Operationstid

[caption id="attachment_84" align="aligncenter" width="680"]
Støttestrømper og operationstrøje - som er åben på ryggen![/caption]

I mit tidligere indlæg om hvordan det hele startede, hører der lidt en afslutning til. Efter lægerne havde konstateret, at jeg havde enten Colitis Uclerose eller Morbus Crohn, forsøgt de at slå det ned med en masse forskelligt medicin. Jeg havde tabt mig så meget, og var så afkræftet, at jeg var ikke kunne andet end at ligge i min seng og sove. Jeg var dog stadig så syg, at jeg konstant måtte på toilettet eller kaste op - flere gange på samme tid. I og med jeg tabte mig så meget, begyndte sygeplejeskerne at veje mig stort set hver dag, samt notere alt jeg spiste - hvilket absolut ikke var meget. Det var faktisk så lidt, at de begyndte at true mig med at give mig næring gennem mit IV. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at undgå den næring - det lykkedes mig ikke!

Efter lidt tid virkede det som om noget medicin endelig tog fat, og jeg begyndte at blive friskere. Jeg blev faktisk så frisk, at jeg fik lov til at komme hjem på orlov. Jeg kom tilbage fra orlov for at få besked på hvilken medicin jeg skulle fortsætte på, og hvilken behandling jeg skulle i. Troede jeg ihvertfald - sandheden var desværre en anden. Jeg fik besked på, at mine seneste prøver havde vist, at medicinen ikke virkede, så de ville indlægge mig igen, hvilket jeg derfor blev med det samme.

Jeg fik igen en omgang medicin, og krydsede fingre for at det virkede denne gang. Det gjorde det ikke! Min læge kom ind og forklarede, at de på den seneste lægekonference, var kommet frem til at de var nød til at operere mig, og det ville ske hurtigst muligt. Der ville komme en narkoselæge og snakke med mig om det, og der ville komme en sygeplejerske og snakke med mig om operationen. Jeg fik hurtigt skrevet til min familie, at jeg skulle opereres, og både mine forældre og søstre gav hurtigt besked om at de ville komme.

Jeg nåede ikke at have den helt store snak med sygeplejersken, men han nåede dog at fortælle mig, at operationen gik ud på at jeg skulle have stomi og han skulle tegne et kryds på min mave hvor den skulle være, så det skulle gøres så den var til mindst gene for mit tøj.

Mine forældre og ene søster boede på det tidspunkt i Skanderborg (mine forældre gør stadig) - det var derfor ikke ligeså let for dem at komme til Hvidovre, som det var for min anden søster, som bor i Hørsholm. Min søster fra Hørsholm nåede at komme inden portøren hentede mig, men min anden søster og forældre måtte vente til efter operationen med at snakke med mig. De stod derfor klar da jeg vågnede efter operationen.

Det var første gang jeg nogensinde var i narkose, så jeg var skrækslagen. Udover narkosen, skulle jeg have en epiduralblokade. Det var det værste jeg nogensinde har prøvet - én ting var at jeg i forvejen var skrækslagen, udover det, er jeg ikke fan af nåle - og slet ikke når de skal stikkes ind i rygmarven på mig. Jeg går i panik bare jeg skal have lagt drop. Alt i alt, måtte de bruge to stropper og 3 sygeplejersker for at jeg lå stille nok til at få lagt blokaden. Da jeg skulle i narkose, var der to rigtig søde sygeplejersker. Én der stod og aede min hånd og én der sad og holdte ilt masken og tørrede mine tårer væk og aede min kind.

Det næste jeg husker herefter, er at jeg ligger på opvågningen, har enorme smerter i min skulder og har stomi. Skulderen skal jeg nok forklare på et tidspunkt - det var noget der forvirrende alle!

[caption id="attachment_88" align="aligncenter" width="680"]
Klips efter operationen - 9 stk. i alt fordelt rundt omkring på maven.[/caption]

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer