Hejsan Göteborg!

I fødselsdagsgave i gav jeg Martin en tur til Gøteborg, så han kunne gense hans barndomsby og vise mig hvor han boede, gik i skole og klatrede på klipper. Jeg var lidt ængstelig om det nu også kunne blive til det, pga. OK18, men det gik heldigvis og vi kom afsted på vores forlængede weekend.

Jeg bestilte færgebilletter og hotel igennem Stenaline. Det er altid svært at booke hotel i en by man ikke har været og efter at have søgt lidt faldt valget på Clarion Hotel Post og det var bestemt de ekstra kroner værd! Vi fik et lækkert værelse på 11. etage med udsigt ud over hele Gøteborg. Det var også muligt at bruge poolen på toppen, men den var proppet med børn. Morgenmaden var virkelig lækker og der var noget for enhver smag.

Hvad lavede vi så? En masse og ikke en disse!
Vi tog til Västra Frölunda en af dagene, hvor Martin er vokset op, og så Safirgatan sju. Det var virkelig hyggeligt. En halv time i en af de lyseblå sporvogne og lille gåtur, hvor Martin kunne vise hvor han gik i skole, gik til spansk, tabte sine nøgler og mange andre små historier senere, stod vi foran opgangen. Det var en fin tur og jeg er sikker på at det betød en del for Martin, at gense sit gamle hood.

Det eneste turistet vi gjorde var, at vi tog på en kanalrundfart. Det var til gengæld ret hyggeligt og kan bestemt anbefales.
Det kan en tur til Västra Frölunda nu også, men det er nok sjovest hvis man har en relation til stedet.

Vi boede lige ved siden af Trädgårdsforeningen, så der var vi forbi stort set hver dag. Alt var i blomt og vejret indbød til at sidde på en af de mange bænke og bare kigge på folk der gik forbi og alle dem der skulle have et selfie foran de mange blomster.

Inde i denne smukke store park, havde de også et palmehus der lå i det fineste store drivhus-deluxe, som bestemt også er et kig værd.

Hvor skal man spise?

Vi spiste ret meget på den her tur, men skal man ikke også det når man er på ferie?

Da vi var på vej mod hotellet på dag et, gik vi igennem hyggelige Haga hvor vi selvfølgelig fik den famøse Hagabulle hos Café Husaren. Haga var så hyggelig, men et pro tip: Lad være med at gå den vej, hvis du har kuffert på hjul med... vejene er belagt med brosten.

Pølse med mos og rejesalat siger du? Jatak siger jeg!
To dage kom vi forbi Gourmet Korv og fik pølse med mos og en valgfri dip. Martin fik noget svensk remo, mens jeg den ene dag valgte ajvar og den anden dag fik jeg rejesalat. Det lyder virkelig sært, men det smagte altså godt! Sammen med retten, fik man også et lille ristet brød med noget pesto på. I virkeligheden er det hele nok en rigtig underlig blanding, det er ihvertfald langt fra en hotter, som vi kender den her hjemme. Men det kan altså anbefales!

Snaskede burgers?
Dét kan de altså også. Vi var forbi Butcher's Market og få burgers, snaskede fritter og shakes.
Jeg fik en Cheese & Bacon burger og Martin fik Butcher's. Vi delte en gang Bacon, blackpepper & roasted garlic fries. Vi var ikke klar over at det var en kæmpe omgang snask, der kom oven på fritterne. Til at skylle den fedtede omgang ned, fik vi selvfølgelig shakes. Min var en Nutella n' Banana shake og Martin fik en Strawberry shake. Vi var pænt mætte da vi gik derfra.

På hotellet ligger Restaurang Norda, som vi besøge to gange. Den ene gang fik vi noget surf'n'turf, den anden gang var det for at prøve deres omtalte sunday brunch.

Stedet er virkelig smukt! Som i wauw!
Den ene dag havde vi ikke bestilt bord og fik plads ved deres høje borde. Maden var virkelig lækker og omgivelserne var altså bare så fine.

Om søndagen havde vi bestilt bord til deres brunch. Hvis du vil prøve den, så kom sulten! Ikke nok med at der er en stor buffet med alt muligt lækkert, som fx sashimi laks, vitello tonnato og en hel del andet lækkert, så skal du også vælge en varm ret. Vi vælgte begge steak and fries, men man kunne også få andre lækre ting. Som om det ikke var nok, var der også en overdådig dessertbuffet med smukke kager i lange baner og slik og karameller og alt muligt lækkert.

Efter vi havde spist luskede vi os ind ved siden af i BonBonBar , der var lukket. Endnu et smukt lokale med pink velour, store vinduer, guldbadekar og en kæmpe ræv.

Hvad ellers?

Vi gik en hel del. Solen skinnede og der var 25+ grader hver dag. Vi gik af de gamle gader, langs havnen, i deres mange grønne parker, spiste is, drak kaffe og slappede af på hotellet. Præcis som vi godt kan lide at holde ferie. Lave en masse, uden rigtigt at lave noget.

Gøteborg er virkelig hyggelig og smuk og jeg glæder mig til, at vi skal tilbage. For det skal vi helt bestemt.

Og så var det dejligt at sejle der over. Vi nåede at komme helt ned i gear. Vejret var smukt og havet helt roligt. Men et tip herfra, lad være med at købe deres buffet ombord. Den var mildest talt elendig.

Det blev et langt og billedtungt indlæg.
Har du været i Gøteborg? Og hvad var det bedste du oplevede?

Tak fordi du læste med!


Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229