"Min blog er en slags digital dagbog, hvor jeg dykker ned under overfladen"

Mød dygtige Liv, som blogger om alt fra hendes tanker og følelser til mode og fotografering. Læs med her, hvor vi snakker om blogging, selvværd og favoritbutikker. Profile -

Hej Liv! Hvordan har du det?

Hej! Jamen jeg har det faktisk meget godt fortiden. Jeg har fået skudt 2019 igang med en fed start, både her på bloggen, men også på min Youtube, hvor jeg lige har ramt 4.000 abonnenter. Det er jeg meget stolt af. Ellers er januar en mørk måned og det påvirker mig meget. Derfor har jeg også nogle øv dage, med knap så meget energi.

Vi er vilde med din blog! Hvordan vil du selv beskrive den?

Tja altså den er nok et frirum. En slags digital dagbog, hvor jeg dykker ned under overfladen og fortæller om de tanker og følelser, jeg oplever. Samtidig er min blog også et sted, hvor jeg kan være kreativ og vise min interesse for mode og fotografering. Så min blog handler både om det ydre og det indre.

Hvad kan du bedst lide at skrive om på din blog?

Det er nok som tidligere nævnt at dele mine tanker fra mit liv samt kreere indlæg, hvor jeg kan bruge min kreativitet ift. mode, tøj, det visuelle m.m.

Lige nu er jeg især fokuseret på min serie “Stylish Sunday”, hvor jeg interviewer forskellige interessante bloggere. Jeg er ret nysgerrig på mennesker og synes det er spændende at høre om deres syn på mode.

Hvordan blev du inspireret til at skrive indlægget "Lær at elske dig selv?”

Det gjorde jeg nok, fordi jeg synes, at det er et meget vigtigt emne, som jeg selv er optaget af. For os teenagere er det meget fokus på det ydre. Vi viser os selv på den perfekte måde på instagram. Men bag ved dét er vi jo bare unge mennesker - usikre og famlende. Det tænker jeg er normalt. Jeg synes, at vi også skal få sat ord på den usikkerhed og på hvordan vi øver os i at tro på os selv og lære step by step, hvem vi er. Det synes jeg er mega vigtigt og ja….jeg viser i indlægget, at jeg også selv forholder mig til det og øver mig :-)

Hvilke andre bloggere inspireres du af?

Helt klart Charlotte Caroline. Jeg synes, at hun er meget inspirerende og har en vildt fed blog. Ellers tænker jeg, at Pauline Hardings blog inspirerer mig meget visuelt.

Vi kan se, at du går meget op i mode. Hvilke butikker er dine favoritter?

Ja det er faktisk lidt sjovt, men jeg er ret petit og derfor er min favorit om sommeren Zara kids, da det er meget budgetvenligt og det er noget virkeligt sødt tøj. Jeg elsker farverne. Ellers er H&M også et sted jeg kigger forbi. Lige nu er jeg så heldig at have en del tøj fra Chiquelle, som har sponsoreret mig det sidste halve år. Deres tøjstil er jeg også ret glad for.

Hvad gør du, når du har tøjkrise?

HAHAHAHA ja hvem har ikke det? Jeg prøver at undgå det ved at lægge tøj frem om aftenen. Men skulle det ske, at der krise i den en morgen, så griber jeg det sikre, du ved... jeans og en lækker strik.

Hvad kan du bedst lide? Sommer- eller vintertøj?

Altså jeg elsker moden lige nu med de lækre striktrøjer, men ellers er det nok sommertøjet, som jeg er mest vild med. Jeg elsker farverne i sommerkollektionerne. Jeg er dog meget inspireret af at købe tøj, som jeg både kan bruge både sommer og vinter.

Nævn 3 ting du ønsker dig lige nu!

Jeg har snart fødselsdag, så det er nemt at svare på. Jeg ville virkelig gerne have et vlog-kamera, så mine vlog-videoer kunne få en endnu bedre kvalitet og ellers ønsker jeg mig tøj fra Ganni. Der ud over kunne et ønske være, at min blog og youtube kanal bliver ved med at udvikle sig og komme endnu længere ud til dem, der kunne inspireres af mine tanker og mit blik på mode.

Hvis du vil se mere til Liv, kan du finde hendes blog lige her: @yeuxbleus

Skribent
Amanda Sand