Et kapitel lukkes - part 2

Fortsættelse fra forrige indlæg...


Samtalen med lægen.

Den 21 december havde jeg en tid på reumatologisk.

Jeg havde nedskrevet alle mine spørgsmål.

Øverst på sedlen stod der ‘BØRN!’.

For mig var dét emne langt vigtigere end snak om sygdomsaktivitet. Alligevel startede jeg med at snakke om prednisolon - uden egentlig at høre ordentlig efter lægens ord og uden ordentligt selv at beskrive, hvordan jeg faktisk havde det. Det eneste jeg tænkte på: øverste punkt på papiret. Alligevel kunne jeg ikke finde ud af at spørge. Hver gang jeg forsøgte at nævne ordene ‘blive gravid. Blive mor’ kom der et stik i maven og alt strittede imod hvad hvis jeg får et svar, som jeg virkelig ikke ønsker…..

Jeg tog en indånding, hankede op i mig selv spurgte: “tror du, ud fra et lægefagligt perspektiv, at jeg ville kunne [pause] at jeg ville kunne… øh… tror du, at jeg ville kunne klare en graviditet?

Han så mig direkte i øjnene og sagde med en hjertevarm stemme, at han hverken kan eller vil spå om fremtiden. Han sagde, at jeg ikke må blive gravid på den medicin jeg får og han vil - med sin lægefaglige viden - mene, at en graviditet vil være urealistisk. Han fortalte, at han forstår mit ønske og man aldrig kan vide, hvad fremtiden bringer, men han synes, at jeg skal lukke det kapitel og finde det gode i et liv uden børn.

Udadtil virkede jeg fattet. Indvendigt var hans ord ikke gået helt op for mig. Alligevel glemte jeg alt om hovedpine, MR scanning, antibiotika for maven og… Ja, alt på listen forsvandt pludseligt. Så snart døren blev lukket og jeg gik hen i sygeplejerske køen kom en indre uro. Jeg kunne ikke klare mere sygehus, flere læger, blodprøve aftaler, medicin. Jeg ville bare væk herfra.

I bilen sad jeg med en tom følelse. Jeg var træt. Virkelig træt. De her ture til reumatologisk føles altid som at løbe et maraton. Den her gang føltes det som en iron-man. Jeg husker hverken tanker eller følelser fra turen hjem.

Efter at have ligget på sofaen i nogle timer, havde Anders og jeg en snak om konsultationen. Jeg bandede som en havnearbejder og var vred på mig selv over, at jeg er så pisse dårlig til at gå til læge og aldrig får nævnt mine symptomer - for jeg er altid hende den åndssvage positive, som har det godt nok. Og så mærkede jeg lægens ord en graviditet vil han mene er urealistisk. Tårerne trillede ned ad min kind.


Nu...

Jeg ved ikke om lægens ord er gået helt op for mig. Jeg tror de er. Jeg mærker nemlig en sorg. Men inderst inde har jeg nok godt vidst det.

Jeg har så meget kærlighed til et barn. Jeg tror, jeg kunne blive en fantastisk mor - hvis jeg altså var rask. Men der kommer ikke et barn, som kommer til at mærke min kærlighed.

Det er dæl-onden-lyneme noget af en lussing livet har givet mig.

Men Anders har ret: jeg er en drømmer. På den ene skulder sidder en realist, men heldigvis sidder der, på den anden, en drømmer. En drømmer, der ikke kan parkere ønsket om børn helt. En drømmer, som er med til at give mig den ukuelige livsglæde, som jeg besidder.

Man ved jo ikke hvad fremtiden bringer…

Jeg kommer nok til at få dage, hvor lægens ord mærkes som et spyd, der bliver boret ind i mig. Heldigvis er jeg bevidst om mine glæder og for nu vil jeg glæde mig over, alt det gode mit liv faktisk indeholder. Jeg har en helt igennem fantastisk mand, en dalmatiner pige, familie venner. Ja, jeg har sgu en masse godt.




Min pige.


Følg mig også på

Bloglovin' - facebook - instagram

Du er velkommen til at kommentere og dele indlægget.

Vil du have mail om nye indlæg, kan du tilmelde dig i menuen til højre.

Synes godt om

Kommentarer

Annette
Annette ,
Sødeste Søsserpigen det var sgu en svær omgang læsning det her. Ved hvor højt det ønske er for dig, og jeg ville ønske jeg kunne trylle en smuk lille baby frem til dig og Anders. Men tja sådan fungere livet desværre ikke. Jeg har selv måtte opgive det med at få børn selv for år tilbage, og det bliver bedre. Men hvis sandheden skal frem, vil det jo altid mangle i regnskabet så at sige. Jeg oplever f.eks altid at hvis folk er overtroende som igår til den fødselsdag jeg var til, at når folk dækker bord til 14 fordi man bliver 13, at DER skulle min datter eller søn have siddet. Nok også derfor det trækker sådan i mig at få hund igen, fordi det vil tage lidt af afsavnet. Men det er sgutte det samme, langt fra.
Men tja en drømmers fremtid ved man aldrig hvad vil bringe, og du er jo heldigvis ung endnu min tøs ❤️ Og du er stædig som et æsel, så man kan sgu aldrig vide sig sikker med dig 💪🏻🤜🏻
Ja man er faktisk stolt af at kende dig 😘😘

Kæmpe krammer fra mig til dig. ❤️
kroniskefarver
kroniskefarver,
Heldigvis findes der utal af måder, hvorpå livet kan leves lykkeligt og vi skal nok finde en god måde at leve livet på ❤️. Jeg er glad for at høre, at det bliver nemmere som tiden går og heldigvis kan drømme holde en kørende ❤️.. Knus! Og håber makeuppen sad okay til festen
nouw.com/kroniskefarver
Livet med kronisk sygdom
Livet med kronisk sygdom ,
Stort KNUS fra mig til dig ❤❤
www.trineskovnielsen.simplesite.com
kroniskefarver
kroniskefarver,
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229