Sidste uge var hård for mig. Den der forskel der er på mig og andre “normale” mødre ramte mig virkelig.

Jeg har før flere gange oplevet at få en prolaps i stomien. Det vil sige at tarmen bevæger sig ud af maven - og ja, det gør omtrent ligeså ondt som det lyder til. Når den gør det, er det bedste at gøre at lægge sig ned og slappe af så den kan bevæge sig tilbage på plads igen, og holde øje med at den ikke klemmer sig selv og dermed risikerer at dø. I alle mine tilfælde har den selv kravlet tilbage på plads - enkelte gange har det krævet indlæggelse, primært for at blive smertedækket og beroliget mens det stod på, for det kan være en virkelig skræmmende oplevelse.

Enkelte gange har jeg haft en omvendt prolaps. Ved ikke om der er et fagligt ord for det, så nu hedder det bare en omvendt prolaps her hos mig. Men en omvendt prolaps er altså når tarmen falder ind i maven. Den falder ind så den del af tarmen der skal stikke ud af maven og ud i posen simpelthen forsvinder ind i maven. Den sidder stadig fast i kanten, så der er ikke hul i maven og den forsvinder ikke helt væk. Men det gør stadig ondt. Og det kan stadig gøre at den klemmer sig selv. Og så er det ret svært at styre mht. det der kommer ud af den. Det er lidt svært at undgå at det løber bag posen når nu den ikke går ind i posen, men bare er på niveau med maven.

Anyways - jeg havde en omvendt prolaps i sidste uge. Det gjorde ondt som bare pokker! Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle kontakte hospitalet, men med hende den lille kan jeg jo ikke bare lade mig indlægge. Det ville hverken fungere for hende, min kæreste eller min samvittighed. Nok mest min samvittighed. Jeg kan heller ikke bare lægge en hel dag og slappe af og vente på den falder tilbage på plads. Jeg kan faktisk ikke andet end bide smerterne i mig og krydse fingre for at den kommer ud på plads.

Min skønne kæreste tog heldigvis så meget over som muligt, så jeg i det mindste kunne slappe lidt af. Men var så dum, at jeg ikke med det samme fortalte ham om det. Og han ved jo ikke hvor ondt jeg har, hvis jeg ikke fortæller ham om det. Men altså .. Hvis man ikke siger det højt, så forsvinder det nok, ikke?!

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

På trods af at vores lille fis er dronning af powernaps, er hun virkelig god til at være med på tur. Og det er ret heldigt. Når man sådan har en kronisk sygdom, så skal man sommetider til tjek på hospitalet. Selvom vi er flyttet til Kokkedal, er det fortsat Hvidovre hospital jeg bliver fulgt på, da de kender mig og mit forløb og da de simpelthen bare er møg hamrende dygtige til tarme og alt hvad det indebærer.

Her den anden dag, skulle jeg så til tjek. Jeg har nogle fistler som er noget så betændte. Det gør ikke som sådan ondt, men det er voldsomt generende. Fistler er kroppens egen måde at tømme f.eks. betændelse ud. Kroppen danner en lille gang som finder en udgang, så kroppen kan komme af med hvad den nu engang skal af med. I mit tilfælde, er disse fistler dannet med udgang gennem mit underliv, hvilket er noget så møg hamrende irriterende. Jeg har tidligere været til undersøgelse for om jeg kunne få en stamcelle operation. Her tager de stamceller fra mit eget fedt, via en mindre fedtsugning på maven. De stamceller bliver sat op i fistlerne, og skal så på en eller anden måde lukke fistlen helt af sig selv. Mine fistler løb bare på en måde, som de endnu kun havde prøvet 5 gange - og ingen af de 5 gange er det lykkedes. Så der skal forskes lidt mere i det, før de tilbyder den operation til mig.

Grunden til at jeg nu skal have dem undersøgt igen, på trods af at de egentlig tidlgere har sagt, at der ikke er noget at gøre ved dem, er at det nu føles som om der er en fistel der går ud via min barbie butt. Min barbie butt fik jeg lavet i februar '15. Her fjernede de min endetarm og lukkemuskel, og syede mig fuldstændig til, som er det der ligger bag betegnelsen Barbie Butt. Så at der nu løber betændelse ud og jeg kan slå kunstige prutter ved at suge luft ind og ud gennem min barbie butt, det er lidt problematisk.

Så nu må jeg hele møllen igennem igen med scanning og diverse lægesamtaler med både medicinske og kirurgiske læger. De snakker allerede om en undersøgelse i fuld narkose også. Så det skal nok blive en spændende omgang med baby på armen. Men mon ikke min altid hjælpsomme kæreste eller familie kan give en hånd med? 😉

Indtil da bruger baby og jeg ret lang tid i sengen sammen, men det er nu også ret hyggeligt.

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Sådan her så min mave ud 3 uger efter lille O var kommet til verden. Det er virkelig imponerende hvad kvindekroppen kan. 17 kg tog jeg på under min graviditet og nu her, 5 uger efter, er jeg allerede tilbage på min gamle vægt fra før graviditeten. Mit maveskind er naturligvis lidt mere slatten og løst end før, men vægten er tilbage. Men det skal nok blive strammet op med tiden, når træning igen bliver muligt for mig.

Sådan en kæmpe dunk her rendte jeg rundt med dagen før fødsel.

Og nu til overskriften.. At være mor med stomi er formentlig ikke væsentlig anderledes end at være mor uden stomi. Når lille O bliver ældre kommer der nok til at være lidt flere spørgsmål end ellers, men det gør jo nok bare at hun bliver yderst tolerant overfor forskellige mennesker med diverse “skavanker”. Synlige som ikke synlige - kunne man da ihvertfald håbe på. Ikke at man ikke kan opdrage sine børn til at være det medmindre man selv har en skavank af en slags altså.

Den udfordring med at have stomi, som jeg oplever mest lige nu hvor jeg en en såkaldt ny-mor, det er det der med toiletbesøg. Hvis jeg sidder og ammer, så har jeg ikke mulighed for at holde mig hvis posen hurtigt fyldes op og skal tømmes - så skal den altså tømmes. Ellers går den fra og sender output ud over hele min mave og hvad den ellers kan glide ud på. Ja filteret har jeg lige sparet væk i det her indlæg.

Det er heldigvis kun sket én gang indtil videre. Jeg mærkede godt at der var godt tryk på output og luft mens jeg sad og ammede. Pludselig var det så bare ikke Baby O der spildte lidt mælk, det der løb ned af maven på mig. Så meget hurtigt måtte jeg smide hende over i armene på Alex og hoppe ud på toilettet. Tøj, sengetøj og mor måtte herefter lige vaskes en gang og så var mælkebaren ellers klar til at åbne igen.

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook