Jeg lærer konstant noget nyt

I dag er jeg lige blevet endnu klogere på min egen krop - eller faktisk på kroppen sådan generelt. Måske er det fordi jeg lige på det her område ikke har været så nysgerrig og spurgt en masse, som jeg ellers er ret god til at gøre når jeg ligger ude på hospitalet. Men jeg har i dag lige fundet ud af, at jeg har fået fjernet min blindtarm. Det anede jeg ikke!

Jeg har faktisk flere gange haft ondt og tænkt, om det mon var blindtarmsbetændelse. Nu kender jeg jo efterhånden min krop godt nok til at vide hvornår mine smerter er "almindelige" smerter eller hvornår det er der-er-noget-galt-smerter.

Nu er jeg så blevet lidt klogere. Blindtarmen sidder som en del af tyktarmen, så man kan ikke undgå at fjerne den hvis man fjerner hele tyktarmen.

Så jeg kan åbenbart godt droppe alt mistanke om blindtarmsbetændelse fremadrettet. Men det er vel også fint nok at kunne udelukke forskellige ting ret hurtigt i processen.

Det er åbenbart så basal en viden, at blindtarmen sidder som en del af tyktarmen, at lægerne normalt ikke oplyser om at den også er blevet fjernet. Det var bare ikke lige en basal viden for mig.

Desuden har jeg så også nu fundet ud af, at de som mener at blindtarmen rent faktisk har en funktion, mener den er til for at hjælpe tyktarmen med at styrke vores immunforsvar - så er det jo klart mit immunforsvar er så elendigt, når jeg hverken har den ene eller anden tarm til at booste det.

Bare vent, lige straks bliver jeg uovervindelig i Bezzerwizzer el.lign. - ihvertfald hvis spørgsmålene handler om tarme 😉

Tak fordi du læser med

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

  • Hverdag

Synes godt om

Kommentarer