Det her sæt lå på min terrasse til mig da jeg kom hjem fra zoo i går. Det var en lille fin tanke som ramte lige i hjertet på mig.

Jeg skrev i sidste uge det her indlæg omkring lidt problemer med omvendt prolaps. Problemerne er ikke blevet mindre- tværtimod. Hele ugen siden i lørdags, har jeg bøvlet rigtig meget med smerter i maven, omvendte prolapser, dårlig søvn og så lidt flere smerter.

Udover smerterne, så nager det mig selvfølgelig også at jeg føler mig utilstrækkelig overfor lillepigen. Overfor lillepigen, Carlakatten og ikke mindst Alex.

Hele ugen har jeg forsøgt at ignorere smerterne og lade dagene gå som de plejer med mødregruppe, svømning, leg osv. I går tog jeg så chancen med en tur i Zoo og på PanPan og spise. Det var en virkelig hyggelig og skøn dag, men også virkelig en hård dag og det gav bagslag ligeså snart vi kom hjem og jeg kom ned og slappede af. Smerterne var enorme, stomien drillede og natten igennem har min krop været umulig at få ro i.

Så ugen har absolut været hård, men de små ting i hverdagen får stadig smilet frem hos mig.

Og smilet hos lillepigen hjælper også altid på det hele..

Og så lige en lille kommentar til middagen på PanPan - hvem gad ikke godt ligge blødt og dejligt og spise med udsigt til en panda? Og til dem som ikke ligger ned og spiser, så er det stadig virkelig lækker mad og super hyggeligt sted. Og fedt at sidde og kigge på en doven panda mens man spiser.

Det er desuden også på PanPan man kan få sig en “Tiger Lee” - Nr. 2 til DM i hotdog.

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Sidste uge var hård for mig. Den der forskel der er på mig og andre “normale” mødre ramte mig virkelig.

Jeg har før flere gange oplevet at få en prolaps i stomien. Det vil sige at tarmen bevæger sig ud af maven - og ja, det gør omtrent ligeså ondt som det lyder til. Når den gør det, er det bedste at gøre at lægge sig ned og slappe af så den kan bevæge sig tilbage på plads igen, og holde øje med at den ikke klemmer sig selv og dermed risikerer at dø. I alle mine tilfælde har den selv kravlet tilbage på plads - enkelte gange har det krævet indlæggelse, primært for at blive smertedækket og beroliget mens det stod på, for det kan være en virkelig skræmmende oplevelse.

Enkelte gange har jeg haft en omvendt prolaps. Ved ikke om der er et fagligt ord for det, så nu hedder det bare en omvendt prolaps her hos mig. Men en omvendt prolaps er altså når tarmen falder ind i maven. Den falder ind så den del af tarmen der skal stikke ud af maven og ud i posen simpelthen forsvinder ind i maven. Den sidder stadig fast i kanten, så der er ikke hul i maven og den forsvinder ikke helt væk. Men det gør stadig ondt. Og det kan stadig gøre at den klemmer sig selv. Og så er det ret svært at styre mht. det der kommer ud af den. Det er lidt svært at undgå at det løber bag posen når nu den ikke går ind i posen, men bare er på niveau med maven.

Anyways - jeg havde en omvendt prolaps i sidste uge. Det gjorde ondt som bare pokker! Jeg var i tvivl om hvorvidt jeg skulle kontakte hospitalet, men med hende den lille kan jeg jo ikke bare lade mig indlægge. Det ville hverken fungere for hende, min kæreste eller min samvittighed. Nok mest min samvittighed. Jeg kan heller ikke bare lægge en hel dag og slappe af og vente på den falder tilbage på plads. Jeg kan faktisk ikke andet end bide smerterne i mig og krydse fingre for at den kommer ud på plads.

Min skønne kæreste tog heldigvis så meget over som muligt, så jeg i det mindste kunne slappe lidt af. Men var så dum, at jeg ikke med det samme fortalte ham om det. Og han ved jo ikke hvor ondt jeg har, hvis jeg ikke fortæller ham om det. Men altså .. Hvis man ikke siger det højt, så forsvinder det nok, ikke?!

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Jeg er begyndt til babysvømning én gang om ugen med lille pigen. Indtil videre har vi været afsted to gange. Første gang var ikke ligefrem en succes for baby O. Anden gang var en smule bedre, men er stadig en hel del at tage ind for hende. Så næste gang satser jeg på bliver endnu bedre, efterhånden som hun vænner sig til omgivelserne.

Men én ting er at lillepigen vænner sig til det, men gør jeg? At vise mig i badedragt/bikini gør mig i bund og grund ikke noget. Det har jeg efterhånden gjort mange gange før. Der hvor det bliver grænseoverskridende for mig, det er inden vi skal i vandet - nemlig omklædningen. Alle kender vel rutinen i en svømmehal. Af med tøjet, under bruseren og først herefter er det på med badetøjet. Jeg skal derfor stå der, uden en trevl på kroppen (som alle andre), men også uden at kunne dække posen på maven bare en smule til. Det er total fremmede kvinder jeg står overfor. Det er selvfølgelig de samme mødre der er der hver gang. Men der er også nye hver gang, da der er hold både før og efter os, og det er vidt forskelligt hvornår folk kommer og går og dermed også mange forskellige kvinder der kommer og går mens jeg står der og flagrer med posen.

Jeg er sikker på at det formentlig slet ikke er særlig mange der overhovedet bemærker det, da alle også har ret travlt med at holde øje med sin baby. Og dem som ser den, bemærker den nok bare lige og så tænker de ikke mere over det. Men derfor er frygten der stadig. Frygten for hvad folk tænker. Frygten for hvilke blikke jeg skal få. Og frygten for om de skulle tænke noget helt forkert om hvad stomi er og derfor ikke “tør” være i vandet med mig.

Men indtil videre tager jeg afsted hver uge, smider tøjet og prøver at koncentrere mig om mig selv og baby O, og mon ikke jeg så en dag kommer over frygten for hvad andre tænker?

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook