"Jeg har altid haft en kæmpe stor passion for boligindretning"

I dag møder vi dygtige Carla Sofie, aka "Molgedecor", som fortæller os alt om sin store passion for indretning. Bliv inspireret af de smukke boligbilleder her i artiklen, eller klik ind på hendes blog for at se endnu mere! Profile - 3

Hej Carla Sofie, hvordan har du det?

Hej! Jeg har det simpelthen så godt! Jeg nyder, at vi bevæger os over mod foråret med længere og lysere dage. Jeg kan allerede nu mærke, at jeg i løbet af de sidste par uger har fået meget mere energi, så det er skønt.

Hvordan vil du selv beskrive din blog?

Min blog henvender sig til boligentusiaster med interesse for boligindretning. På bloggen deler jeg ud af mine tanker og tips omkring boligindretning, trends og tendenser, genbrugsfund og kreative ideer.

Hvordan fik du idéen til at starte en blog?

Jeg havde brug for et frirum, hvor jeg kunne dele mine tanker, erfaringer og ideer i forhold til boligindretning.

Derudover nyder jeg at få lov til at udfolde mig kunstnerisk og samtidig beskæftige mig med design, som er en af mine helt store passioner, hvilket var en af de helt store grunde til at jeg startede. Men det bedste ved at drive bloggen i dag er den skønne respons fra ens følgere og at man kan være med til at inspirere dem.

Du har stor sans for boligindretning! Har det altid været en interesse?

Jeg har altid haft en kæmpe stor passion for boligindretning, interiør og i særdeleshed lækkert dansk design, hvilket jeg bestemt ikke har fra fremmede. Begge mine forældre er utrolig kreative og deres interesse for boligindretning har derfor også påvirket mig meget gennem min opvækst. Dette er især kommet til udtryk gennem de utallige af gange, hvor jeg har ommøbleret mit barndomsværelse eller da jeg brugte mine konfirmationspenge på designmøbler. Det har derfor altid lagt i kortene, at jeg skulle arbejde med indretning. Jeg skulle bare lige nogle omveje først – That’s life!

Hvad er dit bedste tip til dem, der skal indrette en ny bolig?

Investér i tidsløst design. Ved at investere i de rette grundsten vil din bolig altid være modtagelig overfor forandringer, såsom enhver stilændring eller nye trends.

Hvordan fandt du din indretningsstil?

Min indretningsstil er præget af det minimalistiske udtryk med et touch af nordisk hygge i form af puder, plaider og interiør i varme nuance. Valget af helt afdæmpede nuancer i vores indretning har bestemt ikke været tilfældig, da både min kæreste og jeg befinder os bedst, hvis der ikke indgår for mange farver i indretningen. Dette gør også, at vi begge bedre kan slappe af, når vi er hjemme fra en ellers stresset hverdag med arbejde.

For at skabe kant og personlighed til den minimalistiske stil krydrer jeg det med fine loppefund og gør det selv projekter. Jeg nyder at stå tidligt op i weekenderne og tage ud på forskellige loppemarkeder eller være i gang med nye DIY løsninger. For mig behøves det ikke være en kendt designer eller kunster, der står bag tingene jeg køber. Så længe tingene har sjæl og kan gøre noget spændende i forhold til det ny-produceret design, som vi har i hjemmet.

Hvad er dit næste drømmekøb?

Vi har længe kigget på en ny loungestol til vores stue. Jeg har især altid drømt om en PK22, designet af Poul Kjærholm. Men da min kæreste også har en mening herom, er valget i stedet endt på Pelikanen, designet af Finn Juhl, som jeg snart håber kan blive en del af vores hjem i der lækre og fluffy fåreskind.

Hvad laver du til dagligt?

Jeg driver bloggen og indretningsfirmaet Molge Decor, hvor jeg arbejder med privat- og erhvervsmæssig indretning, styling, tekstforfatning og content marketing. Derudover arbejder jeg hos møbelhuset Jacobsen Plus, hvor jeg sidder med deres webshop, SoMe, indretning og salg.

Hvad er dine fremtidsplaner?

Lige nu prøver jeg at leve i nuet uden at have de helt store planer for fremtiden. Jeg drømmer dog helt sikkert om en dag at beskæftige mig endnu mere med især boligindretning. Måske blive 100% selvstændig ;-)

Hvis du vil se mere til Carla Sofie, kan du følge hendes blog lige her: @molgedecor