Så er det sidste indlæg i #nouw30daychallenege og det kræver jo lidt en lille status for hvordan det er gået. Mit mål med at deltage i udfordringen var bl.a. at gøre den mere personlig og ikke kun omhandlende sygdommen. Det har faktisk været lidt svært for mig, for på trods af hvor åben jeg er omkring min sygdom og Robert, så er jeg faktisk en ret privat person. Det er let for mig at snakke om sygdommen, at snakke om de udfordringer, op- og nedture der er med stomien osv., men når det handler om mig selv helt privat, så kan jeg godt til tider være lidt en lukket bog.

Det har derudover også været en udfordring for mig at skrive et indlæg til hver dag. Mange indlæg har jeg skrevet og planlagt, så det ikke er hver dag jeg har siddet og skrevet indlæg, men bare det at der dagligt skal lægges så meget energi i bloggen, fremfor hvad jeg tidligere har gjort, har været lidt en udfordring da jeg har haft en del andre ting også. Jeg har jo bl.a. her den sidste halvanden uge været syg og indlagt, og vi har en forestående flytning og derudover har jeg jo også et fuldtidsarbejde, så normalt har jeg brugt min energi på bloggen når jeg havde overskuddet til det, hvor jeg de sidste 30 dage har skulle tvinge mig selv til at have overskuddet. Det er måske både godt og dårligt.

På trods af at de personlige indlæg har været de sværeste for mig at skrive, er det også nogle af dem som faktisk er blevet modtaget bedst. Dog stikker et indlæg sig ud fra de andre - nemlig et hvor det er blandet personlig og sygdom. Det var indlægget hvor min kæreste fik ordet. Det blev det ultimativ mest læste indlæg og ét af de indlæg med mest respons på bl.a. facebook.

Så fremadrettet må jeg se om jeg kan fortsætte med de lidt mere personlige indlæg, men fortsat med et indblik i hvordan det er at være kronisk syg og hvordan det er at leve med en stomi. Men fremadrettet bliver det ikke hver dag, med mindre jeg føler for det. Jeg kommer til at blogge når jeg har noget på hjertet eller hvis jeg oplever noget som jeg syntes jeg vil dele med dig som læser med.

Men tusind tak for opbakningen de sidste 30 dage og håber at nysgerrigheden varer ved selvom udfordringen er sluttet.

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

I fredags kom jeg hjem på orlov, hvilket var helt fantastisk. Jeg var simpelthen så lykkelig for at komme hjem i vante omgivelser. I mit eget tøj. Sammen med min kæreste og hjem til min hund.

Noget af det første jeg gjorde fredag aften da vi kom hjem var, at tage et dejlig langt bad, barberet ben og vasket mit hår godt og grundigt. Der er simpelthen ikke noget mere afslappende og dejligt end at kunne smide sig i sengen efter sådan et bad. Jeg elsker det!

Lørdag var jeg måske lidt for modig. Vi brugte dagen hos min søster med et hus fyldt med søstre, hund, niecer og nevø. Det var ikke fordi der skete så meget eller jeg var super aktiv, men da vi kom hjem var jeg godt nok brugt. Min mave gjorde så ondt og kunne slet ikke finde en måde jeg kunne ligge på uden det gjorde ondt. Jeg blev så rastløs af ikke at kunne ligge behageligt uden smerter, så jeg kunne heller ikke finde ud af om jeg skulle have dyne på eller ej, om jeg frøs og ville putte under dyne eller havde det varmt og ville ligge over dynen. Heldigvis faldt jeg i søvn og fik en ret god nattesøvn.

I dag, søndag, havde vi absolut ingen planer. Vi skal jo flytte i næste weekend, så den eneste plan i dag var at min svigerfar kom med en masse flyttekasser. Så min mave har virkelig fået slappet af i dag. Men kan stadig godt mærke, at en gåtur med Carla kan være lidt hårdt for maven. Så tager det hele helt stille og roligt.

I morgen skal jeg så tilbage til hospitalet. Eller.. Jeg ringer derud inden stuegangen og fortæller at jeg ikke kommer. Jeg gør små fremskridt ved at være hjemme, så når lægerne ikke kan lave en plan for mig, så laver jeg min egen. Den sidste scanning de vil have mig ind til må de derfor indkalde mig til ambulant. Som udgangspunkt er det først på torsdag, og så længe har jeg ikke tænkt mig at ligge derude og vente.

Så lige nu ligger jeg på sofaen med en oppustet mave med lidt smerter og en træt hund mellem benene - det er da en dejlig afslappende søndag aften ❤️

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook

Mad! Jeg har tidligere skrevet en del om det i forskellige indlæg. Jeg er ret glad for det. Jeg har efterhånden fundet ud af at min tarm helst hele tiden skal have noget at arbejde med. Hvis jeg bliver alt for sulten og pludselig spiser meget, så kan min mave slet ikke følge med, så en lille smule hele tiden er dejligt for den.

Mht. mad er min mave lidt speciel. Den brokker sig helt enormt meget hvis den får grove grønsager. Især gulerødder er slemme. Diverse svampe, spinat eller kerner er bestemt heller ikke noget den jubler over. Salt derimod, det er fantastisk. Kulhydrater er også noget den suger til sig. Så min kost er virkelig ikke noget jeg vil råde andre til at følge.

Det lille problem der så opstår er, at min kæreste har været så mega sej at han tidligere har tabt sig 55 kg. Han vil jo derfor naturligvis gerne holde sin vægt nede. Det kræver en lidt anden kost end min. Så hvordan gør man lige det? Den ene skal tage på og kan få voldsomme smerter og forstoppelse af grønsager og den anden spiser efter forholdsvis stram diæt?

Vi har ikke helt fundet den ideelle løsning endnu, så indtil videre er det vidst mine kostvaner som dominerer vores måltider, ihvertfald i weekenderne. I hverdagene prøver jeg at lave noget der går til os begge. Og ost kan man altid lige putte i maden, ikke? 😉

Husk du også kan følge mig på instagram eller på facebook