Er det mon min skyld?
Puha det er længe siden der er blevet opdateret herinde. Har primært skrevet lidt længere opdateringer på min Instagram - men her kommer et lidt længere tankeopslag..
De sidste mange måneder har lillefisen haft rigtig mange problemer med maven. Vi har prøvet med lactulose, movicol og til sidst måtte vi hjælpe hende i begge ender. Alt er gjort efter råd fra lægen!
Den sidste måned er hun ikke kommet af med noget som helst af sig selv. Hun har fået hjælp af os hver gang hun skulle af med noget. Og sådan en omgang mikrolax er ikke rart for nogle - hverken for hende eller os som forældre.
Det har simpelthen været så forbandet hårdt at se hende have så ondt. At opleve hende være så tryghedssøgende konstant pga. hun havde så ondt.
Derudover har det været helt enormt hårdt for mig at det lige præcis er maven hun har problemer med. Jeg kan ikke slippe tanken om at det er min skyld at hun har problemer med maven. At det er mine skod tarme hun har arvet.
Jeg kan slet ikke bære hvis hun skal igennem det samme som mig. Ikke engang hvis hun skal bare halvdelen igennem.
Nu får hun ekstra dosis movicol, hvilket heldigvis indtil videre har hjulpet hende til at komme af med hvad hun skal af med. For første gang uden at græde og skrige over det. Juhuu!
Hun skal dog stadig forbi en børnelæge til yderligere undersøgelse - så min bekymring vil være der lige indtil den dag en læge siger at det ikke har noget med crohn at gøre!
Mit hjerte er helt knust over at hun skal have det sådan 💔
