Ugens blogger: Nora

Profile -

Hej Nora, hvordan har du det?

Hej! Jeg har det rigtig godt tak, især nu, hvor jeg er blevet ugens blogger! :)

Hvordan vil du beskrive dig selv og din blog?

Jeg synes det er så svært at beskrive sig selv. Jeg er nok mest en drømmer, hvilket lidt er det, jeg forsøger at vise med min blog. Farverige prints, enten med blomster eller dyr på, mellem blomstermarker og træer, og så en snert af Disney, fordi jeg aldrig bliver voksen :) Min blog er en livsstils/modeblog, men den handler i høj grad også om rollen som mor, efter jeg har fået min søn. Jeg håber folk kan se, at den er lidt anderledes og mere farverig, mere drømmende.

Hvornår og hvorfor begyndte du at blogge?

Jeg begyndte at blogge for syv år siden. Jeg har altid elsket at skabe mine egne hjemmesider, og jeg læste selv en masse modeblogs, men jeg havde dårligt selvværd og turde ikke rigtigt. Efter at have drømt om det i et par år, og efter en masse kærlige skub fra min kæreste, startede jeg den. Jeg tror bare altid jeg har været kreativt anlagt, og havde brug for et sted at dele min passion for mode.

Hvad kan man bl.a. læse om på din blog?

Jeg er meget visuel, så én af de ting jeg går mest op i med min blog er, at få nogle smukke billeder af tøj og omgivelser, der kan inspirere andre. Vi leder altid efter smukke naturområder, hvor vi kan tage billeder.

Ud over mode skriver jeg også om rollen som mor, jeg har Disneyfredage, og så har jeg en Bullet Journal, som jeg ofte skriver om, både ved at vise mine tegninger og min opsætning i den frem, men også i form af guides til, hvordan mine læsere kan starte deres egen Bullet Journal.

Hvad har været den bedste oplevelse med din blog?

Det må være de gange hvor jeg er blevet anerkendt i mit arbejde. Hvis jeg har skrevet et indlæg der har rørt andre. Engang skrev jeg et indlæg om, at mit barndomshjem skulle sælges, og om mine barndomsminder - der var en ven af mine svigerforældre der til en fødselsdag fortalte at han havde læst det, og at det rørte ham dybt, han syntes det var så godt skrevet.

Eller når andre har syntes jeg gør det godt, og f.eks. har villet samarbejde med mig. Bl.a. da jeg for kort tid siden fik lov at skrive om lækre Hunkemöller-produkter, eller dengang jeg blev affiliatepartner med Disneystore.dk (som desværre er lukket nu).

Hvad laver du til dagligt?

Til dagligt arbejder jeg som pædagog i en vuggestue, og så er jeg mor til en dreng på 15 måneder :)

Hvordan finder du inspiration til nye indlæg til bloggen?

Den kommer fra mange forskellige steder - årstiden, naturen, smukt tøj, der giver mig lyst til at tage ud og skyde billeder, dygtige kvinder på instagram, eller gode, rørende film.

Hvilke andre bloggere inspireres du af, og hvorfor?

Åh, der er så mange! Her er dem jeg lige kan komme på:

Barefootblonde.com, hendes billeder er fantastiske, og de fanger de smukkeste øjeblikke af deres fine familie.

Rockpaperdresses.dk, både i forhold til hendes kamp for at blive mor, og så hendes fantastiske og anderledes farverige tøjstil. Hun skriver helt utroligt godt.

Denperfektemor.dk, både hendes blog og instagram, hvor hun skriver om alle de aspekter af at være mor, som andre ikke tør tale om.

Thedashofdarling.com, hendes billeder er fantastiske, hendes datter er så kær og hun skriver fine, velovervejede indlæg.

Hvad har du af mål for din blog?

Jeg håber, som de fleste bloggere, at min blog en dag kan blive til min karriere, at jeg kan leve af den. Det har været drømmen siden jeg startede. Det er min største passion, og en fantastisk hobby, og det ville være helt ubeskriveligt at kunne leve af, at lave noget jeg elsker så højt :)

Hvad laver du om 5 år?

Om fem år bor jeg i et dejligt hus på landet med min kæreste og vores søn. Jeg lever af at skrive blog, og har mit eget børnetøjsmærke.

Hvad er dit bedste råd til dem, der ønsker at starte en blog?

Spring ud i det! Og gør det fordi du elsker det - passionen skinner enormt meget igennem, og hvis man går til det med hele hjertet, så kan det kun blive godt.

Hvis du vil se mere til Nora, kan du følge hendes blog lige her: @NoraMoerch