Er dagdrømmerierne forbeholdt børn?

Hvorfor er det, at når vi bliver ældre, så kommer der automatisk en forventning til, at dagdrømmerierne skal transformeres til hvad der er "realistisk" i øjeblikket. Og endnu mere, som skal stemme nøje overens med bankbogen, de sikre obligationer, renter og andre praktiske sager som vi jo nok skal nå at tage stilling til, hvis det er det vi virkelig vil.

Er det blevet reglen mere end undtagelsen, at dagdrømmerierne er forbeholdt børnene, der endnu ikke er gamle nok til at forstå, hvad ordet overhovedet betyder, og hvor de kan tage os hen.

Vores forældre vidste jo godt, da vi stod der med blerøv og funklende øjne, med drømme om prinser og prinsesser, at det langt fra var realistisk. Men aldrig, har jeg hørt eller set, mor og far sætte sig ned på huk, kigge på sit barn og bedt dem drømme om mindre. Tværtimod. Du kan vel også huske hvad dine forældre sagde til dig? Mon ikke det lød lidt i stil med;

'dine drømme kan aldrig bliv for store, du kan opnå hvad du vil, og sætter dig for'.

Jeg drømte som 15årig om at blive frisør, så det blev jeg. Jeg drømte om at flytte til København, så det gjorde jeg. Jeg har i utallige år nu, drømt om at starte min egen blog. Stoppe skyggeskriverierne og lade mine egne skriv komme til, hvilket man i skrivende stund må sige er lykkedes. Drømme er et 'stof' der kan være tilstede både i og udenfor din reelle virkelighed. Et 'produkt' af tanker som du er fundatoren af. Hvor selv dine sanser har en medbestemmelse. Nogle drømme kan hverken røres, smages eller ses, mens vi med andre er i stand til alt derimellem.

Vi har dem alle sammen, drømmene. De giver os lysten til at tage en bid af livet hver dag, de er et udefinerbart stof, der i sidste ende tillader dig, at drømme udenfor din drøm, det er en strøm af bevidsthed, der løsner sig når opmærksomheden strømmer i en mere personlig retning.

Så hvorfor er det, at jo ældre vi bliver, jo mere "realistiske" skal drømmene være? Har livet ikke fortsat fortjent at vi smager på det, bare fordi vi bliver ældre?

Jeg vil definere mig selv som en drømmer. En drømmer som hidtil kun har nået en brøkdel af de mange drømme jeg har gjort mig, og kommer til at gøre mig fremadrettet, af samme grund nægter jeg at lade mig slå til tåls. Drømmene ophører jo ikke fordi de bliver indfriet, og hvis de gør må vi jo kunne konkludere, at ambitionerne og essensen ikke var ligeligt fordelt. Drømmene var altså ikke som antaget, og man bevæger sig videre til noget andet, eller værre endnu, drømmen kræver et stræk du ikke har mod på, men husk nu på, selv drømme indeholder skræmmende forhindringer.

Så hvad er det? Er det presset fra livets 'usynlige regelsæt' og den tilhørende tjekliste til forventningerne fra samfundet? For kigger vi rent videnskabeligt er dagdrømmene ikke bare barnagtige tilbøjeligheder. Dagdrømme er ifølge diverse studier med til at effektivere hjernen, og påvirker dig positivt, mentalt så vel som kreativt. Dagdrømmene opstår når vores hjerner er i et neutralt stadie, hvor særligt vores forpandelap er aktiv, samt fundamentet for blandt andet vores følelser. Dagdrømmeri kan altså også betegnes som en mental oprydning og organisering af fremtiden, som jeg nu vil mene er uhyre vigtig.

Mie Iversen


Synes godt om

Kommentarer