Jeg har sådan brug for at græde, men kan ikke. Hjælp mig. Hvad skal jeg gøre. Jeg er begyndt at lægge mærke til at selv når jeg bliver såret allermest græder jeg ikke. Lagde 1. gang mærke til det da, min var drak og vi var nød til at blive hentet. Min søster var så ked af det hun græd så voldsomt, men jeg græd ikke, Da jeg var mindre græd jeg bare at der var en der slog mig, men nu kan jeg ikke engang græde over at skulle ringe om hjælp for at komme væk fra min far. Det her er ca. 3 måneder siden. Så det betyder ikke noget mere, men det der betyder noget nu er... Jeg er lige blevet på den værst tænkelige måde. Jeg har skrevet med en fyr i et stykke tid, og begyndte at kunne lide ham. Men da vi havde skrevet et stykke tid begyndte han at snakke om at vi skulle mødes, men det kan jeg ikke, jeg kan ikke stole på folk og jeg var slet ikke klar til at møde ham. Han afpressede mig og sagde hvis jeg ikke ville mødes med ham ville han slette mig, og jeg forklarede ham så hvordan jeg havde det med at skulle mødes med folk jeg ikke kendte, pludselig var alt godt. Men ikke for mig, han havde gjort mig så ked af det, fordi han direkte havde truet og afpresset mig på en måde der havde gjort så ondt. Men det er ikke engang det der er det værste, jeg forklare ham hvorfor jeg har gidet at sende noget til ham/ikke gidet at skrive med ham, og så siger han "fint, så sletter jeg dig", igen, og han kørte så meget i det, det gjorde så ondt. Han skrev at jeg alligevel ikke var så pæn som han havde sagt, og ja han kaldte mig direkte grimling. For en pige der har så lidt selvtillid som mig gjorde de ord så ondt. Han sagde at den eneste grund til at han havde sagt at jeg var pæn var fordi han ville have min selvtillid op, men den er allerede så langt ude på skideren så det kan være ligemeget. Og ja jeg ved godt at min selvtillid er så lav at jeg virkelig har et problem, men det gjorde så ondt at høre det. Og gøre han bare havde udnyttet mig. Jeg har sådan lyst til at græde efter det her, men kan ikke, jeg ved ikke hvad jeg gør galt. jeg kan ikke engang komme ud med min smerte.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

​Mine tanker startede den gang jeg var omkring de 6 år, hvor mine forældre begyndte at skændes. Min far var aldrig hjemme og min mor svinede ham til foran mig og min søster når han ikke var der. Hun snakkede om at han sikkert bare var ude med andre kvinder. Fordi han altid kom sent hjem om aftnen og hun snakkede grimt om ham hver aften, begyndte jeg at tro på det. Og en lille pige på 6 år skal slet ikke tro det om sine forældre. Den gang var alt jeg havde familie og skole og self. de venner jeg havde på skolen. Men det blev værre med anklagerne og mine forældre skændtes oftere og oftere. Mig og min søster stod bag en smækket dør og hørte dem skændes, min søster var så lille hun ikke kan huske det, men jeg kan huske det hele. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage min søster med op på værelset. Men selv på værelset kunne man høre min mor råbe, og min far råbe igen. Efter et halvt år med skænderier og mig der var fyldt 7, gik de fra hindanden. Min verden fald fra hindanden og det hus jeg huskede med gode minder og håb, blev nu til huset der var den sidste gode tid i mit liv. Jeg flyttede med min mor til en by som var langt væk, jeg var nød til at starte et nyt liv, på ny skole, i et nyt hus og med ny familie. Min familie var ikke den lille hyggelige familie mere, mine forældre var skilt og det var jeg også. Min søster slap godt fra det, det mærkede hende slet ikke på samme måde som med mig, fordi det passede med at hun alligevel skulle starte i børnehave da vi flyttede, så da vi flyttede startede hun i børnehave, men jeg skulle ud på en ny skole, ind i et fællesskab der var så tæt, det var utroligt svært for mig. Jeg var altid alene, og det kunne pædagoger self. se, så de tog mig i hånden og gik rundt med mig i frikvarteret. Der gik jeg så med en pædagog i hånden indtil slutningen af 3. kl. og startede op skolen i midten af 1. kl. Jeg havde været så ked af det at jeg helt ubevidst havde spist så meget at jeg ikke længere var en pæn tynd pige, nu var jeg overvægtig, og folk begyndte at bagtale mig, og self. hørte jeg det, man ved godt når man bliver bagtalt. I 3 kl. begyndte jeg at få venner. Da jeg begyndte at snakke med folk fik jeg at vide at de havde troet jeg var stum, indtil de lærte mig at kende. Jeg vidste ikke jeg havde lukket mig selv så meget ned, og heller ikke hvorfor, jeg troede jo bare at folk ikke gad at være sammen med mig. Jeg troede det var mig der var noget galt med og det var det nok også i sidste ende, det var mig der ikke tog kontakt, det var mig der ikke talte, det var mig der havde lukket mig ned. 

Likes

Comments

Nu er jeg 16, jeg har startet et nyt liv og fået nye venner, men er det her rent faktisk det liv jeg vil have. Mine følelser fra mit gamle liv brænder inde i mig. Jeg føler mig tom, men alligevel fyldt med dårlige minder, jeg kan næsten ikke huske noget af det gode der er sket i mit liv. Alle de dårlige miner hober sig op i mig, og er bange for at begynde at blive sindssyg. De ting der går mig på er ting jeg har gjort galt måske da jeg var 6 eller 7, det går så langt tilbage, men jeg ville ønske det kun var da jeg var 6 eller 7 men det går frem fra jeg har været 6 til nu, alle de problemer jeg har skabt og det problem jeg er. Alle fejlene i mit liv går mig på. Derfor vil det her være en måde at komme af med alle mine tanker, jeg vil skrive om det, ikke så i skal have ondt af mig, men for at forstå mig.


Likes

Comments