Jeg bor på bosted/kollegie/støtte i egen lejlighed???

Hej venner!

Jeg har det sidste halvandet år, hvor jeg har boet på min nuværende adresse, haft problemer med, hvordan jeg skulle fortælle andre omkring det. Oftest bliver det til noget kludder, og folk ender med hver sin historie, da jeg egentlig ikke aner, hvad man skal kalde det. Så jeg tænkte, at jeg lige ville lave et indlæg, hvor jeg fik det forklaret én gang for alle.

Efter min indlæggelse i vinteren 2018/2019 blev det besluttet, at jeg ikke længere var i stand til at have min egen lejlighed. Jeg flyttede nemlig hjemmefra i september/oktober 2018 i en lejelejlighed i Pandrup. Jeg var utrolig ked af, både at skulle forlade mit nye hjem, men også at få at vide, at jeg ikke længere kunne tage vare på mig selv. Den var svær at sluge, men jeg vidste jo inderst inde godt, at jeg ikke ville eksistere længe, hvis jeg blev alene i den lejlighed.

Herefter begyndte min sagsbehandler at lede efter muligheder til mig, og hun fandt dette fine sted 20 min. fra dér, hvor mine forældre bor. Netop det, at det var tæt på mine forældre, var et vigtigt kriterie både for mig og mine forældre. Det giver dem den tryghed, hurtigt at kunne komme mig til undsætning, hvis jeg får brug for hjælp, og for mig, er de en kæmpe del af, og hjælp i min hverdag.

Stedet, der blev fundet til mig, var et stort hus med 6 lejligheder og et fællesareal, lidt ligesom et kollegie, men rent faktisk er det en §85 støtte i egen lejlighed, men det fungerer egentlig bare som et kollegie med et par pædagoger.

Da jeg kom på besøg i huset, følte jeg mig med det samme hjemme, og jeg connectede straks med pædagogerne og mine naboer. Jeg kunne bare mærke, at her ville jeg gerne bo, og nu halvandet år senere, er vi bare en kæmpe familie i et stort hus.

Hvorfor er jeg dér?

Huset, som jeg altid kalder det, fungerer faktisk som sådan et stoppested mellem at bo hos sine forældre, og at flytte hjemmefra. Man kan vel på en måde, sammenligne det lidt med en efterskole, da begge steder forbereder én på at være udeboende. Den eneste forskel er bare, at vi her er psykisk udfordret alle sammen, men på hver sin måde.

Der er en del ting, som jeg arbejder med til daglig, for at blive klar til at komme ud i egen lejlighed igen, som eksempel har jeg et meget anstrengt forhold til mad, hvilket gør, at jeg har svært ved at omgås mad, og dermed ikke selv kan sørge for ernæring. Jeg får også hjælp til at planlægge og strukturere min hverdag, og hjælp til at beholde sunde rutiner, så jeg ikke kommer ud af balance.

Og sidst, men ikke mindst, så er jeg enormt dårlig til at være HELT alene, da jeg på den måde bliver yderligere deprimeret, derfor hjælper det mig bare at vide, at der er 5 andre i huset hele tiden.


Er det et tabu at bo med støtte?

Jeg har haft utrolig svært ved at fortælle folk omkring min boligsituation, men også aldrig rigtigt fundet ud af, om andre ser det, som et tabu. Jeg kan jo enormt godt lide mit hjem, men alligevel er det pisse svært at omtale det, da jeg ikke ved, hvordan det vil blive taget imod, eller hvad folk tænker om boligsituationer, som denne.

Det der forekommer mig allerværst er, hvordan man får det forklaret bedst muligt. Jeg starter altid med at fortælle, at jeg er udeboende, men ikke bor alene, det er her kollegie delen kommer ind. Hvis folk så skal besøge mig, advarer jeg lige om, at det altså ikke er et normalt kollegie, og at der vil være en del til stede både "voksne", unge OG hunde udenfor lejligheden.

Så selvom det kan være svært at snakke om, så er jeg i sidste ende både utrolig glad for min lejlighed, men også de mennesker, som jeg har omkring mig. Dem vil jeg ikke være foruden.


Lots of love, Maja

Follow me on: Instagram | Facebook | Nouw | Bloglovin

Synes godt om

Kommentarer

theonlything
theonlything,

Super godt post! Kender godt det med at det kan være svært at forklare omkring ens bo-situation... <3

nouw.com/theonlything
MajaNysum
MajaNysum,
Tusind tak! <3
nouw.com/majanysum