VENINDESNAK

Hej mer jer!

Som jeg har skrevet før, så følger jeg mange andre bloggere og læser tit deres indlæg.
Her forleden stødte jeg på et indlæg, som bloggeren Sandra Willer havde skrevet. Indlægget har hun kaldt “Ensom”.
Indlægget handler kort om, at hun altid har været misundelig på “pigegrupper”. De piger, som altid har kendt hinanden, som altid hænger ud sammen og som skriver/snakker sammen hver dag.

Jeg synes virkelig, at det er et godt indlæg og jeg synes næsten, at I skal gå ind og læse det. Det giver bare så meget mening - i hvert fald for mig, da jeg virkelig kan relatere til det.
Jeg har det nemlig præcist på sammen måde, som Sandra har. Jeg har også altid været misundelig på de pigegrupper, som altid var sammen, gik i byen sammen, holdt nytår sammen osv. Jeg har altid villet være en del af sådan en gruppe, da det bare så så sjovt og hyggeligt ud.

Men sådan skulle det ikke være... Og jeg har det også helt fint med det den dag i dag. Jeg er blevet bedre til at fokusere på dem, som rent faktisk vil mig. Derfor bruger jeg rigtig meget tid på min familie og de veninder/venner, som viser deres interesse i at ses med mig.
Gennem hele min skoletid har jeg ikke haft særlig mange veninder på én gang, men mine veninder blev tit “skiftet ud” med nye veninder. Og det gælder både i min folkeskole, efterskole og gymnasium.

Den dag i dag, kan jeg stadigvæk tælle mine tætte veninder på én hånd. Én hånd! Og det er simpelthen fordi, at jeg har valgt at fokusere på de personer, som vil mig. I en periode synes jeg tit, at det var mig, som skulle tage intiativ til at ses. Og mine veninder skal jo ikke føle sig tvunget, så derfor er jeg stoppet med at spørge og venter til de en dag spørger mig. Det har jeg tabt nogle veninder på, men er de så vigtige i mit liv? Ikke hvis man spørger mig.

I forlængelse af det, så har jeg lige lidt mere om det med veninder.

Jeg har personligt, altid lagt rigtig meget i et venskab. Når man er tætte veninder, så synes jeg, at man skal kunne fortælle hinanden stort set alt, uden at det kommer videre til andre. Man skal være en god lytter og man skal give hinanden plads med, hver sine “ting”.

Det kan godt være, at der er nogen som synes at det er for meget at forlange, men det er altså sådan jeg har det. Men det er også kun med ens TÆTTE veninde(r). Jeg synes desværre ikke, at jeg har mange af dem, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne stole mere på mine tætte veninder. Men fordi, at jeg gennem livet er blevet såret dybt, af veninder, som jeg betroede - så passer jeg meget på, hvad jeg siger til mine tætte veninder.

Man kan skrive så meget på besked: “husk jeg er her for dig”, “du ringer eller kommer bare” eller “jeg vil rigtig gerne hjælpe eller lytte til dig”. Der er bare ikke nogen, som siger det - i virkeligheden. Og helt ærligt, så er det heller ikke noget, som jeg er specielt god til, og det er helt sikkert noget, som man måske skulle tænke noget mere over.

Det jeg egentlig vil frem til med de her to indlæg, er: Er det egentlig et kæmpe tabu, at have få, men tætte veninder? Og er det et tabu, at man ikke kan betro sig til sine tætte veninder?
Det synes jeg, at det er blevet, og det er en kæmpe fejl. Jeg vil vove og påstå, at der er mange flere, end man lige går og tror, som ikke har flere tætte veninder, end det kan tælles på én hånd. Men tror også, at der er mange, som ikke betror sig til sine veninder, fordi de er bange for at blive såret og i sidste ende faktisk bare passer på sig selv.

Det er så øv, at det skal se ud som om, at det perfekte liv er fyldt med perfekte veninder. Man kan have sine egne meninger om det perfekte liv og måske har man det helt fint med at have få, men tætte veninder. Det er bare mine personlige tanker, men jeg er sikker på, at der alligevel er nogle stykker, som vil give mig ret! ;-)

//LauraGS

#brydtabuet

Synes godt om

Kommentarer