You’re allowed to scream, you’re allowed to cry, but do not give up.

KAPAUW! Og før jeg vidste af det, var det her liv ikke som jeg havde forestillet mig.


Overstående billede er fra 2015. Jeg ved ikke om man kan se det på mine dopede øjne (og med et kamera, der var sat på 'selfie mode' - godt man har lært at slå den fra) - Men mine øjne smiler.

Forud for billedet: Jeg havde (som jeg har sagt mange gange før) fået sat et befrugtet æg op. Mere specifik var datoen den 18. september 2015. Samme dato, bare senere på dagen, var jeg til kontrol på Reumatologisk i Aarhus. Alle alarmklokker bimlede og bamlede hos reumatologen. Mit Wegeners Granulomatose var gået til angreb.

Hvordan i alverden kan mine øjne smile på billedet? I stedet for at blive mor, fik jeg fjernet min ene æggestok (på billedet er jeg lige vågnet fra narkosen). Jeg fik den fjernet, så den ikke skulle ødelægges af den snarlige kemoterapi. Altså jeg blev ikke mor det år. Faktisk skete der temmelig meget det modsatte af, hvad jeg havde planlagt. Alt skreg til, at jeg skulle være deprimeret. Men det var jeg ikke. Selvfølgelig var det ikke jubel og glade dage, men jeg havde en eller anden indre ild, som brændte i mig. Jeg var overbevist om, at jeg nok skulle komme godt igennem. At jeg ville finde fodfæste lige om lidt. At jeg fik fjernet min æggestok tog jeg mere som en positiv ting lægevidenskaben er blevet så god, at man kan tage en rask ud og gemme den til “bedre tider”. Man kan simpelthen gøre således, at børnedrømmen kan leve videre - trods for kemoterapi. Jeg var overbevist om, at denne operation var vejen til en “almindelig” liv.

...

Nu sidder jeg her. Året er 2018. Jeg er ikke blevet mor. Faktisk er alle mine mål for fremtiden blevet helt anderledes end, hvad JEG havde planlagt.

Er jeg så deprimeret? Nej.

Dengang i 2015 besluttede jeg mig for, at intet skulle få lov til at tage min livslyst. Jeg kan ikke bestemme over omgivelserne, men jeg kan dæl-onden-lyneme SELV bestemme, hvordan mit livssyn er. Mine hverdage ser ikke ud som planlagt, men for fa’en! Der findes alligevel så meget fantastisk i mit liv. Faktisk er jeg blevet bedre til at se disse fantastiske ting. Faktisk er VI blevet rigtig gode til at lave et godt liv.

Nogle gange skal man kvæle had med kærlighed.

Dengang jeg, i 2015, tog ovenstående billede, var jeg sikker på, at jeg hurtigt ville finde fodfæste igen. At sygdoms perioden ville blive kort. Mens perioden stod på, ville jeg kvæle sygdommen med du-får-ikke-mig-ned-med-nakken. Jeg ville ikke blot overleve. Jeg ville LEVE LIVET.

Pludselig er de gået knap 3 år. Jeg var så småt ved at finde fodfæste igen. I mandags skulle jeg have været til møde med min kommende arbejdsgiver praktikplads (ifb. med et afklarings forløb). Jeg var så klar og sprudlede af forventningens glæde! Huset er blevet solgt (pga. sygdom skal vi finde noget mindre, hvor vedligeholdelses kravene og rengørings kravene ikke er så store. For det er Anders, der laver det hjemlige, og synes nu det vil være dejligst, hvis han ikke skal stå med så meget). Og så skete det. BANG! Jeg blev syg. Lægerne formoder endnu et Wegeners Granulomatose angreb. Det kom som et chok for mig. Jeg får jo kraftig immundæmpende medicin - både som piller og i drop. Hvordan kan det ske!? Men jeg var selvfølgelig trappet godt ned i binyrebarkhormon, hvilket lægerne mener kan være grunden. Men shit manner! Hvor er livet skrøbeligt. På et split sekund kan det hele vendes op og ned.

Mens jeg skriver dette er jeg “dopet” på morfin, (så ved du hvorfor, hvis der er slå fejl). Jeg har lige haft en tude pause - fordi jeg synes det er så skide hårdt. Alligevel kan jeg stadig mærke den der indre ild i mig. Viljen til at få mig et godt liv. Jeg har før haft røven i vandskorpen. Jeg har ligget i rendestenen og rejst mig. Og ved du hvad?! Det samme gør jeg sgu også denne her gang. Endda gør jeg det hurtigere. Lægerne greb tidligt ind og jeg tror, at jeg slipper for den voldsomme behandling (Wegeners Granulomatose kan være temmelig livsfarlig, hvorfor man nogle gange skal i kemoterapi). Godt at de (læs: lægerne) fik sygdommen bremset i tide. Jeg er allerede gået i genoptrænings mode. Ikke ment som i, at jeg hopper vild og voldsom rundt. Men jeg gør, hvad jeg kan - og lidt til.

You’re allowed to scream, you’re allowed to cry, but do not give up.

Der er tider på dagen, hvor lysten til at råbe og skrige og græde indtræffer. Og så gør jeg det. Jeg kommer ud med det. Og det er vigtigt. Det giver forløsning og plads til andre ting. Viljen til ikke at give op får mere groplads, når jeg er kommet af med frustrationerne/afmagten/frygten/vreden osv.

Fuck janteloven - jeg er en tough cookie. Den her gang finder fodfæste hurtigere.

Jeg tror på, at nok skal lykkedes.


Jeg er fyldt med følelser og har så mage flere ord, jeg gerne vil sætte på. Men jeg kan ikke længere sammensætte virvaret af ordene - som flyder rundt i hovedet. Jeg stopper derfor nu med at sige TAK for den evige opbakning jeg møder.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram - podcast

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
Henriette,
Jeg ved at du ikke vil tænkes, men det er svært ikke at få en klump i halsen, en tåre på kinden og synes at det er dybt uretfærdigt på dine og jeres vegne. Det gør så ondt at læse om den skæbne i har mødt og jeg synes det er synd for jer.
Det trøster at I trods alt har bevaret håbet og glæden ved livet.
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Engang i mellem rammer følelserne af uretfærdighed mig også.. engang tuder jeg og synes det hele er træls. Men hold nu op, hvor er vi gode til at tilpasse os. Gode til at finde glæderne og se fremad. Jeg er så glad for at vi kan det. Tror virkelig det er noget af det, der gør, at vi gang på gang rejser os igen.
nouw.com/kroniskefarver
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229