det giver ham ro og en oplevelse han kan se tilbage på.

7. Hvis I kunne ændre én ting ved den anden, hvad skulle det så være? - Jeg synes den her er rigtig svær, men hvis jeg skal vælge en ting jeg ville ændre ved min kæreste, så ville det nok være, at han var lidt mere bymenneske ;-) - Min kæreste synes jeg stresser for meget over alt for mange ting, så hvis han skulle ændre en ting ved mig, så ville det være, at jeg kunne finde ud af at slappe af og slå min hjerne på autopilot en gang imellem ;-)

8. Star Wars eller Harry Potter? - Jeg er kæmpe Harry Potter fan af Harry Potter filmene, men har ikke læst alle bøgerne, endnu! Min kæreste er kæmpe Star Wars fan, men har til gengæld læst alle HP bøgerne og synes bøgerne er bedre end filmene.

9. Den bedste gave i har fået af hinanden? - Den bedste gave jeg har fået af ham, er helt klart min smukke ring, som jeg fik for snart 8 år siden - og jeg har haft den på lige siden. Jeg elsker den, fordi den er anderledes, skinner og er lige mig! Den bedste gave min kæreste har fået af mig, er ifølge ham selv, den dag jeg overraskede ham på hans fødselsdag for nogle år siden. Jeg gav ham besked på at være klar på et bestemt tidspunkt, men fortalte ham ikke, hvad vi skulle. Jeg kørte ham til Skallerup Klit (sorry det hedder jo Seaside resort nu...), hvor jeg overraskede ham med en dag i deres spaafdeling, Romulus.

10. Det bedste minde vi har sammen? - Uha der er så mange gode minder, synes jeg, men hvis jeg skal vælge et minde, så er det vores rejse til Portugal sammen tilbage i 2013. Det var vores første rejse sammen, alene. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme og min kærlighed til Portugal blev ikke mindre af, at manden i mit liv var med mig! <3 Min kærestes bedste minde er sjovt nok også fra en rejse, dog ikke den samme. Vores vandretur i de norske fjelde med hans familie tilbage i 2011 er vores bedste minde sammen. Vi havde ikke kendt hinanden så længe på det tidspunkt og der var derfor meget vi ikke vidste om hinanden. Men det fik den tur lavet om på, for vi så sider af hinanden (og os selv), som vi aldrig havde set før og byggede et stærkt bånd til hinanden på denne rejse, som vi stadig har den dag i dag. En fantastisk tur vi aldrig vil glemme!

Jeg håber I synes det var sjovt at lære os lidt bedre 'at kende' :-)

Knus
-MillaWonderland

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229