Jeg har noget at fortælle jer...

Hey guys. Jeg har nogle ting som jeg har haft brug for at komme ud med i et godt stykke tid nu.

Jeg er, efter mine 4 dages stilhed på alle mine sociale medier, tilbage og er klar til et nyt kapitel her på bloggen. Det bliver en del mere personligt, og jeg håber at i tager godt i mod det. Nogle af jer har sikkert lagt mærke til, at jeg var gået “under jorden” i starten af denne uge, og hvis i ikke har så “halløj jeg har været væk, og er nu tilbage”. Ej, men grunden til mit fravær på mine socials, tror jeg ikke helt at jeg kan forklare ultra kort, men jeg vil forsøge. Ser i, hele denne måned har jeg følt mig som en helt anden person - på ingen positive måder! Denne person har undgået ting jeg normalt holder af at lave i min fritid, jeg har sovet længe - som i meget længe, hvilket skyldes at jeg har været ude og feste en del, derfor også drukket en del alkohol og derfor kommet sent hjem. Oveni det, har jeg bare været enormt trist og følt mig så alene. Så det har været en rigtig god blanding kan i nok se.

Som mange så på min Instagram , tog jeg på ferie med min mor til Milano her i starten af Juni. Turen var super god, jeg havde på en måde brug for at komme lidt væk fra Odense og se lidt nyt og lækkkert, så all-in-all var det en rigtig god tur. Jeg håbede også på at få lidt styr på mine følelser, da jeg havde været en del ked af det op til turen, hvilket var ret uheldigt. Men jeg fik glemt det meste, og havde det rigtig sjovt.

Siden jeg kom hjem til Odense igen, har mine uger været et kaos føler jeg. Jeg kom hurtigt tilbage til mit samme triste stadie, og oveni i det gik jeg en del i byen hvilket resulterede i en del alkohol - som ikke var så smart. Udover det sås jeg med en del nye veninder, og var overall super social end hvad jeg normalt er. Men selvom jeg var så social, følte jeg mig ekstrem alene. Det skal lige siges, at jeg til hverdag er mest for mig selv, og ellers hygger jeg lidt med mine roommates, men jeg har bare ikke et behov for at være sammen med venner/veninder konstant, jeg nyder virkelig mit eget selskab. Men på det sidste har jeg virkelig haft brug for, at snakke om tingene og bare livet generelt med nogle veninder og familie. Jeg følte dog ikke at jeg blev lyttet til 100% af mine veninder og fik det derfor en smule værre, da jeg følte at det 100% var mig den var gal med. Normalt ville jeg ringe og snakke med min mor omkring det, men denne måned blev det tit de samme samtaler, da jeg ikke kunne finde ud af at sige, hvad der virkelig var galt.

Vi spoler frem til i søndags. Jeg har haft en super sær weekend, og har haft en del at tænke på ift min sociale omgangskreds. Om aftenen vælger jeg at ringe til min mor for (endelig) at fortælle hende alt, hvad der har foregået inde i mit hoved på det sidste. Jeg fortæller hende, at jeg føler at jeg har mistet mig selv, at jeg går og er så forfærdeligt trist, og jeg kan ikke komme op om morgen. Min døgnrytme er vendt op og ned, jeg føler mig stresset, jeg føler mig vred og skuffet over mig selv. Dét som har været en stor del til min stress, har været at skulle finde en uddannelse. Eller rettere presset til at man skal starte på en uddannelse lige efter gym. Jeg er 22 og ved endnu ikke hvad jeg vil… eller det gør jeg faktisk. Jeg har bare haft svært ved at sige det højt, for jeg følte ikke at jeg ville blive støttet i det. Men hør, jeg ønsker ikke at gå på uni da det ikke er mig, måske bliver det noget for mig om et par år, det skal jeg ikke kunne sige. Lige nu drømmer jeg om at kunne leve af at blogge, hvor jeg kan inspirere jer derude som sidder og har det på nøjagtigt samme måde som jeg selv. Jeg har bare i denne måned bedøvet mig selv i sociale arrangementer jeg inderst inde faktisk ikke havde lyst til pga min krop var træt, men hvor jeg i stedet for at lytte til min krop, sagde “jo lad os nu gøre det”, og så blive ked af det om aftenen når jeg “endelig” kom hjem igen. Jeg har haft presset mig selv så langt ude, hvor jeg ikke har kunne mærke mig selv, hvilket begyndte at skræmme mig utrolig meget. Min mor og jeg snakkede sammen i lidt over en time den aften, hvor vi så aftalte at jeg kom hjem til hende i lige så lang tid jeg fik brug for.

Mandag morgen tog jeg afsted og pakkede det jeg ville kalde for primitivt, ift hvad jeg plejer. Jeg har ikke haft makeup på nogen af dagene hvor jeg har været hjemme, og jeg har bare rendt rundt i en t-shirt og et par jeans, hvilket heller ikke sker mere end 1-2 gange om ugen normalt. Jeg har virkelig bare haft brug for, at gå helt back to basic og virkelig føle mig selv og min krop, og hvad jeg havde brug for. Min mor har været overdrevet støttende, som altid, hvilket har hjulpet mig så meget med at rode alt det her ud. Så de sidste 4 dage har jeg bare været grounded med mig selv som person. Prøvet at finde mine værdier frem igen, og hvad jeg ønsker/drømmer om for mig selv. Jeg fik prøvet “Nada”, som er øre-akupunktur som skulle hjælpe med at få mine tanker til at sætte ned i fart. I de 45 min. kunne jeg kun tænke på Miley Cyrus sange, hvilket var super mærkelig. Men Nada virkede!

Jeg tror lidt at det jeg vil sige til jer, er at i skal virkelig bare lytte til jer selv. Det er mere end okay at føle sig anderledes, og føle at man ikke har lyst til at tage til alle mulige sociale arrangementer med sine venner. Bare fordi alle andre gør det, behøver du ikke også. Denne her skal jeg også selv holde fast i, for jeg har i realiteten på ingen måder behov for at være sammen med en masse mennesker hele tiden. Det troede jeg at jeg skulle, for det var mærkeligt at jeg ikke var så social, men det er bare ikke mig. Og det skal jeg ikke tvinge mig selv til at være. For jeg er god nok som jeg er, og i er gode nok som i er! Så lyt til jeres krop og aldrig ignorerer hvad i har af behov og følelser. Jeg er et over sensitivt menneske, jeg føler alt sååå meget mere end hvad et "normalt" menneske gør, og jeg er først i år bevidst omkring dét samt hvor meget jeg må lære mig selv, at det er okay at være såret og jeg skal bare føle det indtil jeg er klar til at komme videre. Tag dit eget tempo, det er okay.

Til allersidst vil jeg bare lige sige, at jeg er så okay nu. Jeg lyttede til min krop og tog nogle dage “fri” fra livet, og er på rette vej til at have mig selv tilbage, endda stærkere end før. Det kræver lidt endnu, men jeg har det så meget bedre igen. Jeg har også sagt til mig selv, at jeg vil bruge meget mere tid på jer her på bloggen og min instagram, samt gøre den en del mere personlig, så i kan lære denne sære pige at kende. Så i må lige holde øje med mig, det bliver crazy!

Jeg elsker jer så højt! Tak fordi i gad og læse med, og endelig skriv til mig hvis i har lyst til at snakke lidt om alt.

Xoxo Maria

Synes godt om

Kommentarer

Aaron
Aaron,
Take care Maria <3
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229