Jeg er snart 16. Om præcis 1 minut er der 5 dage til. Og jeg sidder her midt om natten og spekulerer over hvad meningen med livet er. Hvad er jeg for en person, når jeg sidder med alle de her tanker?

Jeg er en person der presser sig selv for meget, bliver ked af det og stresset. Jeg er en person der til tider er bange for mørket, og jeg har de fleste dage svært ved at komme ud af huset. Jeg lyder måske som et skvat, det kan jeg godt selv være tilbøjelig til at synes, men jeg har alligevel opnået mange ting.

Jeg har overkommet en masse ting i min barndom, fra da jeg var helt lille. Ja jeg havde endda problemer ved fødslen. Jeg har kæmpet mod HPV-bivirkninger, angst, en snert af en depression (flere gange) og med mit selvværd. Jeg har kæmpet med min krop og med venner, og jeg føler mig stolt over alt jeg har opnået.

Men jeg føler alligevel ikke at jeg er god nok. Presset kommer indefra, og det er nok det der giver mig viljestyrke, men også det, der giver mig perioder hvor jeg er deprimeret og magtesløs.

Så hvordan finder jeg den balance, jeg så desperat leder efter?

Tidligere i dag læste jeg en artikel af Mark Manson. Herefter reflekterede jeg over mine mål, mine værdier, og det der betyder noget for lige præcis lille mig.

Han sagde blandt andet dette:’

"Goals are dangerous because the meaning they provide when you’re working towards them is the meaning that is taken away once you achieve them.

This is why all the superficial stuff like make a billion dollars, or own a Rolls Royce, or get your face plastered on the cover of a magazine all lead to a type of happiness that is shallow and short-lived — because the meaning is shallow and short-lived.

There has to be a deeper reason for your goals. Otherwise, the goals themselves will be empty and worthless in the long-run.”

Det vil sige, at for at få noget ud af de mål man sætter sig i livet, skal der være en dybere mening bag dem, ellers vil de ikke betyde noget, efter du har opnået dem.

Jeg vil være ærlig og sige, at jeg har været meget deprimeret og svag, og ikke har kunnet se meningen med livet den sidste uge. Jeg har haft svært ved at komme ud af sengen, fordi jeg ikke kunne se hvorfor jeg skulle. Hvis der ikke er noget at kæmpe for når jeg skal stå op, hvorfor så gøre det?

Jeg lå i 5 minutter, efter jeg var vågnet, for et par dage siden, og tænkte “Hvorfor er det nu jeg skal rejse mig op?” Det var forfærdeligt.

Jeg har også følt mig egoistisk, fordi jeg er så priviligeret. Der er så mange, der har det meget værre end mig. Jeg har det faktisk rigtig godt, så hvorfor har jeg været så langt nede?

I dag var jeg alene i 5 timer, hvor jeg bare lavede hvad der passede mig, og tankerne flød ud over det hele. Da jeg fik selskab af mine forældre der kom hjem, var jeg glad og følte mig helt renset, og jeg ved ærligt talt ikke hvordan det skete.

Men det her ved jeg:

Meningen med livet er, at drømme stort, at have mening bag sine drømme, at gøre sit bedste, huske sine principper, og at være ærlig over for sig selv. Det handler om at hjælpe andre med deres problemer, at vise medfølelse og engagement.

Og det vigtigste over alt andet: Start nu, kig ikke tilbage og omfavn det hele med et smil og et åbent sind. Problemer, store og små, er det der giver os mennesker tilfredsstillelse, fordi vi kan løse dem og forbedre os selv og andre, ved at lære af fejl som vi og de laver pga. problemerne. 

Så...

Lad os lukke festen med en quote: 


“True knowledge exists in knowing that you know nothing” - Socrates

Vi ses, jeg elsker mig selv, jeg håber i elsker jer selv.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Jeg har altid haft svært ved at acceptere mig selv.

Det tror jeg de fleste har haft, i hvertfald bare på et eller andet tidspunkt i deres liv. Jeg har altid følt mig lidt som det sorte får. Den der stak lidt ud, eller den som ikke var helt inde i varmen som alle de andre så ud til at være. Jeg har altid haft venner, men har ofte følt, at jeg for at være sammen med de venner, gik på kompromis med mig selv og mine grænser. Jeg har også haft mange slags venner gennem tiden, især da jeg var mindre. Da jeg kom i 0. klasse fik jeg mig en vennegruppe, som først blev opløst og ændret omkring 6. - 7. klasse, da vi fik blandet klasser. Herfra ændrede alt sig. Vi fik blandet hele årgangen to gange, og jeg endte i en situation, som dengang var det værst tænkelige. Den situation sørgede for, at jeg i dag er 100 % min egen.

Som menneske, som individ, har vi alle nogle værdier og nogle grænser, som er vigtige for os. Det er ikke nødvendigvis grænser som behøver at blive forklaret, eller som skal kunne forklares. Det er bare de principper man som person lever indenfor, for at man kan have respekt og tiltro til sig selv. Hvis man ikke kan stole på sig selv, hvordan kan man så stole på andre? Den person man er tættest på hele livet er sig selv, derfor skal man behandle sig selv godt.

Da jeg kom i 8. klasse var vi blevet blandet igen, og i den nye klasse var der kun én person, jeg snakkede lidt med. Jeg var så frustreret, og bange. For at være ærlig husker jeg ikke meget af det.

Jeg havde en snak med de nye lærere, som gjorde at jeg følte mig mere klar til at gå ind i den nye klasse første skoledag. Den snak jeg fik gjorde, at jeg var mere åben for den nye klasse. Den betød, at jeg gik ind ad døren med en positiv og forventningsfuld indstilling, og endte med at få den bedste klasse jeg nogensinde har haft. Det kan godt være, at jeg ikke har en bedste veninde, og en stærk gruppe jeg er sammen med i klassen, og det er netop det, der gør at den er så god.

Den nye klasse, hvor alle er anderledes og forskellige, har givet mig så mange indtryk, så meget indsigt i andre mennesker. Jeg er blevet meget mere selvstændig, og tør nu godt, at bevæge mig rundt på egen hånd, uden en støtte ved min side. Jeg kan stå ved mig selv, for det er jeg nødt til, når nu jeg ikke har en venindegruppe der gør det.

Jeg har lært hvor vigtigt det er, at acceptere alle, og ikke tro noget om folk før man har spurgt dem. Jeg har lært, at være mindre snæversynet (Eller hvad man nu siger). Altså at jeg ikke har nogle antagelser om folk. Man kan sige, at jeg har visket tavlen ren for alle formodningerne og tankerne om andre mennesker, og istedet valgt, at møde folk som de nu er: Høje, lave. Tykke, tynde, Glade, sure. Dumme, kloge. Smukke, grimme. Dybe, overfladiske. Dreng, pige. Sort, hvid. (Ja, sådan er det i den verden vi lever i)

Alle mennesker kan være søde, medmindre du antager, at de ikke er det. Alle mennesker kan være gode nok, hvis du ikke forventer at de er noget de ikke er.

Det at jeg ser på folk uden at antage at de er noget de ikke er, gør at jeg kan leve mit liv, uden at skulle leve op til andet end at være mig. Jeg kan løbe, danse og gadedrengehoppe på gangene fordi jeg har lyst, så må folk tænke hvad de vil. Jeg snakker til mig selv når jeg går på toilettet, og hvis folk hører mig, så får de et godt grin, og så er deres dag sikkert blevet mere munter. Jeg siger hvad der falder mig ind, bruger de ord jeg har lyst til. Jeg presser mig selv til at gå i hvad jeg har lyst til, og jeg sætter mit hår som jeg nu vil (for det meste), og tager de smil og kommentarer der måtte følge med.

At være sig selv er, at være ligeglad. Vi er alle sammen quirky (på en god eller en dårlig måde) i nogens øjne. Vi er alle det mest forfærdelige, klamme menneske i nogens øjne. Men jeg har på det sidste lært, at vi alle også er det smukkeste, mest perfekte, færdigstøbte menneske i nogens øjne.

Vi skal bare huske, at vise folk, den ægte person, den ikke finpudsede udgave af os selv. GIV SLIP FOR FAEN

I dare you ;PP

Jeg elsker jer, i må have den bedste dag nogensinde.

Husk: Man er sin egen lykkes smed.

SES <3

Likes

Comments

Hej alle...

I dag har jeg et meget improviseret og uforberedt indlæg til jer... Så her kommer det.

D. 18 December 2017 begik Kpop stjernen Jonghyun, fra den populære gruppe SHINee selvmord. Selvom jeg ikke kendte ham, eller havde hørt deres musik, blev jeg straks enormt ked af det da jeg hørte nyheden. Men det var som om jeg ikke rigtig kunne forstå de følelser det gav mig. Som om jeg ikke var klar til at indrømme over for mig selv, at mine tanker har været på den mørke vej, som han endte med at køre til ende. Vejen som ender med en kæmpe skrænt, og ingen vej tilbage.

Jeg er ovre den tid nu, men jeg har endnu ikke kunnet acceptere de tanker.

Mental sundhed er vigtigere end alt andet. Mental kærlighed, mental styrke, det er fundamentet for hele dit liv. Bygger du dig selv, på et ustabilt fundament, af tvivl og had mod dig selv, kan jeg garantere dig at det vælter en dag, og du vil ikke kunne bygge en stabil struktur, før du tager dig af dig selv.

Selv føler jeg mig enormt ensom lige nu. Jeg er dog så heldig, (som det curling barn som jeg åbentbart er (Shade til alle der kalder mig curlingbarn)) at mine forældre er klar til at støtte mig, og lægge en varm hånd på min skulder. Selvom jeg føler mig alene og ensom, selvom jeg føler mig udelukket og i vildrede, så har jeg en familie og nogle få venner som jeg virkelig føler holder af mig.

Men venner og jer jeg ikke kender:

Lad folk elske jer. Lad folk kende jer, og vide hvem i virkelig er. Fortæl folk: Hold kæft hvor er det hele bare hårdt. Hold kæft hvor er jeg træt af det hele lige nu.

SMID FACADERNE

Giv lidt ægte kærlighed til en person i morgen og i dag. Hjælp en anden med at føle sig stolt og stærk. Giv dig selv et ægte klap på skulderen fordi du stadig kan holde hovedet højt og løfte hovedet mod himlen.

Vi ved aldrig hvad der gemmer sig bag det falske grin eller det falske smil.

Vi ved aldrig hvem der er på kanten, og vi glemmer at opdage andre midt i vores selvoptagethed. Vi har det alle sammen hårdt, og vi har alle sammen en mulighed for at smide facaden og lytte til hinanden.

Jeg sidder her, foran min computer, og ønsker at nogen virkelig ville række ud til mig, og prøve spørge ind til mig og virkelig mene det.

Men piger og drenge, vi er fanget i vores egoer og vores grupper. Vi er fanget i de falske facader, som vi alle sammen skaber for at klare hverdagen.

Vær en positiv forandring for dig selv og andre det næste stykke tid, det vil jeg også gøre.

Giv en kompliment.

Smil til en du kender eller ikke kender.

Smil til den du hader, eller hemmeligt elsker

Åbn munden og bryd stilheden. Der står en hel verden klar til at gribe dig når du lader dig falde ud af facaden, og ind i en heldig persons arme.

Mind dig selv om at du er unik, og speciel. Måske er du uperfekt og fuld af problemer. Det er vi fandme alle sammen.

DIN MENTALE SUNDHED ER VIGTIG, LYT TIL DIG SELV OG DINE BEHOV, BRYD UD AF KAMPEN OM AT VÆRE NOGET DU IKKE VIL VÆRE.

den dag du stopper jagten efter de forkerte ting, vil de rigtige ting fange dig.

Jeg elsker jer

Elsk jer selv

Hvis du føler dig alene, anderledes, eller forvirret, så kan de følgende quotes være en hjælp.

Det var de for mig, jeg håber de virker for dig, lige meget hvordan du nu har det.

Og husk: Alt det her er skrevet fra hjertet, jeg ønsker jer alle sammen en glædelig jul og en masse kærlighed og fremgang i 2018

stay strong

"every day, every hour, turn the pain into power"

- Ida Lund

Likes

Comments

Hej igen.

I dag har jeg haft min første terminsprøve, denne i engelsk. Jeg synes ikke det var så slemt, da jeg følte mig forberedt og fattet. Jeg har også forberedt mig hele ugen, så jeg ikke pludselig sad i klemme.

"By failing to prepare, you are preparing to fail"

Jeg fik pludselig lysten til at dele en meget speciel person med jer. I morges så jeg en tweet fra en fellow ARMY (BTS fan) hvor der stod noget i nærheden af : Jeg kan love jer for at alle ARMY's der er fan af SUGA/Yoongi har været igennem noget virkelig hårdt, og jeg ved at de føler en slags speciel forbindelse med ham.

Jeg kan virkelig se mig selv i det her, den ARMY der skrev det har helt ret -folk der har kæmpet sig igennem noget hårdt, psykisk eller fysisk (eller begge som mig) vil automatisk føle et stærkt bånd til Yoongi, så snart de lærer ham at kende.

Jeg gider ikke give jer hele historien, for så synes i sikkert alle sammen at det er kedeligt, og så kommer min besked ikke igennem til jer. Da jeg sad i bilen i Italien, hørte jeg for første gang Yoongi's mixtape Agust D. Jeg læste teksterne som var det en bibel. Yoongi har været igennem så mange ting, og hans måde at håndtere det er smuk. Han kom fra en fattig familie i Sydkorea, flyttede til Seoul for at jagte sine drømme. Alt dette mens han kæmpede med OCD, depression og social angst. Han havde en familie der i starten ikke støttede hans drøm, men alligevel valgte han at gå efter den.

Hans mixtape hjalp mig virkelig med at klare de bilture. Jeg skruede hans musik så højt op at mine trommehinder var ved at sprænge, og så bed jeg tænderne sammen så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg bed mig i læben til jeg blødte og gjorde alt for at falde til ro.

Ingen andre end folk der har prøvet det jeg har prøvet vil kunne forstå hvor meget han betyder for mig. Hans sange har lært mig så meget om hvad det betyder at acceptere sig selv og sine problemer. Det at acceptere den person man er, og holde fast i sig selv. Lige meget om man mister venner eller social status, lige meget hvad man mister må man ikke give op på sig selv. Han hjælper mig med at acceptere de "ridser" jeg får af de der ikke forstår mig. Han har været en del af vejen til min forståelse af den dybere mening med alting. Hans deprimerende ord hjalp mig med at forstå hvordan jeg skulle håndtere mig selv og andre, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Derfor er Yoongi mit fyrtårn, han hjalp mig med at gå den rigtige vej da jeg sad fast i det mørkeste mørke.

Jeg håber I har et fyrtårn, eller at i finder et.

Jeg undskylder for stavefejl eller kommafejl, da dette blev smidt direkte ned på skærmen med tårer ned af kinderne.

Se gerne den her video, hvor i får en engelsk oversættelse af de ting jeg prøvede at forklare.

Se gerne hele videoen.

Tak for din tid, det betyder meget for mig at I tager jer tid til at læse det her.

Fra sangen "So Far Away" - Agust D

So far away
Don’t far away
So far away
Don’t far away

Dream, I will be there for your creation
Until the end of your life
Dream, wherever you might be
It will be lenient
Dream, you will fully bloom
After all the hardships
Dream, your beginnings will seem humble
So prosperous will your future be

​https://soundcloud.com/bangtan/sets/agust-d

Her kan i høre hele mixtapet

Likes

Comments

Hej alle...

Klokken er 20:40, og jeg er, ja hvad er jeg egentlig? Jeg er tilfreds vil jeg nok kalde det. Musikken kører, en virkelig god sang, der hedder Get You af Daniel Caesar:

Det der bare irriterer mig, er at jeg bliver nedtrykt så snart jeg tænker på at jeg skal i skole i overmorgen. Jeg er ikke glad for at gå i skole her for tiden. Ikke pga. timerne, men pga. frikvarterene. For at I kan forstå hvad jeg mener, tænker jeg, at vi bliver nødt til at gå lidt tilbage i tiden -> ->->->->->


I sommers ændrede mange ting sig. For det første var alting meget... bleh. Det var som om jeg sad fast, men jeg vidste ikke hvad det var der holdt mig tilbage. Det var som om alle mine venner kørte med 100 km/t og jeg kørte med 30 km/t - jeg følte at jeg sakkede bagud. Stille og roligt gik folk til flere fester, de fik arbejde osv. Jeg synes sgu det var skrækindjagende at cykle alene i skole på det her tidspunkt. Jeg følte mig virkelig udenfor. Jeg stod i en flok af piger og drenge, som jeg kunne snakke med, men jeg følte mig som den mest ensomme person i hele verden.

Sommerferien gav mig tid til at tænke, og genoverveje ting. På en ferie til Italien mærkede jeg pludselig omfanget af den ensomhed jeg sad i. For det første var det slet ikke ensomhed jeg kæmpede med. Jeg var ikke ensom, jeg var anderledes. Ikke den gode form for anderledes.

Der var noget galt.

Jeg glemmer aldrig hvordan det føltes at sidde klemt inde i en varm bil, og kæmpe med alle kræfter for ikke at brække mig af frustration. Jeg glemmer ikke hvordan jeg græd i min mors arme, fordi det hele var for meget. Jeg glemmer ikke hvor slemt jeg opdagede jeg havde det.

Jeg opdagede selv at min angst var vendt tilbage. Det var næsten den samme følelse som da jeg gik i syvende, men det var meget værre. Det krøb ind i alt jeg gjorde, fordi jeg var så uerfaren. Efter mit lange sygedomsforløb efter HPV-vaccinen, sad jeg fast indenfor. Jeg sakkede bagud i min udvikling i den tid, og det var det der kom efter mig i sommers. Jeg så en video på nettet, som gav mig en "aha-oplevelse" så det siger småkage. Jeg kunne relatere til alt i denne video, (som btw handlede om symptomer på angst).

At være bange for tilfældige ting, at føle mig ude af kontrol. At jeg var nødt til at kigge bag hver en dør hver aften før jeg "måtte" gå i seng. At jeg var utryg hver nat, når jeg lå og skulle sove. Straks blev jeg deprimeret. Meget af ferien foregik sådan. Jeg følte mig magtesløs, kold og sort indeni. Jeg græd som aldrig før, og jeg vidste ikke hvor enden på denne nedadgående spiral var at finde. Min mor og far og jeg fandt frem til en psykolog jeg kunne starte hos. Men alligevel sad jeg på ferie, jeg ville gerne nyde det for fulde drøn. Og det gjorde jeg også, men uden jeg vidste det, udviklede jeg en form for spiseforstyrrelse i mellemtiden. Jeg blev ekstremt fokuseret på hvad jeg spiste på ferien. Jeg trænede lige meget hvor træt og udmattet jeg var. Jeg sultede mig selv, og sagde jeg ikke var sulten så mange gange at jeg troede på det til sidst. Jeg var så svag. Jeg glemte at jeg havde en mulighed, og den mulighed var at kæmpe. I stedet gjorde jeg alt for at distrahere mig selv om dagen.

Det hjalp bare ikke så meget når det kom efter mig om natten. Når tankerne krøb under huden på en. Jeg sov meget lidt og meget dårligt. Jeg sov inde hos mine forældre, og var utryg og bange. Mit hjerte hamrede løs.

Hold kæft hvor er det svært at skrive alt det her, det er vel en form for måde at komme videre på tænker jeg.

Da jeg endelig kom hjem gik alting meget langsomt. Jeg begyndte at spise normalt igen og fandt istedet på alle mulige måder hvorpå jeg kunne hjælpe mig selv. Jeg valgte at kæmpe, for det så sgu ikke ud til at det andet hjalp.. Jeg begyndte at male igen, jeg filmede youtube videoer, skrev dagbog, tænkte over fremtiden. Jeg prøvede at finde min stil, jeg prøvede at forstå mig selv og min situation.

Jeg besluttede mig for at være så god i skolen som jeg kunne, da skole var noget jeg kunne have kontrol over, og jeg havde ikke kontrol over noget. Alt var meget gråt nu hvor jeg tænker tilbage. I denne tid farvede jeg også mit hår, endnu en måde hvorpå jeg kunne skabe en form for kontrol.

Jeg kom til lægen, som diagnosticerede mig med angst og en snert af OCD. Jeg havde aldrig regnet med at være sådan en person eller hvad man siger. Jeg så ikke på mig selv som værende angst. Man kan vel også sige at jeg ikke var angst, jeg fik angst. HPV-birvirkningerne havde simpelthen slået benene væk under mig. Da jeg startede til psykolog, lysnede det:

Det jeg fik at vide til min første session var, at for at overkomme min angst skulle jeg eksponere mig selv for den. Var jeg bange for at stikke hånden ud af vinduet uden grund, så tvang jeg mig selv til at gøre det i 10 sekunder, næste gang 15- 20 osv. Hovedsageligt er det at gå til psykolog en hyggelig snak for mig. Jeg regnede med at jeg ville have svært ved at overkomme min angst, men så snart jeg fik en bunke "værktøjer" kunne jeg begynde at fjerne min angst, stykke for stykke.

Jeg havde stadig mange angstanfald.

Et angstanfald kom for mig når der var noget jeg ikke kunne håndtere. Det kunne fx. være for mange mennesker på en gang, en uge med for mange begivenheder osv.. Så snart jeg ikke havde kontrol fik jeg et anfald, og det var det værste. Det startede med at man følte sig tom indeni, så kom tårerne, og med tårerne kom en tankestrøm som snørede halsen så hårdt sammen at man ikke kunne trække vejret. Jeg glemmer ikke foreløbig hvordan jeg sad på sofaen i stuen med min mor ved min side. Mine hænder der sad fast i mit hår. Jeg rev i det af frustration mens jeg skreg og græd ned i sofaen, og samtidigt prøvede jeg desperat at få vejret.

Men som tiden gik forsvandt anfaldene. Jeg mærkede styrken vokse som en kugle ild i maven, jeg mærkede sgu smilet brede sig på min mund. Hver dag var slid og slæb, eksponering og overvurdering. Nogle nætter sov jeg ikke, men jeg gjorde sgu alligevel alt, og mere endda, for at kæmpe mod angsten. Min tankegang ændrede sig. Min forståelse af mig selv blev enorm, og min forståelse af verden ændrede sig. Jeg begyndte at forstå teenagere, og jeg begyndte at forstå, at indeni er jeg ikke en teenager. Jeg begyndte at stå ved mig selv, og stole på mig selv. Alt blev vendt på hovedet med vrangen udad og verden skruet 35 grader op og ned.

I dag er jeg blevet erklæret angstfri, og det er jeg blevet på halvdelen af den tid jeg havde hos psykologen. Jeg er sgu stolt af mig selv, for den person jeg har fortalt jer om i dag, er den person jeg var for 3-4 måneder siden, og LOOK AT ME NOW. Ingen fatter mig, ingen tror på mig, få behandler mig som om jeg er noget værd. Jeg bliver drillet så det rammer mig hårdt hver evig eneste dag, og så jeg går hjem en gang i mellem og græder en bitter tåre, men dagen efter rejser jeg mig op af den skide seng, og så møder jeg det hele igen, for jeg elsker sgu livet. Jeg elsker mig selv og de der virkelig holder af mig. Jeg mister mine venner igen og igen, og jeg har sluppet kontrollen. Jeg kan ikke bestemme hvad andre gør med deres liv, men jeg kan bestemme mig for at gøre mit liv godt.

Jeg kæmper stadig med angsten, for alle mennesker har en bid angst i sig, som de en gang imellem skal overvinde. Jeg ved bare at fra den her proces, det her lange seje træk, har jeg lært mere om mig selv end jeg troede jeg nogensinde ville. Jeg har fundet min råstyrke og jeg har lært at acceptere og anerkende mine fejl og mine kvaliteter. Jeg har meget at give af, jeg gemmer det bare ubevidst/bevidst til de jeg føler fortjener det.

Så venner og veninder, jer der er nået så langt. Jeg er glad for at I gad læse det her. Det var svært at skrive, men jeg tror det var et stort skridt for mig, at får beskrevet min proces. Jeg har nok glemt noget, men jeg er helt sikker på at det går. Og til sidst vil jeg gerne bede jer om at anerkende jer selv og alle de fejl i måtte have. Undskyld ikke for jer selv. Ændr på jer selv. Vær ærlige overfor jer selv for alle os teenagere der er viklet ind i det her pokkers spind, de fleste af os, ja vi fortjener bedre.

Vi ses og tusind tak fordi I læste med i dag <3

Likes

Comments

​Hej og velkommen til. Klokken er lige nu 00:46, og jeg har besluttet mig for at skrive mit første indlæg. Jeg har virkelig meget kvalme, og jeg burde gå i seng, så jeg tror det her bliver en kort omgang. 

I dag har jeg været i skole (det er fredag) og nu har jeg weekend. Weekenderne er den tid jeg bruger på at komme mig og blive stærkere. Ser I, jeg har været igennem en del, selvom det nok ikke virker som om jeg har. De fleste ser mig nok bare som en normal 15 årig. Tro mig, jeg prøver ikke at gøre noget stort ud af mig selv. Jeg prøver ikke at få jer til at have ondt af mig, og jeg vil ikke have opmærksomhed. Jeg fortæller til dem der lytter, og dem der ikke gør, bekymrer jeg mig ikke om. Men jeg har altså været igennem en del. Dette tænker mange andre på min alder nok, selvmedlidenhed er ofte vores værste fjende. 

Men som sagt, jeg har oplevet en del, og jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg for første gang føler mig dybtfølt stolt af mig selv og de ting jeg har opnået. Jeg er fandme en sej banan.

Og det kan jeg tillade mig at sige. Lige meget hvad jeg har fået smidt i hovedet har jeg ikke givet op. Efter lange seje kampe, har jeg droppet selvmedlidenheden, undskyldningerne og forventningerne. Og for mig er det åbentbart det der skal til. Og det er langt fra ovre, det ved jeg med sikkerhed, og jeg ved, at med min viljestyrke, kan jeg gøre hvad jeg vil.

Jeg kan. Jeg vil. Jeg skal.

Jeg håber I vil læse med, både venner og folk jeg ikke kender. Der er mange ting at dele, og jeg er klar til at være åben, om de tanker og følelser jeg har haft, og de ting jeg føler man kan lære af. Jeg håber også at det jeg deler herinde vil gøre at de der kender mig, vil kunne forstå mig bedre. 

Her for tiden føler jeg mig nemlig ofte som Palle alene i verden, eller hvad det nu er man siger.

Jeg er ved at finde min plads, eller rettere sagt jeg er ved at finde min rette plads, så vi må se hvad der sker.

Nu vil jeg gå i seng, jeg har vidst en lang dag foran mig i morgen.

Likes

Comments