Tik tak...

Måske jeg bliver opfattet som ukultiveret (min nye yndlings ord) når jeg skriver følgende: indlægget blev startet under Melodi Grand Prix. Men altså, jeg kan ikke længere finde hoved og hale i konkurrencen. I mine øjne var det bedre, dengang jeg var 9 år og hele familien sad med popcorn og sang og dansede til sangkonkurrencen - og reglerne var noget mindre komplicerede (det har muligvis noget at gøre med, at jeg egentlig ikke har fulgt med siden og dermed kan det nye bare ikke hamle op med minderne fra det gamle). Nå men det er en anden historie. Jeg startede indlægget dér - midt i Melodi Grand Prix - fordi jeg kom i tanke om tiden, og hvordan den bare suser afsted som et IC4 tog en jetjager.


Time flyes...

Kender du det der med, at man kommer i tanke om en begivenhed for et år siden og tænker det føles som i går. Damn tiden går hurtigt?

[Mm, siger du].

Og når du nu modvilligt har nikket genkendende til ovenstående, er du - med garanti - med på følgende: som barn føltes tiden ufattelig lang. Det der med at blive voksen virkede som noget, der lå flere lysår frem. KAPAUW. Før du havde set dig om, var du blevet voksen. Nødvendigvis ikke fuldblods voksen - jeg er stadig 21 år mentalt. Men dåbsattesten siger noget andet og spejlet er begyndt at vise en kvinde, med en slappere ansigtshud og en begyndende rynke mellem øjenbrynene (jeg skulle aldrig have kigget så meget mod solen).

Så her står du; med en mentalitet på 21 og en alder på - et eller andet, der er højere end 21 - og ville ønske, at tiden kunne stå bare lidt stille. At det altså ikke behøver gå så fandens hurtigt.

Kender du det?

[Mm, siger du].

Og hvor er det ironisk! Den første del af livet leves i en forventnings bobbel. En bobbel, der er så tæt på at briste. For man kan slet ikke vente på, at man bliver stor nok. Voksen nok. Til at måtte gøre alle mulige spændende voksen ting.

Den midterste del af livet er en finurlig blanding. I starten er man igang med uddannelse og kan slet ikke vente med at blive færdig og få et vaskeægte arbejde. Men så sker det. Tiden haler ind på dig. Og før du har set dig om, har du både et realkreditlån og en hulens masse vasketøj, som skal ordnes. Livet har fået en ny dimension: ansvar og voksen opførsel.

Og her står du - eller jeg kan ret beset ikke vide om DU står der, så: Her står jeg, og kan slet ikke forstå, at tiden er gået så hurtigt. Hvor blev den af? Før jeg blev syg tænkte jeg på, hvor kedeligt det må være for de personer, som går sygemeldt rundt hjemme. Jeg var overbevidst om, at deres tid måtte stå helt stille.

Står tiden så stille som syg? Og keder du dig ikke helt vildt?

Næææ... Altså jeg føler, at livet leves i en bobbel, og livet er en del meget mere kedeligere end før jeg blev syg. Det indeholder hvert fald ikke så meget. Men alligevel suser hverdagene afsted.

Hvad fordrever du så tiden med, siden den suser afsted?

Altså ud over at øve mig på at få begge mine arme til at svinge, mens jeg bevæger benene (giver nok mest mening, hvis du har ser mine Instagram danse videoer). Ja, så har jeg faktisk ikke fordrevet så meget. Men altså; når man bruger så meget tid på at hvile som jeg gør... knips... og dagen er omme.

Og det er her jeg drømmer og fjernbetjening som i filmen 'Click'. Sådan en med en pause knap. En knap jeg kan trykke på, når jeg skal sove og hvile. En pause-knap, der gør, at jeg faktisk får noget ud af døgnets timer.

Men dén fjernbetjening eksisterer ikke - hvilket nok er meget godt, for måske man ville komme til at (mis)bruge den lige rigeligt. Hvad gør man så, når man er i gang med at leve den midterste del af livet og synes det går ALT for hurtigt? (jeg gør det simpelt ved at antage, at der kun er en første del, en sidste del og midt i mellem disse er; den midterste del). Man gør vel det eneste rigtige: Suger så meget nærig ud af hverdagene som overhovedet muligt. Stopper op. Tager en pause fra jagten på det næste. Trækker vejret dybt og tænker Det er okay at have det næste for øje, men lige nu nyder jeg nu'et.

Det er hvert fald den eneste idé jeg har til, hvordan man bremser den løbske tid. Hvis du har en bedre idé: kom endelig med den.

Nyd solskinsdagen!


Følg mig også på:

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er selvfølgelig velkommen til at kommentere og dele indlægget

Synes godt om

Kommentarer

Henriette
Henriette,
Livet suser rigtig nok bare afsted som et højhastighedstog, men vi kan selv vælge om vi vil sidde passivt tilbagelænet og blive køresyge på turen, eller om vi står af på nogle af stationerne for at nyde nuet og udsigten derfra hvor vi står lige nu. Jeg øver mig i at gøre det sidste - mere end jeg gjorde før. Især efter min diagnose, hvor dette højhastighedstog også lige pludselig blev mere synligt for mig.
Kram til dig 😘
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Din beskrivelse er jo spot on! Tror man - når man har oplevet, hvor skrøbeligt livet er - bliver mere bevidst om at stå af på stationerne for at nyde nu'et og udsigten. Knus 😘
nouw.com/kroniskefarver
Henriette
Henriette,
Det tror jeg du har helt ret i. At få en diagnose af din eller min art kan vel godt sammenlignes med det der sker som følge af et traume.
Man troede at man havde styr på sit shit og pludselig blev man bare ramt! Man tumler langs vejen, man kan ikke helt huske hvad der skete, andet end det andre har fortalt at de har observeret. Tiden derefter foregår i en tågedis af medicin og læger i kitler der taler uforståeligt om at ens liv aldrig blir det samme og det skal man indstille sig på.
Man har blå mærker og det gør ondt indeni lige efter. Og man føler sig tom indeni. Og så er det at man står af et tog.
kronisketanker.wordpress.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Jeg er lige vågnet/blevet vækket (har sovet alt for mange timer). Men sover stadig mentalt, og kan slet ikke finde ud af at svare på det du skriver. Og så tænkte jeg; det behøver jeg heller ikke. For din kommentar beskriver simpelthen så godt, hvordan det føles at blive syg ❤️
nouw.com/kroniskefarver
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229