Underestimate me. That'll be fun.

I morgen er det Valentines Day. Hvilket betyder, at det er endnu et år siden, min mormor tog sit sidste åndedrag; og dermed endnu et år siden, jeg knækkede - fuldstændig.

Det er, i morgen, præcis 10 år siden.
10 år siden, jeg stoppede i 7.b, da jeg ikke kunne mere - på hvilket som helst plan. 10 år siden, undersøgelserne "rigtigt" gik i gang. 10 år siden, Helvede åbnede sine porte og hev mig ned. Dramatisk? Måske - men jeg ville gerne bytte plads.

Et årti er nu gået, og jeg er ved at være træt af Helvede. Misforstå mig ikke, der er lys for enden af tunnellen nu - eller, det tror jeg. Det har jeg troet mange gange.
Jeg er ved at være træt af, at være deprimeret, angst, psykotisk og autistisk. Sagt på godt, gammel dansk, så orker jeg det faktisk ikke mere. Men, der er ikke andre muligheder end "bare" at 'power through', så det gør jeg. Ligesom jeg altid har gjort.

Men for helvede, hvor er det sygt at tænke på, at for 10 år siden var jeg bare en "lille" pige, der snart skulle konfirmeres; jeg havde hele ungdommen foran mig. Nu er jeg 24, og jeg sidder sådan lidt "Var.. var det dét?"

Jeg er også, i dagens anledning, lidt mere ked af det, end jeg plejer at være. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor... måske fordi, der stadig er SÅ mange ting, jeg er overbevist om, ikke kommer til at ske for mig. Det er bare ikke i mine kort.
Det er jeg, de fleste dage, faktisk blevet helt okay med. Jeg er, sådan semi somewhat, okay med, at jeg nok/måske aldrig bliver mor, fordi jeg simpelthen ikke magter det.
Jeg er også okay med, at jeg nok heller aldrig får den universitets uddannelse, jeg altid har drømt om.
For fanden, jeg vil bare gerne have en kat. Jeg stiller ikke så store krav længere. Det har de sidste mange år lært mig at lade være med.

Føj, det her blev væsentligt mere deprimerende, end jeg havde planlagt. Oh well. *indsæt emoji med armene i den der "who gives a fuck" stilling her*

- Sjelle

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg hader det her.

Hader det faktum, at jeg stadig tænker på ham - på dig - for hvad er pointen? Jeg ønsker ikke at være sammen med dig, og du har søreme gjort det meget klart, at du da slet ikke ønsker at være sammen med mig.

Så hvorfor helvede kan jeg ikke komme mig over det her? Hvorfor er det så drøn svært, at jeg har lyst til at sætte mig ned og tude, når jeg hører en sang, jeg VED, du ville have elsket?
Eller når jeg ser en eller anden latterlig GoT meme, og jeg bare tænker "Dén ville han forstå... og forsøge at forklare mig den, selvom jeg ville gøre alt for at stoppe ham".

Hvorfor er det, at lige præcis sætningen "If I'm being honest I ain't over you yet" kører på repeat i mit hoved? Jeg gider ikke det her - jeg gider ikke gå og (fuck jeg hader at indrømme det her) savne en, 5 måneder efter, at han skred. Jeg gider ikke, og jeg vil ikke.

Men jeg kan ikke stoppe det, og det gør det kun værre; det kan controlfreaken i mig da ikke håndtere, og så får jeg ondt i maven, og så bliver jeg endnu mere ked af det, og.. ARG. I wanna puke.

Og hvorfor slår det her lige i dag? I dag af alle dage - måske fordi, du har været der for mig de sidste par år, på præcis denne dag. Måske er det derfor, at det hele lige er "lidt" værre i dag.

Jeg håber, et eller andet sted, at jeg aldrig forelsker mig igen. For det her orker jeg faktisk ikke én gang til.

- Sjelle

Likes

Comments

Jeg bliver lidt træt af alt det der "New year, new me!" pis, der dukker op hvert år efter nytår. Men, så igen, whatever floats your goat; har du brug for en "ny start" for at ændre dit liv, så værsgo. Det vil jeg helst ikke dømme dig på - måske fordi, jeg selv, lidt, er sådan også.

Jeg tog en beslutning, ikke den 31., men den 29., om, at nu skulle det være slut. Være slut med alkohol, chips, cola og køb af alt muligt lort, jeg ikke havde brug for.

Nu, en uge inde i året, føler jeg mig nødsaget til, at lave status på det hele. Hvorfor, og hvorfor her, spørger du? Ganske enkelt fordi, jeg ikke har noget bedre at give mig til, og jeg skal jo vedligeholde mit "attentionwhore image", ikke? :-)

Jeg kunne have gjort det bedre, ingen tvivl. Men for fanden, hvor er jeg stolt af de små ændringer, jeg har fået lavet.
Long story super short; Efter Casper flyttede, gik jeg amok i chipsene. I colaen. I chokoladen. (Endnu mere) i øllene. Jeg forsøgte at dulme min smerte med det, fordi jeg ikke kunne holde til at "face" den.
Nu er jeg ENDELIG klar, og har været det den sidste uges tid, til at lave det om - og dét, i sig selv, er fucking stort, når man, som jeg, er mega vanemenneske.

Jeg har lavet en masse fysiske ændringer (ikke, at man kan se det endnu... det kommer, det kommer, Sjelle!), men jeg har udelukkende været i stand til det, fordi jeg/vi/de endelig fandt ud af, hvad fuck der triggede mig hele tiden. Min elskede (sarkasme kan forekomme) psykose var kommet tilbage, uden jeg selv anede det.
Hvor skræmmende er det lige? Jeg var (er lidt endnu) fucking psykotisk, men jeg opdagede det ikke selv. Det er da møg uhyggeligt...

Ok, sidespor, undskyld.

Har jeg så holdt mig helt ædru? Nope. Har jeg ikke rørt en chip i dette år? Jeg ville grine dig op i ansigtet, hvis jeg skulle sige nej. Har jeg ikke cola i lejligheden? Jo, 2 flasker endnu. Har jeg ikke købt et eller andet, jeg ikke havde brug for, men som jeg var overbevist om, ville gøre mig lykkelig? Well.. jeg er nu ejer af en Xbox og en E-smøg. Don't get me wrong, jeg elsker de to ting, men jeg "behøvede" dem vel teknisk set ikke - glad nu, mor?

Anyways... jeg burde lave nogle æg ovenpå den træning. Den varede nemlig hele 11 minutter i dagens anledning. Fucking lorte ryg. *Suk*

- Sjelle

Likes

Comments

Jeg synes, det er forvirrende; forvirrende som ind i helvede, både at være møg-fucking-lorte ensom, men samtidig ikke ønske at finde én, at dele det hele med.

For med tosomheden, kommer sårbarheden. Hvad bringer den med sig? Muligheden for, at blive såret. Og bare tanken om, nogensinde at blive så såret igen, som jeg blev for 4 måneder siden, det er nok til at bringe ensomheden tilbage - selv efter et par timer uden. Det er en ond fucking cirkel, og jeg er træt af det.

Jeg tænker tit, at jeg er "damaged goods"; det har jeg været længe, med mine nylige erfaringer har ikke gjort det bedre.
Jeg ved ikke, om jeg er i stand til at blive elsket igen - eller, hvilket om muligt er værre, om jeg er i stand til at elske igen.

Det lyder så kliché, så dramaqueen-ish, jeg ved det godt. Men jeg har det oprigtigt sådan.

Men, og her kommer det komiske - hvis jeg så dog for satan bare var tilfreds med, at være alene. Men det er jeg jo heller ikke. Det er heller ikke godt nok, men kommer der så én så tæt på, at personen forsøger at ændre på det, så bliver han/hun skudt ned.

Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg simpelthen ikke føler, at jeg kan gå igennem at få knust mit hjerte igen. Det er det måske. At det er lettere, bare at skyde dem ned med det samme, for så er det da ikke mig, det gør ondt på. Det er fucking arrogant, det er forfærdeligt, og jeg hader mig selv for det. Men hvordan jeg ændrer det, det ved jeg ikke.

Jeg tror bare, jeg skal være alene lidt. Måske er det bedst. Få lært alt det, jeg ikke kunne. Alt det, manglen på skræmte ham væk. Måske er det okay - lige nu. I'll be back, though - én eller anden dag, så finder jeg ham/hende. Det skal jeg simpelthen.

- Sjelle

Likes

Comments

(Beklager på forhånd, at dette nok bliver rodet og kliché fyldt. Igen.)

Jeg ved godt, at ting ender. Jeg ved godt, at følelser og, ikke mindst, mennesker, ændrer sig. Jeg ved det godt.
Men jeg kan ikke fordrage det. Jeg dur ikke til forandringer - og da slet ikke, når de gør ondt.

Jeg troede, i lang tid, at jeg havde mistet mit livs kærlighed. Det tror jeg ikke længere. Det ved jeg godt, at jeg ikke har. Jeg er ikke idiot - for ens "livs kærlighed" er nok bare en myte.
Men derfor er det altså stadig ikke sjovt, at sidde og slette to års minder.

Et bestemt citat kører på repeat i mit hoved; "Memories are a broken heart's worst nightmare" - og jeg tror egentlig, det er meget rigtigt.
Misforstå mig ikke; Jeg hverken savner eller mangler C længere. Jeg er kommet videre (tror jeg nok), men jeg er stadig knust.
Jeg er nok, mest af alt, knust over, at min "illusion" forsvandt, da han gjorde. At vi sagde "for evigt", men for evigt ville ikke vente. Jeg er knust over, at den person, jeg legit troede, jeg skulle bruge resten af mit liv med, han var "bare" et, i mangel på bedre ord, bump på vejen. Jeg er knust over det faktum, at jeg ikke har ham, jeg troede, var min bedste ven, hos mig længere.
Jeg synes, det er drøn træls, at det hele fylder så meget, endnu. For det handler ikke om, at jeg stadig er forelsket i Casper - det er jeg bestemt ikke. Men der er en eller anden del af mig, der nok altid vil elske ham.. Og det er fucking frustrerende.
Men måske er det sådan, når man først har sagt "ja" til, at gifte sig med en person. Det gjorde jeg jo ikke for sjov, og jeg troede oprigtigt på, at det var sådan, det ville ende. Guess not.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver den samme. Jeg tvivler stærkt. Men måske er det også okay. Måske er det, det bedste. Lige nu.

"I never think about you, but you're always on my mind."

- Sjelle

Likes

Comments

Jeg indrømmer blankt, at følelser er noget af det, jeg synes, er mest svært her i verden. Jeg fatter hat af det, og jeg hader det.

Måske handler det om, at jeg, i mange år, var så kraftigt medicineret for bare at overleve, at jeg ikke rigtigt kunne mærke noget - andet end, at jeg havde det helt og aldeles forfærdeligt. Der var ikke rigtigt plads til så meget andet.
Og, her bliver det morsomt, nu hvor jeg (det meste af tiden) har det bedre, og er kommet ud af 5 slags medicin, så kan jeg pludselig mærke... alt - for der er, åbenbart, blevet plads til det, selvom jeg helst ville være foruden.

Kombiner det med "forelskelse" (ugh, bare ordet...), og så har du en forvirret Sjellebelle - og ikke mindst en frustreret én af slagsen.

Min misbrugsrådgiver spurgte mig, om jeg oprigtigt mente, at jeg ikke var skabt til at holde af mennesker. Det har jeg tænkt over siden i torsdags, og mit svar er klokkeklart; Ja, det mener jeg oprigtigt.
Misforstå mig ikke; platonisk er jeg super god til det. Hvis jeg elsker dig, platonisk, er du fucking ikke i tvivl. Så går jeg gerne gennem ild og vand.

Men.. så går vi over i romantikken, og der bliver det rigtig svært for mig. Jeg føler ikke, jeg dur til det, og jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er, for det første, autist. Det indebærer bare, desværre, at jeg har SÅ svært ved at aflæse kropssprog, signaler og hentydninger. Med mindre, jeg får en pude i hovedet, mens personen siger "I LIKE YOU FOR FUCKS SAKE", så fatter jeg det ikke - og det er fucking frustrerende.
Derudover, er det (blevet) rigtig svært for mig at vise en person, hvis jeg er romantisk interesseret i ham/hende. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, og jeg vil egentlig helst være fri.

Her kommer, lad os kalde ham "X", ind i billedet. Det er så fucking kompliceret, og jeg føler ikke, jeg kan gøre noget godt nok.
X er ikke idiot, og derfor sikkert også godt klar over, hvordan jeg har det - for jeg har, højest sandsynligt, også drukket mig fuld og fortalt ham det. Jeg har valgt ikke at læse beskederne igennem, så jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er så frustrerende, at jeg ikke føler, jeg ved noget - ligefra, om X kan lide mig, selvom X har gjort det klart, til om vi skal ses igen - hvilket jeg også tror, X har gjort klart..
Jeg er bare pisse træt af det her, og jeg hader, hader, HADER at have følelser for en person. Jeg kan ikke finde ud af det, og "recent events" har ikke ligefrem gjort det lettere for mig. Gang det med en omgang usikkerhed og en stolthed, der siger spar to, og, well, så har du mig.

Må jeg gå i seng nu???

- Sjelle

Likes

Comments

Jeg er træt. Sådan, virkelig, inderligt, ulideligt træt.

Jeg er træt af den der fucking afhængighed.
Jeg er ved at brække mig over, at jeg ikke kan styre det. Jeg er ved at brække mig over, at jeg sårer folk, uden det er min mening, fordi jeg ikke kan forblive ædru.
Jeg er ved at brække mig over, at jeg var SÅ tæt på, at miste en af mine tætteste veninder, fordi jeg, igen, fuckede op. Hvornår stopper jeg? Hvornår finder jeg styrken til at sige, at NU er det fandeme nok - for good?
P!nk's "Sober" har kørt på repeat i aften, og især linjen "That's not the way I want my story to end" bider sig fast i min hjerne. For det er jo sådan, det hænger sammen - jeg kan bare ikke få det stoppet, og det frustrerer mig på et punkt, jeg ikke er sikker på, jeg har prøvet før. Like, at all.

Jeg er træt af følelser.
Jeg læste et meget fint citat den anden nat, da jeg ikke kunne sove, om, at når man forelsker sig (så alvorligt er det ikke endnu, men forsøger lige at male et billede her, så shhh), så forventer man, at det er den fedeste følelse i verden. Det er det måske også - for nogen - bare ikke for mig. Jeg hader det. Jeg kan ikke udstå det.
Jeg føler mig fucking sårbar, og er der noget, jeg hader, så er det dét. Jeg dur ikke til at vide, at en person kan ødelægge min dag, bare ved at sende en "forkert" besked. Det kan control freak'en i mig slet ikke håndtere og/eller overskue.

Jeg er træt af, at føle, at jeg mangler noget.
At der er noget, der ikke hænger sammen, og ikke har gjort det i flere år. At jeg føler mig tom, ensom og uduelig. Det er heldigvis ikke konstante følelser længere, men de er der stadig oftere, end jeg er tryg ved. Jeg er træt af, at jeg er nødt til at have musikken til at spille så højt, at jeg næsten får dårlig samvittighed, for ellers kan jeg slet ikke være i det.

Og så er jeg træt af afstand. Virkelig træt af afstand. 

The quiet scares me 'cause it screams the truth.

- Sjelle

Likes

Comments

Disclaimer; Rodet indlæg coming up!

Som de, der har fulgt mig/kender mig ved, så er jeg ikke indehaver af det største ego i hele verden. Jeg er faktisk ret tit overbevist om, at jeg ikke dur til en fuck, og at jeg ikke er livet "værdig". (Det sidste er der overhovedet ingen grund til at blive nervøs over - sådan har jeg legit altid haft det, and I'm still here.)

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad folk mente om mig. Altså, jeg er decideret blevet væk fra ting/taget hjem/faket sygdom, fordi jeg var overbevist om, at alle tænkte alt muligt mærkeligt om mig. Nuvel, jeg har også en paranoid psykose og social angst, som faktisk er = med de tanker i mit hoved, but you get the point.
Men, det vilde er, at det er ligesom om, at det er ved at gå op for mig, at det ikke er andres job at kunne lide mig. Det er da for helvede mit. Det er mig, der skal leve med mig, det er mig der skal stå til ansvar for de ting, jeg gør, og det er mig, der skal kunne se mig selv i spejlet om morgenen. Så... er det egentlig ikke lidt ligegyldigt, hvad folk tænker?

Om de tænker, at jeg da egentlig er en tyk, lille prop, der slet ikke burde være i fitnesscenteret, for mig er der da intet håb for alligevel? Om de tænker, at jeg ikke er særlig pæn, super intelligent, sjov, spændende eller what-fucking-ever. Det eneste, jeg egentlig "behøver" at være, og det er jo kun ifølge mig selv, er rar. Jeg vil gerne være et godt, rart menneske, men guess what, peeps? Det er jeg faktisk allerede.

Det er utroligt, hvad enden på noget, der var helt forkert for mig, kunne føre med sig. Jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde har hadet mig selv mindre, end jeg gør i skrivende stund - og det er edersparkme en mærkelig følelse.
Og det en følelse, jeg ikke kan genkende. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har tænkt "Ved du hvad, Sjelle, du er sgu okay", som jeg gør nu. I hvert fald ikke i den grad.

Jeg er nødt til at stoppe med at sælge mig selv for billigt - fuck det udtryk fungerer ikke på dansk - for jeg er helt okay, præcis som jeg er. Jeg er lige, som jeg skal være, lige nu, på dette tidspunkt i mit liv. Det har jeg i hvert fald besluttet med mig selv. Jeg er ikke perfekt, men jeg er okay.

Og den beslutning har satme givet ro.

"She remembered who she was, and the game changed." 

- Sjelle

Likes

Comments

Okay... jeg vil starte med at sige, at jeg, de sidste 2 år, har nægtet at skrive om dette på det sociale medier - så meget, som det nu har været muligt. Der har nemlig været, og er, folk på mine sociale medier, som jeg ikke ved, om ville kunne håndtere dette - og som jeg egentlig havde lovet mig selv, at jeg altid ville holde det hemmeligt for.
Men tiden er kommet nu, hvor jeg hverken skal, kan eller vil holde det hemmeligt længere. For det er simpelthen sådan en inkarneret del af den person, jeg nu engang er blevet. Jeg bliver garanteret "carried away" i løbet af dette indlæg, og det bliver nok møg rodet. Bær venligst over med mig.
Here goes nothing.

Jeg ved ikke, om du har læst om hashtagget #metoo" - hvis du ikke har, har du nok levet under en sten den sidste uges tid. Jeg har også en historie, der omhandler dette hashtag.
Jeg vil ikke gå i for mange detaljer, da det er en historie, der stadig kan få mig til at kaste op af angst. Det har, højest sandsynligt, udløst en paranoid psykose og en omgang PTSD, der muligvis, muligvis ikke, ville være kommet frem alligevel. Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan bare svare på, at jeg ikke har været den samme siden den sommerdag i 2010. Ikke det, der ligner.

Jeg var på daværende tidspunkt kæreste med en mand, som troede, han kunne bestemme, hvad jeg ville og ikke ville. Og, skulle det vise sig, det kunne han også. Han var væsentligt ældre end jeg, der kun var 16, og jeg var egentlig mest en forsagt, lille anorektisk teenager, der var pisse angst. Fedt af ham lige at udnytte det, ikke?
Jeg havde altid troet, at voldtægt - fuck mand, bare ordet giver mig kvalme - var noget, der skete for alle andre. For jeg havde jo lært, at man skulle passe på sig selv, og så ville det ikke ske for mig.
- For det første, er det et drøn forkert udtryk. Ved at sige det, siger man "Vær sikker på, han voldtager en anden end dig", og det er fandeme ikke okay.

Eftersom, at jeg havde lært, at jeg skulle passe på mig selv, havde jeg da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle ske af en, jeg havde inviteret ind i mit hjem. Én, jeg endda var kærester med, og én, jeg faktisk (somewhat) stolede på. Jeg troede, at sådan noget altid skete i en mørk skov midt om natten. Men nej, det skete i min egen seng.

Jeg har desuden ikke tal på, hvor mange gange jeg, efterfølgende, har gjort ting mod min vilje, for at "beskytte" mig selv - for hvis jeg holdt min kæft, lukkede øjnene og tænkte på noget andet, så var det ikke et overgreb, for personen vidste jo ikke, hvad han gjorde forkert - eller at han overhovedet gjorde noget forkert. Kan I høre ironien? Der er noget, der hedder kropssprog, people. Selv autisten her kan læse sådan noget.

Men.. sandheden er nok den, at jeg er mærket for livet. Det er de fleste efter sådan en oplevelse, så I må ikke føle, at jeg negligerer andres oplevelser, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg forsøger at få dette frem i lyset, som den feminist jeg nu engang er - og så kan min far lave korsets tegn nok så mange gange, for det ændrer sig ikke.

Jeg er konstant i alarmberedskab. Mistro er nok det, jeg føler oftest. Jeg stoler ikke rigtigt på nogen. Jeg var, da jeg boede hjemme, konstant angst og paranoid over, om han nu skulle dukke op igen. Så voldsomt, at min mor blev nødt til at få sikkerhedskæder på hendes døre. Noget, jeg, stadig, ikke sover uden at have sat på, i min "nye" lejlighed, efter jeg er blevet alene.

Vi er simpelthen nødt til at lære vores sønner, nevøer, brødre, fætre og venner, at forstå et nej. Inden du begynder på det der "Not all men" pis, så tænk på, hvor mange der har deltaget i denne her "bevægelse" - hvor mange, der har oplevet noget lignende.

For nej, ikke mænd - men, jo, alle kvinder. Stop making everything about you.

- Sjelle

Likes

Comments

Disclaimer; Dette er ikke henvendt nogen. Der er ingen skjulte hentydninger, agendaer, eller noget i den dur. Når det så er sagt - if the shoe fits, feel free to wear it.
Derudover, er dette ret rodet... deal with it.

Jeg forstår ikke altid mennesker. Granted, det gør jeg sjældent.
Men jeg kan ikke, og kommer aldrig til det, forstå, hvordan man kan knuse en, man påstår at elske. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man, fra det ene øjeblik til det andet, bliver totalt følelseskold, og lige pludselig har personen "aldrig haft følelser for én".

Nu har jeg, som du, min kære læser, måske har gættet, ikke verdens største ego. Jeg forstår fuldt ud, hvis folk ikke har følelser for mig - I don't blame them.

Men nogle ting nægter jeg at tro på. Og det er ikke pga. ego, selvtillid, eller storhedsvanvid. Det handler simpelthen bare om, at jeg ikke kan få det til at passe. Hvordan kan man se en person i øjnene, med julelys og beundring strålende ud af dem den ene dag, og så næste, der er der ingen følelser. Jeg forstår det ikke, men måske er det fordi, jeg altid føler alting så fucking meget. Like... det tager meget, før jeg elsker en person, men når jeg så gør... så er der nærmest ikke noget, jeg ikke ville gøre for vedkommende.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man kan tillade sig at tage én med i faldet, når man selv knækker - med vilje. Hvorfor jeg skal stå model til alt muligt bullshit, man egentlig ikke bør udsætte et andet menneske for.
For, guess what.. jeg ér faktisk et menneske. Og jeg bliver også ked af det - nok mere, end de fleste tror - og jeg bliver også vred. Jeg bliver også træt af det, og jeg fatter heller ikke noget.

"Er du blevet bitter, Sjellbells?" Ved du hvad, det ved jeg ikke.. lidt, måske? Eller måske er jeg bare træt af det her pis. Jeg er træt af, at folk tror, de kan træde lige hen over mig, som det passer dem, fordi "du siger jo alligevel ikke noget" - okay.. og det giver dig ret til alt, eller hvad? Nej, sådan fungerer det ikke.

Jeg er træt af, at jeg først skal have smidt i fjæset, at en eller anden person ikke har følelser for mig, for at h*n derefter skriver 2-3 dage efter, at h*n savner mig. Du kan ikke knuse mit hjerte, og derefter sige, at du savner mig. Sådan fungerer verden altså bare ikke.

Noget siger mig, at jeg er lidt træt...

- Sjelle

Likes

Comments