Svend har i dag haft sin gode ven fra børnehaven med hjem. Noget han har glædet sig til, glædet sig så meget at han næsten ikke har kunne sove de sidste par dage af bare spænding.

Det er kun anden gang han selv har valgt hvem han ville have med hjem. Anden gang legeaftalen ikke har været med et barn hvor vi som forældre er gode venner med forældrene. Kalder man det forældredating måske? Når ungerne ikke er gamle nok til at tage alene med det andet barn hjem, og vi som forældre derfor må følge med.

Den første legeaftale han selv havde valgt var for nogle måneder siden, med en anden ven. Her blev legen meget parallel og ungerne fandt ikke helt ind til hinanden som de normalt gør i børnehaven. Måske fordi omgivelser var nogle andre, måske fordi det var en træt efterårs dag, måske fordi vi som forældre ikke var trænet i gamet for forældredating. Jeg ved det ikke. I hvert fald blev det kun til den ene legeaftale, og hverken Svend eller jeg har kastet bolden op til en ny legeaftale der.

Derfor må jeg indrømme at jeg var en smule spændt på i dag. Spændt på om ungerne ville falde i leg, og nervøs over om kemien var der hos os forældre. Spændt på om timerne ville blive lange. Nervøs som ved det første møde med mødregruppen, hvor det eneste man der havde tilfælles var et barn født omkring samme dato.

Forventningsglæden i Svend og hans ven lyste ud af dem da vi hentede dem ved bussen. Og snakken gik lystig på vejen hjem. Også mellem vennens mor og jeg. Ungerne faldt hurtigt i leg, og vi i snak. Forældredaten gik så godt at de blev både til aftensmaden og desserten. Vellykket aften for både store og små.

Den slags eftermiddag og aftner må der meget gerne komme flere af i fremtiden. Så gør det slet intet at vi som forældre skal date, måske, nogle år endnu inden ungerne slippes løs ❤️ 


Einer i fuld fart omkring racerbanen. De to store drenge kørte om kap i flere timer, mens Einer forsøgte at følge med 🌪

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Her midt i putningen, efter vi har læst historie, sunget sange og sagt godnat siger Svend efter lidt tænkende tavshed ‘Moar... når det blir sommer igen så skal vi have en masse jord i min have. Skal kan vi fjerne alle fliserne, så der er kun jord. Og så skal vi plante alle dine blomster igen og dufte hvor dejligt de dufter. Er det ikke en god ide?’.

De her aftenssnakke efter puttetid er virkelig guld værd. Hvor Svend har haft mulighed for at ligge og tænke tankerne lidt igennem, og reflektere over stort og småt. Jeg elsker det. Det kommer virkelig mange fine historier ud af de snakke. Helt fra det inderste af hans dejlige 4 årige hjerte.

Haven betyder utrolig meget for ham. Det er en vidunderlige legeplads, og han er utrolig engageret i de grønne liv derude. Alt det spiselige man kan høste, fra bør til frugt lapper han i sig. Og han holder godt øje med hvornår hvilke bær er klar til høst.

Ligeledes er han mild og nænsom omkring blomsterne derude og er ikke nærig med at kommentere på hvor smukke de er og hvor dejligt de dufter.

Det betyder utrolig meget for mig at han altid deler min glæde med at være derude. Og når jeg så fortæller han at vi til sommer ikke har nogen have mere, så trøster han mig ved at sige ‘Det gør ikke noget mor, fordi så har vi jo oppe i sommerhuset.’

Gang på gang rammes jeg af en lykkerus over hans skønne konklusioner ❤️. Jeg er en heldig mor.!

Svend på bærjagt i haven i sommeren 2015. Lille skønne menneske 🍓

Svend med pære fra eget træ i sommeren 2016 og sommeren 2017. Pæretræet var en gave til Thomas den sommeren 2014, det år vi fik Svend.
Jeg har planer om at træet skal flytte med i sommerhuset når vi flytter fra vores kartoffelhus til sommer. Det træ skal give os frugt mange år endnu, og være et fint lille minde om at man kan blive stor og stærk, selv om var lille ved fødslen.

Svend hjælper til med at forspire tomatplanterne.
Vander blomsterne i haven og nyder duften af de små blade han har samlet ind til en buket 🌿

Likes

Comments

For 4 år siden fik jeg mit livs gave.
Jeg blev mor. Alt for tidligt, til et meget lille menneske. Et menneske der viste sig at være det sejeste lille væsen.

Gennem hele min graviditet blev vi fulgt intenst af en overlæge på Riget, da Svend have misdannelsen Gastroschise. En misdannelse der betød at han ville blive født med hul i maven, og tarmsystemet uden på.
Vi viste at han skulle fødes ved kejsersnit og at han skulle opereres lige efter fødslen.

Han blev født knap to måneder før tid, da lægerne mente at han ville have bedre chancer for at klare sig udenfor min mave end derinde.
Han kom til verden ved akut kejsersnit. På en stue proppet med sygehuspersonale. Direkte efter kejsersnittet kørte de han til operationsstuen. Thomas fulgte med vores nye lille menneske, mens jeg lå på operationsbordet og blev færdiggjordt efter kejsersnittet.
Jeg var blevet mor, uden at have et barn ved min side.

Men en mandlig sygeplejerske på stuen hjalp mig igennem den turbulente situation jeg befandt mig i. Han formåede at få min verden til at hænge sammen. Jeg husker ikke hans navn, men hans ansigt står helt tydeligt i min erindring. Jeg er ham evigt taknemmelig for at gøre Svends fødsel til en fantastisk oplevelse.

Da børnekirurgerne var færdig med at operere Svend blev han kørt til neonatal. Jeg så han første gang om eftermiddagen. Han var det smukkeste lille menneske. Lille, skrøbelig og fin lå han i sin kuvøse. En sygeplejerske viste os hvordan vi kunne holde ham i hånden gennem et lille vindue i kuvøsen. Det første strøg mod hans bløde hud var magisk og skræmmende på en og samme tid.

Dagen efter fik jeg lov at holde Svend for første gang. I det øjeblik blev jeg mor. Da han blev lagt forsigtigt i mine arme voksede vi sammen igen. Det første møde med hans hud mod mit bryst. Woaw. Ubeskriveligt.

I den tid vi efterfølgende var tilknyttet med Neonatal og Børnekirurgisk afdeling på Riget oplevede vi at have de mest vidunderlige og kompetente mennesker omkring os. Vi blev virkelig taget hånd om og jeg er dem alle evigt taknemmelig.
Vi har en tradition med at går op på afdelingerne med noget lækkert hvert år på Svends fødselsdag. For at takke dem for give Svend en fantastisk start på livet. Uden dem havde vi ikke haft vores sejeste Svend.

1. Thomas der fyldt af bekymring og kærlighed holder Svends hånd.
2. Første gang jeg holder mit lille menneske.
3. Fyldt med ‘snore’ og hul i maven, som Svend siger når han ser dette billede fra han var en lille baby ❤️ (selvom hullet her er lukket efter operationen, så er det lidt sejt at sige at man er født med hul i maven).

Likes

Comments

Vi skal flytte. Sådan for alvor.
Jeg skal bo i lejlighed, for første gang i mit liv. Til sommer flytter vi til Østerbro i en smuk lejlighed ved Fælledparken.
Vi har længe gået og luret lidt på et andet sted at bo. For selvom vi bor helt vidunderligt i vores lille byhus, så mangler der noget. Vi bor midt i den kreative klasses navle. Hvorfor vil man dog flytte herfra. Den undren har jeg hørt fra en del, særligt mine søde medstuderende.
Her er virkelig vidunderligt. En lille landsby midt i byen. Vi har egen have, vejfester, rolige aftner og så alligevel byens liv lige rundt om hjørnet. Vi har alt det provinsen tilbyder, uden at have den lange transporttid til og fra arbejde.
Men vi bor også på 4 plan, hvilket gør noget for en familie på de travle hverdage.
Vi bruger utrolig meget tid på at sige nej, og vente. Når Svend spørger ‘skal vi ikke gå helt ovenpå og lege’, må vi sige ‘Nej, du må vente’. Vente til vi er færdige med at lav mad, og rydde op. Når vi endelig er færdige med dagens gøremål er børnenes dag næsten slut og de nåede kun lige op og lege kort i stuen. Jeg tør ikke lade dem være alene på en helt anden etage uden en voksen.
Efter vi har fået sommerhuset har vi genopdaget glæden ved at være på ét plan. Det giver en dejlig ro at ungerne kan løbe rundt, mens man alligevel stadig er sammen må en måde man ikke er når der er flere etager mellem.
Derfor har vi ledt efter ét plansløsninger til vores nye hjem. Og har luret både på hus og lejlighed.
Hus fordi det kan tilbyde det at kunne åben en dør og løbe direkte ud i haven. Og lejlighed fordi det tilbyder nærhed til byen og kort til arbejde. Derved også mere tid til børnene.
Og det var jo i første omgang derfor vi gerne ville finde noget andet. For at få tid med børnene. Derfor bliver vi i byen.
En anden grund til at vi har ledt efter noget andet at bo i er at Thomas datter har et ønske om at komme hjem til os at bo. Hvilket hun ikke kan, som det er nu. Derfor er det en stor drøm der går i opfyldelse for Thomas når vi flytter. At alle hans børn bor under samme tag, og at de udvikler et tættere bånd end det de har i dag, hvor de ses en gang om ugen til aftensmad eller andet.
Det er et helt nyt eventyr vi til sommer kaster os ud i. Jeg er både spændt, lidt nervøs og virkelig lykkelig over beslutningen. Jeg glæder mig til at høre små børnefødder løbe rundt på gulvet i det nye hjem ❤️

Vores hus’ smukkeste rum. ‘Helt ovenpå’ som Svend kalder det. Der hvor vi sjældent når op mere end 30 minutters tid på en travl hverdag.

Faldt lige over en lejlighed i den ejendom vi flytter til i denne måneds BoligLiv. Jeg glæder mig til at udforske den smukke fredede ejendomssmukke detaljer når vi flytter ind til sommer.

Likes

Comments

Nærmest dagligt taler Svend om vores tid i Californien sidste vinter. For tiden taler vi ekstra meget om Californien da hans veninde Viktoria fra børnehaven er derovre med hendes forældre. De to venner facetimer mens hun er væk og savner hinanden kan vi mærke.
Her til aften siger Svend så inden han falder i søvn 'Mor jeg lover dig at vi snart skal til Californien, og så skal vi have en is fordi det er sommer i Californien'. Ahhh altså, smelte smelte i mit mor hjerte. 'Det er far og Svend og mor og Einer og Hohanne der skal med, og så kommer Viktoria med hjem'.
Den tur har simpelhen gjordt et kæmpe stort indtryk på ham. Meget større end vi begriber tror jeg.
Vi var afsted med et vennepar med to børn på samme alder som vores. Sammen med dem boede vi i et virkelig skønt hus næsten lige ned til vandet i Venice.
Det kan varmt anbefales hvis man har mulighed for at trække måneder ud af kalenderen og rejse ud med sine børn. Og særligt at rejse med andre med børn i samme alder. Hold nu op et bånd der er skabt mellem Svend og Johanne (vores venners datter). De to finder hinanden lynhurtigt når vi ses, også selvom vi ikke gør det så ofte som vi ville ønske. De har skabt et helt unikt bånd, som jeg håber vil vare ved hele livet ❤️.
Hvor er det vidunderligt når ens børn kommer i den alder hvor de skaber venskaber der potentielt kan vare for livet. Kærligheden til Johanne og Viktoria stråler ud af Svend når han taler om dem. Også selvom han og Viktoria til tider skændes som et gammelt ægtepar, men det er vel også kærlighed.
Min drøm for Svend er at han får lov at opleve den kærlighed og det venskab han har med de piger længe endnu. Og at de venskaber han bygger i fremtiden giver samme livsglæde. Når Svend lover mig en tur til Californien må det være et udtryk for at det var en tid i en tryg ramme. Måske kan vi ikke give ham Californienture hele tiden, men jeg håber på at kunne holde den trygge ramme omkring ham, så han kan få plads til at danne nye og trygge venskaber fyldt med masser af kærlighed og varme.
Mit lille store vidunderlige menneske ❤️


Små glimt af Svend og 'Hohanne' fra i LA ❤️

Likes

Comments

Vi har efter Thomas' mor døde i januar sidste år haft en del malerier liggende i kælderen. Smukke billeder der fortjener at blive hængt op, men som også har været en svær ting for Thomas at tage fat på. Men nu har jeg taget hul på boblen for ham. Jeg har sendt nogle malerier til indramning og valgt spots i huset hvor de kan hænge.
Det ene af billederne er en stregtegning af en smuk kvinde. På en baggrund af rosa og oliven toner. Det skal hænge i spisestuen. Og mens det er afsted for at blive indrammet har jeg malet spisestuen i en rosa farve der spiller sammen med maleriet. Glæder mig til at se billedet på væggen om et par uger.
I farvevalgs beslutningen kiggede jeg billeder af spisestuen gennem tiden. Fra den hvide væg til den grønne. Jeg er ikke typen der laver voldsomt meget om, men opdagede at stuen alligevel har haft lidt forskelligt udtryk.
Her er lidt billeder fra rullen gennem tiden.

Hvid baggrund til de lidt farverige nips.

Den smukke røggrønne farve ændrende udtryk gennem dagen alt efter hvordan lyset faldt ind gennem vinduet i spisestuen.
Fra en næsten grålig grøn, til en skrap grøn på en solrig dag.

Vi arvede ligeledes den smukke Børge Mogensen sofa. Den har en vidunderlig plads i spisestuen, hvor ungerne og jeg ofte opholder os mens Thomas laver mad. Dens placering gjorde at reolerne med tallerkner måtte på den modsatte væg og på højkant. Hvilket fungere glimrende da Einer er lidt mere af en pilfinger end Svend var som baby.

Lille kig på det smukke maleri vi snart får op på væggen når det er færdig indrammet.

Likes

Comments

Vi har et fælles billede album på ICloud i vores familie. Et der deles med mine forældre, min søster, Svend og Einers storesøster og en lille håndfuld veninder af mine. Det bruger vi til at ligge små glimt fra hverdagen med drengene ud. Min familie bor i Århus, og selvom de ofte ser drengene er den daglige billedestrøm guld værd, særligt for de ivrige bedsteforældre.
Ofte sidder jeg selv om aftenen og kigger billedestrømmen igennem, mindes, griner, tænker at jeg er den heldigste mor i verden.
Men for tiden er mængden at billeder ikke så stor.
Det er ikke fordi vi har lagt kameraet væk bevist og fokuseret, men fordi vi har for travlt, både Thomas og jeg.
Ikke at vi ikke er sammen med børnene, men jeg kan nogle gange godt blive i tvivl om vi er nok til stede. Hverdagens trummerum kan godt være så hektisk til tider at man kan savne sine børn selvom de befinder sig lige ved siden af en. Fordi hovedet er et helt andet sted, på tegnesalen, på jobbet eller noget helt tredje.
Det gir ondt i maven, og lyst til at bruge alt tiden på en legeplads. Urealistisk selvfølgelig. Men hvor er det svært at finde balancen mellem det der hjemme og det der ude.
Jeg får dårlig samvittighed når jeg opdager at min kamerarulle er fyldt med studierelateret billeder, og kun finder en håndfuld billeder af børnene på en legeplads.
Men jeg bliver lykkelig når Svend hiver mig ind i hans lille verden, invitere mig med i hans univers og får mig til at glemme alt andet. Eller når begge ungerne sidder på deres far og bare lytter til godnathistorierne og udstråler den dejligste ro.
Hvor er det vidunderligt og utrolig heldigt at de endnu ikke har opdaget at man kan leve andre steder end i nuet.
Det kunne vi voksne vist godt lære lidt af. Jeg kunne i hvert fald.

Et par af de få billeder på rullen fra denne uge. Fra en tur på vores yndlingslegeplads på Hauser Plads i Indre by.

Nogle andre få billeder fra en tur til Århus for to ugers tid siden. På Dokk1's fine udendørs legeplads.

Likes

Comments

Jeg har for nyligt, igen igen, lavet værelse til drengene. På første salen i vores hus findes to rum og badeværelset. De to rum ligger lige op af hinanden, kun med en dør i mellem. Vi har flyttet rundt på deres og vores soveværelse en del gange efterhånden.
Denne gang har de fået det store værelse, både til at sove i og til leg. Det er nyt for dem at skulle sove på eget værelse, da de før kun har haft legeværelse, og så sovet ved os. Men vi vil forsøge os med at lave dem sove på eget værelse. Mest fordi vi vågner en del om natten pga Einers amning, men også fordi at vi har brug for at sove sammen som kærester også.
Det nye rum fungere ganske fint. Vi leger der lidt om aftenen inden de skal sove, og i weekenden hvor vi ikke har travlt om morgenen står Svend selv op og kaster sig i leg med det samme. Det er ret hyggeligt at vågne til lyden af børn der er i leg.
Det med at sove der hele natten er stadig noget vi, for Einers vedkommende, arbejder på, men det er også okay at han (og Svend) sniger sig ind i vores seng i nattens løb.
Børneværelset er måske lidt 'kedeligt' set gennem et barns øjne. Ikke forbi de ikke har nok med legetøj, men jeg har det lidt stramt med alt der hedder børneplastikpang, så værelset er indrettet med et lidt neutralt interiør. Men mon ikke de overlever fint i et rum med et lidt voksent udtryk. Indtil de selv kommer og ber om at få alt plastret til i 'Biler' eller Ninjago tænker jeg det må være sådan.

Den gamle børnebænk fra Kaare Klint er proppet med LEGO og andet plastik legetøj. Dukkehuset er fra Sylvanian, jeg købte det efter at pædagogerne i Svend vuggestue sagde at han dernede legede virkelig meget med det de havde. Selvom det er et kæmpe stort plastikhus, er der virkelig mange timers leg i det, og så går det vist ok op. Selvom jeg går og drømmer om at finde Arne Jakobsens dukkehus til dem i stedet. Men det er vist mest for min egen skyld at de skal have et sådan.

Likes

Comments

Hver aften når jeg putter børnene sludre Svend og jeg lidt, om løst og fast. Her til aften spillede jeg en stribe sange for ham, sange han plejede at falde i søvn til da han var mindre. Han ligger og lytter længe, og siger ud af det blå 'Moar, jeg kunne godt lide at gå i vuggestue da jeg var lille'.
Og på en og samme tid blev jeg lykkelig og trist.
Lykkelig fordi Svend har fået lov at opleve en tid i vuggestuen hvor der var voksne omkring ham. Og trist fordi Einer ikke får samme oplevelse.
Da vi valgte institution til Svend i sin tid valgte vi stedet dels pga stemningen da vi var på besøg, og dels pga den gode normering. De var 3 voksne til 10 børn. To af de voksne var uddannet pædagoger og den sidste en medhjælper med over 10 års erfaring. Vi var helt utrolig glade for stedet i alt den tid Svend gik der. De havde overskud, både til børnene og forældrene. Overleveringen af børnene skete med god tid, og der var altid tid til at snakke om dagen når vi hentede igen.
Einer går samme sted nu, og sikke en ændring der er sket på de få år. Der er nu 13 børn, ofte kun med 2 voksne. For tiden er der intet uddannet personale på stuen. Tiden er slet ikke til at sige andet end 'Hej' om morgenen. Når vi henter er det ofte en anden end den vi afleverede til der er tilbage. En der måske slet ikke ved hvordan han har haft det i løbet af dagen fordi personalet rykker rundt på stuerne for at lappe manglen på hænder i hele huset.
Jeg får ondt i maven hver eneste dag jeg går mod vuggestuen for at aflevere ham. Og bliver både lettet og frustreret når de (ofte) ringer ham hjem fordi han er 'syg'. Lettet fordi at så er han da i det mindste ikke sammen med sig selv hele dagen, og frustreret fordi at det er svært at få en hverdag til at hænge sammen når det offentlige spare så meget at de må ringe raske børn hjem fra institutionerne.
Det burde ikke være sådan vores børn skal starte livet. Jeg forstår ikke hvorfor politikerne ikke forstår at det er en dårlig prioritering, en dårlig prioritering for alle, for børnene, pædagogerne, forældrene og i sidste ende for hele samfundet.

Likes

Comments