290 dage siden..

For 290 dage siden så jeg mine piger for sidste gang og 3876 dage siden de blev taget fra mig (10 år siden).

Aldrig mere skal jeg måske se dem.
Aldrig mere skal jeg måske kramme dem.
Aldrig skal jeg lære dem at cykle.
Aldrig skal jeg være til stede når de konfirmeres.
Aldrig skal jeg måske se dem have en kæreste.
Aldrig skal jeg måske hjælpe dem med at flytte hjemmefra.
Aldrig skal jeg se dem blive voksen.
Aldrig, aldrig, aldrig nogen sinde skal jeg måske kramme dem igen.
Aldrig skal jeg være deres mor
💔

Jeg tænker at der er mennesker verden over, der bruger mærkedage i deres liv, til at lave en slags status. Jeg tror også at det er sundt, at reflektere over egen praksis, over hvilket menneske du er, og om det er det menneske du gerne vil være.
Det gør jeg også.
For mig er det som om at 2008 fik mig til at tænke anderledes. For mig er nytårs aften blevet den 25 Febuar. Jeg tager ikke fint tøj på. Spiser heller ikke en god middag. Fyrre ikke fyrværkeri af. Men jeg tænker, så gik der endnu et år. Jeg overlevede endnu et år. Et år hvor det at overleve ikke nødvendigvis skal forstås som liv eller død overlevelse. Men mere som at overleve med sin forstand i behold. At sorgen ikke har fået så hårdt fat i mig, at jeg er blevet skør. Selvom jeg flere gange i løbet af det forgangne år har været nervøs for at miste forstanden.

Takket være min søn og min ex kæreste Rasmus, holder i fat i mig, som en helium ballon med snor. Hver gang jeg bliver for flyvsk eller for tosset, hiver de mig lige lidt ind. Takket være min lille familie og mine allerbedste venner (de få der stadigvæk er) det stadig en mulighed at tale og fortælle om Merle og Silke.
Særligt nogle er blevet inviteret helt indenfor. Andre er stadig en armslængde ude, men nogle mennesker som jeg ikke vil undvære i min hverdag. Nogle mennesker er forsvundet. ”Hun kommer jo aldrig videre!”, OG NÆH! Gu fanden gør jeg ej.
Jeg vil ikke videre. Jeg vil blive her. Her hvor det er tåleligt, og hvor Merle og Silke ikke er længere væk, end at jeg kan bruge tid med dem, når de igen ønsker det

Hvordan føles 10 årsdagen?

Det er så svært at sætte ord på, men jeg vil prøve.

Forestil dig, at du vågner op til den dag, hvor du skal holde foredrag for 1000 mennesker.
Du får af vide at du skal være nøgen
og tale om et emne du ikke kender
på et sprog du ikke kan
mens du har feber
har mistet stemmen
du har kvalme
og dine fødder og ben kan næsten ikke bære dig.
Din mave føles som en vaskemaskine der centrifugerer
og dit hoved er så fuld af tanker
at du for alvor er nervøs for, at det skal springe.
Dit hjerte banker så kraftigt,
at hvert eneste slag minder dig om, at du er levende og, at Merle og Silke ikke er lige her mere .
Angstanfaldende, som du er forberedt på dukker op, år efter år,
ligger helt latent og hvisker, vi er her, vi er her…
og du kæmper en kamp for at råbe,
jeg bestemmer, jeg bestemmer,
men som du ved, har du mistet stemmen.
Du tager af sted til foredraget.
Du ved, at det er utjekket ikke at gennemføre.

Pludselig er det en lille dreng der siger:
Mor… Skal vi ikke lege kilde leg ?
Og der, lige der, blev det tåleligt at være.
Min søn blev redningen, han blev igen ham, der hev mig ud… ud i den virkelighed han kender, og væk fra tanker, smerte, savn og angst for at miste.... min søn
❤️

#Sammenervistærkest
#Brydtabuet
#elskerminsøn

Synes godt om

Kommentarer

IP: 173.231.62.89