En ugentlig grænseoverskridende oplevelse

Jeg er begyndt til babysvømning én gang om ugen med lille pigen. Indtil videre har vi været afsted to gange. Første gang var ikke ligefrem en succes for baby O. Anden gang var en smule bedre, men er stadig en hel del at tage ind for hende. Så næste gang satser jeg på bliver endnu bedre, efterhånden som hun vænner sig til omgivelserne.

Men én ting er at lillepigen vænner sig til det, men gør jeg? At vise mig i badedragt/bikini gør mig i bund og grund ikke noget. Det har jeg efterhånden gjort mange gange før. Der hvor det bliver grænseoverskridende for mig, det er inden vi skal i vandet - nemlig omklædningen. Alle kender vel rutinen i en svømmehal. Af med tøjet, under bruseren og først herefter er det på med badetøjet. Jeg skal derfor stå der, uden en trevl på kroppen (som alle andre), men også uden at kunne dække posen på maven bare en smule til. Det er total fremmede kvinder jeg står overfor. Det er selvfølgelig de samme mødre der er der hver gang. Men der er også nye hver gang, da der er hold både før og efter os, og det er vidt forskelligt hvornår folk kommer og går og dermed også mange forskellige kvinder der kommer og går mens jeg står der og flagrer med posen.

Jeg er sikker på at det formentlig slet ikke er særlig mange der overhovedet bemærker det, da alle også har ret travlt med at holde øje med sin baby. Og dem som ser den, bemærker den nok bare lige og så tænker de ikke mere over det. Men derfor er frygten der stadig. Frygten for hvad folk tænker. Frygten for hvilke blikke jeg skal få. Og frygten for om de skulle tænke noget helt forkert om hvad stomi er og derfor ikke “tør” være i vandet med mig.

Men indtil videre tager jeg afsted hver uge, smider tøjet og prøver at koncentrere mig om mig selv og baby O, og mon ikke jeg så en dag kommer over frygten for hvad andre tænker?

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Synes godt om

Kommentarer