Lad os lige tale om ...

Sygdomme er ofte et tabu. Tarmsygdomme er virkelig et tabu - for hvem syntes tarme er et lækkert emne? Stomi er et kæmpe tabu - og det tror jeg primært det er, fordi mange ikke ved hvordan det helt præcist fungerer eller fordi det bare ikke er lækkert at snakke om - ligesom med tarme! Personligt har jeg ingen problemer med at tale om det. Hverken om mine tarme, min sygdom/sygeforløb eller min stomi - Jeg tager også gerne billeder i det utrolig smukke hospitalstøj!
Jeg tænker, at hvis det bliver italesat tilstrækkeligt, bliver forklaret og belyst så der ikke er så meget uvished omkring det, så bliver det også lettere for syge at acceptere deres sygdom eller deres nye stomi. Og det tror jeg egentlig gælder alle sygdomme, ikke bare tarmsygdomme.

Jeg kan måske godt komme til at gentage mig selv lidt fra tidligere indlæg, men jeg syntes virkelig det er vigtigt at sygdomme ikke er så stort et tabu! Det er i forvejen ufatteligt hårdt for personen der er syg, at være syg - så hjælper det absolut ikke, at man skal gå rundt med det hele selv og ikke turde tale med andre omkring det.

Det kan selvfølgelig være vidt forskelligt fra person til person, hvordan man helst vil leve med sin sygdom, men for mig har det været enormt vigtigt at jeg kunne snakke om det. Måske fordi jeg generelt snakker meget, så det ville være lidt underligt for mig ikke også at snakke om noget der er så stor en del af mit liv og af mig. Men jeg vil til hver en tid hellere svare på alverdens spørgsmål omkring mit sygeforløb og om min stomi, end jeg vil have folk kigger skævt til mig, fordi de måske ikke helt forstår det. Og man skal ikke sige undskyld for at spørge - det gør rigtig mange faktisk. Men skal aldrig undskylde for at ville vide mere om noget man måske ikke ved så meget om.

Da jeg fik min stomi, var noget af det første jeg gjorde da jeg kom hjem fra hospitalet, at smide et billede af stomien på facebook og instagram. Det gjorde jeg bl.a. fordi jeg havde helt enormt svært ved at acceptere det selv, men hvis jeg så oveni hatten skulle gå rundt og skjule det for folk og ikke kunne fortælle om nogle af de værste måneder i mit liv, så ville jeg aldrig komme til en accept af det selv. Det er ikke fordi jeg siger, at man kun kan acceptere sin stomi hvis man er fuldstændig offentlig med det - det er ren og skær min egen erfaring. Alle tackler det på forskellige måder.
Det var lige dagens opråb om at bryde tabuer - ikke bare tarmsygdomme og stomi, men generelt! Det gælder også alt mulig andet, f.eks. gigt, dårligt hjerte, angst eller migræne. Alle har noget at bøvle med, hvad end det er stort eller småt - lad os nu bare tale om det og bryde de skide tabuer ;)

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer