For 3 år siden så min hverdag sådan her ud. Jeg havde meget sjældent dage hvor jeg ikke havde smerter på et tidspunkt i løbet af dagen. Ofte var det om aftenen når jeg kom hjem fra arbejde. Så slap jeg facaden og slappede af, og så kom smerterne. Smerterne kom enten fra Robert (min stomi, til nye læsere 😉) eller de kom fra min Barbie Butt. Efter operationen hvor de fjernede min endetarm, altså lavede min Barbie Butt, var der nogle nervebaner som ikke helede ordentligt. Jeg kæmpede derfor i rigtig lang tid med nervesmerter. Og jeg anede ikke det var nervesmerter, så anede ikke hvordan jeg skulle forklare dem til lægerne og de vidste derfor ikke hvad de skulle gøre ved dem.

Til sidst kom jeg i forløb hos den bedste smertelæge jeg nogensinde har mødt - og egentlig nok også den eneste. Men uanset hvad, han er en fantastisk og virkelig sød smertelæge. Palle Flink (det hedder han rent faktisk) eller smerte Palle som han også kaldes. Han satte mig i forskellige behandlingsforløb med forskellige former for smertestillende, indtil han fandt frem til at nervemedicin virkede og det derfor måtte være nervesmerter. Herefter kunne han dosere den korrekte mængde til mig.

Jeg tager ikke længere nervemedicin, men smerte Palle ringer fortsat til mig ind i mellem for at høre hvordan det går og om jeg har brug for noget fra ham. Da han fandt ud af at jeg var gravid, ringede han sågar for at høre om jeg var nervøs for smerterne efter kejsersnittet for så skulle han nok stå til rådighed for at finde den rette smertestillende til mig.

I dag er jeg medicinfri. Jeg er også smertefri. Sådan nogenlunde i hvert fald. Jeg har stadig lidt problemer med min Barbie Butt, men det er ikke noget smerte Palle kan gøre noget ved - det lader jeg kirurgerne om i denne omgang.

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Åh altså, den skide samvittighed! Baby O er noget af det skønneste og dejligste og er helt fantastisk lykkelig for at jeg har skabt lige præcis hende. Og jeg har skabt hende med den bedste mand jeg overhovedet kunne forestille mig. Men .. Og ja, der er et men. Det har været hårdt og det er hårdt.

Én ting er den der ikke-eksisterende søvn. Den er en djævel. Men den har jeg efterhånden vænnet mig til og har lært at gå i seng kl 21. Senest! En anden ting er den dårlige samvittighed der nager mig konstant. Den og tvivlen om hvorvidt jeg er god nok. God nok som mor. God nok som kæreste. God nok som hunde-mor. God nok som veninde. Og god nok ved mig selv.

Det er jo ikke en hemmelighed, at en graviditet ændrer lidt på ens krop. Jeg er tilbage på min startvægt fra før graviditeten, de sidder bare lidt anderledes de der forbandede kg. Røven er lidt fladere, brysterne lidt mindre og maven er lidt større og mere slasket. Og hér kommer så det med samvittigheden ind i billedet. Jeg vil gerne føle mig pæn. Jeg vil gerne være tilfreds med min krop igen. Og det kræver altså at jeg ikke har en baby på armen. Det kræver at jeg kan tage afsted til træning uden hende - da hun ikke må komme med i mit træningscenter.

Men er det for tidligt jeg også gerne vil prioritere mig selv lidt? Jeg føler mit fokus skal være på min datter. Men jeg har virkelig behov for at få hende ud af armene. Jeg har brug for at cleare mit hoved indimellem og jeg har brug for at blive aflastet. Bare engang imellem. Og DET giver mig dårlig samvittighed. Men burde det gøre det? Eller er det egentlig ikke okay at jeg ikke glemmer mig selv helt i den her nye tilværelse som mor? Jeg ved ikke om det er for tidligt at tænke på mig selv også. Om det nogensinde bliver for tidligt eller om jeg bare er kæmpe egoist og igen - En dårlig mor! !

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook