Min mor er begyndt og gemme pillerne, nu hvor jeg har været ved og tage mit eget liv med dem. De eneste piller som ligger fremme er mine p piller, ikke andet.

Der er nu gået et stykke tid siden det hele, men kaosset stopper ikke der.

En dag går det helt galt, mig og min søster tager en ordentligt tur hvor vi skændes.

Hun råber af mig, hvorfor kan du ikke bare spise? Hvorfor skal du være sådan der? Hvad er der galt med dig? Du er jo syg!! Tag dig sammen? Du ødelægger alt! JEG HADER DIG!!

Jeg bliver ked af det, selvom jeg godt ved, at det er hendes afmagt. Jeg er ikke den eneste som er ramt af alt det her, mine omgivelser er jo også. Jeg føler at hun har ret, jeg er en totalt fiasko. Jeg ville væk nu og jeg skal bare væk fra der her hus, jeg kan ikke rumme det mere. Jeg gøre mig klar til og løbe væk, jeg har brug for og skrige. Jeg skynder mig og tage jakke og sko på, jeg skrider.

Min mor og far sidder i køkkenet og spørger mig hvor jeg er på vej hen, jeg siger at jeg ville gå en tur. Min far siger, at jeg ikke skal gøre det, da det er kl 00 om natten. Jeg siger til dem at de ikke skal bestemme, så jeg er ligeglad med hvad de syntes.

Min far tager mig i armen og siger jeg ikke skal gå, jeg råber af ham og siger at han skal give slip. Min mor kan ikke klare og se på det, så hun går.

Min far tager mig ud i køkkenet. Jeg skriger. Jeg begynder og slå, skrige, græde og prøver og rive mig fri fra min fars arme. Han skubber mig op af køkkenbordet og skriger ise it mit ansigt, hans stemme knækker i det han skriger slap af. Jeg falder ned og begynder og græde, jeg græder i min fars arme. I det moment var jeg ikke mig selv, jeg var en hel anden. Min far har tåre i øjnene, min mor er i chok. De har aldrig set mig sådan før, men jeg havde fået nok af det hele, min verden var væltet. Jeg løber ud på mit toilet og sender talevideoer til min veninde, jeg græder og hyperventilere som aldrig før. Jeg sidder der ude og er klar til og bare forsvinde, jeg kan ikke være i min krop længere. Jeg er ved og eksplodere inden i, imens er min veninde i gang med og berolige mig. Hun skriver en masse til mig, hun er vidst også ved og blive lidt nervøs. I det jeg sidder der ude, kommer min mor og spørger, om jeg ikke gerne ville låse døren op. Jeg græder og siger, at jeg ikke ville. Jeg ville ikke have, at hun kommer der ud. Hun siger at det er okay, bare jeg låser døren op. Jeg låser døren op som hun ber om, hun siger tak skat.

Jeg sidder der ca10 min og min mor kommer igen, hun åbner døren. Jeg skubber døren i og sætter mig foran den, hun beroliger mig stille og roligt og ber mig sødt om og fjerne mig fra døren. Jeg fjerner mig fra døren og min mor kommer ind, hun sætter sig ned ved siden af og holder mig.

Efter vi har siddet der lid, spørger hun om jeg er klar til og komme ned i køkkenet til dem. Jeg siger, at jeg ikke ville. Hun spørger mig hvorfor og siger, at min søster ikke er der nede. Jeg siger, at det ikke er på grund af hende, men far. Hun spørger mig selvfølgeligt hvorfor jeg ikke ville komme der ned på grund af min far, fordi jeg er pinlig berørt. Hun henter min far og siger, at han lige skal komme med ned til toilettet. Min far står og siger hej ise, kom nu ud skat. Jeg kan simpelthen ikke se ham i øjnene efter den episode som lige var sket, jeg skammede mig over min opførsel.

Min mor og far siger begge to, aww skat kom nu ud. Min far får mig væk fra døren, han krammer mig og jeg undskylder.

Han siger til mig at jeg ikke skal undskylde, han er bare glad for, at jeg blev hjemme. Han ser slet ikke anderledes på mig, jeg er stadig hans lille pige som han elsker og holder af.

Vi sætter os ned i køkkenet, min mor og far har lavet te til mig. Vi sætter os og snakker om det hele, de forklare mig, at det ikke er min skyld.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

En aften ligger jeg i min seng og spekulere over en masse ting, jeg tænker på, om jeg nogensinde får et normalt liv igen. Det hele køre rundt, jeg er så forvirret. Min bedste veninde lytter, og stiller en masse spørgsmål, som jeg ikke rigtigt har tænkt over. Hun forstår mig virkeligt og er den eneste, som ikke hiver i mig hele tiden. hun lader, mig tænke over tingene.

Der er gået et stykke tid nu, jeg ved, at det er nu, jeg skal tage mig sammen og kæmpe, så det gør jeg.

min mor sender mig til min psykiater, så jeg kan få talt ud om tingene. Jeg fortæller min psykiater, at jeg ikke har det særligt godt.

Jeg lover nu og tage i mod hjælpen og kæmpe kampen med dem, jeg ville gerne være rask. Jeg får en masse tider og får snakket ud, men det er som om jeg bare ikke kan slippe min sygdom. Jeg har det rigtigt svært i den periode, hvor jeg går til møderne. Jeg føler ikke, at det hjælper. Jeg bliver mere og mere utålmodig, jeg giver snart op på det her. Jeg føler, at jeg bare køre rundt i en cirkel hele tiden, de forstår mig ikke.

Min mor kæmper videre, hun kan mærke på mig, at jeg er der hvor jeg snart giver op. Vi begge føler, at ingen forstår os. Min mor er træt og det samme er jeg, vi kæmper en kamp helt alene. Igen forstår mig, kun min mor.

Jeg kommer op til min diætist igen, vi får snakket om en hel del. Vi snakker med hende om, hvordan vi har det med det hele, at vi føler vi bare slå hovederne i mod muren.

Hun forstår os og siger, at hun føler det samme. Hun prøver virkeligt og gøre alt for mig, selvom hun kun har med spiseforstyrrelsen og gøre, men hun tager sig nu af hele pakken.

En nat går det helt galt, jeg kan ikke klare det mere. En af mine venner kommer hurtigt og henter mig fra en fest, jeg skal bare væk nu. Vi tager hjem til ham og sover, han køre mig hjem dagen efter. Jeg kommer hjem og er bange for mig selv, jeg er bange for hvad jeg kan finde på og gøre. Min mor og far sender mig på psykiatriens skadestue, der bliver jeg så indlagt. Jeg var der kun en dag, fordi de mente, at jeg ville blive mere syg af, og gå rundt der.

Jeg er lidt utryg da jeg kommer hjem, men jeg ved, at min mor holder øje med mig.

Jeg kommer op til min psykiater, hun spørger om jeg har det bedre. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige, da jeg ikke er sikker på, hvordan jeg har det.

Hun siger, at hun har et tilbud til mig. Jeg spørger hende hvad det er? Hun siger, at det er en angst gruppe. Jeg takker ja til tilbuddet, nu må vi se hvordan det kommer til og gå.

Jeg møder op i starten, men skal så til lalandia og på sommerferie. så bliver meldt ud af gruppen, da jeg ikke havde mødt op til halvdelen at timerne.

Jeg er både lidt ærlig og på samme tid glad for det, nu skal jeg jo bare tænke på sommerferie.

Sommerferien er et helvede, jeg er sur, trist og ude af den hele tiden. Hver dag er lort, jeg vælter rundt i grimme tanker, om at jeg ikke er noget hver.

Jeg tager hjem fra ferie med min far, før min mor og søster. Jeg skal passe hen hun som hedder bruno, så glæder mig til og komme hjem og sige hej til ham.

Det er lidt over 2 uger, jeg er alene med min far. Det går godt i starten, men bruno bliver hentet. Jeg er alene hjemme nu, når min far tager på arbejdet.

Jeg får min menstruation, og får virkeligt slemme smerter. Det også i dag, at min far tager til Jylland, så jeg skal være alene hjemme. Min faster giver en pose fyldt med smertestillende piller til min far, som han kan tage med hjem til mig. Han kommer hjem og ligger pillerne på stuebordet foran mig, inden han tager til jyllan. Han siger farvel og tager af sted, jeg er nu alene. Jeg kan ikke lade værd med og kigge på de piller, skal jeg tage dem og ende det hele eller ej.

Min mor og søster har haft ringet til min ældste søster og spurgt, om jeg ikke kunne overnatte hos hende. Det havde hun sagt ja til, så jeg vidste godt at hun ville komme, men jeg kunne jo bare skrive, at jeg var taget med min far.

Jeg tager pillerne og ligger dem ud på bordet, jeg spekulere stadig på, om jeg skal tage dem.

I det jeg står og tænker høre jeg en bil, shit det er min søster. Jeg skynder mig og få samlet alle pillerne i posen, og gemmer dem.

Vi tager hjem til hende og hygger os, næste dag køre hun mig hjem og jeg skal så til en af mine venners fødselsdag.

Vi hygger os får noget og drikke, men jeg er stadig ikke helt ved mig selv.

Dagen efter bliver jeg kørt hjem, i det jeg ser min mor, bryder jeg sammen.

Min verden vælter og jeg fortæller hende alt om pillerne, hvad jeg havde tænkt mig og gøre og hvordan jeg har det.

var meget syg på det her billede, min hud kunne ikke bekæmpe min psoriasis mere, så det blev større og større. 

Likes

Comments

ADVARSEL‼️‼️‼️

Hvis du har selvmords tanker eller ikke kan klare og læse om det, frarådes du og læse videre.




Så er det blevet dagen, hvor jeg skal til næste konfirmation. Jeg er nervøs igen, men jeg ved, at jeg har hilst på de fleste gæster dagen før, da konfirmanderne er fætter og kusine.
Jeg tager en angst pille igen, for og være sikker på, at jeg nok skal klare den.
Vi er ankommet til konfirmationen og mit hjerter begynder og banke helt sindsygt, mine hænder bliver kolde og fugtige, jeg får kvalme og begynder og svede. Her kan vi selv tage velkomst drikken, så min søster tager en cola til mig. Folk begynder lige så stille og komme, da de alle er ankommet, sætter vi os til bords. Jeg finder ud af, at de heldigvis har sat mig ved min mor, far, søster, onkel, moster og deres søn. Vi begynder og skal spise, det er buffet. Jeg hader det, jeg kan jo ikke gå der op og tage mad, hvad nu hvis folk ser mig. Min mor siger at jeg skal gå med hende op og hente noget mad, så det gør jeg.
Jeg tager hurtigt en tallerken, finder noget mad og skynder mig ned på min plads igen. Maden er faktisk super god, men min spiseforstyrrelse kan jo ikke lade værd med og dukke op. Jeg får en masse tanker igen, den her gang er det ikke så meget angsten, men spiseforstyrrelsen. Tankerne om at det er forkert og spise det, flyver rundt. Nu er det jo spildt arbejdet, alt det hårde arbejdet med og sulte sig selv. Jeg prøver sådan og skubbe det væk, fordi mærker min angst.
Vi får udleveret en sang under maden, og begynder at synge. Da vi er nået halvvejs igennem sangen, får jeg det rigtigt dårligt. min vejrtrækning bliver tungere og tungere, tårerne begynder og presse sig på. Jeg tænker åh nej, nu starter det, mit angstanfald. Vi skåler midt i sangen, som man jo gør. Min mor ser op på mig og registrer at den er gal, det samme ser det ud til, at min onkel gør.
Tårerne begynder og løbe ned af mine kinder, jeg kan bare ikke stoppe dem. Jeg begynder ikke og kan trække vejret ordentligt, så jeg hyperventilere. Min mor kommer hurtigt over og tager mig op fra stolen og får mig væk, det er der det går helt galt. Jeg bliver bange og kommer til og græde højlydt. Det begynder så småt og sortne for mine øjne, da vi kommer hen til trappen kan min mor ikke holde mig mere. En af gæsterne kommer hurtigt løbene over og hjælper os, I det jeg så sætter mig ned, er jeg helt væk, jeg er besvimet. Jeg har fået fortalt,at en der hedder lars. Kom over for og hjælpe med, at få mig ned af trappen.
Jeg bliver sat på en bænk, min mor prøver og få mig tilbage. Hun sidder og siger ise, som er mit kælenavn, for og få mig tilbage stille og roligt. Jeg begynder og hyperventilere helt sindsygt, jeg er bleg og har koldsved. Da jeg er kommet mere til mig selv, bliver jeg lam fra næse til mund. Jeg tænker åh nej, nu har jeg taget skade, skal jeg nu være lam for altid. Jeg panikker og bliver bange, den søde dame henter noget vand til mig.
Min mor beroliger mig og prøver og komme helt igennem til mig, for og få kontakt. Hun får mig til og kigge hende i øjnene, og får mig til at slappe af. Damen kommer igen med et glas vand, spørger mig om jeg ville være alene med min mor, og så siger jeg pænt ja og takker hende for hjælpen. Min mor har fået kontakt til mig igen, jeg begynder også og kan mærke min næste, læber og mund lige så stille igen. Det var mit første angstanfald, lige siden har jeg være angst for og få angst. Efter episoden blev jeg bange for og gå til til arrangementer, så jeg holdte mig væk.
Min anorexi blev værre og værre, dets mere min angst også blev det.
Jeg sultede mig selv så meget, at jeg begyndte og få bivirkninger. Mine muskler blev svagere og svagere, jeg kunne ikke gå op af trapper, uden mine ben syrede helt vildt. Jeg var træt, svag havde ondt de fleste steder. Jeg var sur hele tiden og ked af det, jeg havde intet energi og intet overskud til og være glad.
Jeg begyndte og lukke min familie ude nu, jeg begyndte og gå rundt i min egen bobbel. Den eneste veninde jeg havde, var min anorexi, hun var blevet min bedste ven. Jeg blev tyndere og tyndere og tabte mig så meget, at min diætist var ved og give op, men hun kæmpede videre. Jeg smuldrede lige så stille væk fra verden, min verden handlede kun om og sulte mig selv og undgå folk, så havde jeg det godt, eller havde jeg det. Det var ihvertfald det jeg troede selv. Jeg lyttede aldrig til folk, når de sagde til mig, at jeg lige så stille var igang med og ødelægge mig selv.
Jeg begyndte og føle mig trist, jeg følte mig alene. Jeg startede med og få en masse grimme tanker om, at jeg ville væk her fra. Jeg havde planlagt hvordan, og havde sat mig for og gøre det.
En morgen går jeg ud på toilette og kigger mig selv i spejlet, jeg kan ikke klare synet af hende som kigger tilbage. Jeg græder og kan ikke holde til det mere, jeg er træt og ville have fred.
Der går nogen dage mere, min spiseforstyrrelse er så slem, at jeg faktisk næsten ikke kan spise mere. Min familie bestiller en aften fra grillen, jeg kan bare ikke få mig selv til og bestille noget. Maden kommer og min familie går jo ind og spiser, jeg sidder på min computer og leder efter sunde retter. Jeg græder i mens, fordi jeg er så træt af, at jeg ikke kan spise det jeg ville. Min mor kommer ud i køkkenet og ser mig græde, hun ved straks hvad der er galt. Den aften får jeg heller ikke noget og spise, fordi jeg kan ikke. Jeg får det dårligere og dårligere, jeg kan ikke en gang løfte vare hjem mere, det er alt for hårdt. En morgen går jeg ud på toilettet igen, jeg får det dårligt og kaster op. Jeg bliver svimmel, får smerter og det begynder og sortne for mine øjne. Der bliver helt mørk og jeg besvimer.
Jeg kommer til mig selv, og ryster helt vildt, jeg kan slet ikke styre min krop. Jeg holder fast i radiatoren og sørger for, at jeg ikke slår hovedet op i den. Da jeg begynder og stoppe med og ryste, får jeg koldsved, ondt i hovedet og kvalme. Jeg rejser mig op fra gulvet, og går ud og tager noget vand.
Jeg bliver lidt bange, da det er et stykke tid siden det sidst skete. Jeg begynder og tænke på, om det kan være min spiseforstyrrelse som gør det.
Jeg skal mødes med min diætist igen, vi finder ud af, at jeg stadig ikke har taget på og heller ikke tabt mig, jeg har faktisk holdt vægten. Jeg fortæller hende at jeg var besvimede en morgen, og at jeg tror det er grundet min spiseforstyrrelse. Hun får mig sendt til lægen, jeg får taget en masse blod prøver, men jeg fejler intet. Jeg få mere og mere ondt forskellige steder, så går til lægen igen. Lægen mener selvfølgeligt, at det kun kan være på grund af,at jeg sulter mig selv så meget som jeg gør, når der intet er og se. Lægen fortæller,at det er seriøst nu. jeg skal til og tage mig sammen, hvis jeg ikke ville væk her fra.
Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, jeg ved slet ikke om jeg er ked af det.
Jeg besvimer flere gange og bliver mere og mere svag. jeg ved, at det er nu jeg skal til og tage mig sammen, hvis jeg ikke ville ende et sted hvor jeg ikke kan komme tilbage.

På billedet er jeg begyndt og tabe mig ekstremt!!

Likes

Comments

Halløjsa alle sammen!! Tusinde tak for alt jeres støtte ind til videre. Jeg ved godt at jeg skrev kapitel 3 ville komme op idag, men det er først i morgen det kommer op. 😘
Der er mange som spørger mig hvordan jeg kan have så lange øjenvipper, det skal jeg fortælle jer. De er sgu falske 😂 der er mange som har skrevet, at de bare ikke kan finde nogen pæne falske vipper som ser naturlige ud, men det kan i altså godt, da mine jo er falske. 😉
Dem jeg køber hedder neutral lashes false technic og jeg køber dem i normal, da jeg ikke er medlem af den her side, men på linket kan du se hvordan pakken ser ud.
https://www.luxplus.dk/produkt/technic-natural-lashes-false-eyelashes-bc19-1-stk?gclid=EAIaIQobChMIzrjUq_6Y2QIVRrobCh3ULgmCEAQYASABEgIC5fD_BwE

De er super gode, holder i langt tid, du kan også købe dem kortere, længere fyldigere det er jo helt og til dig selv, jeg køber bare c19 da det er dem jeg bedst kan lide, og nogen gange nogen som er kortere.

Som de ser ud i pakken, ser de også ud på øjnene.
Man behøver helle ikke putte særligt meget mascara på, da de allerede er farvet lidt.
De er super gode, de er billige og de er naturlige.
I kan jo se på billedet hvordan de ser ud, ellers så gå ind på min instagram @Louisemielow og se nogen af de andre billeder.

Kæmpe krammer her fra 😘

Likes

Comments

​Om et liv i helvede kapitel 2

Det er også en kvinde og hun hedder chalotte, men det underlige er, at jeg faktisk godt kan lide hende surprise. Hun forstår mig bare på så mange punkter og jeg føler, at hun er den eneste jeg kan betro mig til 100 %.

Hendes job er jo så og få mig til og spise normalt, og sørger for at jeg ikke taber mig yderligere. Hun vejer mig så og finder ud af, at jeg kun vejer 38 kg og min fedt procent er helt nede på 9 %. Det laveste ens fedtprocent må være på er 18%, så jeg var i fare zonen.

Jeg lyttede ikke rigtigt til hende, selvom jeg faktisk godt kunne lide hende. Jeg kunne bare ikke spise det, som hun sagde, at jeg skulle. Hun fortalte mig at jeg skulle spise 5 små måltider hver dag som et stykke frugt, lille bære yoghurt eller noget andet, som jeg følte mig tilpas med. jeg skulle spise 5 måltider om dagen, for og vende min krop til og få mad igen.

Det var også så jeg kunne vende mig til og få nogen okay normale spisevaner, fordi jeg spiste kun 2 måltider om dagen.

Min morgenmad var et lille bære skyr og 2 knækbrød med smør, min aftensmad var f-eks en kartoffel, et lille stykke kød og måske sovs. Det var det jeg fik på en hel dag, hverdag.

Hvis jeg spiste mere end det på grund af fester eller fødselsdage, spiste jeg bare mindre dagen efter, eller undlod helt at spise noget.

Det var et helvede, det eneste jeg kunne tænke på hver nat jeg gik i seng, hver morgen jeg stod op var mad. underligt nok, når det var det som jeg havde angst for.

Det eneste mit liv gik op i, var og undgå mad. Men mad var jo ikke det eneste jeg havde angst for, min social angst skal vi jo ikke glemme.

Jeg begyndte ikke og kunne spise foran andre, og jeg kunne heller ikke tage til arrangementer mere. Jeg begyndte og holde mig væk fra sociale arrangementer, som så betød at jeg mistede en masse venner. Jeg kunne slet ikke komme ud for en dør, uden og føle angst. Jeg var bange, usikker følte mig utryg.

Jeg kunne jo ikke holde mig inde bag mine fire væge for evigt, så jeg skulle ud.

Jeg skulle til 2 konfirmationer i Jylland, det var det eneste jeg kunne tænke på i flere måneder, jeg var så bange.

Jeg kommer til den første konfirmation, mit hjerte banker som bare sindssygt, og jeg ryster helt vild. Jeg har taget en angst pille hjemme fra, så jeg må ikke drikke alkohol, men tjeneren giver mig en velkomst drink. Jeg begynder og panikke, men kan ikke sige til ham, at jeg ikke må drikke den.

jeg holder drinken i mens jeg siger hej til folk, jeg ryster, sveder og har det rigtigt dårligt. Drinken bliver tungere og tungere, jeg starter snart med og panikke.

Min mor kommer over og tager drinken ud af hånden på mig, hun kan godt se hvad der sker, så hun begynder og berolige mig.

Vi begynder og skal sætte os til bords, da jeg er faldet lidt ned. Jeg begynder og tænke en masse tanker, da vi sætter os til bords.

Tankerne jeg har er, hvad tænker de når jeg begynder og spise, syntes de jeg ser dum ud, griner de af mig, hvad nu hvis jeg spilder, åh nej jeg skal spise, hvad nu hvis jeg ikke kan lide det, ville de dømme mig, hvornår kommer mit angstanfald.

Det hele køre rundt i hovedet på mig, alle snakker og de snakker også til mig.

Jeg svare dem når de taler til mig, men ville helst have at de ikke gjorde.

Festen begynder og få en ende, vi har spillet bowling, spist kage og sunget sange.

Hele konfirmation gik faktisk fint nok, selvom jeg var vildt bange og fik nogen anfald. Men mit angstanfald dukket ikke op, så hvor slem kan konfirmationen i morgen være??

3 kapitel kommer op i morgen, håber at i kunne lide kapitel 2. Hvis i ville have at jeg skal skrive kapitlerne længere ville jeg gøre det.

Masser af kærlighed Louise <3

english link https://v4.simplesite.com/#/pages/438702098?editmode=true#section_bafc90e1-f8bd-4304-b571-aac295bdbcb6

Likes

Comments

​hejsa alle sammen igen, håber at i kunne lide starten på min historie. jeg ville poste kapitel 2 i morgen og fortsætte med, at dele afsnittene op, da det nok er bedst,  det er jo en ret lang tekst.

jeg ville bare lige sige, at på den her side bliver der kun postet danske opslag fra nu af.

der kommer til og stå et link nederst til teksten på engelsk hvis man ikke er dansk talene, og  hvis man så er dansk talene og kommer ind på den engelske side, ville man altid kunne finde den danske side, da jeg så sætter linket til den danske side nederst på opslaget på den engelske side. håber at i forstår hvad jeg mener.

here's the link for the english text https://v4.simplesite.com/#/pages/438702098?editmode=false 

Likes

Comments

Jeg har kæmpet med anoreksi og angst i rigtig lang tid. Dette er hele historien om, hvordan jeg kom til, hvor jeg er i dag.

Det hele begyndte, da min bedstefar døde, jeg begyndte at spise mindre, og jeg begyndte at sulte mig selv. Han var min bedste ven, og han var ligesom mig. Rolig, hjalp folk og han vil aldrig tale dårligt om nogen.

Men det vigtigste er at, han så min sygdom, da alle andre ikke gjorde.

Han så det, fordi han var mania og depressiv, så han vidste, at noget var galt.

Dagen han døde var 6. oktober 2014.

Hver dag blev hårdere og hårdere, jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham, jeg kunne heller ikke acceptere, at han var væk. Et år senere dør min bedste i en alder af 70 på grund af kræft, det er der min verden falder fra hinanden.

Efter en måned sker der noget. Jeg falder til jorden på badeværelset, alt er sort og jeg kan ikke se noget. Jeg forsøger at berolige mig selv, men jeg er så bange, og jeg ved ikke, hvad der sker. Mit syn kommer tilbage, jeg begynder og kaste op, men jeg ved ikke hvorfor.

Da jeg er færdig med og kasteop, tror jeg det hele er over, men det er det ikke. Jeg begynder at ryste og jeg kan ikke stoppe med at græde, jeg er svag, og jeg er bange.

Jeg løber ud fra badeværelset, det første jeg ser er min far.

Han krammer mig og spørger mig, hvorfor jeg græder, jeg fortæller ham, hvad der skete, og det var der jeg vidste, at jeg havde fået en depression.

I to uger var det eneste jeg gjorde og sove, jeg kunne ikke holde mig vågen.

Jeg spiste ikke noget, og jeg mener det, når jeg siger, at jeg ikke spiste, fordi jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke synke noget mad overhovedet . Det eneste jeg gjorde i to uger, var og sove og drikke vand.

Min mor gik selv i gennem en hård tid, hun havde lige mistet sine forældre, men hun så, hvordan jeg langsomt falmede væk, så hun vidste, at hvis hun ikke ville miste mig, så måtte hun handle hurtigt, så det var det hun gjorde.

Hun sender mig til min læge og fortæller ham alt, han vidste straks, hvad der var galt, så han henviste mig til en psykiater.

Det var en kvinde, og jeg hadede hende, hun forsøgte at fortælle mig, at jeg havde en sygdom, og at det var anoreksi og angst, men jeg kunne ikke se det selv. Jeg var ikke syg, og ingen skulle fortælle mig det.

Hun havde brug for hjælp fra nogen som vidste om spiseforstyrrelse, så hun sender mig til en diætist.

kapitel 2 kommer op i morgen <3

Likes

Comments

I will post my story in chapters and you will get the first one tomorrow, I can’t wait to share it with you all lot’s og love louise 🖤 goodnight

Likes

Comments

Hi my name is louise and i’m 18 years old soon 19, and I’ve made this blog to help people who is struggeling with mental healt.
I also made this blog to Help people with getting more confident about them self, and not be scared to show and tell other people who they are.
I want to share my story now, and I want to show people that they can get trough what ever they are facing, just like I did. I’m not totally free from my anorexia and anxeity, but I have a lot of things you can distract yourself with, so you won't go throw up after a meal, and how you can go to a place with a lot of people, with out getting an anxeity attack.
I will tell you all about my story, how I live my life with mental health.
Also how I’ve became so far, and how I’ve learnd to accept my eating disorder and anxeity. Also about how I did it, and what i’ve been through. I hope that I can help a lot of people, so they can feel good about them self. It’s also okay to follow my blog, if u just want to hear about my story and about other peoples story.
I will also post about my makeup what clothes i buy and what style I have, so u can get inspired. It’s also a fashion blog it’s not only about my life and mentalhealth.
if u have a story you want to share with the world text me, twitter@Louisemielow instagram@Louisemielow
this blog is also about how you can make som healthy food, not so you can drop pounds, but so u can feel comfortable with what you eat.
I hope that you will follow my story and follow my life. Also my daily routine, so u can get inspired.
Thank you for reading lots of love louise 🖤

Likes

Comments